Hvornår begyndte den danske indvandrerdebat?
Begyndelsen på debatten om indvandring kan ikke tidsfæstes til en helt bestemt dato eller et bestemt år. Der har formodentlig i et eller andet omfang været en debat om indvandring, lige så længe som der har været indvandring. Men indvandrerdebatten som en væsentlig debat i den offentlige sfære, i medier og blandt politikere kom til at fylde betydeligt mere i Danmark fra slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne. Anledningen til debatten var især, at der på daværende tidspunkt kom mange arbejdsmigranter til Vesteuropa, herunder Danmark. Arbejdsmigranterne, som til at begynde med gik under betegnelsen ’gæstearbejdere’, kom primært fra det sydlige Europa, bl.a. det daværende Jugoslavien, samt fra Tyrkiet, Pakistan og til dels Marokko. De kom for at arbejde med ufaglært eller faglært arbejde inden for industrien, og det var gæstearbejdernes intention at arbejde forholdsvis kort tid i Danmark og derefter vende tilbage til deres oprindelsesland. I begyndelsen var der derfor ikke så meget debat om indvandrernes kultur og religion eller om, hvorvidt de ’passede’ ind i Danmark.
Hvorfor blev indvandringen et debatemne?
Dansk erhvervsliv inviterede selv mange af gæstearbejderne til Danmark, fordi der var mangel på arbejdskraft i Danmark. Da konjunkturerne vendte, og der blev mindre behov for arbejdskraft, besluttede den danske regering imidlertid at indføre et såkaldt indvandrerstop. Det var dele af erhvervslivet og arbejdsgiverne imod, fordi de var bange for, at de nu ikke længere kunne finde god, billig arbejdskraft. Derfor fik erhvervslivet presset igennem, at de gæstearbejdere, der allerede havde arbejdstilladelse i Danmark, kunne blive her, og at de også kunne få deres familie hertil. Dermed var grundstenen lagt for, at gæstearbejderne og ’fremmedarbejderne’, som de også blev kaldt, blev indvandrere og siden danske statsborgere. Muligheden for familiesammenføring kom til at betyde, at flere og flere arbejdsmigranter fik deres koner og børn til Danmark og begyndte at bosætte sig i bestemte boligområder, hvor lejlighederne dels var til at betale, og de dels kunne nyde fordelene ved at bo sammen med andre med samme religiøse, kulturelle og sproglige baggrund som dem selv. At de enlige mandlige gæstearbejdere blev til hele familier af indvandrere satte en debat i gang, der kom til at handle både om integration på arbejdsmarkedet, skolegang (for eksempel omkring retten til modersmålsundervisning) og i stigende grad også kultur og værdier. I 1972 blev Fremskridtspartiet stiftet som et ultraliberalistisk protestparti. Med tiden kom partiet til at repræsentere en meget indvandrerkritisk /-fjendsk holdning i det danske Folketing. Partiets stifter, Mogens Glistrup, blev blandt andet kendt for sine meget negative udtalelser om ’muhamedanere’, som kan kaldte alle med en islamisk tro.
Hvad skete der i 1980’erne?
Fra primært at have været en debat om midlertidig arbejdskraft og dens rolle på det danske arbejdsmarked, udviklede debatten sig til at handle om blandt andet familiesammenføringsregler, bosætningsmønstre og kulturforskelle. Disse temaer kom til at præge indvandrerdebatten flere årtier frem og er stadig tilbagevendende temaer i debatten. I løbet af 1980’erne kom debatten i stigende grad til også at handle om asyl- og flygtningepolitik og om, hvilken betydning antallet af indvandrere har for muligheden for integration og fredelig sameksistens. Det hang sammen med, at antallet af asylsøgere og personer, der fik flygtningestatus i Danmark, steg betragteligt, primært på grund af begivenheder i andre verdensdele, heriblandt borgerkrigen på Sri Lanka, krigen mellem Iran og Irak og borgerkrigen i Libanon.
I løbet af 1980’erne blev debatten desuden i stigende grad polariseret. På den ene side opstod der grupper, der anså sig selv for at være ’flygtningevenner’ og kæmpede for, at asylsøgere og flygtninge skulle behandles mere respektfuldt, og at asylsager skulle afgøres på baggrund af grundigere sagsbehandling. På den anden side opstod grupper, der ønskede at ’redde’ Danmark fra at blive invaderet af indvandrere og flygtninge med en anden kulturel og religiøs baggrund end den danske, heriblandt Den Danske Forening med Søren Krarup i spidsen.
Det største politiske debatemne i indvandrerdebatten i 1980’erne var vedtagelsen af en ny udlændingelov. Den blev vedtaget med et smalt flertal i 1983 og trådte i kraft i 1984. Af nogle blev den kaldt ”verdens bedste udlændingelov”, mens andre mente, at den åbnede Danmark for flygtninge, der nu kunne strømme ind over grænserne. Debatten om Udlændingeloven blev startskuddet til mange års debat, hvor politikerne delte sig på en ’strammer’- og en ’slapper’-fløj. ’Strammerne’ ønskede at stramme reglerne i Udlændingeloven, mens ’slapperne’ mente, at der allerhøjst var brug for justeringer. Disse to fløje har siden domineret debatten om indvandring.
Hvad skete der i 1990’erne?
I løbet af 1990’erne handlede indvandrerdebatten i høj grad om bosætningsmønstre, ghettoisering, kultur og til dels også religion, især islam. Desuden betød borgerkrigen i Bosnien og tilstrømningen af omkring 20.000 flygtninge herfra til Danmark, at også asyllovgivningen blev diskuteret. Man indførte for første gang i Danmark en særlov for flygtninge, som betød, at flygtningene fra Bosnien fik ophold, men ikke fik behandlet deres asylsager i flere år, fordi man håbede, at deres ophold kunne blive midlertidigt, og at de kunne vende tilbage til Bosnien direkte fra de særlige flygtningecentre, man oprettede. De fleste bosniere fik dog til sidst asyl i Danmark, men diskussionen om, hvorvidt flygtninges ophold bør være midlertidigt, havde bidt sig fast, og man begyndte i stigende grad at tale om repatriering, det at flygtninge vender tilbage til deres oprindelsesland. En del politikere mente, at repatriering var et mål i sig selv, og at for eksempel somaliere var så kulturelt forskellige fra danskerne, at de burde vende tilbage til Somalia snarest muligt.
Islam og forskellene på islam og kristendom fyldte også mere i debatten, blandt andet på initiativ af Dansk Folkeparti, der blev stiftet den 6. oktober 1995 af udbrydere fra Fremskridtspartiet. Blandt andet var der debat om muslimske kvinders brug af tørklæde og om, hvorvidt islam var en kvindeundertrykkende religion.
I slutningen af 1990’erne var der desuden debat om, hvorvidt der skulle stilles strengere krav til flygtninge, og hvorvidt de skulle fordeles ud over landet, sådan at de ikke kunne bosætte sig sammen med andre med samme baggrund som dem selv. Debatten om ’ghettoer’ med en stor andel af flygtninge, indvandrere og efterkommere blev rejst af en række socialdemokratiske borgmestre fra Vestegnen i København. De anklagede Socialdemokratiet for ikke at tage udfordringerne med integration af indvandrere alvorligt nok. Det var en del af baggrunden for, at der blev vedtaget en integrationslov, som trådte i kraft 1. januar 1999. Ifølge loven skulle flygtninge de første tre år, efter at de havde fået asyl i Danmark, bosætte sig i bestemte kommuner, hvor der i forvejen ikke var nogen høj andel af flygtninge og indvandrere.
Hvad skete der efter år 2000?
En af de mest afgørende begivenheder for den danske indvandrerdebat var terrorangrebet mod New York og Washington den 11. september 2001. Terrorangrebet kom blandt andet til at betyde, at terrorisme og islam – og en sammenkædning af de to begreber – kom til at spille en meget større rolle i debatten. Islamisme (politisk islam) og islam som sådan blev af nogle debattører og politikere anset for at udgøre en stor trussel mod både Danmark, mod kristendommen og mod såkaldt vestlig kultur og vestlige værdier som demokrati, ligestilling og mindretalsbeskyttelse. Debatten var til tider meget ophedet, og internationale organisationer og danske ngo’er, der arbejdede med menneskerettigheder og indvandring, var meget bekymrede over, at muslimer over en bred kam blev udpeget som en trussel mod det danske samfund. Samtidig var der debattører, som glædede sig over, at debatten i deres øjne nu endelig var fri for det, de kaldte ’politisk korrekthed’, og at man altså nu kunne sige alt det ligeud, som tidligere ikke havde været ’god tone’.
Hvordan påvirkede debatten lovgivningen efter 2001?
Folketingsvalget i november 2001, altså ganske kort efter terrorangrebet den 11. september, blev ifølge politiske analytikere i høj grad afgjort på spørgsmålet om indvandrings- og udlændingepolitik. Stort set alle partier diskuterede ivrigt indvandring, islam, terrorisme, familiesammenføringer, integration og kulturforskelle, og de fleste partier lagde op til stramninger af lovgivningen på udlændingeområdet. Valget førte til, at Venstre og Konservative kunne danne regering, og med Dansk Folkeparti som støtteparti gennemførte VK-regeringen kort efter valget en række stramninger på asyl- og udlændingeområdet. Blandt VK-regeringens målsætninger var at begrænse indvandringen og samtidig forbedre integrationen af dem, der allerede boede i Danmark. Det blev sværere at få asyl, sværere at få dansk indfødsret og sværere at få familiesammenføring. Siden har debatten i høj grad handlet om, hvilke stramninger det er rimeligt og nyttigt at indføre, så indvandringen til Danmark begrænses og samtidig kommer til at bestå af indvandrere, som har noget at bidrage med på det danske arbejdsmarked. Debatten kom dog også i stigende grad til at handle om medborgerskab og fælles værdier, ligesom indvandrere og deres organisationer også markerede sig på nye og anderledes måder; for eksempel begyndte flere unge muslimer at definere sig selv både som muslimer og danskere.