Hvad er en novelle?
Der er gjort mange og også modstridende forsøg på at definere, hvad en novelle er. Den mest gængse er, at novellen er en kort prosafortælling, som tilhører den episke hovedgenre. Novellen adskiller sig fra romanen ved at være kortere, have færre personer, et begrænset miljø og en handling, hvor en enkelt skæbnesvanger begivenhed indtræffer. Denne begivenhed eller konflikt vender op og ned på det forudgående. En fortællerstemme formidler historiens forløb, der ofte vil have en begyndelse, midte og slutning. Alligevel begynder mange noveller midt i en scene, in medias res, og har en åben slutning, der overlader det til læserens fantasi at afgøre personernes videre skæbne.
Det kan være svært at skelne mellem, hvornår en tekst er en kort roman, og hvornår det er en lang novelle. På samme måde kan nogle tekster befinde sig i grænselandet mellem novelle og kortprosa, der er en mere lyrisk og skitseagtig prosatekst. Gennem historien har novellegenren udviklet sig, således at der i dag findes et hav af undergenrer. Der skrives realistiske noveller, gysernoveller, trivialnoveller, og nogle betragter også den amerikanske ”short story” som en genre for sig.
Siden årtusindeskiftet har novellen fået en opblomstring i Danmark, og hybridgenrer som sms-noveller er opstået, måske fordi den korte form appellerer til nye medier og en travl hverdag.
Du kan læse mere om novellegenren i Marie Lund Klujeffs ”Novellen”.
Hvor stammer novellen fra?
Formentlig har mennesket fortalt hinanden historier meget længe, før man begyndte at skrive dem ned. Den korte episke form nedstammer fra den mundtligt overleverede fortælling, men betegnelsen novelle blev første gang brugt om en samling småhistorier med titlen ”Il Novellino” fra omkring år 1296. Man ved ikke, hvem der havde skrevet disse små anekdoter, der først blev trykt i 1515. Den italienske forfatter Giovanni Boccaccio regnes for den første novelleforfatter på grund af hans ”Ill Decameron” (”Dekameron”) fra midten af 1300-tallet. Bogens titel betyder 10 dage, hvilket refererer til novellernes rammefortælling, hvor ti mænd, der er flygtet fra pesten, hver dag i 10 dage fortæller hinanden en historie. Det giver i alt 100 noveller. I en af dem, ”Nattergalen”, forelsker den unge Ricciardo sig i ridderdatteren Caterina. I hemmelighed mødes de på hendes balkon og tilbringer natten sammen. Caterina har under påskud af varme nætter og ønsket om at falde i søvn til nattergalens sang fået lov til at sove ude. Om morgenen griber hendes forældre parret sammen på fast gerning og tvinger de to til at indgå et giftermål. Det gør de med glæde, og novellen ender lykkeligt med en ironisk-erotisk kommentar om, at de i mange år derefter gik på nattergalefangst.
Du kan læse mere om de ældste noveller i Anders Toftgaards ”Novellegenrens fødsel.”
Hvad er den klassiske novelle?
Den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe regnes for en af den klassiske novelles fædre. Han skrev flere noveller, heriblandt én med titlen ”Novelle” fra 1828 om en fyrstelig ridetur. Derudover formulerede han en teori om genrens særlige kendetegn. Med Goethes ord skulle en novelle indeholde ”en indtruffet, uhørt begivenhed”. Denne definition var i mange år dominerende, og noveller, der følger denne formel, betegnes som klassiske noveller.
Hvad er den blicherske novelle?
I Danmark var det Steen Steensen Blicher, der blev toneangivende for novelleskrivningen under Romantikken. ”Ak hvor forandret” er titlen på en af hans noveller, og udtrykket er siden blevet brugt til at beskrive det særlige ved Blichers noveller: at en skæbnesvanger begivenhed indtræffer, der ændrer alt, som oftest til det værre. Mange af Blichers noveller er skrevet i en dyster tone og ender tragisk. Det er også tilfældet i ”Hosekræmmeren” fra 1829. Heri forelsker hosekræmmerens datter, den smukke Cecilia, sig i naboens søn Espen. Hosekræmmeren vil ikke lade sin datter gifte sig med den fattige nabosøn, så Espen drager til Holsten for at tjene penge. I hans fravær mister Cecilia forstanden, og da Espen vender tilbage, har ideen om, at de to kun kan få hinanden i himlen, besat hende. Novellen er fortalt af en jegfortæller, der i begyndelsen besøger hosekræmmerens hjem, for siden at vende tilbage nogle år senere.
I sin afhandling om den blicherske novelle skriver Søren Baggesen: ”Blicher kan ikke lade en fortæller stå uden for novellen, så at dens begivenheder ikke angår ham personligt. Derfor er hos Blicher fortælleren altid person i sin egen fortælling. (…) Jeg’et er også forelsket i den smukke Cecilia; derved siges der noget afgørende om hende, men det betyder også, at hendes vanvid bliver en del af hans skæbne og yder svaret på hans spørgsmål.” (Søren Baggesen: Den Blicherske Novelle. Gyldendal, 1965).
Hvad er den realistiske novelle?
Hvor Steen Steensens Blichers stil har fået betegnelsen poetisk realisme, skrives der i slutningen af 1800-tallet flere rå, rendyrkede realistiske noveller i Danmark. Forfattere som J.P. Jacobsen, Herman Bang og Henrik Pontoppidan stræber efter at beskrive menneskets sociale vilkår så virkelighedsnært som muligt. I forlængelse af en voksende samfundskritik fylder miljøskildringerne mere. Eksempelvis lægger Henrik Pontoppidan ikke fingre imellem, når han i ”Vandreren. En Epilog” detaljeret beskriver almuens nød. Novellen er den sidste i novellesamlingen ”Fra Hytterne” fra 1887. Den handler om en vandringsmand, der går ad en opkørt markvej ved juletid. Han går ind i en lille hytte og ser, hvad han først tror er et lig. Det viser sig at være en gammel dame, der ligger ussel og fattig i sin seng. Hun tror, at han er Vorherre. Misforståelsen udredes af en kvinde ved navn Kathrine, der passer den gamle dame. Hun sætter spørgsmålstegn ved den gamle kvindes tro. Afslutningsvis undrer vandringsmanden sig også over, om han da vitterligt lever i ”Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede!”
Hvad er den minimalistiske novelle?
I det tyvende århundrede udviklede novellegenren sig i mange retninger. Ernest Hemingways nøgterne stil har inspireret mange nulevende, danske forfattere til at skrive korte prosafiktioner fyldt med såkaldte tomme pladser. Tomme pladser er, når dele af fortællingens begivenheder udelades, så læseren selv må fantasere sig til, hvad der sker. I Helle Helles ”Tilflytterne” fra 2000 er parret Nina og Jesper lige flyttet ind i et villakvarter. Nina tager imod en pakke med frossent kød til naboen, som ikke er hjemme. Ved en fejl spiser Jesper og Nina nogle af naboens pølser og får efterfølgende dårlig mave. Men det er ikke entydigt, om det skyldes pølserne, de cremeboller, Nina har købt hos bageren, eller deres dårlige samvittighed. Det lille hverdagsdrama er skrevet, uden at fortælleren udpensler hovedpersonernes tanker og følelser. Fokus er rettet mod karakterernes handlinger og deres korte, mundrette replikudvekslinger. Samtidig forstærker kontraster og detaljer tekstens underspillede, tragikomiske humor, når Nina for eksempelvis hænger trusser til tørre, mens et ligtog passerer.
Hvad er en gysernovelle?
Gysernovellen adskiller sig fra andre noveller ved at indeholde elementer af rædsel, mord, angst og overgreb. Den uhyggelige stemning står i kontrast til hverdagens trivialiteter, og gysernovellen fremhæver via sine motiver livets og menneskets skyggesider. En af genrens mestre er den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe. I novellen ”Den sorte kat” fra 1843 er uhygge, mystik og dæmoni et gennemgående virkemiddel. Handlingen er forholdsvis simpel, idet jegfortælleren i begyndelsen er en elskværdig herre, der har en forkærlighed for dyr. Han anskaffer sig mange forskellige, heriblandt katten Pluto. Som tiden går, begynder manden at drikke, og alkoholen ændrer hans karakter. Han bliver udfarende og voldelig, og en aften, da han kommer beruset hjem, skærer han øjet ud på katten, for senere at hænge den. Kort tid efter brænder hans hus ned, og det eneste, der står tilbage, er en tynd væg, hvorpå røgen har aftegnet en sort kat. Da han efterfølgende får sig en ny kat, der til forveksling ligner Pluto, tager fortællingen en brutal drejning. I og med at historien fortælles i første person, præsenteres læseren direkte for denne kyniske voldsmands rationaler. Hans kølige overvejelser over, hvordan man bedst parterer et lig, forstærker væmmelsen ved tematikken: eskalerende vold og dens konsekvenser for både dyr og mennesker.
Hvad er en novellefilm?
Novellefilm er en fiktionsfilm, der overfører mange af novellens karakteristika til filmmediet. Den er typisk mellem 10 og 15 minutter lang og har et enkelt handlingsforløb med et begrænset persongalleri. Et klassisk eksempel på en novellefilm er ”De nåede færgen” fra 1948, en filmatisering af en af Johannes V. Jensens myter. I filmen, der varer 12 minutter, skal en mandlig motorcyklist og hans kone, der sidder bagpå, nå fra ét fynsk færgeleje til et andet. De har travlt og kører i fuld fart fra færgen i Assens gennem små landsbyer, langs marker og overhaler den ene hestevogn efter den anden. Undervejs tanker de op hos en bondepige, og kort før Nyborg overhaler de den bil, der holdt foran dem på færgen i Assens. Da vejen deler sig, tager de den forkerte afkørsel. De må vende om og er næsten ved at overhale bilen fra færgen, da de sakker bagud. Bilen er sort, og har påmalet et skelet på bagsmækken. Dens fører viser sig at være en skummel mand med et dødningehoved. Han svinger ind foran dem, så motorcyklen kolliderer med et træ, og de dør. Da færgen afgår fra Nyborg, svæver to måger rundt på himlen over en robåd med to hvide kister. Novellefilmen er instrueret af Carl Th. Dreyer og var bestilt af Rådet for Færdselssikkerhed med den hensigt at informere om farerne ved at køre hasarderet og for hurtigt på de danske veje.