Konservatisme i Danmark

Hvem var de konservative før Det Konservative Folkepartis stiftelse?

Selvom det nuværende Det Konservative Folkeparti formelt er stiftet 18. december 1915, udspringer det historisk af alliancen mellem konservative helstatsmænd – der ønskede at bevare hertugdømmerne Holsten, Slesvig og Lauenborg som en del af det danske monarki – og godsejere i Rigsdagens Folketing og Landsting. Fra 1849 og frem var disse parlamentarikere samlet kendt som Højre. Det fremgår af Den Store Danskes opslag om Højre (se kilder). I 1870 slog den politiske opposition til højrefolkene sig sammen i Det Forenede Venstre, i dag partiet Venstre. Den almindelige forvirring omkring, hvorfor Venstre hedder sådan, når partiet i dag betragtes som liggende til højre for midten i dansk politik, skyldes altså, at partiet oprindeligt blev dannet i opposition til Højre.

Højre, siden Det Konservative Folkeparti, har historisk været knyttet til de rigeste samfundsklasser – ikke mindst adelen – hvorimod Det Forenede Venstre/Venstre oprindelig især bestod af lærere, (stor)bønder og præster og stod for en liberal (borgerlig) politik, i modsætning til konservatisme (se også Faktalink om Liberalisme).

I 1953 blev Landstinget afskaffet, og det parlamentariske styre i Danmark kom til at bestå alene af Folketinget. Det skete efter en lang proces med politiske kampe om indretningen af det repræsentative demokrati i Danmark. Det kan du læse mere om i bl.a. danmarkshistorien.dk’s opslag ”Landstinget i den danske Rigsdag 1849-1953” (se kilder). De konservative parlamentarikere var modstandere af at demokratisere folkestyret i Danmark. Dels ønskede de at bevare opdelingen i Landsting og Folketing, hvor medlemmer af førstnævnte ikke blev valgt direkte, men indirekte af ”valgmænd”, og det var kun mænd over 40 år med en betragtelig formue, som var valgbare til Landstinget. Dels var de imod at give stemmeret til f.eks. kvinder, tjenestefolk og folk, der havde modtaget fattighjælp. Du kan læse mere om stemmerettens begrænsninger frem til grundlovsændringerne i det 20. århundrede i Faktalinket ”Grundloven af 1849”.

I 1901 havde Højre mistet sin politiske dominans ved ”Systemskiftet”, hvor Venstre vandt regeringsmagten (se også Faktalinket om Systemskiftet 1901). Med grundlovsændringen i 1915, der gav kvinder og tjenestefolk valgret, kom endnu en alvorlig svækkelse for de konservative politikere. Samtidig havde adelsstanden – som Højre oprindeligt var udsprunget af – med tiden mistet sine formelle privilegier og særrettigheder. Højre og et andet konservativt parti, De Frikonservative, besluttede derfor at reorganisere sig som Det Konservative Folkeparti med målsætning om at blive middelstandens talerør. Som noget nyt henvendte partiet sig direkte til den voksende gruppe af tjenestemænd og funktionærer. Det repræsenterede dog fortsat også industriens, handelens og det store landbrugs interesser. Det fremgår af Den Store Danskes opslag om Det Konservative Folkeparti (se kilder).

 

Hvad er Det Konservative Folkeparti?

Den mest kendte repræsentant for et politisk konservativt grundsyn i Danmark er Det Konservative Folkeparti, der blev stiftet den 22. februar 1916. I det første årti samarbejdede Det Konservative Folkeparti tæt med partiet Venstre, men brød denne alliance i 1929 på grund af uenighed om forsvarspolitikken, hvor de konservative ønskede større støtte til militæret. Det fremgår af Det Konservative Folkepartis opslag ”Milepæle 1916-2016” (se kilder).

Siden har Det Konservative Folkeparti og Venstre dog ofte samarbejdet i Folketinget, herunder dannet regering sammen, og de to partier er de ældste i den borgerlige blok.

I sit første partiprogram, som findes på danmarkshistorien.dk (se kilder), lagde partiet vægt på blandt andet følgende punkter:

· styrke det danske forsvar

· beskytte den private ejendomsret

· en sociallovgivning ud fra princippet om ”hjælp til selvhjælp”

· arbejde for ”Ædruelighedens Fremme i Folket”

· praktisere sparsommelighed i “den offentlige Husholdning”

· bevare folkekirken evangelisk-luthersk

· ”Gennemførelse af Kvindens retslige Ligestilling med Manden”.

Hvordan har Det Konservative Folkeparti udviklet sig?

Det Konservative Folkeparti har stadig forsvaret for privat ejendomsret som en central mærkesag og har traditionelt haft tilknytning til Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri. Det fremgår af Den Store Danskes opslag om Det Konservative Folkeparti (se kilder). Partiet går også stadig ind for sparsommelighed i den offentlige husholdning. Men i løbet af det 20. århundrede har partiet tilsluttet sig ideen om en velfærdsstat, der sikrer f.eks. adgang til (primært) offentlig finansieret sundhed, uddannelse og børnepasning. Forsvarspolitikken, der før en af de konservatives primære mærkesager, er rykket ned i bunden af prioriteringerne, sådan som de præsenteres på partiets hjemmeside under ”Vores politik” (se kilder). Partiet står stadig for en ”lov og orden”-dagsorden samt for, at socialpolitik skal være restriktiv og bygge på princippet om ”hjælp til selvhjælp”. De går også stadig ind for en kulturpolitik, der bygger på tradition, kongehus, og hvad de opfatter som særlig dansk kultur. Disse principper afspejler sig også inden for udlændingepolitik. Her går Det Konservative Folkeparti ind for, at ikke-danske statsborgere skal have begrænset adgang til sociale ydelser, at de skal assimileres kulturelt og sprogligt, og at der skal være hårde straffe for lovovertrædelser til alle, men især til ikke-danske statsborgere.

Hvilke andre konservative partier og strømninger findes i Danmark?

Der findes adskillige partier, foreninger og medier i Danmark, der identificerer sig helt eller delvist med konservatisme i politisk forstand. To af dem er knyttet til Det Konservative Folkeparti, nemlig Konservativ Ungdom (stiftet i 1904) og Konservative Studerende (KS). KS har lokalorganisationer kaldet Konservative Studenter på de største danske universiteter. KS går blandt andet ind for at afskaffe SU’en og erstatte den med statsgaranterede studielån, som det fremgår af daværende næstformand i KS, Espen Kroghs artikel ”Konservative Studerende: Afskaf SU’en” på Altinget.dk i 2016 (se kilder).

Konservativ Ungdom kalder sig på deres hjemmeside ”verdens ældste politiske ungdomsorganisation” (se kilder). Modsat moderpartiet Det Konservative Folkeparti har ungdomsorganisationen fortsat et stærkt nationalt forsvar (militær) som højt prioriteret mærkesag. Dertil går de ind for bl.a. lavere skat, afvikling af velfærdsstaten, som vi kender den – nemlig ved at sociale ydelser kun skal være tilgængelige for de allerfattigste. Hvad angår udlændingepolitik, mener de, at alle ikke-danske statsborgere skal kunne udvises, hvis de bliver dømt for lovovertrædelser og får en straf på et halvt års fængsel eller mere.

I det seneste årti er også opstået årsskriftet Critique og nettidsskriftet Replique samt forlaget Munch og Lorenzen, der fungerer som forum for borgerlige og konservativ idé-, kultur- og samfundsdebat. En række landsdækkende og lokale aviser var tidligere enten åbent konservative eller direkte knyttet til Det Konservative Folkeparti. Med partipressens ophør er det politiske medielandskab blevet mindre entydigt. En del aviser – heriblandt Berlingske, Weekendavisen og BT – har dog fortsat et ”konservativt grundsyn”, som det forklares i artiklen ”Danske medier er domineret af blå værdier” på netavisen Pio (se kilder).

Ud over Det Konservative Folkeparti er der to andre parlamentariske partier, der betegnes som konservative, nemlig Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. På Dansk Folkepartis hjemmeside fremgår det dog, at de ikke opfatter sig selv som et ”ideologisk parti”, men at der sikkert kan “findes elementer af både konservativ, liberal og socialdemokratisk politik i vores partiprogram og i den praktiske politik” (se kilder). Af Nye Borgerliges principprogram fremgår det, at partiet kombinerer ”klassisk konservativ værdipolitik med en borgerlig økonomisk politik og en utvetydig modstand mod konventioner og overstatslige aftaler” (se kilder).