Hvordan opstod Europa-Parlamentet?
Det europæiske samarbejde, der i dag kaldes Den Europæiske Union (EU), blev grundlagt i 1951 som Kul- og Stålunionen. I 1958 blev der på et møde i Rom vedtaget en traktat, som lagde grundstenen til det indre marked, hvor man i fællesskab fjerner toldgrænser og regulerer handel mellem medlemslandene. Den centrale nyskabelse i Romtraktaten var de såkaldte fire friheder, der omfatter fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og mennesker. Herfra hed samarbejdet Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF, senere blot EF).
Det første møde i Den Fælles Demokratiske Forsamling, der i 1962 tog navnet Europa-Parlamentet, blev holdt d.19. marts 1958. Frem til 1978 var medlemmerne af parlamentet udpeget blandt medlemmer af medlemslandenes respektive parlamenter. Først i 1978 blev der indført direkte valg til Europa-Parlamentet blandt medlemslandenes borgere.
Antallet af pladser i Europa-Parlamentet er løbende blevet øget. Fra 198 pladser i 1972, hvor Danmark kom med i EF, til 720 pladser efter valget i 2024. Det er steget i takt med antallet af medlemslande, der er gået fra 9 lande i 1973 og til 27 i 2024.
Parlamentets magtbeføjelser er med hver ny traktat blevet udvidet. Traktaterne for EU svarer til grundlove eller forfatninger på nationalt plan. I de første år var Parlamentet alene rådgivende, men efter Lissabontraktaten fra 2009 er det medlovgiver på langt det meste lovgivning i EU (se kilde 2).
Hvordan træffer EU beslutninger?
Når der skal laves nye love, er der tre institutioner i EU-samarbejdet, der skal finde frem til en fælles beslutning. Det er Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet.
Europa-Kommissionen fungerer lidt som en regering gør i national sammenhæng. I Kommissionen sidder der én kommissær fra hvert af de 27 medlemslande. Hver kommissær har et særligt politikområde – lidt på samme måde som danske ministre har for eksempel klima, undervisning eller skat som deres områder. Kommissionen har eneret på at foreslå ny lovgivning. Det kalder man ”initiativretten”.
Når Kommissionen har stillet et lovforslag, skal både Ministerrådet og Europa-Parlamentet behandle og sidenhen stemme om forslaget. Man siger, at de to institutioner er de lovgivende forsamlinger, fordi det er dem, der beslutter, om loven kan vedtages.
I Ministerrådet er det ministre fra medlemslandenes regeringer, der mødes for at forhandle og stemme om lovforslaget. Hvis et forslag handler om naturbeskyttelse er det miljøministrene, der mødes. Hvis der er flygtningepolitik på dagsordenen, er det den danske udlændinge- og integrationsminister, der tager afsted for at mødes med sine kolleger fra de andre EU-lande. Et flertal i Ministerrådet skal både udgøre et flertal af medlemslande (mindst 14 ud af de 27) og de lande skal tilsammen repræsentere mindst 65 procent af EU’s befolkning (se kilde 3).
Hvordan vælges medlemmer af Europa-Parlamentet?
Politikerne i Parlamentet kalder man ofte for MEP’er (Medlemmer af Europa-Parlamentet). De bliver valgt i medlemslandene ved Europa-Parlamentsvalgene, der afholdes hvert femte år. Efter valget i 2024 vil Danmark med knap 6 millioner indbyggere have 15 pladser og Tyskland med 85 millioner indbyggere har 96 pladser.
Politikerne stiller typisk op som kandidater til Europa-Parlamentet for et politisk parti. Der er 11 danske partier, der forsøger at få deres kandidater valgt ved EU-valget i 2024. For at kunne stille op skal et dansk parti enten allerede være repræsenteret i Folketinget eller allerede have et mindst et medlem af Europa-Parlamentet. Nye partier, der vil stille kandidater op til Europa-Parlamentet, skal samle over 70.000 vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget (se kilde 4).
Hvad er de politiske grupper?
Når de 15 danske EU-parlamentarikere første gang sætter sig sammen med de andre MEP’er i parlamentssalen i Strasbourg efter valget, organiserer de sig i politiske grupper. Grupperne har et fælles sekretariat og får taletid og økonomiske ressourcer stillet til rådighed efter, hvor mange medlemmer de har. Grupperne fungerer lidt ligesom partierne gør i det danske Folketing, og der er syv i alt:
- Venstrefløjen i Europa-Parlamentet er samlet i GUE/NGL (Confederal Group of the European United Left/Nordic Green Left). Her sidder Enhedslisten fra Danmark.
- S&D (Den progressive alliance af socialister og demokrater) er en af de største og tæller de socialistiske partier fra de fleste lande herunder også Socialdemokratiet fra Danmark.
- De Grønne/Den frie alliance er den grønne gruppe, hvor SF fra Danmark er repræsenteret.
- Renew Europe er samlingspunkt for de liberale partier. Fra Danmark Radikale Venstre, Venstre og Moderaterne.
- EPP (European People’s Party – Det Europæiske Folkeparti) er de konservatives gruppe. Her sidder Det Konservative Folkeparti fra Danmark.
- ECR (European Conservatives and Reformists – Europæiske konservative reformister) er en konservativ og EU-kritisk gruppe, hvor der p.t. ikke sidder nogen danske politikere.
- ID (Identitet og Demokrati) samler store dele af den europæiske højrefløj og her er Dansk Folkeparti repræsenteret.
