Vikingetiden, der varede fra slutningen af 700-tallet til midten af 1000-tallet, er en vigtig del af Norges tidlige historie. Mænd fra Norge, Danmark og Sverige drog ud i Europa og mod nord og vest for at handle og røve og nåede så langt som til Grønland og Nordamerika. I 1300-tallet blev landet hårdt ramt af pest, og næsten halvdelen af befolkningen døde.
I 1397 blev Norge forenet med Danmark og Sverige i Kalmarunionen. På det tidspunkt var befolkningen i hele Skandinavien gået over til kristendommen. Sverige brød ud af unionen i 1523, men Norge og Danmark var fortsat i union – med magten i Danmark. I 1814 fik Norge sin egen grundlov, men Sverige indtog Norge, så frem til 1905 måtte Norge nøjes med selvstyre. Først i 1905 blev Norge selvstændigt. Under 1. Verdenskrig var Norge neutralt, og Norge forsøgte også at holde sig neutralt i 2. Verdenskrig. Men i 1940 blev Norge ligesom Danmark besat af Nazi-Tyskland og var besat indtil 1945.
Hvordan regeres Norge?
Norge er ligesom Danmark et konstitutionelt monarki. Det vil sige at monarken (det royale overhoved, kongen eller dronningen) ikke har reel politisk magt. Norge er et demokrati.
Landets højeste myndighed er Stortinget som svarer til det danske folketing. Stortinget består af 169 medlemmer. Et flertal i Stortinget vælger regeringen.
Norge er ikke medlem af EU, men samarbejder med EU. Norge har to gange, i 1972 og 1994, søgt om medlemskab af EU. Men begge gange har et flertal af nordmændene stemt nej til medlemskabet. Norge var blandt de 12 lande, som var med til at etablere NATO i 1949 og har været medlem siden.