Historiekanon 20: Systemskiftet 1901

Hvad var Systemskiftet?

’Systemskiftet’ er den betegnelse, der bruges om overgangen fra den sidste Højre-regering til den første Venstre-regering, som fandt sted 24. juli 1901. Da Christian 9. udpegede den nye regering, tog han udgangspunkt i flertallet i Folketinget og ikke som tidligere i sine egne politiske holdninger og ønsker.

Regeringslederen i den nye regering blev juraprofessor J.H. Deuntzer, og det var kongens eget valg – ikke Venstres. Da Deuntzer imidlertid var Venstremand, forventede kongen, at Deuntzer ville have lettere ved at komme ud af det med Folketinget, end kongens hidtidige Højre-regeringer havde haft det.

J.H. Deuntzer forsøgte i sin regeringsdannelse at tilgodese alle fløje i det store og politisk sammensatte parti Venstre, der sad på omtrent 2/3 af folketingsmandaterne. Venstres leder, J.C. Christensen, blev kirke- og undervisningsminister, lederen af partiets radikale fløj, Viggo Hørup, blev transportminister, og bonden Ole Hansen blev landbrugsminister, Indtil da havde ingen bønder haft ministerposter, og den nye landbrugsminister blev da også i artiklen ”Husmænd og Gaardmænd” i Middelfart Venstreblad (se kilder) omtalt som ”den første Bonde i Kongens Raad”.

Hvorfor skete Systemskiftet?

På tidspunktet for Systemskiftet kunne kongen frit udpege den regering, han ville. Pga. Venstres store folkelige opbakning krævede partiet dog at blive taget hensyn til. Venstre gjorde derfor livet svært for Højre-regeringerne ved at blokere deres lovforslag i Folketinget. Det førte i løbet af 1870’erne til en stadig mere intens konflikt mellem Højre og Venstre – især om finansloven, der skulle vedtages hvert år, for at regeringen havde penge at regere for. Som historikeren Niels Wium Olesen har fremhævet det i artiklen ”1901: Systemskifte” (se kilder) satte det lovgivningsarbejdet og dermed landets udvikling i stå. Folketinget forsøgte at få regeringen til at falde ved at nægte at stemme for finansloven. Regeringen med Højre-manden J.B.S. Estrup i spidsen svarede igen ved at gennemføre finansloven uden om Folketinget i hele perioden 1885-94.

Efter folketingsvalget i april 1901 havde Højre kun otte af Folketingets 114 mandater. Dette fik kongen til at give efter for Venstres pres og udpege en Venstre-regering. Kongen meddelte derefter sin konseilspræsident (svarer til en statsminister), Højre-manden Hannibal Sehested, at han forventede, at Sehesteds afskedsbegæring lå klar, når kongen kom hjem fra et kurophold.

Hvad var gået forud for Systemskiftet?

Siden den første grundlov, Junigrundloven fra 1849 (se kanonartikel om Grundloven af 1849), blev vedtaget, havde Rigsdagen bestået af to kamre, Folketinget og Landstinget. De to kamre skulle opnå enighed, for at et lovforslag kunne blive til lov. Med grundlovsændringen i 1866 blev Landstingets valgretsregler ændret, så godsejere og de rigeste byboer fik stor indflydelse på Landstingets sammensætning. Derfor blev Landstinget snart domineret af det konservative parti Højre, som især hentede sine stemmer blandt godsejere og andre velhavende borgere. Folketingets valgretsregler forblev de samme – almindelig valgret for mænd over 30 år – og Folketinget var fra 1872 domineret af det liberale parti Venstre. Denne forskel på de to kamres sammensætning gjorde det også langt sværere for dem at blive enige.

Hvem stod bag Systemskiftet?

De jævne befolkningslag, f.eks. arbejdere, fattigere landboere og tjenestefolk, blev i de sidste årtier af 1800-tallet mere politisk selvsikre. De krævede politisk indflydelse. Samtidig fik Højre i 1901 det dårligste folketingsvalg nogensinde. De mere reformvenlige medlemmer af kongefamilien samt fra kredsen omkring handelsselskabet Østasiatisk Kompagni, hvor Deuntzer selv sad i bestyrelsen, overtalte kongen til at udpege en Venstre-regering. Kongen var imidlertid irriteret over, at nødvendige reformer i forsvaret igen og igen blev udskudt, og, ikke mindst, at Folketinget siden 1897 havde syltet vedtagelsen af medgiften til kronprinsens døtre. Det fremgår af historiker Lorenz Rerup bog ”Danmarks historie – Tiden 1864-1914” (se kilder). Udpegelsen af Deuntzer som ny regeringsleder skete altså på kongens initiativ, og Venstres leder, J.C. Christensen, kom ikke til at lede regeringen. Men skiftet skete ikke desto mindre, fordi det blev sværere og sværere for kongen at overhøre Venstres krav om indflydelse.

På danmarkshistorien.dk kan du høre J.C. Christensens opfattelse af parlamentarismen, som Systemskiftet banede vej for.

Videoklip: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/hoer-ic-christensen-taler-om-det-parlamentariske-system-i-1913/

Hvilke konsekvenser fik Systemskiftet?

Efter Systemskiftet var der overensstemmelse mellem regeringen og Folketingets flertal. De konservative partier, der stadig dominerede i Landstinget, stod splittet. Historikeren Niels Clemmensen har i bogen ”Lensgreven – Historien om Mogens Frijs” (se kilder) beskrevet partiets samarbejde med Venstre om en række reformer i 1900’erne. Det skete efter, at De Frikonservative ved landstingsvalget i 1902 fik de afgørende landstingsmandater. I 1903 blev der indført valgt til menighedsrådene. Skattesystemet blev ændret, så der nu blev opkrævet indkomstskat, og man skulle lave selvangivelse. I 1908 blev der indført almindelig demokratisk valgret (også for kvinder) til kommunerådene. Og en række spørgsmål om forsvaret, som man havde diskuteret i næsten 50 år, blev afklaret ved et forlig i 1909.

Den tidligere opposition blev imidlertid også splittet, og Venstre knækkede midtover, da Det radikale Venstre i 1905 brød ud som et selvstændigt parti. Venstre og De Radikale havde kunnet forenes i modstanden mod Højre, men havde vidt forskellige holdninger på navnlig forsvars- og kulturområdet. Efter at Højre havde mistet magten, rykkede midten i dansk politik sig, og de to venstrepartier kom til at stå på hver sin fløj. Venstre blev et højrefløjsparti, mens Det radikale Venstre lå til venstre.