Hvorfor kæmpede katolikker og protestanter mod hinanden i konflikten i Nordirland?
Konflikten i Nordirland har rødder tilbage til 1169, hvor England fik overherredømmet i Irland. Den katolske mindretal ønskede at gøre op med protestanternes undertrykkelse af den katolske befolkning gennem mange hundrede år, mens det protestantiske flertal kæmpede for at bevare de økonomiske og politiske privilegier, de havde haft i århundreder, takket været deres engelske rødder.
Efter den engelske reformation 1529-36, hvor England blev protestantisk, gik den den engelske konge i gang med at fordrive den katolske adel i Irland. Tiden var præget af blodige stridigheder mellem protestanter og katolikker i hele Nordeuropa, og katolikkerne havde paven i Rom på deres side – en magtfuld fjende, som England frygtede.
Ulster i Nordirland blev derfor i forbindelse koloniseret af en elite af engelske og skotske protestanter, som overtog godser, jord og ejendom med den irsk-katolske befolkning som undertrykte fæstebønder, der blev behandlet som undermennesker og frataget politiske og økonomiske rettigheder. The Plantation kaldes Englands kolonisering af Ulster, hvor engelske handelsfolk og håndværkere også blev tilbudt særlige privilegier, hvis de slog sig ned i Ulster. På den måde blev de irske oprørere effektivt holdt nede.
Hvordan er de irske katolikker blevet undertrykt politisk og økonomisk op gennem historien?
Den irske befolkning har op gennem historien gjorde kraftig modstand mod den engelske overmagt med en række blodige massakrer, belejringer og opstande, som englænderne har besvaret med voldelige modangreb og love, som har forbudt irere at eje jord, have stemmeret osv.
Efter fejlslagent irsk forsøg på at løsrive Irland i 1798 nedlagde England det irske parlament og lagde Irland ind under den britiske union og parlamentet i London.
Men efter kartoffelpesten i 1840’erne, hvor 1 million irere døde af sult, mens den engelske regering forholdt sig passiv, fik en ny irsk nationalistisk bevægelse vind i sejlene. I 1870’erne formulerede den krav om Home Rule (hjemmestyre) og større selvbestemmelse til den irsk-katolske befolkning.
Protestanterne i det rige Ulster var massivt imod ideen om hjemmestyre, da de frygtede at miste deres særlige privilegier: Også de protestantiske arbejdere havde bedre løn og jobs, mens den fattige katolske landbefolkning, som søgte til byen efter hungersnøden på landet i 1840’erne, ikke kunne få arbejde på de store protestantiske fabrikker med de gode arbejdspladser og var henvist til at bo i slumkvarterer. Derfor opstod der jævnligt voldsomme sammenstød mellem katolske og protestantiske arbejdere – to grupper, som senere kom til at spille en hovedrolle i The Troubles.
Hvorfor blev Irland delt i to i 1921?
I 1912-13 samlede store frivillige private hære (paramilitære fraktioner) af katolikker og protestanter sig på hver sin side, klar til at kæmpe mod hinanden for deres sag.
Nogle af de paramilitære katolikker – republikanerne - ønskede ikke bare hjemmestyre, men en selvstændig irsk republik, som var helt uafhængig af England. I det fejlslagne Påskeoprør i april 1916 forsøgte republikanerne at løsrive Irland, og de fortsatte bagefter kampen mod den britiske hær i den irske uafhængighedskrig i 1919-1921, hvorefter England delte Irland i to: Nordirland, hvor flertallet var protestanter, som forblev en del af Storbritannien, og fristaten Irland (fra 1949 Den Irske Republik), hvor flertallet var katolikker.
I Nordirland fortsatte den politiske, økonomiske, kulturelle og sociale diskrimination af det katolske mindretal, der stadig blev behandlet som underklasse og levede adskilt fra den protestantiske del af befolkningen. Det førte i 1968-69 til The Troubles.
Hvad var den historiske baggrund for brugen af vold og terror under konflikten i Nordirland?
Vold og blodige konflikter har op gennem historien præget konflikten mellem protestanter og katolikker i Irland.
De fraktioner, som stod bag de blodige konflikter under Konflikten i Nordirland, havde rødder tilbage til de private hære og paramilitære fraktioner, som kæmpede for hjemmestyre, løsrivelse eller union op til 1921, og som mente, at væbnet oprør og voldelig kamp mod modstanderne var vejen frem.
Blandt de protestantiske unionister var en række fraktioner klar til at bekæmpe Home Rule for enhver pris. De viste deres styrke ved at gennemføre en demonstration med 100.000 deltagere i 1912, og i 1913 dannede de det frivillige privat protestantiske hjemmeværn, Ulster Volunteer Force (UVF).
Blandt katolikkerne dannede unge frivillige den katolske borgerhær, Irish Volunteers, som nåede op på 160.000 medlemmer i 1914. Den bestod både af katolske nationalister, som støttede Home Rule, og katolske republikanere, som ønskede en selvstændig irsk republik. Efter en storstrejke, hvor 4 arbejdere blev dræbt, dannede katolske fagforeningsledere den revolutionær hær, Irish Citizen Army (ICA), som skulle bekæmpe kapitalismen. Også Irish Republican Brotherhood (IRB) havde en styrke på 150.000 mand, der ikke mente, at irsk uafhængighed var et spørgsmål, som skulle afgøres på parlamentarisk vis.
Hvordan opstod IRA?
I påsken 1916 forsøgte 1200 oprørere fra de paramilitære grupper Irish Volunteers, ICA og IRB at løsrive Irland fra Storbritannien. De besatte strategisk vigtige bygninger i Dublin, men overgav sig efter blodige gadekampe mod 20.000 britiske tropper, der kostede 1500 sårede og 500 døde, her af 318 civile.
Den britiske regering indførte krigsret, arresterede 3500 irere og henrettede 15 oprørsledere, som fik helte- og martyrstatus i den brede irske befolkning.
I 1919 vendte utilfredse irske soldater hjem fra 1. verdenskrig, og borgerhæren Irish Volunteers blev reorganiseret som undergrundshæren Irish Republican Army (IRA), der på egen hånd erklærede Irland for at være en selvstændig irsk republik. Det anerkendte Storbritannien ikke, men IRA førte guerillakrig mod alle i britisk uniform, og det britiske styre svarede igen med specialkommandoer af britiske soldater, som gennembankede og likviderede modstandere, foretog voldsomme ransagelser og hærgede katolske kvarterer og landsbyer i den irske uafhængighedskrig 1919-21.
I 1921 foreslog den britiske premierminister våbenhvile og valg til to nye irske parlamenter i syd og nord, der begge skulle være del af unionen. Det nationalistiske katolske Sinn Féin-parti (dannet i 1905-6) vandt dog en overvældende sejr i syd. Og mens Nordirland blev en selvstændig enhed i Storbritannien, endte briterne i december 1921 med at acceptere en irsk fristat i syd med en selvstændig regering i Dublin, men stadig med den engelske konge som overhoved.
Hvordan udviklede fristaten Irland sig?
I den nye fristat Irland var mange i IRA stærkt utilfredse med, at deres nye ledere var gået med til, at Irland blev delt, og at fristaten stadig hørte under den engelske konge. At de ikke havde insisteret på en samlet irsk republik, helt uafhængig af England, var forræderi mod den sag, republikanerne havde kæmpet så hårdt for, mente de utilfredse.
I foråret 1922 udviklede den interne katolske uenighed sig til borgerkrig, hvor en IRA- udbrydergruppe kæmpede mod den nye fristats regeringsstyrker. Cirka 4.000 døde, inden de utilfredse republikanere opgav kampen i maj 1923.
Traktatmodstanderen Eamon de Valera dannede derefter det nye parti Fianna Fáil (Skæbnens Soldater), som i 1930’erne kom til magten og begyndte den politiske proces, der i 1949 førte til, at Irland endelig fik sin selvstændighed som republik.
IRA fortsatte med at eksistere som en primært nordirsk organisation, der kæmpede for et forenet Irland og gennemførte en række bombekampagner i Nordirland, Storbritannien og Irland.
Hvordan udviklede Nordirland sig?
Nordirland fik som en del af Storbritannien sin egen lokale regering, som var en tro kopi af den britiske.
I 1921-22 førte blodige uroligheder, som bl.a. IRA stod bag, til oprettelse af et nyt officielt politikorps og flere specialkorps på i alt 50.000 mand. Der blev også indført nødretslov og dødsstraf for besiddelse af våben, og med borgerkrigen i syd aftog urolighederne. IRA rørte dog jævnligt på sig, da det nordirske styre var kendetegnet ved en systematisk diskrimination af det katolsk-irske mindretal, som udgjorde 1/3 af befolkningen. Der blev f.eks. ikke udnævnt en eneste katolsk minister i 50 år, og frem til 1972 blev der kun nyansat to katolske embedsmænd. De katolske unge blev dårligere uddannet, og arbejdsløsheden blandt katolikker var 2,5 gange højere end blandt protestanter (kilde 1). Transmission i radioen af katolske gudstjenester, irsk folkemusik og til tider også irske sportsbegivenheder var forbudt. Love om mindretalsrettigheder og mod diskrimination fandtes ikke. Protestanter og katolikker levede desuden ret skarpt adskilt (kilde 1).