En opdagelsesrejse er en rejse til et ukendt sted. Så på en måde kan man sige at de første mennesker var opdagelsesrejsende. De kom fra Afrika og spredte sig derfra ud i verden for cirka 100.000 år siden. I nyere tid siger man at Marco Polo og Ibn Battuta var nogle af de første opdagelsesrejsende. Marco Polo var italiensk købmand og rejste i 1271 fra Europa til Kina og tilbage. Ibn Battuta var muslim og drog i 1325 på pilgrimsrejse til Mekka. Men han endte med at rejse rundt i Nordafrika og Asien i 29 år. I alt rejste han 120.000 km.
Hvorfor rejste man ud?
Gennem tiden har der været mange grunde til at tage på opdagelsesrejse. De fleste rejste ud for at:
- handle og tjene penge
- erobre land
- udbrede deres religion
- lave videnskabelige undersøgelser
- stille deres nysgerrighed
- komme hjem som helte