Hvad er urbanisering?
Begrebet urbanisering dækker over en stigende koncentration af et samfunds befolkning i byerne, fordi befolkningen flytter fra land til by. Der er forskel fra land til land på, hvor mange mennesker der skal bo i en by, før end man kan tale om en by. I Danmark skal der kun bo 200 mennesker, førend man kalder det en by. I andre lande skal der bo 5.000-10.000 mennesker, for at den kaldes en by. Det kan man læse på Geotema.dk (se kilder).
Hvornår blev begrebet urbanisering beskrevet første gang?
På verdensplan er urbaniseringen tiltaget voldsomt siden 1700-tallet. Den amerikanske statistiker Adna F. Weber var en af de første, der konstaterede og gjorde opmærksom på urbaniseringen. I bogen "The Growth of Cities in the Nineteenth Century. A Study in Statistica", udgivet 1899, forklarede Adna F. Weber urbaniseringen som et udtryk for menneskers vilje til at opnå den bedst mulige udnyttelse af et lands ressourcer. Befolkningen vil bosætte sig der, hvor de har udsigt til de højeste lønninger, og dens bosættelsesmønster påvirkes derfor af ændringer i produktionen, mente hun.
Hvornår begyndte folk at søge mod byerne i Danmark?
I Danmark tog urbaniseringen for alvor fart fra 1840 og frem. Da den moderne bys periode begyndte, var Danmark stadig et udpræget landbrugssamfund, hvor de fleste mennesker boede på landet. Blot 20% af befolkningen boede dengang i byerne. Her boede de ofte tæt inden for byernes endnu bestående volde eller hegn uden megen lys og luft. Da voldene omkring København blev nedlagt i 1850’erne, begyndte købstæderne at brede sig. Hermed blev der skabt plads til den øgede befolkning, der under industrialiseringen begyndte at vandre fra landet til byerne. De første brokvarterer, Nørrebro og Vesterbro, opstod i København fra omkring 1850, og fra 1880erne og 1890erne kom lignende brokvarterer med lejligheder i karréejendomme til i provinsbyerne. I 1847 blev jernbanen mellem Roskilde og København anlagt, og fra 1860’erne blev jernbanenettet udbygget markant. Det var også en vigtig faktor i byernes vokseværk. For Århus betød jernbanen i 1862 f.eks., i kombination med byens nye kysthavn, at Århus kom ind i en vækstperiode, der på blot fire årtier øgede befolkningstallet fra 11.000 indbyggere i 1860 til 52.000 indbyggere i 1901, hvormed Århus blev landets næststørste by. I 1900 boede 42% af befolkningen i Danmark i byerne, en fordobling siden 1840.
Elevproduceret film om industrialiseringen udarbejdet af Skoletjenesten på Arbejdermuseet.
Hvorfor søgte folk fra land mod by fra midten af 1800-tallet?
Med industrialiseringen fulgte nye jobfunktioner og arbejdspladser i byerne. Og da næringsfrihedsloven blev indført i 1858, krævede det ikke længere særlig tilladelse at drive en lang række forretninger. Det fik flere til at flytte til byen for at etablere forretning. Det blev kort og godt mere attraktivt at bosætte sig i byerne. I flere byer opstod også et rigt foreningsliv, politisk og socialt. Der blev etableret forsamlingshuse, hvor folk mødtes. Foreningerne var med til at integrere tilflyttere, der var kommet fra landet for at blive arbejdere i bysamfundet. Der blev også iværksat foreninger til løsning af sociale udfordringer, f.eks. Danmarks første boligforening, der blev etableret i København i 1912, og som siden spredte sig til alle landets større byer. Det kan man læse i artiklen ”Demografisk urbanisering” på byhistorie.dk (se kilder).
Jyske Bank tv: Urbanisering – stigende pres på byerne
Hvordan har urbaniseringen udviklet sig globalt?
I både industrialiserede lande og udviklingslande verden over søger befolkninger mod byerne. Storbyer med mere end 10 millioner indbyggere kaldes megabyer. I 1950 var kun New York en megaby. I 2015 var der på verdensplan 23 megabyer, flere af dem så store, at de kunne betegnes som dobbelt megabyer. 19 ud af 23 megabyer er placeret i udviklingslande. Der findes megabyer i blandt andet Kina, Japan, USA, Mexico, Indien og flere lande i Afrika. Det viser tal fra UN Habitat, fremgår det af artiklen ”Verdens storbyer vokser eksplosivt” i Ugebrevet A4. Her finder du også hele listen over megabyer (se kilder).
Hvordan fordeler danskerne sig mellem land, provins og by?
I 2016 boede 1.549.215 personer, svarende til 27,1% af den samlede danske befolkning (5.707.251 personer) i hovedstaden København med omegn. 1.548.694 personer, svarende til 27,1%, boede i de tilsammen 29 større provinsbyer, mens 2.609.342 personer, svarende til 45,7%, boede i mindre provinsbyer eller landområder. Det kan man læse i analysenotatet ”Urbaniseringen i Danmark siden1926” (se kilder) udarbejdet af Kommunernes Landsforening (KL). I analysenotatet ”Danmarks geografiske udfordringer og muligheder” udarbejdet af DI (se kilder) kan man læse, at Danmark er blandt de mindst urbaniserede lande i Europa. Ifølge EU-Kommissionen bor 24% af danskerne mellem 18 og 64 år i storbyområder, målt med Eurostats terminologi, og Danmark er dermed det land i Vesteuropa, hvor den laveste andel af befolkningen bor i byer. Til gengæld er Danmark et af de europæiske lande, hvor flytning fra land til by i øjeblikket foregår hurtigst.