Maraton

Hvad er maratonløbets oprindelse?

Maratonløbets historie har sine rødder i en græsk fortælling fra Slaget ved Marathon, som fandt sted i 490 f. Kr. Ifølge legenden løb den tapre kurer Pheidippides barfodet fra byen Marathon og hele vejen til Athen, en distance på cirka 40 kilometer, for at aflægge rapport om den athenske hærs sejr over perserne. Da han havde afleveret sit budskab i Athen, faldt han død om af anstrengelse. Ordet marathon staves på dansk uden h, maraton.

Historien om heltedåden er højst sandsynlig ikke sand. Der var angiveligt en budbringer med navnet Pheidippides, men han har snarere været ude på en lidt længere løbetur, nemlig fra Athen til Sparta, for at hente assistance til slaget mod perserne. Det er en tur på 245 km, og den rute bruges i dag til et såkaldt ultraløb, kaldet Sparthalon.

Sandt eller ej, så dannede historien om den tapre budbringer fra Marathon grundlag for maratonløbet som selvstændig disciplin inden for atletikkens verden. Ved de første Olympiske Lege i Athen i 1896 blev det 40 km lange maratonløb præsenteret som en del af OL-programmet, og disciplinen har været på programmet lige siden, de første mange år dog kun som en disciplin for mænd. Det var først ved OL i Los Angeles i 1984, at maraton for kvinder kom med på programmet. 

Hvornår blev den nuværende maraton-distance indført?

Maratondistancen på 42,195 km, som vi kender den i dag, blev første gang løbet som OL-disciplin ved De Olympiske Lege i London i 1908. Ruten blev tilpasset af hensyn til den britiske kongefamilie. Løbet skulle således begynde ved den kongelige residens Windsor Castle og slutte ved den kongelige loge på det olympiske stadion, og der blev derfor arrangeret en rute på 26 miles og 385 yards, svarende til 42,195 km. De 40 km rakte ikke. Med løbet i London blev den “nye” maratondistance introduceret, og den holdt man fast ved. I 1921 blev distancen 42,195 km. således “officielt” godkendt af det internationale atletikforbund (IAAF), og det er den distance, man i dag henviser til, når man taler om maraton-distancen.

Hvordan er maraton blevet en sport for alle?

Maraton har udviklet sig fra at være for de få dedikerede løbere til at være for alle med lyst til at udfordre sig selv og kæmpe sig igennem de mange kilometer. Motionister, der deltager i maraton, løber ikke for at vinde, men ofte for at nå den tid, de har sat sig som mål inden løbet, eller blot for at gennemføre.

I takt med et generelt øget fokus i samfundet på sundhed og motion er interessen for langdistanceløb generelt steget markant. Antallet af danske motionister, der deltager i maratonløb, har været i voldsom stigning de senere år. Det har blandt andet vist sig ved udviklingen i antallet af deltagere i Danmarks største maratonløb, Copenhagen Marathon, som er steget fra ca. 5000 deltagere i 1998 til over 10.000 i 2009 (se kilder).

Andre danske arrangører af motionsløb har ligeledes mærket danskernes stigende interesse for at løbetræne og deltage i motionsløb. I artiklen “Vi valfarter til motionsløb” (se kilder) siger Torben Simonsen, løbsdirektør i HCA Marathon i Odense, følgende: “Der kan ikke være tvivl om, at vi oplever et løbeboom. Motionsløb har været i voldsom vækst de sidste par år. Flere af vores i alt 12 årlige løb på distancer fra fem kilometer og op til maraton er steget med 50 procent i deltagerantal fra år til år, og vi har ikke set toppen endnu.”

En forklaring på den store interesse for maratonløb kan være den generelt øgede fokus på sundhed og motion i samfundet, ligesom det også kan tænkes, at motionisternes interesse for maratonløb spreder sig som ringe i vandet, hjulpet på vej af de historier, der fortælles i medierne om, hvordan maratonsporten kan være med til at ændre almindelige menneskers liv.

Et eksempel på det er historien om den hurtigste dansker ved Copenhagen Marathon 2009. Det var Martin Parkhøi, som begyndte at løbetræne som 30-årig i 2004, altså små seks år før han blev hurtigste dansker i Copenhagen Marathon. Da han startede med at træne, kunne han ikke løbe tre kilometer.  

Er det sundt at løbe maraton?

Der er ingen tvivl om, at det er sundt at dyrke sport og også at løbetræne regelmæssigt. Men maratonløbet må betegnes som en ekstrem hård belastning for kroppen, og undersøgelser viser, at selve maratonløbet langt fra er sundt for kroppen. Der sker jævnligt dødsfald under de store maratonløb, og et forsøg, foretaget af en gruppe forskere på Karolinska Instituttet i Stockholm, har vist, at det at gennemføre et maratonløb sætter hjertet under langt større pres, end man tidligere har troet.

Henning Langberg, dr.med. med tilknytning til Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital, siger i artiklen “Forskning: Træt hjerte efter maraton” (se kilder): “Et maratonløb er hverken sundt for hjertet, musklerne eller for knoglestrukturen.”

I artiklen påpeger Henning Langberg, at det er belastningen under selve maratonløbet, der er problematisk i forhold til løberens sundhedstilstand: “Det allersundeste vil være at træne op til et maraton uden at løbe et.”

Det er altså generelt sundt at løbetræne, men usundt at løbe 42,195 km i ét stræk. 

Hvorfor løber så mange danskere maraton?

Udover den generelt stigende interesse for sundhed og motion kan en supplerende forklaring på det stigende antal maratonløbere ifølge professor Reinhard Stelter fra Københavns Universitet findes i tidens fokus på selviscenesættelse og individuelle værdier. I artiklen “Den store manddomsprøve” (se kilder) siger han: “At løbe maraton handler om at skabe sin egen identitet. Man vil vise omverdenen, at man er en aktiv person, som kan sætte sig et mål og indfri det.”

Hvor man tidligere fik en stor del af sin identitet via familien, skaber det enkelte individ i dag i højere grad selv sin identitet, og det at gennemføre et maratonløb kan være en del af denne identitetsopbygning, mener professor Reinhard Stelter: “I gamle dage fik man sin identitet i vuggegave af sine forældre. Var man søn af en bagermester, var det sandsynligt, at man selv en dag skulle overtage bagerforretningen, og var man datter af en overlæge, var det også temmelig sikkert, at man selv ville ende som overlæge. Samfundet var meget klasseopdelt, og man havde et stærkt tilhørsforhold til den gruppe, man hørte til. I dag opbygger man i langt højere grad sin egen identitet. Når man ikke kan falde tilbage på den medfødte identitet, er man nødt til at skabe sin egen og iscenesætte sig selv. Det gør man via sin påklædning, stil, musikvalg og via de venner, man omgås. Men også gennem den sportsgren, man vælger at dyrke. Som maratonløber signalerer man, at man er i stand til at sætte sig et mål, og at man samtidig kan arbejde struktureret efter en træningsplan.”

Desuden mener Reinhard Stelter, at folk i dag søger grænser og udfordringer, fordi de keder sig i en tryg hverdag. De har brug for at bevise over for sig selv og omverdenen, at de kan presse sig selv og fysisk overkomme smerte. Den hypotese bakker idrætsforsker Verner Møller fra Aarhus Universitet op. I artiklen “Vi er vilde med at løbe” (se kilder) siger han: “Maraton er oppe i tiden, fordi vi ikke længere har så meget at bruge vores kroppe til. Langdistanceløb giver udfordringer, belastninger og risici, som vi ellers ikke finder i en hverdag, hvor vi sidder og svinder ind foran tv-apparater og computerskærme.”