Historiekanon 22: Genforeningen

Hvad er Sønderjyllands genforening?

Sønderjyllands genforening er et begreb for flytningen af den dansk-tyske grænse ca. 50 km mod syd: fra Kongeåen syd for Kolding til lige syd for Kruså. Optakten til genforeningen var lang, men den officielle grænseændring skete den 15. juni 1920. Det blev fejret ved, at kong Christian X red over den gamle grænse den 10. juli, og med en fest på Dybbøl Banke dagen efter. Du kan læse mere om genforeningsfestlighederne på Danmarkshistorien.dk i artiklen ”Genforeningen 1920” (se kilder).

Sønderjyllands genforening med Danmark var den sidste i en række store ændringer af dansk territorium i årene omkring 1. Verdenskrig (1914-1918). Danmark havde solgt kolonien De Vestindiske Øer, St. Jan, St. Thomas og St. Croix, til USA i 1917, og i 1918 anerkendte Danmark Island som en selvstændig stat. Du kan læse mere om salget af Dansk Vestindien og Islands løsrivelse på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

Hvad afgjorde, hvor den nye grænse skulle gå

Den nye grænsedragning blev afgjort ved en folkeafstemning i de omstridte områder. Udfaldet blev, at der var et klart flertal i det nuværende Sønderjylland og et solidt tysk flertal i områderne syd for den nuværende grænse for at ændre grænsen ved at rykke den mod syd. Der havde i tiden op til afstemningerne været en del spekulation om Flensborgs status, da den som den største by i hertugdømmerne var et stærkt aktiv for både den tyske og den danske nation. Flensborgs indbyggere var dog overvejende tysksindede (kun 25% stemte for tilslutning til Danmark), men fra visse sider i dansk politik ønskede man en aktiv indsats for at indlemme Flensborg i Danmark. Disse spændinger gav anledning til den såkaldte ’Påskekrise’. Du kan læse mere om folkeafstemningen i artiklen ”Genforeningen 1920” på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

Hvad var baggrunden for genforeningen?

Baggrunden for genforeningen var to krige: den 2. Slesvigske Krig samt 1. Verdenskrig. Da Danmark i 1864 tabte 2. Slesvigske Krig, måtte landet overdrage de tre hertugdømmer Lauenburg, Holsten og Slesvig til Preussen (senere Tyskland) og Østrig. De tre hertugdømmer havde udgjort to femtedele af Danmarks landområde og befolkning.

Nederlaget i 1864 blev et traume for nationalt sindede i Danmark. På grund af politiske og økonomiske forhold blev det imidlertid ikke regnet for realistisk at vinde de tabte områder tilbage. Du kan læse mere om 2. Slesvigske Krig i bogen ”Danmarks Historie” redigeret af Sten Busck og Henning Poulsen (se kilder).

54 år efter afgivelsen af hertugdømmerne havde magtbalancen i Europa ændret sig markant. Tyskland var en af de store tabere i 1. Verdenskrig. Det tyske kejserrige brød sammen, og landet måtte underlægge sig en hård fredsaftale ved forhandlingerne i Versailles i Frankrig. Det åbnede mulighed for, at Danmark kunne tilbageerobre noget af Sønderjylland. Du kan læse en beretning om Versaillestraktaten (fredsaftalen, der blev forhandlet i Versailles) i bogen ”Øjenvidner til historien” redigeret af John Carey (se kilder).  

Kort gennemgang af Genforeningen i 1920 produceret af Dansk Mindretals Historie.

Ved freden i Versailles blev der indskrevet en særlig artikel (art. 109) om de sønderjyske områder, og hvordan det skulle afgøres, hvilken nation de skulle tilhøre. I artiklens første del (se kilder) står der: ”Grænsen mellem Tyskland og Danmark fastsættes i Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker”. Det kan ses som et udtryk for ideen om ”folkenes selvbestemmelsesret”, som på det tidspunkt var en ny tendens, når man dannede nationalstater.

Begrebet blev formuleret af den amerikanske præsident Woodrow Wilson i en tale den 8. januar 1918. Du kan læse mere om Wilsons ideer om bl.a. folkenes selvbestemmelsesret i artiklen ”De fjorten punkter” i Gyldendals den Store Danske (se kilder).

De nye ideer brød med koloniseringstiden, hvor især vestlige stater erobrede landområder og underlagde sig disse landes befolkninger. Princippet om folkenes selvbestemmelsesret blev afgørende for afkoloniseringen efter 2. Verdenskrig, men allerede i 1920 afgjorde det Sønderjyllands tilhørsforhold. Versaillestraktaten erklærede, at de imperier, der havde tabt, måtte lade de landområder, hvor befolkningen ønskede selvstændighed eller et andet nationalt tilhørsforhold, bestemme selv. Derfor blev der afholdt folkeafstemning i de sønderjyske områder.

Afstemningens resultat blev den nuværende grænse, med et tysk mindretal på den danske side og et dansk på den tyske side.