Hvilke temaer har præget den danske indvandrerdebat?
Debatten har som beskrevet i del 1 ændret sig i takt med, at arten og omfanget af indvandring til Danmark har ændret sig, og i takt med at bestemte politiske aktører har sat nye temaer på dagsordenen. Desuden har også begivenheder uden for Danmark, for eksempel terrorangrebet den 11. september 2001, haft stor indflydelse på den danske indvandrerdebat. Også den politiske debat om indvandring i andre europæiske lande har haft indflydelse på den danske indvandrerdebat. Blandt de væsentlige temaer, som har været og/eller er genstand for til tider heftig debat, kan nævnes:
– tvangsægteskaber
– religionens rolle i samfundet, især islam
– familiesammenføring
– ghettoer
– statsborgerskab og danskhed
– økonomiske omkostninger og gevinster ved indvandring
– kønsroller, værdier og religion
– kriminalitet
– terrorisme
– racisme og diskrimination
For en nærmere gennemgang af nogle af disse temaer, se faktalink om:
Tørklædedebatten, Tvangsægteskaber samt Racisme i Danmark
Hvad har debatten om familiesammenføring handlet om?
Især op til folketingsvalget i 2001 og med regeringen Fogh Rasmussens udlændingeudspil (se senere afsnit) i 2002 foregik der en omfattende debat i medierne om antallet af familiesammenføringer.
Som nævnt blev familiesammenføring allerede debatteret i 1970’erne i forbindelse med indførelsen af det danske indvandrerstop. Desuden var familiesammenføringer også centrum for Tamilsagen, en politisk skandale, som endte med den daværende regerings afgang. Sagen handlede om, at daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen havde bedt sine embedsmænd om at stoppe sagsbehandlingen af ansøgninger om familiesammenføring fra tamilske flygtninge. Det gjorde han i håb om, at forholdene på Sri Lanka ville forbedre sig så meget, at de tamilske flygtninge kunne vende tilbage, og at det derfor ikke blev nødvendigt med familiesammenføring. Familiesammenføring ville nemlig ifølge Erik Ninn-Hansen medføre, at flygtningene slog rod i Danmark og ville være meget lidt tilbøjelige til at vende tilbage til Sri Lanka, og det var et problem, mente han. De fleste er enige med Erik Ninn-Hansen i, at familiesammenføring typisk betyder, at flygtninge og indvandrere er mere tilbøjelige til at blive boende i det nye land. Men ikke alle mener, at det er et problem.
Desuden har debatten handlet om menneskerettigheder og friheden til selv at vælge sin ægtefælle. Dels slår menneskerettighederne fast, at familiens enhed har stor prioritet, og dels mener mange danskere, at det er vigtigt, at den enkelte frit kan vælge sin ægtefælle. Derfor har en del danskere blandet sig i debatten om familiesammenføring med kritik af skiftende regeringers stramninger af reglerne siden 2001. Især har det medført kritik, at man for at få sin ægtefælle til Danmark skal leve op til en lang række krav både med hensyn til økonomi og fælles tilknytning til Danmark. Reglerne er blevet indført med henvisning til, at de skulle stoppe de mange familiesammenføringer mellem flygtninge, indvandrere og efterkommere fra lande som Somalia, Tyrkiet og Pakistan til Danmark – ikke for at forhindre etniske danskere i at hente en ægtefælle i udlandet. Forsøget på at bremse antallet af familiesammenføringer fra de såkaldte ’indvandrerlande’ er også blevet begrundet med, at det kunne være med til at forhindre tvangsægteskaber. Menneskerettighedseksperter har dog påpeget, at det kan være i strid med menneskerettighederne at indføre den slags begrænsninger, især fordi begrænsningerne rammer alle, også dem der har indgået ægteskab helt frivilligt.
Hvad har debatten om tvangsægteskaber handlet om?
(Se også faktalink om tvangsægteskaber)
Debatten om tvangsægteskaber har især handlet om, hvorvidt unge indvandrere og efterkommere fra lande som Tyrkiet og Pakistan bliver tvunget af deres forældre til at indgå ægteskab med en bestemt person, selv om de ikke ønsker det. At tvinge nogen til ægteskab er forbudt ifølge dansk lov og menneskerettighederne, men det foregår alligevel i et vist omfang, både i Danmark og i andre lande. Tvangsægteskaber hænger sammen med den udbredte praksis med arrangerede ægteskaber, som stadig findes mange steder i verden, heriblandt i en del af de lande, der er kommet mange indvandrere til Danmark fra. Arrangerede ægteskaber er ægteskaber, hvor forældre og andre slægtninge i et eller andet omfang indgår i aftalen om indgåelse af ægteskab, for eksempel ved at forældrene kommer med forslag til en ægtefælle til deres søn eller datter, eller ved at de unge præsenterer deres forældre for et forslag, som forældrene så kan billige eller ej. Mange unge indvandrere og efterkommere er tilfredse med at inddrage deres forældre i et vist omfang, mens andre ønsker større frihed, end deres forældre har haft ved indgåelse af ægteskab. I nogle tilfælde kan traditionen for arrangerede ægteskaber resultere i tvangsægteskaber. Derfor har debatten om tvangsægteskaber også handlet om, hvorvidt og hvordan man kan skelne mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber, og hvorvidt det optimale er, at arrangerede ægteskaber helt forsvinder.
Debatten har desuden handlet om, hvorvidt man kan bruge mægling mellem familien og de unge til at undgå tvangsægteskaber, og hvordan man bedst støtter de unge, der søger hjælp, fordi de er bange for, at deres forældre vil tvinge dem ind i et ægteskab, eller fordi de allerede er blevet tvunget til at indgå ægteskab. Der har været eksempler på, at familier forsøger at bruge reglerne om familiesammenføring til at sikre en slægtning i oprindelseslandet en opholdstilladelse i Danmark via et ægteskab, som er blevet påtvunget den unge, der allerede lever i Danmark.
Mange unge fra de etniske minoriteter indgår dog velfungerende kompromiser om aftalte ægteskaber, blandt andet ved at finde nye kreative løsningsmodeller. Et eksempel er, det første muslimske ægteskabsbureau i cyberspace i Skandinavien, www.zawaj.dk, der åbnede i 2001. Det gav unge muslimer mulighed for at finde en muslimsk ægtefælle som alternativ til den slægtning, deres forældre ønskede, at de skulle gifte sig med. Udgangspunktet er, at ægteskaber ifølge islam skal indgås frivilligt.
Hvad har debatten om sharia handlet om?
Debatten om sharia tager udgangspunkt i et begreb fra islam. Sharia er et begreb, som bruges inden for islam – både til at henvise til en række juridiske regler og straffe, som blev udviklet i 7-900-tallet kort efter islams opståen, dels til at betegne den etik og de leveregler, som muslimer skal følge i alle livets forhold. Nogle sammenligner begrebet sharia inden for islam med betydningen af de ti bud inden for kristendom. Debatten om sharia og indvandring har dog især handlet om sharia i betydningen islamisk baseret lovgivning, som omfatter korporlige straffe, blandt andet piskning og stening til døde, sådan som den findes i blandt andet Iran og Saudi-Arabien, og som den blev praktiseret i Afghanistan under Taleban-styret. Debatten om sharia har dog i Danmark ikke handlet så meget om styreformerne og forholdene i disse lande, men om danske muslimers holdning til sharia som begreb. Gentagne gange har især islamkritiske debattører fremhævet, at sharia er uforeneligt med demokrati og menneskerettigheder, og at muslimer, der lever i Danmark, derfor må afskrive sharia og sætte den danske grundlov og menneskerettighederne højere end deres religion og især sharia. Nogle muslimer i Danmark støtter dette krav, mens andre har påpeget, at sharia kan tolkes på mange måder, og at man som muslim ikke kan lægge afstand til sharia, hvis man opfatter sharia som de anvisninger, religionen giver for for eksempel bøn, gæstfrihed m.m. Ikke desto mindre har blandt andet en række unge politikere med muslimsk baggrund oplevet, at de er blevet mistænkeliggjort, fordi de ikke har villet afsværge sharia. Sharia-debatten har altså også handlet om – og været blandet sammen med – en generel debat om forholdet mellem religion og politik og om forholdene i muslimske lande som Saudi-Arabien og Iran.
Hvad har debatten om tørklæder handlet om?
(Se også faktalink om tørklædedebatten)
Debatten om tørklæder har handlet om kvindesyn og kønsroller, om religionens rolle i det offentlige rum og om politik og religion. Debatten om muslimske kvinders brug af tørklæde er blusset op adskillige gange, som regel med udgangspunkt i en konkret sag. Der har for eksempel været sager om muslimske piger eller kvinder, der er blevet afvist som ansøgere til et bestemt job, fordi de har insisteret på at bære tørklæde. Desuden vakte det stor opstandelse og debat, da Danmarks Radio lancerede et talkshow, hvor den ene vært, Asmaa Abdol-Hamid, som er muslim med palæstinensisk-dansk baggrund, bar tørklæde. Da samme Asmaa Abdol-Hamid stillede op til Folketinget for Enhedslisten, var der både internt i dette parti og i offentligheden debat om, hvorvidt tørklædet er et tegn på antidemokratiske holdninger og tilslutning til undertrykkelse af kvinder. Søren Krarup fra Dansk Folkeparti sammenlignede det muslimske tørklæde med nazisternes hagekors og argumenterede for, at muslimske tørklæder burde forbydes i Folketinget. Tilsvarende har der været forslag fremme om at forbyde lærere, sygeplejersker og andre offentligt ansatte at bære tørklæde på arbejdet. Indtil videre er det alene forbudt for juridiske dommere at bære tørklæde. En del private virksomheder har fået designet tørklæder til deres uniformer og tillader muslimske kvinder at bære disse specialdesignede tørklæder på arbejdet.
Hvad har debatten om kriminalitet handlet om?
Inden for rammerne af indvandrerdebatten har der også været en debat om bander og kriminalitet. Debatten har især handlet om, hvorfor mænd og unge drenge i nogle grupper af indvandrere og efterkommere oftere bliver sigtet for bestemte former for kriminalitet end etniske danskere. Nogle debattører har hævdet, at det skyldes disse gruppers kulturelle og religiøse baggrund og anderledes værdier. Andre debattører har især peget på, at mange indvandrere og efterkommere er dårligt socialt og økonomisk stillet og ofte lever i områder med høj grad af kriminalitet. Desuden er nogle grupper præget af krigstraumer. De unges oplevelse af diskrimination og racisme kan også spille ind, både på den måde, at unge som generelt føler sig diskrimineret, har større risiko for at se kriminalitet som en attraktiv løbebane, dels på den måde, at unge med anden etnisk baggrund end dansk kan risikere at blive mistænkt og anholdt i højere grad end andre unge. Derfor kan antallet af sigtelser ikke alene sige noget om graden af kriminalitet, mener nogle debattører. Kriminologer har fastslået, at kriminalitet blandt etniske minoriteter udspringer af de samme forhold som kriminalitet blandt danskere, blandt andet af dårlige sociale og økonomiske forhold.
Den forholdsvis høje kriminalitetsrate blandt blandt andet libanesiske unge mænd har dog ført til stramninger i den danske straffe- og udlændingelov, som blandt andet gør det lettere at udvise kriminelle, der ikke har dansk statsborgerskab.
Også kriminalitet blandt asylsøgere har været debatteret med jævne mellemrum fra år 2000 og frem, som regel foranlediget af, at der har været et stigende antal asylsøgere fra bestemte lande, og at nogle af disse asylsøgere tilsyneladende alene har søgt asyl med det formål at bruge opholdet i Danmark til at begå for eksempel butikstyverier. .
Hvad har debatten om diskrimination og racisme handlet om?
(Se også faktalink om racisme i Danmark)
Hvor går grænsen mellem acceptable holdninger og racisme? Hvor udbredt er diskrimination og racisme? Er indvandrere også racister? Hvad kan man gøre for at bekæmpe racisme? Hvad er konsekvensen, hvis indvandrere og efterkommere udsættes for racisme? Hvordan påvirker det integrationen og risikoen for kriminalitet og terrorisme? Det er spørgsmål som disse, der har præget debatten om diskrimination af og racisme mod indvandrere i Danmark. Gennemgående har der været en debat om, hvor udbredt diskrimination og racisme er. Fra nogle debattører er det blevet hævdet, at der stort set ikke findes diskrimination og racisme i Danmark, og at det primært er indvandrere og efterkommere, der føler sig diskrimineret uden grund eller kalder andre racister, når de ønsker at dække over andre problemer. Fra anden side, og fra mange forskere, er det blevet påpeget, at der finder racisme og diskrimination sted i Danmark, og at det også fremgår af holdningsundersøgelser blandt danskere, at en del etniske danskere har meget indvandrerkritiske og i visse tilfælde racistiske holdninger. Derudover påpeger nogle forskere, at indvandrere og efterkommeres oplevelse af diskrimination i sig selv er et problem – både fordi det skader integrationen, og fordi det kan medføre, at nogle af de mest ressourcestærke indvandrere vælger at forlade Danmark. Desuden kan det medføre, at der vokser en stærkere racisme mod danskere frem blandt indvandrere.
Debatten om racisme og diskrimination har også handlet om, hvorvidt det er et problem, hvis man ikke må sige det, man tænker, fordi man risikerer at blive anklaget for racisme. Denne debat har blandt andet været affødt af, at medlemmer af Dansk Folkeparti er blevet anmeldt for og i nogle tilfælde dømt for racistiske udtalelser.