Arbejderbevægelsen

Hvad er arbejderbevægelsen?

Arbejderbevægelse er en samlebetegnelse for forskellige former for organisering af arbejdere – fra fagforeninger over kooperative virksomheder til politiske partier – samt en række organisationer med forskellige sociale formål, f.eks. begravelseshjælp, undervisning og fritidsaktiviteter. Fælles for disse organisationer er, at de har arbejderes interesser i fokus.

For fagforeninger gælder det især løn- og arbejdsvilkår samt social sikring i forbindelse med f.eks. arbejdsløshed eller sygdom. For kooperative virksomheder, også kaldet andelsvirksomheder (se faktalink om andelsbevægelsen), handler det om, at dem, som arbejder for virksomheden – og dem, som forbruger virksomhedens produkter – skal have medindflydelse på virksomhedens drift og andel i overskuddet. Politiske partier, der historisk er blevet opfattet som en del af arbejderbevægelsen, har politiske programmer, som tilgodeser arbejderklassens interesser bredt set; f.eks. økonomisk omfordeling og kollektive goder såsom gratis uddannelse, offentligt sundhedssystem og daginstitutioner.

Historisk har arbejderbevægelsen udgjort et social sikkerhedsnet og et socialt fællesskab ’fra vugge til grav’ – fra børnepasning til begravelseshjælp. Særligt i perioden før uddannelse blev offentlig og tilgængelig for hele befolkningen, stod arbejderbevægelsen også for undervisningstilbud til arbejdere. Denne tradition lever også i dag i form af f.eks. aftenskolen AOF, grundlagt i 1924 som Arbejdernes Oplysningsforbund.

Hvornår og hvordan opstod arbejderbevægelsen i Danmark?

I midten af 1800-tallet var der stor fattigdom i Danmark, hvilket satte en folkevandring i gang: mod byerne og til udlandet, især til Amerika. Ud af den daværende befolkning på omkring to millioner flyttede en halv million fra land til by og en kvart million til Amerika i perioden fra midten af 1800-tallet til starten af 1900-tallet. Det fremgår af Arbejdermuseets opslag ”Arbejderbevægelsens start” (se kilder). I byerne var fattigdommen imidlertid også stor, og arbejdsvilkårene i den industri, der var begyndt at vokse frem, var hårde. Det fik arbejderne til at søge sammen i fællesskaber og til at søge inspiration fra arbejdere i udlandet, der var begyndt at organisere sig.

I 1871 opstod Pariserkommunen i Frankrig, hvor revolutionære overtog hovedstaden og erklærede den socialistisk. Pariserkommunen bestod kun i to måneder, før myndighederne knuste oprøret – 20.000 blev slået ihjel – men kommunen blev inspiration for revolutionære arbejdere verden over.

I Danmark havde postembedsmand Louis Pio fulgt udviklingen i Frankrig og begyndte under navnet ’En Arbeider’ at udgive Socialistiske Blade, som han sammen med sin fætter, boghandleren Harald Brix, lavede til ugebladet Socialisten. Dette ugeblad blev et af de første talerør for arbejdernes krav om bedre vilkår.

I samme periode begyndte flere grupper af arbejdere, heriblandt murere i København, at strejke. På initiativ fra Pio, Brix og skolelæreren Paul Geleff blev Den Internationale Arbeiderforening stiftet i efteråret 1871. I foråret 1872 mødtes tusinder af arbejdere på Fælleden i København – et møde, som myndighederne slog hårdt ned på, og som siden blev kendt som Slaget på Fælleden (se faktalink om samme emne).

Den Internationale Arbeiderforening blev forbudt, men arbejderne insisterede på deres ret til at organisere sig, og i årene 1871-1873 blev adskillige uafhængige fagforeninger dannet. I 1874 blev Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger i København dannet og blev den koordinerende politiske og faglige ledelse for den gryende arbejderbevægelse i Danmark.

Ikke alle arbejdere var imidlertid tilfredse med Pio, Brix og Geleffs politiske linje og ledelsesstil. Oppositionen – ført an af ledere fra de nye fagforeninger – indkaldte til kongres i 1876 på Gimle (et forsamlingshus, der dengang lå på Frederiksberg), hvor der blev vedtaget et program for det nye socialdemokratiske Arbejderparti. ”Gimleprogrammet”, der kan læses i sin helhed på danmarkshistorien.dk (se kilder), er bygget op om to hovedpunkter:

1. ”Arbejdet er Kilden til al Rigdom og Kultur, og [hele] Udbyttet [bør] tilfalde dem, som arbejder.”

2. ”Udgaaende fra disse Grundsætninger stræber det danske socialdemokratiske Arbejderparti ved alle lovlige Midler efter en fri Stat og et socialistisk Samfund.”

Derudover indeholdt programmet en række krav, som det socialdemokratiske arbejderparti ville arbejde for ”under det nuværende kapitalistiske Herredømme”.

Hvad betyder arbejderparti?

Et arbejderparti er et politisk parti med et program, der har arbejderklassens interesser i fokus. Historisk har arbejderpartiernes repræsentanter, medlemmer og sympatisører typisk defineret sig som arbejdere. Arbejderpartier har som oftest en ambition om at få valgt repræsentanter til Folketinget, så de ad parlamentarisk vej kan arbejde for at ændre samfundsindretningen, så forholdene bliver bedre for arbejderklassen.

Da det socialdemokratiske Arbejderparti blev stiftet i 1876, bestod det af både et politisk parti og en fagforeningsorganisering. Et par år senere blev fagforeningsorganisering og partiorganisering delt i to, men med tæt samarbejde. I 1884 fik partiet (der nu hed Socialdemokratisk Forbund) valgt sine to første medlemmer af Folketinget. Det fremgår af opslaget ”Det socialdemokratiske Arbejderpartis 1888-program” på danmarkshistorien.dk (se kilder). Det nuværende parti Socialdemokratiet har rødder i Socialdemokratisk Forbund, men har ændret sit politiske program mange gange siden.

I løbet af det 20. århundrede opstod mange andre arbejderpartier – og nogle er siden gået i opløsning. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP, grundlagt i 1919), Socialistisk Folkeparti (SF, grundlagt i 1959), Venstresocialisterne (VS, 1967-2013), Fælles Kurs (1986-2003), og Socialistisk Arbejderparti (SAP, grundlagt i 1980, men med rødder i tidligere organiseringer), og Enhedslisten (grundlagt 1989) er eksempler på arbejderpartier. Da Enhedslisten blev dannet, var det som et samarbejde mellem DKP, VS og SAP.

Historisk har arbejderpartier befundet sig på den politiske venstrefløj, men i nyere tid er også partier, der opfattes som en del af højrefløjen, begyndt at kalde sig arbejderpartier. Det gælder især Venstre og Dansk Folkeparti. I forbindelse med folketingsvalg og meningsmålinger opgør medier som Altinget jævnligt, hvem der er ’det største arbejderparti’. Det gør de ved at tælle, hvor mange faglærte og ufaglærte arbejdere, der støtter de forskellige partier. Den 1. maj 2019 (se kilder) meddelte Altinget, at Socialdemokratiet havde vundet titlen som Danmarks største arbejderparti tilbage fra Dansk Folkeparti.

Hvordan var den tidlige arbejderbevægelse organiseret?

Efter opdelingen mellem arbejderparti og fagforeninger fik arbejderbevægelsen en tredje gren: Kooperationen (se også faktalink om andelsbevægelsen). Kooperationen skulle skaffe arbejderne bedre og billigere varer, lære dem at styre produktionen selv og være et våben i arbejdskampe, som det fremgår af Arbejdermuseets opslag ”Snorens 3. Streng – om kooperation” (se kilder).

I slutningen af det 19. århundrede var der allerede mange mindre fagforeninger, særligt i Københavnsområdet. I 1898 mødtes 405 delegerede, som repræsenterede 70.000 fagforeningsorganiserede arbejdere, til møde i Folkets Hus på Enghavevej i København for at stifte De samvirkende Fagforbund (DsF) som en koordinerende organisation. DsFs første opgave var at administrere en konfliktfond og regulere strejkebevægelser ved at tildele økonomisk støtte fra fællesskabet. Det fremgår af Arbejdermuseets opslag ”DsF og Septemberforliget” (se kilder).

I 1959 skiftede De samvirkende Fagforbund navn til Landsorganisationen i Danmark – LO. Syv år tidligere var der blevet stiftet en anden samling af fagforeninger, Fællesrådet for Danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer (FTF). De to organisationer blev i januar 2019 slået sammen til Fagbevægelsens Hovedorganisation – FH – der udgør et fælles talerør for omkring 1,3 millioner arbejdere i mange forskellige fagforeninger og brancher.

Hvad var Septemberforliget?

Septemberforliget blev indgået den 5. september 1899 mellem Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening (i dag Dansk Arbejdsgiverforening, DA) og De samvirkende Fagforbund (i dag FH) (se også faktalink om ”Den danske model”). Her blev de to parter enige om nogle grundlæggende spilleregler på arbejdsmarkedet. Blandt andet anerkendte DsF arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, mens arbejdsgiverne anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger.

Dele af arbejderbevægelsen opfattede forliget som en sejr, der kunne sikre arbejdernes mulighed for – lovligt – at kæmpe for deres krav. Andre dele af arbejderbevægelsen mente, at det var en fejl at anerkende arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og at de juridiske rammer for f.eks. lovlige strejker ville blive en hæmsko for arbejderbevægelsen.

Denne kritik af Septemberforliget findes stadig både i dele af fagbevægelsen og i dele af arbejderpartierne til venstre for Socialdemokratiet.

Fagforeningen 3Fs video om "Septemberforliget"

Hvilke politiske uenigheder opstod i den unge arbejderbevægelse?

Efter Socialdemokratiet havde fået valgt repræsentanter ind i Folketinget i slutningen af det 19. århundrede, begyndte partiets ledere at føre en mere reformorienteret linje, hvor man accepterede langsomme, små fremskridt, frem for at arbejde for et revolutionært brud med den eksisterende samfundsorden. Det betød, at der opstod stigende ideologiske modsætninger i den danske arbejderbevægelse.

Første Verdenskrig førte til et brud i den socialdemokratiske bevægelse i hele Europa. Anledningen var ikke mindst, at socialdemokratierne – mod de løfter, der var givet i den socialistiske internationale (et tværgående samarbejde mellem arbejderbevægelser og -partier verden over), havde stemt for krigsdeltagelsen i deres nationale kontekster.

Uenighed om holdningen til Den Russiske Revolution i 1917 gav yderligere anledning til et brud. I årene 1917-20 blev arbejderbevægelsen dermed splittet i en socialdemokratisk og en kommunistisk del, som det fremgår af Den Store Danskes opslag ”Socialdemokrati” (se kilder). I Danmark førte det i 1919 til dannelsen af Danmarks Venstresocialistiske Parti (VSP), der året efter skiftede navn til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Der opstod siden også andre politiske strømninger inden for arbejderbevægelsen. Heriblandt trotskisme – en politisk tradition, der udsprang af modstand mod den retning, Sovjetunionen tog under Stalin, både de udemokratiske elementer og den manglende mobilisering mod nazisternes magtovertagelse i Tyskland. Det fremgår blandt andet af Leksikon.orgs opslag ”Trotskisme” (se kilder). Siden har trotskistiske organisationer været aktive i faglig organisering, antiracistisk og antifascistisk arbejde og i arbejdet for en samling af venstrefløjen (til venstre for Socialdemokratiet og SF).

En anden strømning inden for arbejderbevægelsen, som udviklede sig i første halvdel af det 20. århundrede, var syndikalisme. Syndikalister afviser staten som organiserende kraft i den økonomiske omfordeling og dermed også de politiske partiers rolle i kampen for socialisme. Forandringen af samfundet skal ifølge syndikalismen ske gennem arbejdernes faglige organisationer, som også skal overtage produktionsmidlerne. Målet er at erstatte kapitalisme og statsmagt med det klasseløse samfund. Det fremgår af Leksikon.orgs opslaget ”Syndikalisme” (se kilder). Syndikalismen kom ikke til at stå stærkt organisatorisk i Danmark, men har haft større indflydelse i blandt andet Sverige.

Det danske socialdemokrati fortsatte sin parlamentarisk orienterede kurs og blev regeringsbærende parti i lange perioder af det 20. århundrede, samtidig med at socialdemokrater fortsat spillede en central rolle i fagbevægelsen.

Hvordan udviklede arbejderbevægelsen sig organisatorisk i det 20. århundrede?

Foruden de tre grene – arbejderparti, fagbevægelse og kooperation – udviklede arbejderbevægelsen i løbet af det 20. århundrede en lang række andre organiseringsformer. Ifølge Den Store Danskes opslag ”Arbejderbevægelsen i Danmark” (se kilder) regnes følgende organisationer typisk som en del af arbejderbevægelsen: lejerorganisationer, børne- og ungdomsorganisationer som f.eks. DUI – Leg og Virke, kulturelle organisationer som oplysningsforbundet AOF, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv og Arbejdermuseet, Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH), hjælpeorganisationen ASF – Dansk Folkehjælp samt dagblade og fagpresse.

I 1876 grundlagde fagbevægelsen A-Pressen A/S, også kendt som Fagbevægelsens Presse, der i dag udgiver bl.a. Ugebrevet A4 og avisen.dk. Historisk var en af de største arbejderaviser Socialisten (udsprunget af Pios Socialistiske Blade), siden kendt som Social-Demokraten, Det Fri Aktuelt, og senest Aktuelt, som eksisterede frem til 2001. De fleste fagforeninger har desuden deres egne fagblade, ligesom mindre organisationer på venstrefløjen udgiver aviser og magasiner, f.eks. Dagbladet Arbejderen og netmediet Solidaritet.dk.

I 1936 grundlagde De samvirkende Fagforbund desuden Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der fungerer som det, man i dag vil kalde en tænketank.

Dertil findes en række ungdomsorganisationer med et mere eller mindre tæt forhold til arbejderpartierne, f.eks. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU, grundlagt i 1920), Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU, grundlagt 1961), og Socialistisk UngdomsFront (SUF, grundlagt i 2001 ved en sammenlægning af Enhedslistens Ungdomsnetværk og Rebel – grundlagt 1992), der har en samarbejdsaftale med Enhedslisten.

Hvilken rolle spillede arbejderbevægelsen i udviklingen af velfærdsstaten?

I lange perioder i 20. århundrede var Socialdemokratiet regeringsparti – ofte i samarbejde med andre partier – nærmere bestemt 1924-1926, 1929-1945, 1947-1950, 1953-1968, 1971-1973, 1975-1981, 1993-2001. Særligt i perioden efter Anden Verdenskrig stod Socialdemokratiet i høj grad for den politiske indretning af samfundet i tæt samarbejde med fagbevægelsen, der var blevet en markant politisk faktor, idet flertallet af danske arbejdere på det tidspunkt var organiseret i en fagforening. Det var i disse årtier, at grundstenene til velfærdsstaten blev lagt. Socialpolitik, økonomisk politik, kulturpolitik og uddannelsespolitik blev indrettet med henblik på, at ressourcerne i samfundet skulle komme flertallet til gode. ”Velfærdsstaten skulle blive til det gode socialdemokratiske samfund. Socialdemokratiets realistiske utopi”, som det formuleres i forskningsartiklen ”Socialdemokratiet og den danske velfærdsstat” (se kilder).

Fra cirka 1960 blev staten, kapitalen og organisationerne – ikke mindst fagbevægelsen – i de skandinaviske lande flettet sammen i et gensidigt aftalesystem, som senere fik betegnelsen neokorporatisme eller klassesamarbejde. Dette aftalesystem afløste klassekamp og socialisme som bærende idéer inden for socialdemokratierne. Det fremgår af Den Store Danskes opslag ”Socialdemokrati” (se kilder).