Hvem er sigøjnerne?
Sigøjnerne er en etnisk gruppe, et folk, som lever spredt ud over en lang række lande, både i Europa og andre verdensdele. Sigøjnerne kan derfor siges at være en ikke-territorial nation, fordi de udgør et etnisk, kulturelt og (til dels) sprogligt fællesskab, men ikke har noget territorium eller hjemland. Sigøjnerne kalder som regel sig selv romaer.
Hvorfra stammer ordet sigøjner?
Ordet ”sigøjner” kan spores tilbage til det græske ’athínganos’, der betyder ’urørlig’ eller ’paria’ med sidebetydningen ’hedning’. Det samme gælder det tyske ’Zigeuner’ og det franske ’tzigane’. ’Athínganos’ var et af de første ord, der blev hæftet på romaerne, da de ankom til Europa. De blev opfattet som fremmede og udpeget som en modsætning til de troende kristne i Det Byzantinske Rige. Siden er ordet sigøjner blevet associeret med andre negative karakteristika og bruges i nogle lande også som et skældsord, og derfor foretrækker de fleste sigøjnere i dag at blive kaldt ’roma’, ikke sigøjner. Baggrunden for ordet ’sigøjner’ gennemgås i den amerikanske roma Ian Hancocks bog ”We are the Romani People” (se kilder).
Hvad er forskellen på sigøjnere og romaer?
”Sigøjner” er et ord, som det omgivende samfund i århundreder har brugt om en etnisk gruppe, romaerne, samt om andre mennesker, der har haft en livsform, som majoritetssamfundet har associeret med romaerne. Det gælder især det omrejsende liv, som handelsrejsende, cirkusartister og tivolifolk ofte har ført. De fleste af de mennesker, som af andre betegnes ’sigøjnere’, bruger i stedet betegnelsen ’romaer’ om sig selv. ’Roma’ betyder ’menneske’ (eller ’mand’) på romaernes eget sprog, romani; det er altså romaernes selvbetegnelse i modsætning til ’sigøjner’, som er omverdenens, til dels negative og nedsættende, betegnelse for gruppen. Desuden er ’sigøjner’ mere upræcist, da det også bruges om mennesker, som ikke tilhører roma-gruppen.
Nogle romaer bruger dog også af og til ordet ’sigøjner’ - først og fremmest fordi betydningen af ordet roma stadig er ukendt for mange europæere. I bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder) siger den 32-årige danske romakvinde Biljana Muncan således: ”Hvis folk spørger, hvad jeg er, så siger jeg, at jeg er roma, eller at jeg har romabaggrund. Men så ved folk som regel ikke, hvad det vil sige. De tror, at det har noget med Rom at gøre. Så er jeg nødt til at forklare dem, at en roma er det, man normalt kalder for en sigøjner. Men jeg har det ikke ret godt med at bruge det ord, for ’sigøjner’ er for mig et meget negativt ord. Folk forbinder det med at være omrejsende, med kvinder i lange kjoler, med utilpassede, tyvagtige mennesker. Det er alle de stereotyper, som jeg gerne vil være fri for at forholde mig til.”
Hvilke andre betegnelser bruger romaer om sig selv?
Nogle romaer bruger andre selvbetegnelser end roma; de romaer, der har levet i Tyskland i århundreder, kalder sig for eksempel typisk ’Sinti’, hvilket henviser til området Sindh i Indien, hvor romaerne menes at stamme fra, mens mange spanske romaer bruger betegnelsen ’gitanos’ eller ’kalé’. Enkelte romaer bruger også ord som ’sigøjner’, ’tater’ og ’gypsy’ - oftest med et glimt i øjet - på samme måde, som unge med indvandrerbaggrund kan finde på at kalde sig selv eller hinanden ’perker’.
Andre bruger betegnelserne ’travellers’ (i Storbritannien og Irland), ’Gens du Voyage’ (i Frankrig) eller ’resande’ (i Sverige) om sig selv. I hvert fald en del af disse rejsende har en helt anden historisk oprindelse end romaerne, og for eksempel de irske ’travellers’ taler et sprog, som er anderledes end romaernes sprog, romani, men har nogle låneord derfra. Nogle ’rejsende’ opfatter dog sig selv som en del af samme gruppe som romaerne eller identificerer sig med dem, fordi romaer og rejsende historisk har haft ensartede vilkår.
Andre romaer bruger betegnelser om sig selv, der henviser til, hvilken klan eller gruppe, de tilhører. Nogle kalder sig for eksempel ’kalderash’, som er en betegnelse for romaer, der traditionelt har erhvervet sig som kobbersmede, andre kalder sig ’ursari’ (bjørnetrækkere) eller ’lovari’(hestehandlere).Hvilke(t) sprog taler romaerne?
Mange romaer taler flere sprog. Som regel taler de samme sprog som majoriteten i det område eller land, hvor de bor. Men derudover taler mange romaer også romaernes eget sprog, romani eller romanes. Det er et sprog, hvis grundlæggende grammatiske træk har meget til fælles med det oldindiske sprog sanskrit og moderne sprog som hindi og punjabi. Romani findes dog i mindst 60 forskellige dialekter, og hver dialekt har både låneord og også til en vis grad grammatiske ligheder med sproget i det område, hvor dialekten tales. I den dialekt af romani, der tales i Serbien, indgår f.eks. mange serbokroatiske ord. I nogle lande taler stort set ingen romaer romani længere. Det skyldes typisk, at det igennem historien har været forbudt for romaerne at tale deres sprog, og derfor er det gået i glemmebogen, eller det kan skyldes, at romaerne har undladt at tale deres sprog, fordi de af frygt for diskrimination har forsøgt at skjule deres baggrund.
Romani har traditionelt ikke været et skriftsprog, men i dag findes der enkelte forfattere, der skriver på romani, og en del af dem har sluttet sig sammen i IRWA, International Romani Writers’ Association (se kilder). Uddannede romaer over hele verden forsøger desuden at ”genoplive” sproget ved at organisere undervisning i romani og standardisere det som skriftsprog. Blandt andet findes der et internetleksikon, Romlex (se kilder), over forskellige romani-dialekter, og der er udgivet flere engelsksprogede introduktioner til romani, blandt andet bogen ”What is the Romani language?” (se kilder). Målet med de sprogpolitiske tiltag er, at alle romaer med tiden skal kunne kommunikere med hinanden på deres eget sprog - både på skrift og i tale. En del unge romaer vælger dog i stedet at kommunikere med hinanden på engelsk, når de f.eks. chatter med hinanden via internet.
Hvilken religion har romaerne?
Romaerne har ikke en fælles religion, men har typisk tilsluttet sig religionen i det område, hvor de har bosat sig. Det betyder, at der findes både kristne, muslimske og jødiske romaer. I Makedonien, Albanien, Kosovo og Tyrkiet er flertallet af romaer således muslimer ligesom den øvrige befolkning, mens de i de fleste andre europæiske lande bekender sig til kristendommen.
En del romaer har da også - trods deres tilslutning til majoritetens religion - bevaret nogle traditionelle trosforestillinger, som formodentlig har en forbindelse til romaernes indiske oprindelse. Det drejer sig blandt andet om bestemte ideer om, hvordan man regulerer forholdet mellem rent og urent, og et stærkt tabu omkring døden. Disse trosforestillinger og leveforskrifter benævnes under ét romanipen eller romaniya og udgør for mange romaer en vigtig del af deres etniske identitet.
En del romaer lægger derfor vægt på, at de som folk har et religiøst fællesskab, selv om de bekender sig til flere forskellige religioner, mens andre romaer understreger, at en stærk tro på Gud er en væsentlig del af deres kulturelle særpræg. Et kendt ordsprog på romani lyder ”Savoro pes prejal, cha o Del achhel” (”Alt forgår, kun Gud består”).
De traditionelle trosforestillinger og deres betydning for romaernes dagligdag beskrives på hjemmesiden Patrin Web Journal (se kilder) i artiklen ”Romani Customs and Traditions: Romani Beliefs - Romaniya”, samt i en sektion på hjemmesiden Religious Tolerance (se kilder). Romaernes forhold til kirken og kristendommen - og en særlig evangelisk pinsekirkebevægelse blandt romaer i Frankrig og Spanien samt en pilgrimsfærd for katolske romaer, hvor de fejrer deres skytshelgen Sorte Sara, beskrives i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder).
Hvilken kultur har romaerne?
Det er svært at udpege nogle kulturelle træk, som alle romaer deler. Traditioner og normer adskiller sig fra gruppe til gruppe og fra person til person, blandt andet fordi romaer har taget kulturelle træk til sig fra de majoritetssamfund, de er en del af. Nogle forskere hævder ligefrem, at man slet ikke kan tale om et romafolk og derfor heller ikke om en romakultur. En af dem er den tjekkiske antropolog Marek Jakoubek, der i artiklen ”Romaer kan vi være derhjemme” i Weekendavisen den 12. april 2006 (se kilder) siger: ”Der er ingen kultur, som binder sigøjnerne sammen. Den såkaldte romakultur er skabt af en elite af romaaktivister. De hævder, at de repræsenterer romafolket, men de kan umuligt repræsentere folk fra ghettoerne, for de har intet til fælles med dem ud over hudfarven.”
Men de fleste romaer oplever alligevel, at de er en del af en romakultur. Det gælder for eksempel den unge romakvinde fra Tjekkiet Gabriela Hrabanova, der er leder af en organisation, som arrangerer kulturelle arrangementer for unge romaer. I samme artikel i Weekendavisen siger hun: ”Der findes en romakultur, en rød tråd, som løber igennem romaernes historie. For mange af de unge er den røde tråd blot forsvundet i den påvirkning, de er blevet udsat for fra majoritetssamfundets side. For eksempel kan mange ikke tale romani, fordi deres forældre ikke har talt det med dem,” siger hun.
Hun og andre romaer fremhæver det stærke familiesammenhold som et kulturelt træk, der går igen blandt romaer over hele Europa. Andre peger på en stærk musikalsk tradition, som har fostret særlig ’romamusik’; blandt andet er romaerne i Spanien kendt for at have udviklet flamencoen - en kunstart, som kombinerer, sang, musik og dans. Andre igen peger på særlige forestillinger om rent og urent og tabuer omkring døden, som går igen blandt mange romaer, og som muligvis kan spores tilbage til romaernes oprindelse i det hinduistisk dominerede nordlige og vestlige Indien.
Romakultur i europæisk forstand kan altså siges at være en blanding af gamle traditioner, der er under konstant udvikling under påvirkning af det omgivende samfund, og som måske først for alvor bliver defineret i disse år. Europas første museum for romakultur (se kilder) åbnede således for få år siden i den tjekkiske by Brno. I artiklen ”Roma-kultur - det er da bare druk og fattigdom” på hjemmesiden www.romnet.dk (se kilder) beskrives - med udgangspunkt i dette museum - diskussionen om, hvad romakultur er. En række traditioner og kulturelle normer beskrives desuden i bogen ”We are the Romani people” (se kilder).
Er romaerne ét folk?
Romaerne er delt i mange klaner og familier, og ikke alle romaer føler et stort fællesskab med andre romaer. Men romaerne har som mange andre folk og nationer et fælles flag, en nationalsang og et fælles sprog, ligesom romaerne har en fælles oprindelse, en fælles historie og også i høj grad en fælles identitet. De forskelle, man kan finde blandt romaer, kan man desuden også finde tilsvarende blandt mange andre folk. Så det giver god mening at sige, at romaerne i dag udgør et folk.
Det er en almindelig opfattelse blandt forskerne, at da romaernes forfædre forlod Indien, udgjorde de en række forskellige stammer og grupper, der identificerede sig med bestemte erhverv. Undervejs på den lange rejse fra Indien til Europa begyndte de at gifte sig på tværs af stammeskel, og der udviklede sig en fælles identitet, et fælles sprog og fælles traditioner. Man kan altså sige, at romaerne først blev dannet som folk, da de havde forladt Indien.
Romaernes nationsopbygning i nyere tid beskrives i det afsluttende kapitel i bogen ”Sigøjnere - 1000 ¨r på kanten af Europa” (se kilder).