Hvor finder tortur sted?
Tortur udøves i en lang række lande fordelt over hele verden. Ifølge internationale menneskerettighedsorganisationer finder der tortur sted i over halvdelen af alle verdens lande, enten sporadisk eller systematisk. Ifølge samme menneskerettighedsorganisationer er tortur særligt udbredt i en række udemokratiske stater i Mellemøsten, Asien og Afrika, hvor der finder tortur sted i fængsler, arresthuse, på politistationer og andre steder, hvor politiske modstandere af den siddende regering eller tilfældige ofre holdes fanget.
Tortur finder imidlertid også sted i vestlige demokratier. Det gælder for eksempel USA og Israel. Selv Danmark, som er kendt for at gå forrest i kampen mod tortur, er blevet kritiseret af FN’s antitortur-komite for omfattende brug af isolationsfængsling og for at tvangsudsende afviste asylsøgere og udenlandske statsborgere til lande, der er kendt for at bruge tortur. Desuden er den såkaldte krig mod terror ifølge en lang række eksperter årsag til, at brugen af tortur vokser i vestlige lande, hvor truslen fra terrorisme i stigende grad opfattes som en legitim begrundelse for at udsætte fanger for tortur.
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International offentliggjorde i maj 2014 en rapport, som viser, at brug af tortur er stigende på verdensplan (se kilder). Fra 2009 til 2014 har Amnesty modtaget henvendelser og fået kendskab til sager om tortur i 141 lande. Det skal ses i forhold til, at i alt 157 lande de seneste 30 år har skrevet under på FN’s torturkonvention. Amnesty vurderer, at tortur er udbredt i flere af de lande, som har skrevet under, heriblandt Mexico, Nigeria og Filippinerne.
Stigningen kan også hænge sammen med en øget uro i Mellemøsten og Nordafrika, mener forsker ved DIGNITY – Dansk Center Mod Tortur, Henrik Rønsbo: ”Mit bud er, at mængden af tortur er vokset i løbet af de seneste 10-15 år – i takt med at regimer og stater i Nordafrika og Mellemøsten er kollapset. Det kan vi også se på, at antallet af flygtninge til Europa igen er vokset.”
Fokus var i januar 2014 rettet mod borgerkrigen i Syrien, da det blev dokumenteret, at det syriske regime systematisk torturerede fanger fra oprørsbevægelsen. En omfattende rapport fra tre advokater dokumenterede på baggrund af et massivt billedmateriale fra en tidligere syrisk fangevogter, hvordan fanger i de syriske fængsler bliver sultet til døde. ”Rapporten viser en syrisk torturmaskine, som har eksisteret i 30-40 år, men som nu kører på absolut højtryk under oprøret og borgerkrigen,” siger Ole Hoff-Lund fra Amnesty i artiklen ”Amnesty er chokerede over Syriens 'torturmaskine'” fra Politiken (se kilder).
I december 2014 udgav en uafhængig komité under det amerikanske senat en rapport, der viste, at CIA har brugt særdeles grov tortur over for fanger mistænkt for terror. Rapporten konkluderede desuden, som det fremgår af informations artikel ”Diskussionen er slut – tortur virker ikke”, at mange af de indhentede efterretninger, CIA havde fået ved tortur, var ubrugelige (se kilder).
Hvorfor anvendes tortur?
Tortur anvendes for at nedbryde et menneske fysisk og psykisk. Men formålet med at nedbryde ofrene kan variere. Ifølge hjemmesiden for DIGNITY – Dansk Center Mod Tortur kan anvendelsen af tortur forklares således: ”Torturens formål er ikke at slå ihjel, men at nedbryde individers personlighed. Tortur bliver ofte brugt som et politisk instrument, der hjælper magthaverne med at bevare kontrollen i landet. Tortur har især været kendt fra stater, der hviler på ét parti af én bestemt politisk eller religiøs observans. Ved at ’knække’ menneskers personlighed og på den måde holde en befolkning nede er der mulighed for, at den politiske modstand svækkes. Ved at tilfældige mennesker også rammes, skabes frygt i befolkningen. Formålet med tortur kan også være at tvinge fanger til at blive angivere.”
Hvem udøver tortur?
Torturudøverne, også kaldt torturbødler, er typisk personer, der er ansat i fængsler eller militære enheder, eller som på anden måde er ansat af et lands myndigheder. Det kan både være menige fængselsbetjente og soldater eller højere rangerende personer samt eksperter, som bliver hidkaldt for at bruge deres faglige ekspertise til at gøre torturen så effektiv som mulig, for eksempel læger og psykologer. Tidligere mente man, at det kun var særligt onde mennesker, som selv var voldsomt skadet på sjælen, der kunne udøve tortur, altså at torturbødler var sadister eller psykopater. Men forskning tyder på, at de fleste mennesker under bestemte forhold kan drives til at deltage i tortur af andre. Eksperimenter har vist, at mange mennesker f.eks. kan drives til at udføre tortur, hvis de får ordre til det af en person, de opfatter som en autoritet, eller som de er bange for. Det kan både skyldes autoritetstro og ansvarsfralæggelse eller, at de ønsker at blive opfattet som en god underordnet. Andre indvilger i at udøve tortur, hvis de trues med, at de eller deres nærmeste ellers selv vil blive udsat for tortur. Endnu en årsag kan være propaganda, hvor de potentielle torturofre fremstilles som umenneskelige og uberegnelige fjender, eller gruppepres, hvor en person medvirker til tortur af frygt for ellers at blive udstødt af sin etniske, sociale eller kulturelle gruppe. En del beretninger fra torturbødler tyder dog på, at især mennesker, der selv har været udsat for overgreb og svigt, er nemmere at lokke til at udøve tortur end andre. I Røde Kors-hæftet ”Tortur” (se kilder) fortæller en mand, der udøvede tortur som ansat i den græske militærjuntas sikkerhedspoliti i 1960’erne og 1970’erne, hvordan han og andre rekrutter blev uddannet til torturbødler: ”Vi så film om torturmetoder og teknikker til at knække en fange.” Desuden blev rekrutterne selv udsat for vold og ydmygelser. Fælles for torturbødlerne var ringe uddannelse og dårlig opvækst. ”Jeg er sikker på, at jeg selv blev udvalgt, fordi jeg er vokset op på børnehjem. Derfor har mine overordnede tænkt, at jeg kunne blive en god torturbøddel (…) De fleste torturbødler var folk, som var vrede på livet, folk med mindreværdskomplekser,” siger den tidligere torturudøver. Den vurdering bekræfter professor i social- og personlighedspsykologi Henrik Høegh-Olesen i en anden artikel i samme hæfte: ”en god torturbøddel er ofte et menneske, der har grund til at afreagere aggressioner. (…) Sådan nogle folk har ofte en masse i klemme. De er blevet plattet, misbrugt og forsømt. De er blevet snydt, og de har billedligt og bogstaveligt talt fået tæsk, så her ligger der et konstant beredskab for at få afreageret.”
Hvem bliver ofre for tortur?
Det er meget forskelligt fra land til land, hvem der udsættes for tortur. I nogle lande rammes især politisk aktive, som forsøger at bekæmpe en udemokratisk regering. Som det fremgår af FN’s ”Report of the Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment” fra 2010, er det dog langt fra kun politiske dissidenter, der er udsatte. I rapporten forklarer FN’s tidligere torturrapportør Manfred Nowak, hvordan tortur også er en daglig trussel imod fattige og ressourcesvage befolkningsgrupper mange steder i verden. Her bruges den imod udsatte grupper som børn, oprindelige folk, mennesker med mentale eller fysiske handicap, narkomaner og etniske, seksuelle eller religiøse minoriteter, når disse grupper eksempelvis vil dyrke en mindretalskultur eller forsøger at hævde adgangen til deres jord- og naturressourcer (se kilder).
Mange af de flygtninge, der kommer til Danmark, har været udsat for tortur. Organisationer som Amnesty International og Dansk Flygtningehjælp vurderer, at omkring en tredjedel af alle flygtninge, der får asyl i Danmark, har været udsat for tortur. En del af disse flygtninge har været politisk aktive, for eksempel som fagforenings- eller menneskerettighedsaktivister.
