Hvordan forløb skyttegravskrigen på vestfronten?
Tyskland ville foretage et lynangreb mod Frankrig og ødelægge den franske hær, inden Rusland fik mobiliseret sin hær. Dermed ville de undgå en krig på to fronter. Angrebsplanen gik igennem Belgien og derefter mod Paris, som skulle erobres inden for seks uger. Et angreb gennem det neutrale Belgien ville med sikkerhed få Storbritannien til at gå ind i krigen, men generalerne regnede med, at briterne ikke kunne rejse en slagkraftig hær på så kort tid.
Belgierne gjorde modstand mod den tyske invasion, men inden længe lykkedes det tyskerne at nærme sig Paris. Fra da af og indtil freden i 1918 gik vestfronten dog ind i en form for blodig stilstand. Franskmændene og briterne på den ene side og tyskerne på den anden gravede sig ned i skyttegravsanlæg overfor hinanden med et ingenmandsland imellem sig. Enhver offensiv på modstanderens skyttegravslinjer kostede som regel mange tusinde ofre, og den stribe terræn, man måtte have erobret i fremrykningen, blev ofte tilbageerobret kort efter. Forholdene i skyttegravene var forfærdelige med rotter, sygdomme og kulde som lige så store modstandere som fjenden ovre på den anden side af ingenmandslandet.
Hvordan forløb krigen på østfronten?
Østfronten var til gengæld meget mobil og rykkede sig hele tiden rundt igennem Øst- og Centraleuropa. De primære kombattanter var Tyskland og Østrig-Ungarn på den ene side og Rusland på den anden side. Østrig-Ungarn viste sig hurtigt at være svage på slagmarken, så Tyskland måtte bære de største byrder på centralalliancens side. Også på østfronten var der store militære tab på begge sider, men civilbefolkningen blev tilmed udsat for store overgreb. De hastigt fremrykkende hære havde sjældent forsyningslinjerne i orden, så mad og andre nødvendigheder blev plyndret hos civilbefolkningen, der mange steder sultede.
Hvilken betydning havde den russiske revolution i 1917?
Den russiske befolkning led voldsomt under de store tab, som krigen førte med sig. Samtidig var der stadig store klassespændinger blandt russerne efter det mislykkede forsøg på en arbejderrevolution i 1905. Den kommunistiske leder Vladimir Lenin var i eksil i Schweiz, men med tysk hjælp blev han transporteret tilbage til Rusland, hvor han stod i spidsen for en ny kommunistisk revolution.
Da revolutionen var gennemført, fik russerne lavet en fredsaftale med Tyskland. Dermed blev østfronten med undtagelse af kampe mod Rumænien lukket for tyskerne, men til gengæld gik USA få måneder senere ind i krigen på ententemagternes side.
I Tyskland var der også revolutionære spændinger både under og efter 1. Verdenskrig. Det tyske socialdemokrati støttede krigen, hvilket førte til dannelsen af flere udbryderfraktioner og -partier. Opmuntret af den russiske revolution i 1917 krævede disse grupper også arbejderrevolution i Tyskland, hvilket en kort overgang så ud til at skulle lykkes efter krigens afslutning. Støtten til krigen blandt europæiske socialdemokratier var også en af årsagerne til, at den tredje udgave af den internationale samarbejdsorganisation, Internationalen, kom under direkte sovjetisk dominans. Angiveligt fordi man ville sikre, at der aldrig skulle opstå en ny krig mellem arbejderklasser i forskellige lande.
Hvordan forløb krigen i resten af verden?
Nils Arne Sørensen betegner i lighed med mange andre kilder 1. Verdenskrig som først og fremmest en europæisk krig: ”Selv om vi normalt kalder krigen for Første Verdenskrig, så var det først og fremmest en krig mellem europæiske stater og deres befolkninger, og det var også i Europa, at krigens virkninger var størst.” Den skotske historiker Hew Strachan lægger i sin bog ”Første Verdenskrig” mere vægt på krigsskuepladserne udenfor Europa. Ifølge ham havde Tyskland en stærk interesse i at udvide krigen til andre verdensdele, for her havde de større chance for at ramme Storbritanniens økonomi og dens dominans af verdenshandlen end de havde for at nedkæmpe Storbritannien militært. Strachan skriver, at Tyskland til dels også havde en interesse i at udvide sine relativt små kolonibesiddelser, men krigen blev først og fremmest gjort global som et strategisk middel til at vinde krigen.
De voldsomste krigshandlinger udenfor Europa foregik i Mellemøsten og Kaukasus. Osmannerriget kæmpede mod britiske og indiske styrker i Mesopotamien (Irak) og i Palæstina. I Kaukasus kæmpede Osmannerriget hårde kampe mod russerne. I ly af disse kampe foretog osmannerne et stadig omstridt folkedrab på den armenske befolkning i riget, som de mente stod på russernes side.
Der var også kampe i Østasien og i Afrika. Til søs udrettede tyske ubåde og uafhængige flådeenheder skader på ententens militær- og handelsskibe, men Tyskland formåede aldrig at ryste den britiske dominans på verdenshavene.