Baggrund om kommunisme

Hvad er kommunisme?

Kommunisme er ifølge opslaget ”kommunisme” i denstoredanske.dk (se kilder) en samfundsopfattelse og politisk ideologi, som bygger på ideen om fælles ejendom. Man arbejder så godt, man kan, og modtager kun det, man har behov for. Alles behov er legitime og afhænger ikke af, om man ejer formue og ejendom, eller om man er overlæge eller gadefejer. Fælles ejendom står i modsætning til den private ejendomsret, hvor personer og virksomheder kan opbygge formuer og bruge dem, som de vil. Kommunismen bliver især forbundet med den tyske forfatter og filosof Karl Marx (1818-1883) og de kommunistiske stater, der opstod i løbet af 1900-tallet med ideologisk afsæt i det marxistiske tankegods.

Ordet ’kommunisme’ kommer af det latinske ord for fælles, communis.

Hvor stammer de kommunistiske ideer fra?

Mennesker har ifølge den danske historiker og kommunismekritiker, Bent Jensen (se kilder) altid drømt om at indrette samfund baseret på lighed, fællesskab og social retfærdighed. Den antikke græske filosof, Platon, gjorde sig tanker om et samfund med fælleseje for de herskende klasser, og de første kristne menigheder omkring år 0 forsøgte at praktisere en form for kommunisme med fælleseje. Senere kan man genfinde lignende tanker i nogle af middelalderens kætterske bevægelser og i kritikken af kirkens rigdom, lige som der også er kommunistiske eller socialistiske træk i bondeoprørene efter Reformationen i begyndelsen af 1500-tallet. Den engelske politiker og forfatter Thomas More skrev i 1520 om idealsamfundet 'Utopia', hvor der var arbejdspligt, men ingen privat ejendomsret.

I første halvdel af 1800-tallet voksede industrikapitalismen sig stærk med udgangspunkt i Storbritannien. Det betød store fabrikker med osende skorstene, der sodede de hastigt opførte arbejderboliger til. Arbejdet på fabrikken var fysisk og psykisk nedslidende, men arbejderne måtte alligevel tage til takke med en meget lille løn. Det gav anledning til en række forslag til socialistiske idealsamfund. Karl Marx kaldte nedsættende disse ideer for utopiske, fordi de ifølge ham havde karakter af drømmerier og ikke var baseret på den indsigt, at klassekamp var eneste vej til fremskridt.

Hvordan vil kommunistiske samfund opstå ifølge Karl Marx?

Den tyske forfatter og filosof Karl Marx (1818-1883) skrev i midten af 1800-tallet en række bøger og stod i spidsen for den første internationale sammenslutning af arbejderbevægelser. Meget af arbejdet foregik i samarbejde med den tyske forfatter og forretningsmand Friedrich Engels (1820-1895). De vigtigste udgivelser er ”Det kommunistiske manifest” (1848) af Marx og Engels, og Marx’ ”Kapitalen” i tre bind (se kilder), som blev udgivet i årene 1867-1894. Engels færdiggjorde og udgav de to sidste bind efter Marx’ død.

Historiker Kjeld Mazanti Sørensens bog ”Ideologier og diskurser” (se kilder) beskriver, hvordan Marx anså historiens udvikling for at være et resultat af modsætningen mellem produktivkræfterne (arbejdere, viden, maskiner) og produktionsforholdene (ejerskabet af produktivkræfterne og organiseringen af dem). På et tidspunkt vil produktionsforholdene ifølge Marx sakke bagud i forhold til produktivkræfternes udvikling, og i kapitalismens tilfælde vil arbejderklassen blive mere og mere forarmet og udbyttet. Det vil også skabe problemer for virksomhedsejerne, fordi de ikke længere vil have nok købere til deres varer. Som konsekvens af tilbagevendende arbejdsløsheds- og fattigdomskriser, og den indbyggede modsætninger mellem arbejdere og kapitalister, vil den kapitalistiske samfundsform bryde sammen, og der vil komme en revolution.

Historiens gang er ifølge marxismen præget af fremskridt med følgende trin: Slaveejersamfund --> Feudalsamfund --> Kapitalistisk samfund --> Socialistisk samfund (proletariatets diktatur) --> Kommunistisk samfund.

Socialistiske og kommunistiske samfund vil ifølge den marxistiske teori efterfølge det kapitalistiske samfund, men eksisterede altså endnu ikke i Marx' levetid.

Hvad er socialisme og kommunisme ifølge Marx?

Karl Marx gav ifølge bogen ”De europæiske ideers historie” (se kilder) ikke detaljerede anvisninger på, hvordan de kommende socialistiske og kommunistiske samfund ville blive indrettet, men angav dog nogle overordnede principper.

Socialisme, også kaldet proletariatets diktatur, ville afløse kapitalismen efter revolutionen. Under socialismen ville der være en stærk stat, og de vigtigste produktionsmidler ville være statsejede. De sidste rester af borgerlig tankegang skulle udryddes i denne fase for at undgå en kontrarevolution. Derfor ville det være nødvendigt med et diktatur. Der ville stadig være lønarbejde for at skabe motivation for at sætte produktionen op. Alle skulle "yde efter evne, nyde efter indsats", og alles behov ville blive dækket.

Socialismen skulle dog kun ses som en midlertidig fase inden realiseringen af kommunismen, som var historiens endemål. Den private ejendomsret skulle helt afskaffes, hvilket ville få den indbyggede modsætning mellem kapitalister og arbejdere til at forsvinde, og det klasseløse samfund ville opstå. Staten ville smuldre væk, da der ikke længere ville være behov for den. Alle ville "yde efter evne, nyde efter behov".

 

Communism vs. Socialism: What's The Difference? Kort film om forskellen på socialisme og kommunisme. På engelsk med mulighed for engelske undertekster.