Hvor mange i Danmark lever og arbejder under vilkår, der betegnes som moderne slaveri?
Global Slavery Index udgives hvert år af den australske organisation Walk Free. I 2019 var deres ”konservative skøn”, at der er 9.000 mennesker i Danmark, som er i risiko for at leve under forhold, der kan betegnes som moderne slaveri. Ifølge en artikel på Danwatch (se kilde 5) mente Center mod menneskehandel – der fører statistik over det antal, de danske myndigheder vurderer som ofre for menneskehandel – at det tal lød ”meget højt”. En repræsentant for Walk Free forklarede, at deres vurdering tager udgangspunkt i repræsentative interviews samt i ”hvor mange mennesker, der lever i Danmark uden adgang til basale serviceydelser som uddannelse, sundhed og overførselsindkomst.” Fagforeningen 3F mente, på baggrund af deres erfaringer, at tallet endda meget vel kunne være højere.
Hvilke sager er der om menneskehandel i Danmark?
I 2022 modtog Center mod Menneskehandel 384 henvendelser, hvilket var 20 procent flere end året forinden. Henvendelserne førte til, at 235 personer blev udredt for tegn og signaler på menneskehandel. Det fremgår af centerets årsrapport (se kilde 6). Det er primært politiet, der henviser potentielle ofre til Center mod Menneskehandel, og oftest er de pågældende blevet truffet i prostitutionsmiljøet. Der kommer dog også henvendelser fra andre myndigheder samt fra privatpersoner, krisecentre, sundhedstilbud, advokater, tolke, fagforeningen 3F og fra personer, der henvender sig om deres egen situation. I alt 73 blev i 2022 vurderet som ofre for menneskehandel, heraf over halvdelen i forbindelse med seksuel udnyttelse. Andre, der er udsat for andet tvangsarbejde, er primært inden for landbrug, byggeri og rengøring, som hører til 3F’s område. Der blev imidlertid kun rejst sigtelser i 13 tilfælde, og kun fældet tre domme.
I hvilke lande og hvilke brancher er moderne slaveri mest udbredt?
I rapporten ”Global Estimates of Modern Slavery” fra september 2022 (se kilde 7) – udgivet af Walk Free og FN-agenturerne ILO (Den internationale arbejdsorganisation) og IOM (Den internationale organisation for migration) – anslås det, at op mod 50 mio. mennesker globalt lever under moderne slaveri, i form af tvangsarbejde og tvangsægteskaber. Særligt tvangsarbejde har været stigende inden for de senere år. Ifølge rapporten har pludselige jobtab og andre kriser forbundet til covid-19 pandemien drevet flere mennesker ud i gæld og andre situationer, der gør dem mere sårbare for udnyttelse i form af tvangsarbejde. I runde tal er tvangsarbejde mest udbredt i Asien og Stillehavsområdet, dernæst Europa og Centralasien, Afrika, det amerikanske kontinent og de arabiske stater. Målt per indbygger er tvangsarbejde imidlertid mest udbredt i de arabiske stater og mindst i Afrika, mens Europa og Centralasien forbliver på andenpladsen. Knap en fjerdedel af tvangsarbejdet foregår i sexindustrien, og de fem andre mest almindelige arbejdsområder er servicesektoren, fremstillingsindustrien, byggebranchen, landbruget og privat husarbejde (domestic work).
BOKS: Tal og grafer
På Center mod menneskehandels hjemmeside kan man finde en oversigt over udviklingen i antal sigtelser, tiltaler og domme for menneskehandel i Danmark fra 2014 og frem: https://cmm.dk/statistik/sigtelser-og-domme
På menneskeretsorganisationen Walk Frees hjemmeside kan man finde et verdenskort over udbredelsen af moderne slaveri og dykke ned i de forskellige regioner og lande, både med henblik på antallet af mennesker, der vurderes at leve i moderne slaveri, forskellige lovgivningsmæssige tiltag, antallet af udsatte og sårbare personer mm.: https://www.walkfree.org/global-slavery-index/map/