Hvordan analyserer man en novelle?
Når man skal foretage en novelleanalyse, undersøger man novellens indhold og form. Med andre ord ser man både på, hvad der sker i novellen og på, hvordan det, der sker, fortælles.
Enhver god tekstanalyse begynder med en præsentation af tekstens forfatter, titel og datering. Det gælder også, når man skal lave en novelleanalyse. Man vil derfor altid begynde med at redegøre for forfatterens fulde navn, novellens titel, hvilken novellesamling den evt. er udgivet i, og hvornår den er skrevet. Herefter kan man gå videre med følgende analytiske niveauer:
- handling
- tid
- miljøkarakteristik
- personkarakteristik
- komposition
- fortællerforhold
- sprog
Det er vigtigt, at man husker at give relevante eksempler i form af citater undervejs, således at man underbygger sine analytiske pointer. På baggrund af analysen vil man afslutningsvis lave en fortolkning og en perspektivering.
Hvordan refererer man novellens handling?
Når man analyserer, kan man ikke altid tage for givet, at modtageren af ens analyse kender teksten. Derfor vil man typisk indlede med et kort referat eller resume af novellens handling. Et referat er en kort og præcis gengivelse af de vigtigste dele af hvert hovedafsnit i novellen. I et resume fremhæver man kun de allervigtigste punkter i novellens handling. Fælles for både referat og resume er, at de skal være korte og formidles nøgternt. Det vil sige, at man ikke skal lade sine holdninger til teksten skinne igennem eller lade novellens sprogbrug og stil smitte af på referatet eller resuméet. Det gælder ikke om at genfortælle hele novellen, men om at fremhæve de vigtigste personer, begivenheder og konflikter, for derefter at kunne uddybe deres funktion i novellen i hhv. en personkarakteristik og en analyse af novellens tid og komposition.
Hvordan analyserer man novellens tid?
Når man analyserer en novelles tid, skelner man mellem fortælletid og den fortalte tid. Fortælletiden er tidspunktet historien fortælles på og længden af denne tid. Når man undersøger fortælletiden, kan man f.eks. spørge til, hvornår historien fortælles, og hvor lang tid det tager at fortælle historien. Analyserer man den fortalte tid, vil man finde ud af, hvornår handlingen udspiller sig, om novellen foregår i en bestemt historisk periode, og hvor lang tid handlingen strækker sig over. Er det en time, et par dage eller flere år, og er der huller i den fortalte tid? Man kan også se på forholdet mellem fortælletid og den fortalte tid. Man siger, at fortælletempoet er højt, hvis der sker meget på kort tid, og at det er lavt, hvis der sker lidt over lang tid og fokus i stedet er lagt på detaljerede beskrivelser.
Bagudsyn er, når fortælleren ser tilbage på det skete, dvs. at novellen fortælles i et tilbageblik. Det, der fortælles om, er afsluttet, når det fortælles. Derfor vil en novelle med bagudsyn være skrevet i datid, og fortælleren kan springe endnu længere tilbage i tiden ved at bruge flash back. Det kan rejse spørgsmålet om, hvad fortælleren udelader og/eller pynter på, og man bør derfor undersøge fortællerens rolle i fortællingen. Hvis fortælleren derimod fortæller i nutid og samtidig med begivenhederne, kaldes det medsyn. Det giver et indtryk af, at fortælleren er tilstede i nuet.
Hvordan analyserer man novellens miljø?
I en miljøkarakteristik fremhæver man de signifikante træk ved novellens fysiske og sociale miljø. Ved det fysiske miljø fremhæver man, hvor begivenhederne foregår, og hvordan disse konkrete steder beskrives. Udspiller handlingen sig i naturen, på en arbejdsplads eller i en storby? Nogle noveller foregår i et lukket rum, det kan være i en stue, mens andre foregår udenfor på en vej, i en gård eller i en have.
Det sociale miljø vil oftest være den gruppe af mennesker, som hovedpersonen tilhører eller på anden måde stifter bekendtskab med. Ofte peger novellens sociale miljø tilbage på den overordnede konflikt, så det kan være relevant at undersøge, hvilke sociale fællesskaber der optræder i novellen. Tilhører personerne det samme samfundslag? Har de ens uddannelsesniveau, tro, økonomi, politiske overbevisning m.m.?
Hvordan karakteriserer man novellens personer?
Hvis man sammenligner novellen med romanen, vil novellen oftest have et mindre persongalleri, men der vil stadigvæk som oftest være en hovedperson og en række bipersoner. I en personkarakteristik beskriver man, hvem personerne er, og man kan f.eks. karakterisere:
- deres ydre kendetegn som køn, alder, udseende, gestik, mimik og påklædning
- de sociale kendetegn som deres rolle i familien, hvilken socialgruppe de tilhører,
deres arbejde, uddannelse, boligforhold, økonomi og interesser
- de indre kendetegn som deres opførsel, personlighed, væremåde, selvopfattelse, holdninger og værdier
Personkarakteristikken skal være en samlet helhedsvurdering, og derfor vil man også undersøge, hvilken relation personen har til andre personer, og om personen udvikler sig undervejs. Man skelner mellem flade og runde karakterer. En flad karakter er en person, der mere er en type end et personligt individ. Eksempelvis kan der optræde en jomfru i en novelle, hvis primære egenskab er at være en stereotypisk version af en uskyldig og attraktiv kvinde. Men i Herman Bangs novelle ”Den sidste balkjole” fra 1887 er frøken Antonie en forhåbningsfuld ung kvinde, der ender som gammeljomfru, fordi hun aldrig bliver budt til bal. Herman Bangs impressionistiske skrivestil forstærker læserens billede af den unge kvindes tragiske skæbne. Hendes livsmuligheder begrænses af familiens fattigdom, men hun er et individ, der adskiller sig fra sin søster, der heller ikke når at blive gift, før hun er blevet for gammel. Antonie er således et eksempel på en rund karakter.
Man kan også undersøge, om nogle af novellens personer har så mange fællestræk, at de må siges at være parallelpersoner, eller om de tvært imod er hinandens modsætninger. I nogle noveller er hovedpersonerne ikke mennesker, men dyr, fantasivæsner eller lignende. Her foretager man stadig en personkarakteristik ud fra de samme parametre, i det omfang det er logisk muligt.
Hvordan analyserer man novellens komposition?
Komposition er tekstens opbygning. Det vil sige, at når man analyserer kompositionen, undersøger man, hvordan teksten er organiseret. Man skelner overordnet mellem novellens ydre og indre komposition. Den ydre komposition er, hvordan teksten fremstår på siderne. En typisk novelle er opdelt i afsnit, eventuelt med overskrifter. At beskrive valg af skrifttype, skriftstørrelse, store og små bogstaver, kursiveringer og illustrationer er ligeledes en del af den ydre kompositionsanalyse.
Den indre komposition er, hvordan novellens indhold er struktureret. I hvilken rækkefølge optræder personer, indtræffer begivenheder osv.? Begynder novellen in medias res, dvs. midt i handlingen, eller er der en klar indledning, hvor sted og tid præciseres? Har novellen en åben eller lukket slutning? Det er nogle af de spørgsmål, man kan stille i en analyse af den indre komposition. Man kan også undersøge, om novellen benytter én eller flere af følgende kompositionsformer:
- kronologi
- inddeling efter skift i tid
- tredeling med en begyndelse, midte og slutning
- cirkelkomposition
- rammefortælling
- parallelkomposition
- labyrintisk komposition
Hvad er berettermodellen?
Der findes forskellige kompositionsmodeller, man kan bruge, når man undersøger en teksts komposition. Til novelleanalyse er en af de mest brugte berettermodelen, fordi den giver et overskueligt billede af konfliktens udvikling, og hvordan spændingen intensiveres. Man kan derfor vælge at bruge berettermodellen, når man analyserer novellens indre komposition. Berettermodellen kaldes også Hollywoodmodellen, da mange film er skåret over denne form. Den består af:
- et indledende anslag
- en præsentation af historiens personer og konflikter
- en uddybning af disse personer, deres relationer og intriger
- et vendepunkt eller point of no return, hvorfra handlingen tager en uventet drejning
- konfliktoptrapning
- et klimaks
- en udtoning
Det er dog ikke altid, at en novelles komposition passer ind i den skematiske model, for nogle forfattere leger bevidst med læserens forventninger til kompositionen.
Hvordan analyserer man novellens fortællerforhold?
En grundregel inden for litterær analyse er, at man aldrig må sætte lighedstegn mellem en teksts forfatter og fortælleren i teksten. Forfatteren er den virkelige person, der har skrevet teksten, mens fortælleren er den fiktive stemme, der formidler historien til læseren. Når man analyserer en novelles fortællerforhold, kan man tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:
- er fortælleren 1.- eller 3.personsfortæller?
- er fortælleren troværdig eller utroværdig?
- hvor meget viden har fortælleren?
- hvilken synsvinkel benyttes?
Hvilke fortællere findes der?
En novelle kan enten være fortalt af en 1.personsfortæller eller en 3.personsfortæller. 1.personsfortælleren kaldes også en jegfortæller. Jegfortælleren indgår på en eller anden måde i handlingen, men har en begrænset viden om det, der sker. Det skyldes, at fortællingen opleves fra jegfortællerens synspunkt og begivenhederne ses gennem jegets øjne. Eksempelvis i Jan Sonnergaards novelle ”Sex” fra novellesamlingen ”Radiator” fra 1997, hvor et natligt møde mellem en mand og en kvinde skildres af manden. Novellen begynder således: ”Selvfølgelig kunne jeg ikke få lov til at være i fred og gå hjem alene (…).” Jegfortælleren her er samtidig en utroværdig fortæller, da han omtaler sig selv som selvsikker, mens hans handlinger afslører det modsatte.
3.personsfortællere kan inddeles i tre undergrupper: den personbundne, den objektive og den alvidende. Den personbundne fortæller knytter sig til en af personerne i novellen, og dens viden er begrænset. Den objektive fortæller registrerer begivenhederne som et kamera og har således ingen viden om personernes tanker. Endelig er der den alvidende fortæller, som ved alt. Den kan gå ind og ud af forskellige personer, frem og tilbage i tid og være flere steder på en gang. På en måde kan man sige, at den alvidende fortæller er en slags gud.
Hvilke synsvinkler findes der?
Som en del af det analytiske arbejde med fortællerforhold bør man også se på, hvilken synsvinkel fortælleren benytter. Det kan være:
- indre synsvinkel, dvs. at begivenhederne opleves ud fra en bestemt person, og fortælleren har adgang til dennes tanker
- vekslende indre synsvinkel, dvs. at synsvinklen skifter mellem at være indre synsvinkel hos en person til en eller flere andre
- ydre synsvinkel, dvs. at begivenhederne beskrives udefra
- kombineret indre og ydre synsvinkel
I denne lille video forklares de forskellige synsvinkler med eksempler:
Hvilke fremstillingsformer benyttes?
I en analyse kan det også være relevant at se på, hvilke fremstillingsformer fortælleren benytter sig af. Det kan være:
- beskrivelser
- beretning, hvor et handlingsforløb gengives kronologisk
- fortællerkommentarer, hvor fortælleren kommer med sine egne vurderinger af det, der sker, personernes opførsel, udseende m.m.
- replikker, hvor personernes direkte tale gengives
- indre monolog, hvor fortælleren taler eller tænker for sig selv i en form for enetale
- stream of consciousness, som er en lang, flydende strøm af tekst, der gengiver personens tanker. Eksempelvis glider ét erindringsglimt over i det næste i James Joyces novelle ”Eveline” fra 1914: ”Hendes far var blevet meget ældre i den senere tid, tænkte hun på; han ville komme til at savne hende; somme tider kunne han være så rar. For ikke længe siden havde hun været syg en dag, da læste han en spøgelseshistorie for hende og ristede brød til hende ved ilden. En anden gang, dengang deres mor levede, var de taget på skovtur til bakkerne ved Howth. Hun kunne huske, faren tog deres mors hat på, for at få børnene til at le.”
Man skelner også mellem, om fremstillingen er scenisk eller panoramisk. Hvis den enkelte scene udfoldes med replikker og detaljer, siger man at fremstillingen er scenisk. Gengiver fortælleren derimod hovedlinjerne i handlingsforløbet med fokus på helheden, kaldes det panoramisk fremstilling.
Hvordan analyserer man novellens sprog?
Der er ofte en sammenhæng mellem en novelles sprog og den undergenre, den tilhører. En minimalistisk novelle vil være skrevet i et minimalistisk sprog med korte sætninger, få adjektiver og mange tomme pladser, hvor læseren selv må tænke sig til det, der ikke står. Derimod er Herman Bangs impressionistisk novelle ”Ved Alteret” fra 1880 skrevet i et flimrende sprog med opbrudte replikker og mange malende adjektiver: ”Og mens han gaar op mod Koret, følges han fra Tilskuer til Tilskuer af en hviskende Mumlen; det er hans Fortid, der mumler omkring ham. - Hvor gammel han er? - Tredive Aar ... han har været smuk, men nu er der saamæn ikke meget ved ham. - Nej, det er vist: han er jo helt skaldet - Ja, og det er ingen Under ...”
Ud over ordvalg og sætningsopbygning kan man i analysen af novellens sprog også undersøge brugen af billedsprog, slang, gentagelser, sammenligninger, ironi, sarkasme m.m.
Du kan læse mere om billedsprog i artiklen om Digtanalyse