Hvad er satanisme?
Satanisme er en fællesbetegnelse for flere former for filosofiske og sociale bevægelser med mere eller mindre okkulte træk, hvis værdier står i skarp kontrast til de kristne. Det fremgår af netleksikonet Den Store Danskes artikel om satanisme (se kilder).
Satanismen repræsenterer det fandenivoldske, diabolske og lystbetonede og dyrker jeg’et modsat næstekærligheden. Satanismen forkaster forestillingen om, at man skal leve et renfærdigt liv og plæderer for, at man i stedet skal hengive sig til alle slags sanselige glæder.
Hvornår og hvordan opstod satan?
Helt tilbage i antikken havde man mange forskellige guder til mange forskellige formål. Gode og onde guder eksisterede side om side – og ofte kunne den samme gud være både god og ond, præcis ligesom mennesket kan være det. Man havde en forestilling om, at menneskesjælen var opdelt i tre dele:
- fornuftssjælen, der hængte sammen med hovedet og repræsenterede den udødelige sjæl
- viljesjælen, der knyttede sig til brystet sammen med mod og beslutsomhed
- begærsjælen, der hængte sammen med sult og seksuelt begær.
Denne opfattelse af mennesket efterlod plads til, at mennesket kunne fejle, have drifter og forfølge sine lyster, fremgår det af bogen ”Man bør tvivle om alt – og tro på meget” (se kilder).
I kristendommen eliminerede man dog tanken om en ’ond’ gud og flere sandheder. Der var kun én sandhed, og det var den gode Gud på den ene side og fortabelsen på den anden side. I fortabelsen ligger ideen om den onde – om Satan. I kristendommen er Satan dog mere et symbol på det modsatte af kristendommen snarere end en konkret skikkelse.
Ifølge artiklen ”Lyt til Black Metal, og forstå den ’kosmiske pessimisme’” fra Videnskab.dk (se kilder) kan man ikke tale om satanisme som en organiseret modreligion med egne ritualer, tekster og symboler før det 19. århundrede. Forestillingen om Satan, Djævlen, Fanden og Lucifer – alle symboler for det samme – har dog eksisteret længe før det.
Hvordan opstod billedet af satan?
Under den katolske kirkes inkvisitionsjagt på kættere blev mange mænd og kvinder anklaget for at være i pagt med Djævlen. Nogle har måske tilstået denne forbindelse efter længerevarende tortur, men disse historier om Satan menes at have dannet grobund for nutidens forestillinger om Satan, for eksempel om, at Satan har klove, horn i panden og en lang hale. Nogle mener, at mange af de ideer om og billeder af Satan, som vi har i dag, er skabt af den katolske inkvisition som et redskab mod vantroende. Det fremgår af Kirsten Andersens bog ”Satanisme” (se kilder).
Hvilke symboler associeres med satanismen?
Der findes en række symboler inden for satanismen. Af Jens Laigaards bog ”Satanisme” fremgår det, at blandt andet følgende symboler associeres med satanismen (se kilder):
- Det omvendte kors: Det formodentlig mest kendte satanistiske symbol, der skal illustrere, at satanismen står for det modsatte af kristendommen.
- Baphomets sigil: Består af et pentagram med Baphomets hoved (et gedehoved) placeret inden i to ringe. Ud for hver spids i pentagrammet står et hebraisk tegn. De fem tegn danner til sammen ordet "Leviathan", der er navnet på en slange og et havuhyre i Det Gamle Testamente. Det fremgår af artiklen ”Mørkets mystiske mænd” fra Euroman (se kilder).
- Pentagrammet: En femtakket stjerne. Vender man pentagrammet på hovedet, symboliserer det en ged, djævelen, med to horn, to ører og fipskæg.
- 666, eller dyrets tal: Et almindeligt anvendt symbol for djævelen, der stammer fra Johannes Åbenbaring i Det Nye Testamente.
- "Den hornedes tegn": En hilsen, der udføres med venstre hånd ved at knytte hånden og lade lillefinger og pegefinger stritte som horn.
Hvilke ritualer associeres med satanismen?
Eksempler på sataniske ritualer kan være kirkeafbrændinger eller gravskændinger. Dialogcentret, der eksisterede indtil 2010, opsamlede og registrerede hændelser, der havde med alle former for nyreligiøsitet at gøre og havde derfor også et arkiv over sataniske handlinger registreret i Danmark. Ifølge artiklen ”Drengestreger eller Satans værk” fra Kristeligt Dagblad (se kilder) omfatter de registrerede sataniske handlinger gravskændinger, hærværk mod kirker med eksempelvis påmaling af sataniske symboler, placering af sataniske mønter i kirker, skrivelser på kirkedøre eller trusselsbreve.