Hvornår opstod demokratiet?
Man mener, at det første demokrati opstod omkring år 507 f.v.t. i Athen. I politikeren Perikles berømte mindetale over de faldne fra Den Peloponnesiske Krig, finder man en demokratisk idealisme, der kan minde om nutidens. I talen, der er gengivet af historikeren Thukydid, siger Perikles blandt andet: ”Vor forfatning er ikke en efterligning af fremmedes love; vi tjener snarere andre til forbillede end omvendt. Af navn hedder den demokrati, fordi magten ikke er i hænderne på nogle få borgere, men på flertallet.”
Det var statsmanden Kleistenes, der indførte demokratiet i Athen. Folkestyret varede omkring 200 år.
I Athen var det mænd over 20 år, hvor begge forældre var athenske borgere, der havde demokratiske rettigheder. Kvinder, udlændinge og slaver kunne ikke deltage. Demokratiet i Athen var et forsamlingsdemokrati, hvor de involverede mødte op og diskuterede et emne for senere at stemme om det. Det skete 40 gange om året på højen Pnyx modsat Akropolis. Demokratiet i Athen var således langt mere direkte end det repræsentative demokrati, som vi kender i dag, hvor man vælger repræsentanter til et parlament.
Nogle af de mest fremtrædende græske filosoffer som Platon og Aristoteles var ikke særligt begejstrede for tanken om demokratiet. De frygtede, at uvidende mennesker skulle få magt til at bestemme over ting, som de ikke havde forstand på. I Platons ”Staten” argumenterer han for, at det i stedet er filosofferne, der skal have magten. Filosofferne var nervøse for, at veltalende demagoger kunne overtale mindre oplyste borgere til at gøre ufornuftige ting.
I romerriget havde man et senat og en republik, men ikke et demokrati. Ideen om demokratiet kom først tilbage igen i 1700-tallet.
Hvad er de vigtigste demokratiske institutioner?
Et demokratisk system er ikke bare en styreform, hvor man stemmer. For at det giver mening at tale om et demokrati som et sted, hvor folket styrer, må der være en række institutioner, som sikrer, at magten bliver fordelt retfærdigt. Domstolenes rolle er at sørge for, at retsstaten opretholdes. Det vil sige, at staten er styret af nogle principper, der håndhæves konsekvent og uafhængigt, og hvor alle borgere nyder lighed for loven, således at ingen behandles forskelligt på trods af klassemæssige, religiøse, kønsmæssige eller andre tænkelige træk. Her spiller et demokratis forfatning en afgørende rolle, da den sætter de fundamentale spilleregler for demokratiet. I Danmark er Grundloven vores forfatning. FN's menneskeretserklæring 1948, der blev udarbejdet i forbindelse med grundlæggelsen af FN udvider de basale menneskerettigheder fra den franske erklæring fra revolutionens tid til også at inkludere sociale rettigheder.
Hvilken rolle spiller de demokratiske frihedsrettigheder?
Det er de demokratiske frihedsrettigheder, der så at sige giver demokratiet mening. Uden retten til at ytre sig, forsamle sig eller at tro på hvad man vil, mister ideen om et demokrati sin mening. For man kan ikke forestille sig en meningsfuld demokratisk proces, uden borgerne har mulighed for at udtrykke det de nu engang føler eller mener. De demokratiske frihedsrettigheder er sikret af Grundloven.
Hvad er demokratisk legitimitet?
At en beslutning demokratisk legitimt vil sige, at den er truffet på baggrund af en gennemskuelig og åben demokratisk proces, der gør at de fleste borgere i et land vil respektere den. Også hvis de skulle være uenige, fordi beslutningen er truffet demokratisk ordentligt. Eksempelvis er beslutningen om, at bygge en bro over Fehmern bælt til Tyskland, demokratisk legitim, hvis processen har været åben og dialog under demokratisk kontrol, for eksempel i form af en debat i medierne. En beslutning der har været beskyldt for at mangle demokratisk legitimitet, er for eksempel beslutningen om at deltage i krigen mod Irak, da det har været betvivlet om den daværende regering ikke informerede befolkningen og Folketinget korrekt omkring tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak.
Hvad vil det sige, at demokratiet har en ”offentlighed”?
Der skal være et sted, hvor demokratiet ”foregår”. Det vil sige et sted, hvor der udveksles meninger, og hvor debatter udspiller sig. Det sted er offentligheden. For at have en velfungerende offentlighed er det afgørende, at de demokratiske frihedsrettigheder er sikret. En demokratisk dialog mister sin mening, hvis der eksempelvis er synspunkter, som det ikke er tilladt at have, eller hvis der er ideer, der ikke kan formidles, fordi det ikke er muligt eller tilladt. Den tyske filosof og demokratiteoretiker Jürgen Habermas har i bogen Borgerlig offentlighed, (se kilder) forklaret disse sammenhænge. Hans hovedpointe er, at et meningsfuldt demokrati kræver en fri offentlighed, hvor den store demokratiske samtale kan finde sted.