Hvad er logisk positivisme?
Positivismen bliver i bogen "Videnskab i virkeligheden" af Andreas Beck Holm (se kilder) kaldt for den første videnskabsteori. Positivisterne mente, at den eneste kilde til sikker viden er vores sanseerfaringer. Vi kan altså kun stole på det, der kan måles, vejes og iagttages.
Positivismen, der typisk forbindes med den franske filosof og sociolog Auguste Comte (1798-1857), angav et sæt kriterier for videnskabelighed. Det vigtigste princip er induktionsprincippet, hvor videnskaben først skal indsamle en stor mængde objektive og teoriuafhængige observationer, som så efterfølgende kan samles i en teori. Senere skal der foretages endnu flere observationer for at bevise teorien.
Den klassiske positivisme blev videreudviklet til logisk positivisme af den såkaldte Wienerkreds af videnskabsfilosoffer, der opstod omkring 1920. Deres formål var at skelne mellem det meningsløse (som de kaldte for metafysik) og det meningsfulde. Ifølge opslaget "Logisk positivisme" fra denstoredanske.dk (se kilder) kræver de logiske positivister, at et udsagn skal kunne verificeres for at være meningsfyldt. Det vil sige, at man skal kunne angive hvilke mulige iagttagelser, der skal til for at kunne bevise udsagnet.
Den positivistiske tankegang har særligt sat sig spor indenfor naturvidenskaben og i nogen grad indenfor samfundsvidenskaberne, men i dag har en ren positivisme ikke mange tilhængere.
Hvad er kritisk rationalisme?
Den østrigsk-engelske filosof Karl Popper (1902-1994) var ifølge Andreas Beck Holms "Videnskab i virkeligheden" (se kilder) en af de første og vigtigste kritikere af positivismen. Popper mente, at positivisterne havde stillet det rigtige spørgsmål, nemlig: hvad er videnskab? Men han mente ikke, at man gennem observationer kan bevise, om en teori er sand eller falsk. Som eksempel vil et horoskop altid i et vist omfang passe med virkeligheden, men det gør ikke astrologi til en videnskab. Ifølge Popper kan man altid finde beviser for en teori, hvis det er det, man leder efter.
Popper mente, at empiriske undersøgelser skal være tydeligt baseret på teori. Ud fra teorien udarbejder man så hypoteser, der kan testes gennem observationer. Hypoteser er det, man med afsæt i teorien forventer vil ske i en given situation.
I stedet for verifikation introducerede han falsifikation som videnskabeligt princip. Her gælder det ikke om endegyldigt at bevise en teoris sandhed – det kan ikke lade sig gøre – men om hele tiden kritisk at efterprøve de teorier, der er blevet udarbejdet. Man kan ikke bevise en teori gennem observationer, men man kan derimod falsificere, altså skyde dem ned, hvis man finder observationer, der ikke stemmer overens med teorien. Når det sker, må teorien forkastes eller i det mindste ændres, og så kan man begynde igen med at efterprøve den nye teori. Derfor skal videnskabelige teorier altid udarbejdes og formidles, så det er muligt at efterprøve dem.
Hvad er Thomas Kuhns paradigmeteori?
Positivismen og den kritiske rationalisme har ifølge Andreas Beck Holms "Videnskab i virkeligheden" (se kilder) det fællestræk, at de ser videnskab som noget udpræget rationelt og noget, der er fundamentalt anderledes og på et højere niveau end ikke-videnskab. Den amerikanske videnskabshistoriker Thomas Kuhn vendte denne opfattelse på hovedet med sin bog "Videnskabens revolutioner" (se kilder) fra 1962. Kuhn opstiller ikke regler for videnskab, men går i stedet videnskabshistorisk og videnskabssociologisk til værks og forsøger at finde ud af, hvorfor og hvordan videnskaberne fungerer i praksis.
Kuhn mener, at de praktiserede videnskaber er præget af en bestemt forståelseshorisont. Denne kalder han et paradigme. Hans undersøgelser viser, at nogle paradigmer historisk set har udkonkurreret sine rivaler og er blevet altdominerende. Det er med Kuhns ord blevet til normalvidenskab. Dominansen kommer dels til udtryk gennem sociale konventioner og fælles grundforestillinger i det videnskabelige samfund, og dels gennem typiske lærebogseksempler, der så at sige 'opdrager' andre til at se verden på en bestemt måde.
Et eksempel på et sådant paradigme er teorien om, at klimaforandringer er menneskeskabte. Her har man en fælles grundforestilling, der er nærmest altdominerende i det videnskabelige samfund.
På et tidspunkt kommer de videnskabelige paradigmer dog i krise, og nogle forskere begynder at se verden i et nyt lys. Det kan resultere i en videnskabelig revolution, der fører til en ny normalvidenskab, hvor et nyt paradigme kan udforskes.
Hvad er hermeneutik?
Hermeneutikken er en videnskabsteori, der handler om fortolkning. Hvor den kritiske rationalisme primært finder sin anvendelse inden for naturvidenskaberne, og til dels også samfundsvidenskaberne, er hermeneutikken kendetegnende for humanvidenskaberne. Ifølge Bjarne Troelsens bog "Videnskab & virkelighed" (se kilder) mente den tyske filosof og historiker Wilhelm Dilthey (1833-1911), at der er en grundlæggende forskel mellem naturvidenskabens opgave, som er at beskrive virkeligheden og opstille årsagsforklaringer, mens humanvidenskabernes opgave er at fortolke virkeligheden og søge forståelse. Denne skillelinje er omdiskuteret, men kan alligevel fungere som tommelfingerregel.
Det centrale begreb inden for hermeneutik er den hermeneutiske cirkel. Når vi eksempelvis fortolker en litterær tekst findes meningen mellem tekstens helhed og de enkelte dele: Vi er nødt til at forstå helheden for at forstå de enkelte dele, men samtidig er vi også nødt til at forstå de enkelte dele for at kunne forstå helheden. Vi forstår de enkelte ord ud fra den samlede tekst, men vi forstår samtidig den samlede tekst ud fra de enkelte ord. Samme princip gælder, hvis man skal foretage en grundig, videnskabelig analyse af teksten. Så vil man også se på forfatterens person og øvrige værker for bedre at kunne fortolke teksten, men samtidig bidrager analysen af de enkelte tekster også til den samlede forståelse af forfatteren og forfatterens værker. Analysen ville også kunne undersøge og inddrage forfatterens samtid for bedre at kunne forstå værket, men samtidig bidrager analysen af teksten til en bedre samlet forståelse af forfatterens samtid.
Der sker altså hele tiden en vekselvirkning mellem en forståelse af del og helhed, som bidrager til en bedre forståelse af begge. Hermeneutikken er ikke kun begrænset til tekstlæsning, men er relevant inden for mange videnskaber. Nogle mener endda, at naturvidenskaben også i bund og grund er en fortolkning af verden.