Wimbledons historie og traditioner
Stemningen var som til en fredelig, traditionel engelsk havefest, da et par hundrede mennesker samledes i det sydlige London i 1877 for at afholde en lille tennisturnering på et græsareal mellem områdets jernbaneskinner. Dette var den første Wimbledon-turnering. Det fulde navn på den arrangerende klub var - og er i dag - The All England Lawn Tennis and Croquet Club. Som navnet fortæller, så var græstennis ikke klubbens eneste aktivitet i 1877, man spillede også kroket. Ved første turnering, der hed The Lawn Tennis Championships, blev der alene spillet i herresinglerækken, mens de øvrige grene af turneringen blev tilknyttet senere i turneringens historie.
Tennisturneringen i Wimbledon afholdes hvert år i juni og juli måned. Turneringen varer typisk to uger, men turneringens planlægning kan forstyrres af den lunefulde engelske sommerregn. Der spilles i en vifte af forskellige rækker, men fokus rettes typisk mod kampene i herrernes single- og doublerække, damernes single- og doublerække og rækken for mixed-double. Turneringen er i dag topprofessionel og tiltrækker - ud over verdens bedste tennisspillere - ifølge turneringens officielle hjemmeside knap en halv million tilskuere over den to uger lange turnering. Verden over følger hundredvis af millioner mennesker desuden turneringen gennem den trykte og elektroniske presse.
Hvilke særlige traditioner er forbundet med Wimbledon?
Der er en lang række traditioner, der er knyttet til Wimbledon-turneringen. Blandt de mere markante er:
· Dress Code: Reglerne foreskriver, at turneringens spillere skal være klædt i hvidt. Dette var hovedårsagen til, at den farverige og kontroversielle, amerikanske tennisspiller André Agassi nægtede at stille op i turneringen i starten af 1990’erne.
· Tidligere blev kvindelige spillere altid omtalt ved deres ægtemands navn. Eksempelvis blev den kvindelige, amerikanske spiller Chris Evert-Lloyd - der i en periode var gift med John M. Lloyd - i de officielle statistikker omtalt som ‘Mrs. J. M. Lloyd’.
· Spillerne skal bukke eller neje, når de går ind på banen, hvis den engelske dronning eller hendes mand overværer kampen.
· En række særlige delikatesser knytter sig til Wimbledon. Således fortælles det på turneringens officielle hjemmeside (se kilder), at der hvert år spises 28 ton jordbær, 7.000 liter fløde, 12 ton laks og der drikkes 25.000 flasker champagne.
På turneringens officielle hjemmeside understreges det i flere sammenhænge, at turneringens ledelse er meget opmærksom på den særlige aura, som alle disse traditioner indhyller turneringen i. Nogle af de traditioner, der er særlige for turneringen i Wimbledon, kan virke lidt gammeldags, men de engelske værter er meget påpasselige med, at turneringen ikke mister sin unikke profil.
Hvordan er pointsystemet?
Pointsystemet i tennis er berømt for at være temmelig indviklet.
En tennis kamp spilles i sæt, men der er også partier og point:
- Sæt: den, der først vinder to sæt har vundet, undtagen i Wimbledon-turneringen, hvor mændene faktisk spiller om fem sæt
- Partier: Et sæt består af seks partier, så den første, der vinder alle seks partier har vundet sættet. Partierne består af point, og man skal vinde fire point for at vinde et parti.
- Pointene hedder 15-30-40-vundet. Det er dog ikke så enkelt at vinde et parti, for hvis man pludselig ligger lige med sin modstander med pointene 40-40, så kan ingen vinde partiet ved at vinde det næste point. I stedet får man ”en fordel”, hvilket vil sige, at man med det efterfølgende point kan vinde partiet. Denne måde at give point på kan betyde, at det kan vare rigtig lang tid at vinde et parti, hvis en spiller f.eks. hele tiden spiller sig til en fordel.
Ifølge Anders Haars Rasmussen, journalist og tennisekspert, er det netop denne udmattende bølgen frem og tilbage mellem ”fordel” og lige, der kan være højst dramatisk i en tenniskamp (se kilder).
Tennis stammer fra middelalderens Frankrig, og selvom tennishistorikere er uenige om, hvordan og hvorledes pointsystemet er opstået, er en populær historie, at man oprindeligt talte point ved hjælp af en urskive. Pointene hedder således på fransk: 15 (quince = hvart over), 30 (trente = halv), 40 (quarante = 40). Ifølge urskivens logik burde 40 have været 45 (quarante-cinq), men det siges, at det blev 40, fordi det var hurtigere at sige.