Hvem kæmpede for kvinders valgret?
Det var både arbejderkvinder og kvinder fra borgerskabet, som fra anden halvdel af 1800-tallet kæmpede for kvinders valgret. Den nye fremvoksende fag- og arbejderbevægelse bakkede op og argumenterede for, at både kvinder og fattige mænd skulle have adgang til at stille op og stemme ved valg. Socialdemokratiet havde fra 1870’erne fremført krav i Folketinget om ”fri og almindelig stemmeret” for såvel mænd som kvinder.
Allerede i 1851 havde den dengang kun 20-årige borgerkvinde Mathilde Fibiger under pseudonymet Clara Raphael udgivet bogen ”Tolv breve” (se kilder), hvor hun kritiserede mænds undertrykkelse af kvinder, herunder kvinders manglende politiske rettigheder. Bogen vakte stor skandale, og Fibigers familie slog hånden af hende, så hun måtte forsørge sig selv i en tid, hvor der ikke var mange muligheder for enlige kvinder.
Ifølge f.eks. Arbejdermuseets undervisningsmateriale om kvinders valgret (se kilder) organiserede kvinder sig både på tværs af klasser, men også efter klassetilhørsforhold. Dansk Kvindesamfund var f.eks. domineret af borgerkvinder, mens arbejderkvinder fandt sammen i bl.a. Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD, nu en del af 3F). Fælles var alle grupperne om at kræve stemme- og valgret. Til gengæld var de uenige om, hvorvidt det skulle dække alle kvinder, gifte såvel som ugifte, og selverhvervende såvel som tjenestefolk.
Hvem kæmpede imod kvinders valgret?
Konservative og nationalliberale kræfter var modstandere af kvinders valgret. De mente, at kvinders plads var i hjemmet, ikke i det offentlige rum. Ofte var de samme personer også imod, at den almindelig valgret blev udvidet og også kom til at gælde f.eks. fattige mænd og tidligere straffede. Avisen Politiken (se kilder) dækkede en af de parlamentariske debatter om emnet i 1904og citerede bl.a. grev Christian Ahlefeldt-Laurvig fra partiet Venstre for følgende: ”Der er tre slagord, som hele Europa over har gjort stor Fortræd: Almindelig Værnepligt, almindelig Valgret og Kvindernes Emancipation. Hvad skal vi her i Danmark med Kvindeemancipation! Det har alle Dage været Skik og Brug her til Lands, at Kvindfolkene holder sig til Hjemmet, at Mændene udfører Arbejdet”.
Hvad skete der, efter at kvinderne havde fået valgret?
Kommunalvalget i 1909 var første gang, kvinder kunne afgive stemme. Det valgte 50% af kvinderne at gøre, og det blev anset for en høj stemmeprocent. Ifølge Arbejdermuseets undervisningsmateriale (se kilder) blev 127 kvinder valgt ind i kommunalbestyrelserne.
Da kvinder fik stemme- og valgret til Folketinget i 1915, arrangerede Dansk Kvindesamfund et valgretstog, en slags demonstration eller optog, for at markere sejren. Det var dog ikke alle kvinder, der havde deltaget i kampen, som deltog i valgretstoget. En del arbejderkvinder festede i stedet med deres partikammerater i Søndermarken. Og nogle borgerkvinder – primært fra det konservative parti Højre – var utilfredse med, at tjenestefolk samtidig havde fået stemmeret, og holdt sig derfor væk fra festlighederne.
Første gang kvinder fik mulighed for at stemme til Folketingsvalg i Danmark var i 1918. Her stemte 67,6% af kvinderne. Den første kvindelige minister var socialdemokraten Nina Bang, der blev undervisningsminister i 1924.