Hvad var gruppens historiske baggrund?
Blekingegadebandens historie kan føres tilbage til organisationen KAK (Kommunistisk Arbejdskreds), der blev stiftet af Gotfred Appel i 1963. Gotfred Appel havde siden afslutningen af 2. Verdenskrig i 1945 været medlem af DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, men blev i 1963 ekskluderet fra partiet grundet uoverensstemmelser omkring den ideologiske linje. Mens DKP fulgte den marxistiske linje fra Sovjet - personificeret af partilederen Nikita Khrusjtjov - så tilsluttede Appel sig den marxistiske linje fra Kina med partilederen Mao Tse-tung i spidsen. Hvor den sovjetiske linje argumenterede for indførslen af socialismen af parlamentarisk vej, så fastholdt Mao, at en mere omfattende og væbnet revolution var nødvendig. Et af de mest berømte citater fra ”Maos lille røde. Citater fra formand Mao” (også kendt som ”Den lille røde"”) er da også, at ”Politisk magt vokser ud af et geværløb” (se kilder). Journalisten Ulla Haunton, der senere dannede par med Appel, var et af de første medlemmer i KAK. Sammen kom de to til at udgøre ledelsen i KAK.
I 1968 stiftede Appel organisationen KUF (Kommunistisk Ungdomsforbund), der skulle fungere som KAK's ungdomsorganisation. Appel havde især fået øjnene op for de unges revolutionære engagement i forbindelse med protesterne imod Vietnamkrigen. Nogle af de første medlemmer i KUF var bl.a. Jan Weimann og Peter Døllner.
KAK og KUF adskilte sig især fra de øvrige venstrefløjsorganisationer i deres meget aktivistiske linje. Det blev f.eks. opfattet som helt legitimt at udfordre de etablerede autoriteter i konkrete, illegale aktioner som at male graffiti med politiske slagord, holde uanmeldte demonstrationer, søge konfrontationer med politiet og modsætte sig anholdelse. Det illegale arbejde udviklede sig hurtigt i omfang, og allerede midt i 1970'erne omfattede det forsøg på brandstiftelse, våbentyveri og pengerøveri.
Arbejdet i KAK og KUF var helt afgørende for dannelsen af den senere Blekingegadebande. For eksempel i forhold til at få erfaring med gennemførsel af illegale aktioner, udvikling af politisk ideologi og ledelsesstruktur eller i forbindelse med etableringen af kontakter til organisationer som PFLP. I en overordnet betragtning kunne man sige, at arbejdet i KAK og KUF i 1970'erne allerede på et tidligt tidspunkt var med til at forme opfattelsen af, hvad der var legitime midler i den politiske kamp.
Hvornår blev Blekingegadebanden dannet som gruppe?
Etableringen af selve den gruppe, der senere blev kendt under navnet Blekingegadebanden, kan føres tilbage til organisation KA, som blev stiftet i 1978. Organisationen opstod som et resultat af interne stridigheder og utilfredshed med ledelsen i KAK. I realiteten var Appel og Haunton blevet afsat som ledere af de øvrige medlemmer i KAK, men Appel nægtede at opgive lederskabet. Det førte til, at en stor del af arbejdet fra KAK og KUF blev videreført i nye selvstændige organisationer. En af dem hed KA (Manifest - Kommunistisk Arbejdsgruppe), og det var medlemmerne i denne gruppe, der i de næste ti år kom til at udgøre personkredsen omkring Blekingegadebanden. Gruppen involverede omkring 15 medlemmer og omfattede det meste af inderkredsen fra KUF, nært betroede venner, kærester og andre, der havde haft en tæt tilknytning til arbejdet i KAK og KUF, jf. ”Blekingegadebanden 1” og ”Det handler om politik” (se kilder).
Kernemedlemmerne i gruppen, der efter anholdelsen i 1989 blev kendt som Blekingegadebanden, stod for gennemførslen af de illegale aktiviteter i KA.
Hvilken politisk ideologi dannede grundlag for gruppen?
Gruppens oprindelige ideologiske grundlag, som det var blevet udviklet i KAK, var en radikal venstreorienteret, militant marxisme, der bekendte sig til Maos politiske teorier. Det vigtigste værk var ”Maos lille røde”, som Gotfred Appel midt i 1960'erne havde fået udgivet på sit eget forlag Futuras. På verdensplan er bogen i øvrigt blevet trykt i knap 1 mia. eksemplarer - et antal nogle mener kun er overgået af Biblen, jf. internetsiden www.howstuffworks.com (se kilder).
Det centrale ideologiske omdrejningspunkt var 'snylterstatsteorien', som Appel i forlængelse af det maoistiske udgangspunkt selv havde udviklet i løbet af 1960'erne. Grundtanken i teorien er, at arbejderklassen i de vestlige lande har opgivet deres idealisme og modstand mod det kapitalistiske system til fordel for en højere levestandard og opfyldelse af egne materielle behov. Den vestlige arbejderklasse er med andre ord blevet til en særlig overklasse af arbejdere, der med lønstigninger bliver betalt for at acceptere og opretholde det globale kapitalistiske system. Et system der ifølge teorien indebærer, at vestlige virksomheder udnytter verdens udviklingslande for at sikre sig billige råstoffer og underbetalt arbejdskraft. Vestens høje materielle levestandard er kun mulig i kraft af denne kapitalistiske og imperialistiske udnyttelse af udviklingslandene.
De danske arbejdere er med deres høje levestandard netop med til at sikre denne fortsatte udnyttelse af verdens fattige befolkning. Med teoriens ord har de danske arbejdere dermed udviklet sig til at være globale snyltere: Arbejderne har sikret deres egne behov ved at snylte på udviklingslandende. Det betyder, at den vestlige arbejderklasse ikke længere er interesseret i en socialistisk revolution, der kunne medføre en nedgang i egen materiel levestandard. Ifølge snylterstatsteorien er den socialistiske revolution derfor nødt til at tage sin begyndelse i udviklingslandene. Hvis disse lande kan frigøre sig fra den kapitalistiske udnyttelse, vil det medføre en økonomisk krise i de vestlige lande, som så kan danne grundlag for, at der også her kan gennemføres en socialistisk revolution. Teorien forklares bl.a. i ”Blekingegadebanden 1” og ”Det handler om politik” (se kilder).
Udviklingen af snylterstatsteorien betød, at KAK og KA i modsætning til den øvrige venstrefløj kun i meget begrænset omfang interesserede sig for 'den danske arbejder', fordi arbejderne i Vesten netop var en del af problemet. Det primære mål var i stedet at støtte de internationale organisationer, der kæmpede for den socialistiske revolution i verdens fattige lande.
En senere inspirationskilde i KA's ideologi var økonomen Arghiri Emmanuel og teorien om det ulige bytte i verdenshandlen. Teoriens hovedargument er, at den globale økonomiske ulighed opstår i kraft af, at det samme arbejde aflønnes forskelligt i fattige og rige lande. Ifølge teorien burde det samme arbejde principielt have samme økonomiske værdi, uanset hvor i verden det bliver udført. Teorien underbygger og videreudvikler dermed i vidt omfang ideerne fra snylterstatsteorien.
Hvilke internationale forbindelser havde gruppen?
KAK havde allerede tidligt etableret tætte forbindelser med den kinesiske ambassade i København og styret i Beijing. Bl.a. fungerede organisationens eget forlag Futuras som det officielle oversættelses- og udgivelsesorgan for en lang række kinesiske publikationer. Samarbejdet blev dog afbrudt sidst i 1960'erne grundet ideologiske uoverensstemmelser, hvilket betød, at KAK måtte søge nye alliancepartnere, jf. tankegangen i snylterstatsteorien. I 1969 tog Appel derfor kontakt til den palæstinensiske organisation PFLP (The Popular Front for the Liberation of Palestine / Folkefronten til Palæstinas Befrielse). I sin kamp mod det amerikansk støttede Israel bekendte PFLP sig til en militant marxistisk ideologi, der var i fin overensstemmelse med KAK's eget politiske grundsyn, herunder ideerne i snylterstatsteorien. Udover PFLP etablerede KAK forbindelser til de nordvietnamesiske kommunister, der kæmpede imod amerikanere i Vietnamkrigen, samt en række andre frihedsbevægelser verden over.
KAKs primære samarbejde foregik med PFLP, og i de følgende år blev flere af medlemmerne sendt på 'studieture' til PFLP-lejre i Libanon og Jordan. Her kunne samarbejdet med PFLP koordineres mere præcist, men derudover gennemgik deltagerne også militærtræning, hvilket f.eks. kunne være skydetræningen med forskellige håndvåben, vejledning i brug af sprængstoffer eller instruktioner i, hvordan et ur kunne anvendes som bombedetonator. Appel og Haunton besøgte også selv PFLP i september 1970. Under besøget blev de vidner til en af PFLP's mest spektakulære aktioner, der omfattede kapringen af fire forskellige passagerfly. Mere end 400 mennesker blev tilbageholdt som gidsler i den jordanske ørken, og Appel og Haunton fik i løbet af deres ophold selv mulighed for at tale med nogle af gidslerne, mens der bliver forhandlet om gidslernes løsladelse.
Efter opgøret i KAK i 1978 blev kontakterne med PFLP videreført af den nye gruppe, dvs. KA og personerne i Blekingegadegruppen. Gruppen var i PFLP-kredse fra KAK-tiden blevet kendt som 'æblerne', opkaldt efter Appel, og det blev navn fastholdt på trods af de nye samarbejdsrelationer, der ikke længere involverede Appel.
KA indgik i de næste ti år et tæt og direkte samarbejde med PFLP, der i et vist omfang indebar, at PFLP gav KA konkrete 'ønskelister' alt afhængig af, hvad PFLP havde brug for. Det kunne være bestemte typer af våben, penge eller efterretningsoplysninger om bestemte danskere. Omvendt leverede PFLP omfattende 'knowhow' til planlægning af KA's egne aktioner, ligesom de også kunne bidrage med viden om, hvordan man undgik søgelyset fra efterretningstjenester. Endelig kunne de også assistere med mandskab ved aktioner, hvilket bl.a. var tilfældet i røveriet på Købmagergade, hvor schweizeren Marc Rudin deltog.
Mens der ikke er nogen tvivl om, at KA arbejdede tæt sammen med PFLP, så har nogle af medlemmerne fra KA - Niels Jørgensen, Torkil Lauesen og Jan Weimann - senere selv afvist, at gruppen i perioden også havde et mere etableret internationalt samarbejde med f.eks. tyske Rote Armee Fraktion, De Røde Brigader fra Italien eller Carlos (Sjakalen), der stod bag flere forskellige PFLP-aktioner først i 1970'erne. Gruppen har dog selv bekræftet, at KAK i starten af 1970'erne afholdte en række møder med Wadi Haddad, der ifølge forfatter til ”Blekingadebanden” (se kilder) Peter Øvig Knudsen af mange internationale eksperter regnes for at være selve hovedarkitekten bag udviklingen af det netværk af venstreorienterede terrorgrupper, der prægede en stor del af Vesteuropa op igennem 1970'erne og 1980'erne. Haddad samarbejdede bl.a. også med efterretningstjenester fra Østblokken som det russiske KGB og det østtyske Stasi i forbindelse med udveksling af informationer om israelske agenter, våbenleverancer m.m.
Selvom det stadigvæk er usikkert, om danske KA i perioden var en integreret del af et større internationalt netværk, så har f.eks. Peter Øvig Knudsen forsøgt at sandsynliggøre, at et mere direkte samarbejde fandt sted. Bl.a. havde alle de forskellige grupperinger på et eller andet tidspunkt direkte kontakt til den formodede bagmand i netværket, Wadi Haddad. Derudover tyder meget på, at medlemmer fra de forskellige grupper deltog i de samme militære PFLP-træningslejre. Og endelig er våben, som man ved stammer fra nogle af Blekingegadebandens egne våbenrøverier, senere dukket op rundt omkring i Europa i forskellige aktioner, som f.eks. har involveret Rote Armee Fraktion (se kilder).
