Hvad var Holocaust?
Holocaust er den mest almindeligt anvendte betegnelse for det systematiske folkemord, som blev begået mod især jøder i årene 1933-1945. Holocaust blev udført af den tyske stat under ledelse af NSDAP. I perioden blev mellem 5 og 6 millioner jøder dræbt. Heraf døde 4 millioner i de såkaldte koncentrationslejre (også kaldet kz-lejre), der var tvangsarbejdslejre eller udryddelseslejre. Lejrene lå dels i Tyskland og dels i de områder, Tyskland besatte under 2. Verdenskrig. Også personer fra andre befolkningsgrupper blev interneret og slået ihjel i lejrene, særligt romaer, personer med handikap, homoseksuelle og Jehovas vidner.
Hvad betyder ordet Holocaust?
Selve ordet holocaust stammer fra den græske udgave af Det Gamle Testamente, ifølge historikeren Uffe Østergaards artikel ”Holocaust, folkedrab, folkemord og europæiske værdier” i Den Jyske Historiker (se kilder). I den sammenhæng betyder holocaust direkte oversat: et brændoffer givet til Gud på et alter, hvor offergaven opsluges totalt af ild. Senere blev ordet brugt mere generelt til at betegne total ødelæggelse af liv, f.eks. i forbindelse med tyrkernes folkemord på armenierne i 1915-1918, naturkatastrofer og atomkrig. I 1950erne og 1960erne var det mest historikere og andre fagfolk, som på engelsk brugte ordet om de tyske nazisters jødeudryddelser. Efter at der i 1978 blev vist en amerikansk tv-serie med titlen ”Holocaust” om Nazi-Tysklands udryddelse af jøder og andre grupper, blev betegnelsen udbredt i den brede offentlighed. I dag bruges betegnelsen Holocaust internationalt af historikere til at referere til perioden fra den 30. januar 1933, hvor Adolf Hitler, leder af NSDAP, blev Tysklands rigskansler, til den 8. maj 1945, hvor 2. Verdenskrig sluttede.
Hvem var de tyske nazister?
Medlemmer af NSDAP blev betegnet som nationalsocialister eller nazister. I kølvandet på 1920ernes dybe økonomiske krise i både Europa og USA blev mange europæere i løbet af 1930erne stærkt nationalistiske. Det skete også i Tyskland. Forløberen for NSDAP var Deutsche Arbeiterpartei (DAP) dannet i 1919. I 1920 skiftede partiet navn og krævede i sit program et opgør med Versaillestraktaten (aftale indgået ved afslutningen på Første Verdenskrig, hvor Tyskland gik ud som en af de store tabere), og satte som mål, at alle tyskere skulle sammensluttes i ét Stortyskland. I programmet indgik, at alle jøder skulle udelukkes fra dette nye folkefællesskab.
Partiets ideologi kan ifølge onlineleksikonet Den Store Danske (se kilder) kort betegnes som stærkt antikommunistisk, antisemitisk (det vil sige antijødisk), racistisk, nationalistisk, imperialistisk og militaristisk. Samtidig lovede DNSAP sociale forbedringer og højnelse af levestandarden for tyske middelklasseborgere med lys hud, lyst hår og lys øjenfarve. Ifølge en udbredt teori i samtiden var sådanne borgere efterkommere af den oprindelige tyske befolkning, og de blev anset for at tilhøre en særlig menneskerace kaldet ariere. Partiet arbejdede bl.a. for at sikre dem arbejde, forbedre sundhedssystemet og understøtte den traditionelle kernefamilie. Det fremgår af NDSAPs partiprogram fra 1920 (se originalkilder). Denne kombination af politiske mærkesager vandt genklang i store dele af den tyske befolkning.
Hvordan kom nazisterne til magten?
I 1921 blev den tysk-østrigske politiker Adolf Hitler leder af NSDAP, der under hans karismatiske ledelse voksede til en massebevægelse. Ved det tyske rigsdagsvalg i 1932 blev NSDAP valgt ind som det største parti med 37,2% af stemmerne. I løbet af få måneder overtog partiet uindskrænket den politiske magt i landet, og Hitler blev udnævnt til rigskansler. Under hans ledelse blev Tysklands demokrati erstattet af et brutalt diktatur i en etpartistat. Der blev blandt andet indført censur, fagforeninger blev afskaffet og lønninger fastfrosset. Spredning af propaganda forøgede frygt for og mistillid til bestemte grupper i samfundet, som i stigende grad blev chikaneret og diskrimineret imod og senere ofte angivet af deres naboer til politi eller andre autoriteter, der internerede dem i koncentrationslejre. En række institutioner i samfundet bakkede i overvejende grad op om denne politik; det gjaldt blandt andet forvaltningen, uddannelsessystemet, kirken, retsvæsenet, industrien og erhvervslivet. Du kan læse mere om, hvordan dette skete i bøgerne ”Politikens Verdenshistorie” og ”Den Anden Verdenskrig, Bind 1” (se kilder).
Hvorfor ønskede nazisterne at udrydde et stort antal mennesker?
På baggrund af bl.a. den britiske biolog Charles Darwins evolutionsteori blev der fra slutningen af 1800-tallet i Europa og USA udviklet en række såkaldt videnskabelige teorier om, at menneskeheden bestod af forskellige racer på højere og lavere udviklingstrin. Artiklen ”Biologisk determinisme og socialdeterminisme i antropologi og samfundsteori” (se kilder) beskriver, hvordan racerne blev anset for at være i en konstant kamp om dominans og overlevelse. Denne kamp foregik ifølge teorien både imellem nationer og inden for enkelte landes befolkninger. Nazisterne trak blandt andet på disse teorier i formuleringen af deres ideologi og politik. De hævdede således, at germanerne (gammel betegnelse for det tyske folk) tilhørte de højest udviklede menneskeracer i forhold til personer med mindre lys hud, som de mente, var mindre udviklede. Derfor mente de, at germanere havde en naturlig ret til at herske over de såkaldt laverestående racer.
Adolf Hitlers bog ”Mein Kampf” fra 1925 fik særligt stor indflydelse på nazisters syn på racespørgsmålet, fremgår det af ”Den anden Verdenskrig, Bind 2” (se kilder). I bogen argumenterede han for, at det var altafgørende i den germanske races kamp imod andre, at dens ariske blod blev holdt så rent som muligt. Han definerede særligt jøder, romaer og personer med handicap som undermennesker, der udgjorde en biologisk trussel mod racens renhed. Det gjaldt især, hvis disse befolkningsgrupper fik børn med (ikke-handicappede) ariere, og Hitler talte for, at medlemmer af disse racer derfor burde steriliseres, underkastes og i sidste ende udryddes. Nazisterne mente f.eks., at russere og polakker burde underkastes germanere og arbejde som slaver.
Hitler og nazisterne hævdede desuden, at jøder var skyld i bl.a. Tysklands nederlag i Første Verdenskrig og i landets aktuelle økonomiske problemer. Men nazisterne fremstillede også andre befolkningsgrupper som trusler imod det germanske folks fremtidige overherredømme, heriblandt Jehovas Vidner, kommunister, socialister og intellektuelle, der på forskellige måder var kritiske over for nazistisk ideologi og politik. Homoseksuelle blev fremstillet som degenererede, umoralske og samfundsundergravende. Du kan læse mere om nazistisk ideologi og politik i ”Den anden Verdenskrig, Bind 2” og ”Politikens Verdenshistorie” (se kilder).