Hvad er arbejderbevægelsen?
Arbejderbevægelse er en samlebetegnelse for forskellige former for organisering af arbejdere – fra fagforeninger over kooperative virksomheder til politiske partier – samt en række organisationer med forskellige sociale formål, f.eks. begravelseshjælp, undervisning og fritidsaktiviteter. Fælles for disse organisationer er, at de har arbejderes interesser i fokus.
For fagforeninger gælder det især løn- og arbejdsvilkår samt social sikring i forbindelse med f.eks. arbejdsløshed eller sygdom. For kooperative virksomheder, også kaldet andelsvirksomheder (se faktalink om andelsbevægelsen), handler det om, at dem, som arbejder for virksomheden – og dem, som forbruger virksomhedens produkter – skal have medindflydelse på virksomhedens drift og andel i overskuddet. Politiske partier, der historisk er blevet opfattet som en del af arbejderbevægelsen, har politiske programmer, som tilgodeser arbejderklassens interesser bredt set; f.eks. økonomisk omfordeling og kollektive goder såsom gratis uddannelse, offentligt sundhedssystem og daginstitutioner.
Historisk har arbejderbevægelsen udgjort et social sikkerhedsnet og et socialt fællesskab ’fra vugge til grav’ – fra børnepasning til begravelseshjælp. Særligt i perioden før uddannelse blev offentlig og tilgængelig for hele befolkningen, stod arbejderbevægelsen også for undervisningstilbud til arbejdere. Denne tradition lever også i dag i form af f.eks. aftenskolen AOF, grundlagt i 1924 som Arbejdernes Oplysningsforbund.
Hvornår og hvordan opstod arbejderbevægelsen i Danmark?
I midten af 1800-tallet var der stor fattigdom i Danmark, hvilket satte en folkevandring i gang: mod byerne og til udlandet, især til Amerika. Ud af den daværende befolkning på omkring to millioner flyttede en halv million fra land til by og en kvart million til Amerika i perioden fra midten af 1800-tallet til starten af 1900-tallet. Det fremgår af Arbejdermuseets opslag ”Arbejderbevægelsens start” (se kilder). I byerne var fattigdommen imidlertid også stor, og arbejdsvilkårene i den industri, der var begyndt at vokse frem, var hårde. Det fik arbejderne til at søge sammen i fællesskaber og til at søge inspiration fra arbejdere i udlandet, der var begyndt at organisere sig.
I 1871 opstod Pariserkommunen i Frankrig, hvor revolutionære overtog hovedstaden og erklærede den socialistisk. Pariserkommunen bestod kun i to måneder, før myndighederne knuste oprøret – 20.000 blev slået ihjel – men kommunen blev inspiration for revolutionære arbejdere verden over.
I Danmark havde postembedsmand Louis Pio fulgt udviklingen i Frankrig og begyndte under navnet ’En Arbeider’ at udgive Socialistiske Blade, som han sammen med sin fætter, boghandleren Harald Brix, lavede til ugebladet Socialisten. Dette ugeblad blev et af de første talerør for arbejdernes krav om bedre vilkår.
I samme periode begyndte flere grupper af arbejdere, heriblandt murere i København, at strejke. På initiativ fra Pio, Brix og skolelæreren Paul Geleff blev Den Internationale Arbeiderforening stiftet i efteråret 1871. I foråret 1872 mødtes tusinder af arbejdere på Fælleden i København – et møde, som myndighederne slog hårdt ned på, og som siden blev kendt som Slaget på Fælleden (se faktalink om samme emne).
Den Internationale Arbeiderforening blev forbudt, men arbejderne insisterede på deres ret til at organisere sig, og i årene 1871-1873 blev adskillige uafhængige fagforeninger dannet. I 1874 blev Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger i København dannet og blev den koordinerende politiske og faglige ledelse for den gryende arbejderbevægelse i Danmark.
Ikke alle arbejdere var imidlertid tilfredse med Pio, Brix og Geleffs politiske linje og ledelsesstil. Oppositionen – ført an af ledere fra de nye fagforeninger – indkaldte til kongres i 1876 på Gimle (et forsamlingshus, der dengang lå på Frederiksberg), hvor der blev vedtaget et program for det nye socialdemokratiske Arbejderparti. ”Gimleprogrammet”, der kan læses i sin helhed på danmarkshistorien.dk (se kilder), er bygget op om to hovedpunkter:
1. ”Arbejdet er Kilden til al Rigdom og Kultur, og [hele] Udbyttet [bør] tilfalde dem, som arbejder.”
2. ”Udgaaende fra disse Grundsætninger stræber det danske socialdemokratiske Arbejderparti ved alle lovlige Midler efter en fri Stat og et socialistisk Samfund.”
Derudover indeholdt programmet en række krav, som det socialdemokratiske arbejderparti ville arbejde for ”under det nuværende kapitalistiske Herredømme”.
Hvad betyder arbejderparti?
Et arbejderparti er et politisk parti med et program, der har arbejderklassens interesser i fokus. Historisk har arbejderpartiernes repræsentanter, medlemmer og sympatisører typisk defineret sig som arbejdere. Arbejderpartier har som oftest en ambition om at få valgt repræsentanter til Folketinget, så de ad parlamentarisk vej kan arbejde for at ændre samfundsindretningen, så forholdene bliver bedre for arbejderklassen.
Da det socialdemokratiske Arbejderparti blev stiftet i 1876, bestod det af både et politisk parti og en fagforeningsorganisering. Et par år senere blev fagforeningsorganisering og partiorganisering delt i to, men med tæt samarbejde. I 1884 fik partiet (der nu hed Socialdemokratisk Forbund) valgt sine to første medlemmer af Folketinget. Det fremgår af opslaget ”Det socialdemokratiske Arbejderpartis 1888-program” på danmarkshistorien.dk (se kilder). Det nuværende parti Socialdemokratiet har rødder i Socialdemokratisk Forbund, men har ændret sit politiske program mange gange siden.
I løbet af det 20. århundrede opstod mange andre arbejderpartier – og nogle er siden gået i opløsning. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP, grundlagt i 1919), Socialistisk Folkeparti (SF, grundlagt i 1959), Venstresocialisterne (VS, 1967-2013), Fælles Kurs (1986-2003), og Socialistisk Arbejderparti (SAP, grundlagt i 1980, men med rødder i tidligere organiseringer), og Enhedslisten (grundlagt 1989) er eksempler på arbejderpartier. Da Enhedslisten blev dannet, var det som et samarbejde mellem DKP, VS og SAP.
Historisk har arbejderpartier befundet sig på den politiske venstrefløj, men i nyere tid er også partier, der opfattes som en del af højrefløjen, begyndt at kalde sig arbejderpartier. Det gælder især Venstre og Dansk Folkeparti. I forbindelse med folketingsvalg og meningsmålinger opgør medier som Altinget jævnligt, hvem der er ’det største arbejderparti’. Det gør de ved at tælle, hvor mange faglærte og ufaglærte arbejdere, der støtter de forskellige partier. Den 1. maj 2019 (se kilder) meddelte Altinget, at Socialdemokratiet havde vundet titlen som Danmarks største arbejderparti tilbage fra Dansk Folkeparti.
Hvordan var den tidlige arbejderbevægelse organiseret?
Efter opdelingen mellem arbejderparti og fagforeninger fik arbejderbevægelsen en tredje gren: Kooperationen (se også faktalink om andelsbevægelsen). Kooperationen skulle skaffe arbejderne bedre og billigere varer, lære dem at styre produktionen selv og være et våben i arbejdskampe, som det fremgår af Arbejdermuseets opslag ”Snorens 3. Streng – om kooperation” (se kilder).
I slutningen af det 19. århundrede var der allerede mange mindre fagforeninger, særligt i Københavnsområdet. I 1898 mødtes 405 delegerede, som repræsenterede 70.000 fagforeningsorganiserede arbejdere, til møde i Folkets Hus på Enghavevej i København for at stifte De samvirkende Fagforbund (DsF) som en koordinerende organisation. DsFs første opgave var at administrere en konfliktfond og regulere strejkebevægelser ved at tildele økonomisk støtte fra fællesskabet. Det fremgår af Arbejdermuseets opslag ”DsF og Septemberforliget” (se kilder).
I 1959 skiftede De samvirkende Fagforbund navn til Landsorganisationen i Danmark – LO. Syv år tidligere var der blevet stiftet en anden samling af fagforeninger, Fællesrådet for Danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer (FTF). De to organisationer blev i januar 2019 slået sammen til Fagbevægelsens Hovedorganisation – FH – der udgør et fælles talerør for omkring 1,3 millioner arbejdere i mange forskellige fagforeninger og brancher.