Hvad var Septemberforliget?
Septemberforliget blev indgået den 5. september 1899 mellem Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening (i dag Dansk Arbejdsgiverforening, DA) og De samvirkende Fagforbund (i dag FH) (se også faktalink om ”Den danske model”). Her blev de to parter enige om nogle grundlæggende spilleregler på arbejdsmarkedet. Blandt andet anerkendte DsF arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, mens arbejdsgiverne anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger.
Dele af arbejderbevægelsen opfattede forliget som en sejr, der kunne sikre arbejdernes mulighed for – lovligt – at kæmpe for deres krav. Andre dele af arbejderbevægelsen mente, at det var en fejl at anerkende arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og at de juridiske rammer for f.eks. lovlige strejker ville blive en hæmsko for arbejderbevægelsen.
Denne kritik af Septemberforliget findes stadig både i dele af fagbevægelsen og i dele af arbejderpartierne til venstre for Socialdemokratiet.
Fagforeningen 3Fs video om "Septemberforliget"
Hvilke politiske uenigheder opstod i den unge arbejderbevægelse?
Efter Socialdemokratiet havde fået valgt repræsentanter ind i Folketinget i slutningen af det 19. århundrede, begyndte partiets ledere at føre en mere reformorienteret linje, hvor man accepterede langsomme, små fremskridt, frem for at arbejde for et revolutionært brud med den eksisterende samfundsorden. Det betød, at der opstod stigende ideologiske modsætninger i den danske arbejderbevægelse.
Første Verdenskrig førte til et brud i den socialdemokratiske bevægelse i hele Europa. Anledningen var ikke mindst, at socialdemokratierne – mod de løfter, der var givet i den socialistiske internationale (et tværgående samarbejde mellem arbejderbevægelser og -partier verden over), havde stemt for krigsdeltagelsen i deres nationale kontekster.
Uenighed om holdningen til Den Russiske Revolution i 1917 gav yderligere anledning til et brud. I årene 1917-20 blev arbejderbevægelsen dermed splittet i en socialdemokratisk og en kommunistisk del, som det fremgår af Den Store Danskes opslag ”Socialdemokrati” (se kilder). I Danmark førte det i 1919 til dannelsen af Danmarks Venstresocialistiske Parti (VSP), der året efter skiftede navn til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).
Der opstod siden også andre politiske strømninger inden for arbejderbevægelsen. Heriblandt trotskisme – en politisk tradition, der udsprang af modstand mod den retning, Sovjetunionen tog under Stalin, både de udemokratiske elementer og den manglende mobilisering mod nazisternes magtovertagelse i Tyskland. Det fremgår blandt andet af Leksikon.orgs opslag ”Trotskisme” (se kilder). Siden har trotskistiske organisationer været aktive i faglig organisering, antiracistisk og antifascistisk arbejde og i arbejdet for en samling af venstrefløjen (til venstre for Socialdemokratiet og SF).
En anden strømning inden for arbejderbevægelsen, som udviklede sig i første halvdel af det 20. århundrede, var syndikalisme. Syndikalister afviser staten som organiserende kraft i den økonomiske omfordeling og dermed også de politiske partiers rolle i kampen for socialisme. Forandringen af samfundet skal ifølge syndikalismen ske gennem arbejdernes faglige organisationer, som også skal overtage produktionsmidlerne. Målet er at erstatte kapitalisme og statsmagt med det klasseløse samfund. Det fremgår af Leksikon.orgs opslaget ”Syndikalisme” (se kilder). Syndikalismen kom ikke til at stå stærkt organisatorisk i Danmark, men har haft større indflydelse i blandt andet Sverige.
Det danske socialdemokrati fortsatte sin parlamentarisk orienterede kurs og blev regeringsbærende parti i lange perioder af det 20. århundrede, samtidig med at socialdemokrater fortsat spillede en central rolle i fagbevægelsen.
Hvordan udviklede arbejderbevægelsen sig organisatorisk i det 20. århundrede?
Foruden de tre grene – arbejderparti, fagbevægelse og kooperation – udviklede arbejderbevægelsen i løbet af det 20. århundrede en lang række andre organiseringsformer. Ifølge Den Store Danskes opslag ”Arbejderbevægelsen i Danmark” (se kilder) regnes følgende organisationer typisk som en del af arbejderbevægelsen: lejerorganisationer, børne- og ungdomsorganisationer som f.eks. DUI – Leg og Virke, kulturelle organisationer som oplysningsforbundet AOF, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv og Arbejdermuseet, Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH), hjælpeorganisationen ASF – Dansk Folkehjælp samt dagblade og fagpresse.
I 1876 grundlagde fagbevægelsen A-Pressen A/S, også kendt som Fagbevægelsens Presse, der i dag udgiver bl.a. Ugebrevet A4 og avisen.dk. Historisk var en af de største arbejderaviser Socialisten (udsprunget af Pios Socialistiske Blade), siden kendt som Social-Demokraten, Det Fri Aktuelt, og senest Aktuelt, som eksisterede frem til 2001. De fleste fagforeninger har desuden deres egne fagblade, ligesom mindre organisationer på venstrefløjen udgiver aviser og magasiner, f.eks. Dagbladet Arbejderen og netmediet Solidaritet.dk.
I 1936 grundlagde De samvirkende Fagforbund desuden Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der fungerer som det, man i dag vil kalde en tænketank.
Dertil findes en række ungdomsorganisationer med et mere eller mindre tæt forhold til arbejderpartierne, f.eks. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU, grundlagt i 1920), Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU, grundlagt 1961), og Socialistisk UngdomsFront (SUF, grundlagt i 2001 ved en sammenlægning af Enhedslistens Ungdomsnetværk og Rebel – grundlagt 1992), der har en samarbejdsaftale med Enhedslisten.
Hvilken rolle spillede arbejderbevægelsen i udviklingen af velfærdsstaten?
I lange perioder i 20. århundrede var Socialdemokratiet regeringsparti – ofte i samarbejde med andre partier – nærmere bestemt 1924-1926, 1929-1945, 1947-1950, 1953-1968, 1971-1973, 1975-1981, 1993-2001. Særligt i perioden efter Anden Verdenskrig stod Socialdemokratiet i høj grad for den politiske indretning af samfundet i tæt samarbejde med fagbevægelsen, der var blevet en markant politisk faktor, idet flertallet af danske arbejdere på det tidspunkt var organiseret i en fagforening. Det var i disse årtier, at grundstenene til velfærdsstaten blev lagt. Socialpolitik, økonomisk politik, kulturpolitik og uddannelsespolitik blev indrettet med henblik på, at ressourcerne i samfundet skulle komme flertallet til gode. ”Velfærdsstaten skulle blive til det gode socialdemokratiske samfund. Socialdemokratiets realistiske utopi”, som det formuleres i forskningsartiklen ”Socialdemokratiet og den danske velfærdsstat” (se kilder).
Fra cirka 1960 blev staten, kapitalen og organisationerne – ikke mindst fagbevægelsen – i de skandinaviske lande flettet sammen i et gensidigt aftalesystem, som senere fik betegnelsen neokorporatisme eller klassesamarbejde. Dette aftalesystem afløste klassekamp og socialisme som bærende idéer inden for socialdemokratierne. Det fremgår af Den Store Danskes opslag ”Socialdemokrati” (se kilder).