Hvornår kom det på tale at gå i krig mod Irak?
Muligheden for at gå i krig mod Irak blev lanceret af USA’s daværende præsident George W. Bush kort efter terrorangrebene på New York og Washington den 11. september 2001. Angrebet fik præsidenten til at varsle “krig mod terror” – ikke kun vendt mod terrorister, men også mod regimer, der husede eller støttede terrorister. I den forbindelse blev Irak nævnt, og der blev antydet en risiko for, at den irakiske præsident Saddam Hussein ville lade terroristnetværk benytte nogle af de masseødelæggelsesvåben, som landet formodedes at have. Siden har det vist sig, at Irak slet ikke var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben eller var i gang med at fremstille disse våben, hvilket ellers var hovedargumentet for invasionen. Det skriver Politiken i artiklen ”USA: Irak havde ikke masseødelæggelsesvåben” (se kilder).
I november 2001 advarede Bush den irakiske præsident om, at USA ville gribe militært ind, hvis ikke Irak lod FN’s våbeninspektører vende tilbage. FN havde haft våbeninspektører i landet siden afslutningen på den Første Golfkrig i 1991 frem til 1998. I løbet af 1998 blev inspektørernes arbejde dog flere gange afbrudt, fordi det irakiske styre lagde dem hindringer i vejen, og derfor besluttede FN i december 1998 at trække inspektørerne ud af landet. Efter et år uden inspektioner vedtog FN’s Sikkerhedsråd at etablere et nyt hold våbeninspektører, United Nations Monitoring, Verification and Inspection Commission (UNMOVIC). Men i de følgende tre år afviste Irak at lade våbeninspektørerne komme ind i landet på de betingelser, FN ønskede. I januar 2002 erklærede Bush, at Irak sammen med Iran og Nordkorea udgjorde ‘ondskabens akse’, og et halvt år senere erklærede han, at han ønskede et regimeskifte i Bagdad, og at han var parat til at gennemtrumfe sit ønske med magt.
Hvordan var udviklingen frem mod krigen?
Den 12. september 2002 holdt FN’s Generalforsamling møde, og her stillede George W. Bush krav om, at Irak omgående blev afvæbnet, altså at landets formodede lagre af masseødelæggelsesvåben skulle findes og destrueres. Regimet i Irak reagerede ved at invitere FN's våbeninspektører til at vende tilbage. Det førte til, at FN’s Sikkerhedsråd den 8. november 2002 vedtog resolution 1441 (se kilder). Den krævede, at Irak skulle indgå i et betingelsesløst og aktivt samarbejde med FN’s våbeninspektører. Gjorde landet ikke det, måtte det regne med “alvorlige konsekvenser”. Herefter blev en gruppe våbeninspektører sendt af sted til Irak, og chefen Hans Blix aflagde rapport i Sikkerhedsrådet den 7. marts 2003. Her konkluderede han, at Irak havde gjort fremskridt, men at regimet fortsat manglede at give svar på en række spørgsmål om kemiske og biologiske våbenprogrammer. Han tilføjede, at han og hans hold af inspektører “lige nu er i stand til at udføre vores arbejde professionelt og foretage inspektioner over hele Irak uden forvarsel.” På trods af den overvejende positive rapport fra Blix foreslog USA, Storbritannien og Spanien, at hvis Irak ikke inden for 10 dage kunne bevise, at alle masseødelæggelsesvåben var destrueret, ville en krig være en mulig udgang. Forslaget opnåede ikke flertal i Sikkerhedsrådet og blev trukket tilbage den 17. marts 2003. Samme dag meddelte USA og Storbritannien, at FN’s resolution 1441, som de fortolkede den, alligevel gav dem ret til at gå i krig. Tre dage senere, den 20. marts 2003, gik USA, Storbritannien, Australien og Danmark i krig mod Irak. Denne udvikling fremgår af Danmarks Radios hjemmeside (se kilder) og af artiklen “Begrundelsen der forsvandt” i Berlingske Tidende (se kilder).
Hvad var USA's primære begrundelser for at angribe Irak?
De primære begrundelser var, at Saddam Hussein sandsynligvis rådede over masseødelæggelsesvåben, og at der var forbindelser mellem Irak og terroristnetværket al-Qaeda, som var ansvarlig for terrorangrebene den 11. september 2001. I en tale to dage før angrebet på Irak sagde den amerikanske præsident George W. Bush:
“Fredelige forsøg på at afvæbne det irakiske regime slår fejl gang på gang, fordi vi ikke har med fredelige mennesker at gøre. (...) (regimet) har et dybt had til USA og vores venner. Og har hjulpet, trænet og huset terrorister. Også al-Qaeda-folk. Faren er åbenbar: Terrorister kan med masseødelæggelsesvåben fra Irak slå tusinder af mennesker ihjel fra vores og andre lande. (…) FN’s Sikkerhedsråd har ikke levet op til sit ansvar, så vi vil leve op til vores. Saddam Hussein og hans sønner skal forlade Irak inden for 48 timer. Ellers er resultatet en militær konflikt. For egen sikkerhed bør udlændinge forlade Irak.” Denne oversættelse af Bush’ tale findes i DR’s arkiverede tema om Irak-krigen (se kilder).[1] [MOU2]
George W. Bush henviste gentage gange til risikoen for, at Saddam Hussein ville anvende sine påståede masseødelæggelsesvåben eller overgive dem til al-Qaeda. Den daværende amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, hævdede under en debat i FN i februar 2003, at Irak rådede over 500 tons senneps- og nervegas, 25.000 liter miltbrand, op mod 30.000 granater og bomber beregnet til kemiske og biologiske våben samt 18 mobile våbenlaboratorier. Det fremgår af artiklen “Begrundelsen der forsvandt” i Berlingske Tidende (se kilder).
Inden krigen hævdede den britiske regering – på baggrund af oplysninger fra landets efterretningstjeneste – at Irak kunne sætte et angreb med kemiske eller biologiske våben i gang i løbet af 45 minutter. Det viste sig siden at være forkert eller i hvert fald usandsynligt. Det fremgår af artiklen “Krigens grundlag undersøges” i Jyllands-Posten (se kilder).
Hvorfor ville FN ikke støtte krigen?
Et flertal af medlemmerne i FN's Sikkerhedsråd mente ikke, at der var klare beviser for, at Irak fortsat var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, eller at landet havde forbindelser til terrornetværket al-Qaeda. Den 5. februar 2003 fremlagde USA's udenrigsminister Colin Powell ellers en rapport i sikkerhedsrådet, som ifølge amerikanerne selv indeholdt detaljerede beviser for dette. Men en række af sikkerhedsrådets medlemmer mente, at man burde give våbeninspektørerne længere tid til at gøre deres arbejde, også selv om det irakiske regime ikke var så samarbejdsvilligt, som man kunne ønske. De anførte desuden, at de ikke mente, at resolution 1441 gav folkeretsligt grundlag for at gå i krig. Resolutionen nævnte ganske vist “alvorlige konsekvenser” for Irak, hvis landet fortsat nægtede at samarbejde med FN’s våbeninspektører, men der stod intet om, hvad konsekvenserne bestod i, og det stod ikke nævnt, at FN var parat til at tage “alle nødvendige midler i brug”, hvilket ellers er den almindelige måde at omtale muligheden for krig i international ret. USA foreslog derfor, at man vedtog en ny resolution, som gav udtrykkeligt mandat til at gå i krig, men det var der ikke flertal for i Sikkerhedsrådet.
Hvorfor ville NATO ikke støtte krigen?
USA bad i januar 2003 NATO om militær støtte til en krig mod Irak. USA ønskede, at NATO skulle sende Patriotmissiler og overvågningsfly til Tyrkiet for at beskytte landet mod et eventuelt irakisk hævnangreb. Men Frankrig, Belgien, Tyskland og Luxembourg afviste helt at diskutere spørgsmålet om militær støtte i en krig, så længe ikke alle diplomatiske muligheder var udtømt. Det betød, at NATO ikke kom til at spille nogen rolle i krigen. NATO gik dog siden ind i arbejdet med at skabe sikkerhed i Irak efter krigen ved at bidrage til træning og uddannelse af irakiske sikkerhedsstyrker.
Hvilke lande bakkede militært og økonomisk op om krigen?
Det var i første omgang primært USA og Storbritannien, der bidrog med soldater og militærudstyr til krigen. Briterne stillede op med omkring 50.000 soldater, mens USA sendte over 300.000 soldater til Golf-området for at deltage i krigen. Australien sendte 2.000 soldater, der deltog under amerikansk kommando, og Danmark deltog i den militære koalition ved at sende ubåden Sælen og korvetten Olfert Fischer til Den Persiske Golf. Herudover bidrog Spanien med udstyr og personel til den humanitære indsats efter den formelle afslutning på krigen, og Polen sendte sikringsstyrker, der skulle garantere sikkerheden i en af de tre zoner, som Irak blev delt op i efter krigen. Saudi-Arabien tillod, at USA havde tropper udstationeret i landet, heriblandt elitetropper, der blev sat ind i den sidste del af krigen. Golfstaten Qatar lod USA benytte en flybase i landet. Ud over de militære og økonomiske bidrag var der en kreds på cirka 30 lande, der bakkede USA moralsk op. Det var langt færre end under Golfkrigen i 1991, da en USA-ledet koalition tvang Irak ud af Kuwait. Dengang deltog både Frankrig, Italien og Canada samt Egypten, Saudi-Arabien og Syrien direkte med materiel og mandskab.
Hvordan blev Danmarks deltagelse i krigen besluttet?
Forud for beslutningen gik en politisk og folkelig debat, hvor mange argumenter for og imod en krig kom på banen. Også vurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste blev inddraget i debatten. Debatten er fortsat under og efter krigen, og den daværende VK-regering er fra mange sider blevet beskyldt for at være gået ind i en folkeretsligt ulovlig krig på et fejlagtigt og løgnagtigt grundlag. Flere af de politikere, der stemte for krigsdeltagelse, har efterfølgende anklaget VK-regeringen for at have vildledt både dem og befolkningen for at skaffe opbakning til beslutningen om at gå i krig.
I 2019 udkom den såkaldte krigsudredning (se kilder) – en uvildig undersøgelse af grundlaget for at Danmark gik i krig i Afghanistan, Irak og Kosovo. Undersøgelsen fandt, at Fogh-regeringen strammede oplysninger og tilbageholdt informationer for Folketinget op til beslutningen om at sende danske soldater i krig i Irak. Læs mere om krigsudredningens konklusioner i del 5.
Den formelle beslutning om dansk krigsdeltagelse blev taget i marts 2003. Den 18. marts fremsatte daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) på regeringens vegne “Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak” (B 118) (se kilder). Forslaget lød:“Folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak: Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak”. Forslaget blev vedtaget den 21. marts. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti stemte for. Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Kristeligt Folkeparti og det grønlandske parti SIU stemte imod.