Hvordan begyndte Kulturrevolutionen?
Startskuddet til Kulturrevolutionen anses ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” (se kilder) for at være den såkaldte ‘16. maj erklæring’, som Kommunistpartiets Centralkomite vedtog i 1966, om end den officielle startdato var i august samme år, hvor Mao bekendtgjorde Kulturrevolutionen på Centralkomiteens 11. plenarmøde. Landets skoler blev lukket ned, og Mao opfordrede gennem partiets officielle avis ungdommen til at angribe alle traditionelle og borgerlige værdier og til at teste partifunktionærers revolutionære sindelag ved at udsætte dem for offentlig kritik.
Der blev samtidig gennemført en reorganisering af kommunistpartiet, hvor Den (Centrale) Kulturrevolutionære Gruppe erstattede det hidtidige sekretariat for Centralkomiteen. Den Kulturrevolutionære Gruppe blev anført af Maos kone, Jiang Qing, og var støttet af Lin Biao, Maos nærmeste allierede. Gruppen gennemførte en intern udrensning i partiet og angreb alle, der efter deres mening ikke var sande kommunister.
Gnisten til den politiske udrensning i uddannelsessektoren blev ifølge Michael Dillons bog China – A Modern History (se kilder) antændt på Beijings Universitet allerede i maj 1966, hvor en underviser med tæt forbindelse til Den Kulturrevolutionære Gruppe ophængte en dazibao (plakat med store bogstaver), der anklagede universitetets ledelse for at underminere kulturrevolutionen. Dette var startskuddet til demonstrationer og arbejdsgrupper, der blev sendt ind på universitetet. Studenteroprøret spredte sig hurtigt til andre universiteter.
Hvem var ‘Firebanden’?
‘Firebanden’ var en ledende gruppe på kommunistpartiets venstrefløj, som var loyale over for Maos ideer om Kulturrevolutionen. Foruden Maos kone, skuespilleren Jiang Qing, bestod Firebanden af den indtil da ukendte partisoldat Zhang Chunqiao, litteraten Yao Wenyuan – hvis skrifter spillede en central rolle i Kulturrevolutionens propaganda – og den tidligere tekstilarbejder Wang Hongwen, der gjorde lynkarriere i kommunistpartiet under Mao. Ifølge Den Store Danskes opslag om “Firebanden” (se kilder) fik de især indflydelse på Kommunistpartiets uddannelses- og kulturpolitik.
Hvilke andre vigtige figurer var der i Kulturrevolutionen?
- Deng Xiaoping: Mangeårig ledende kraft i kommunistpartiet. Efter Det Store Spring Fremad var han sammen med Liu Shaoqi hovedkraften bag de økonomiske reformer. Deng og hans familie blev også udsat for hån, ydmygelse og grov vold under Kulturrevolutionen, inden de blev deporteret til det sydlige Kina. Deng vendte tilbage til partiets ledelse i 1973, men blev afsat på ny i 1976. Efter Maos død blev han fra 1978 Kinas reelle leder og stod i spidsen for Kinas overgang til statskontrolleret kapitalisme. Han døde i 1997.
- Zhou Enlai: kinesisk ministerpræsident fra 1949 til sin død i 1976. Han var politisk moderat, men bevarede alligevel Maos tillid. Han var populær i befolkningen og blev anset som en stabiliserende faktor. Han spillede en central rolle i at bringe Deng Xiaoping tilbage til magten.
- Lin Biao: Maos nære allierede i de første år af Kulturrevolutionen. Han døde i 1973 under mystiske omstændigheder i et flystyrt. Han var leder af hæren og var – indtil han mistede Maos tillid og dermed sin magt i partiet – udset til at blive Maos efterfølger.
- Jiang Qing: Maos kone. Hun var tidligere skuespiller og havde særligt øje for det, hun anså som undergravende kræfter i kunst- og kulturlivet. Hun var anset som en af hovedkræfterne bag Kulturrevolutionen. Hun blev dømt til døden ved retssagen mod Firebanden efter Maos død, men dommen blev ændret til livsvarigt fængsel.
- Liu Shaoqi: Kinas præsident 1959-1968. Han var en af hovedkræfterne bag de moderate økonomiske reformer efter Det Store Spring Fremad og var imod Maos storstilede massekampagner. Han blev under Kulturrevolutionen anklaget for at være en reaktionær, kapitalistisk lejesvend. Liu og hans familie blev hånet offentligt og tævet, inden han blev smidt i fængsel, hvor han døde i 1969.
Hvem var rødgardisterne?
Fra Kulturrevolutionens begyndelse begyndte lokale grupper af såkaldte rødgardister at blive dannet både på og uden for universiteterne. De angreb alle, der ikke åbenlyst støttede revolutionen eller udviste ‘mistænkelig’ adfærd. Ifølge Mette Holms bog Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder) tævede og torterede rødgardisterne deres undervisere og angav alt og alle – herunder egne forældre. De brændte bøger og holdt massemøder, hvor folk blev ydmyget offentligt.
Rødgardisterne var en broget forsamling, der bestod af en række paramilitære grupper, der kæmpede i Kulturrevolutionens navn. Rødgardisterne var ofte meget unge, og bevægelsen kan ifølge Michael Dillons China – A Modern History (se kilder) blandt andet ses som en form for ungdomsoprørere, fordi rødgardisterne fik frie hænder til grænseoverskridende adfærd i det ellers meget restriktive kommunistiske samfund. At slutte sig til Rødgardisterne var også en mulighed for sønner og døtre af intellektuelle, funktionærer og andre, der ellers blev anset som samfundsundergravende elementer, til at bevise deres rette kommunistiske, revolutionære sindelag. Denne bekendelse til den rette holdning skete undertiden gennem offentlige ydmygelser og vold mod deres egne forældre.
Hvem var de øvrige grupperinger i Kulturrevolutionen?
Over for rødgardisterne stod andre revolutionære grupper, som ligeledes ønskede radikal forandring i retning af kommunisme, men som var antiautoritære og ikke bakkede op om Kulturrevolutionens metoder. Dertil kom grupper, der støttede mere moderate kræfter som Deng Xiaoping. De forskellige grupperinger kom sommetider i åben kamp med hinanden. Ifølge Leksikon.org’s opslag om Kulturrevolutionen (se kilder) var det blandt andet denne fraktionskamp, der gjorde, at Mao til sidst måtte opgive projektet.
Michael Dillon skriver i China – A Modern History (se kilder), at navnene på de mange forskellige grupper var forvirrende, da selv de grupper, der var imod Maos kampagne, blev nødt til at fremstille sig selv som pro-Mao.
Hvad var konsekvenserne af Kulturrevolutionen?
Rødgardisterne blev af Mao opfordret til at ødelægge ‘de fire gamle’ – gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gamle tanker. Undervejs blev mange af Kinas templer, værdifulde kunstværker og bygninger ødelagt. Fysisk og verbalt angreb rødgardisterne autoriteter i samfundet, herunder lærere, skoleledere og partimedlemmer, også selv om det var naboer, venner eller familie. Der blev afholdt offentlige seancer, hvor de anklagede skulle udøve ‘selvkritik’. Samtidig blev der renset ud i de øverste lag af det kommunistiske parti, så moderate kræfter mistede deres indflydelse og i mange tilfælde blev mishandlet og smidt i fængsel.
Partiledelsen udstedte anvisninger og opmuntringer, men de lokale kræfter handlede uafhængigt og ofte i henhold til egne opfattelser af virkeligheden. Ingen ønskede at blive betragtet som ‘reaktionære’, men da ingen vidste, hvordan man skulle identificere ‘sande’ kommunister, blev alle et potentielt mål for Kulturrevolutionen. Folk forsøgte at beskytte sig selv ved at angribe venner og endda deres egne familier. Resultatet blev et socialt kaos af angreb og modangreb, hævnopgør, fraktionskampe og uforudsigelig vold.
Dette samfundsmæssige kaos medførte ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” (se kilder) at den industrielle produktion i byområderne faldt drastisk, så den i 1968 var 12 procent lavere end i 1966.
Hvem blev ofre for Kulturrevolutionen?
Mange kinesere fik deres liv ødelagt af den politiske forfølgelse, og mange blev sendt i fængsel eller begik selvmord. Tortur var udbredt, og op mod to millioner mennesker blev dræbt ifølge artiklen “Rødgardister siger undskyld – kommunistpartiet siger ingenting” i Dagbladet Information (se kilder).
I samme artikel fortæller den tidligere rødgardist Zhang Hongbing, hvordan hans mor under et skænderi i familien kritiserede Maos politik og brændte et billede af ham. “Faren gav den 15-årige Zhang besked på at tæske sin mor, hvilket han velvilligt gjorde, og derefter anmeldte han hende til militæret – og anbefalede selv, at hans egen mor skulle straffes med døden. To måneder senere blev hun henrettet, dømt for at have ‘angrebet formand Mao’.”
Millioner af unge mennesker blev under Kulturrevolutionen også deporteret til landområderne til ‘genopdragelse’.