Hvilke positioner var der i sædelighedsfejden?
Georg Brandes mente, at seksuel praksis burde være et privat anliggende, som offentligheden ikke skulle blande sig i, og at man ikke skulle dømme hinanden, hverken mænd eller kvinder. Den holdning gav ham ry for at være usædelighedens forkæmper, der ønskede fri kærlighed og ”parring i flæng”. A.C. Meyer var på samme linje som Brandes og kritiserede i sine artikler det borgerlige ægteskab og undertrykkelse af ”seksuelle drifter”.
Johanne Meyer mente, at fortalerne for at frisætte ”den seksuelle drift” gik galt i byen – og at loyalitet over for én partner var en naturlig konsekvens af kærlighed. Hun kritiserede mænds praksis med at købe sig til sex, og mente, at kærlighed og sex burde hænge sammen, men understregede at det ikke nødvendigvis behøvede foregå inden for det borgerlige ægteskab.
På Danmarkshistorien.dk kan du læse A.C. Meyers artikel ”Revolutionære Mænd og sædelige Kvinder” og på KVINFO’s Kvindekilder kan du læse Johanne Meyers modsvar.
Elisabeth Grundtvig, der var aktiv i Dansk Kvindesamfund, var imidlertid fortaler for, at den seksualmoral, der pålagde kvinder kun at have sex inden for ægteskabet, også skulle gælde mænd. Det samme standpunkt havde den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson. Andre af hans forfatterkolleger som f.eks. Arne Garborg og Hans Jæger udgav imidlertid romaner om romantiske samlivsformer uden for ægteskab samt ødelæggende virkninger af at lægge bånd på seksualitet. Den svenske forfatter August Strindberg forsøgte ifølge litteraten Lise Busk-Jensen (se kilder) i stedet at latterliggøre kvindesagen som sådan. Ifølge Busk-Jensen blev konflikten mellem fri kærlighed og social orden desuden et hovedtema i periodens kvindelitteratur. Blandt andre Amalie Skrams, Victorias Benedictssons, Olivia Levisons, Adda Ravnkildes og Erna Juel-Hansens romaner handler om konsekvenserne af kvindens individuelle selvrealisering uden for familien.
Hvad var baggrunden for sædelighedsfejden?
Forud for sædelighedsfejden var der sket store forandringer i samfundet, blandt andet som følge af industrialisering og urbanisering. Stadigt flere kvinder kom ud på det betalte arbejdsmarked, og i byerne opstod et proletariat af fattige arbejdere, der boede tæt sammen. Det havde konsekvenser for sociale omgangsformer, og kønsrollerne var under opbrud.
Ifølge herskende forestillinger om kønsmoral – og som konsekvens af samfundsøkonomiens indretning – var ægteskab og familie bærende institutioner, og den borgerlige (og kristne) ideologi fordrede, at sex alene skulle foregå i forplantningens tjeneste. Ifølge KVINFO’s opslag om sædelighedsfejden (se kilder) blev borgerskabets døtre opdraget til et kommende liv som hustruer og mødre, ”hvor egenskaber som kyskhed, moderlighed, tålmodighed og beskedenhed var i højsædet, mens borgerskabets sønner blev opdraget til et udadrettet og aktivt samfundsliv, så de blev i stand til at forsørge familien”. Det var disse idealer, som samfundsudviklingen satte under pres, og som blev sat til debat under sædelighedsfejden.
Ifølge bl.a. historiker Cecilie Bønnelycke (se kilder) lå sædelighedsfejden i forlængelse af Det Moderne Gennembrud (ca. 1870-1914) (se også faktalinkartiken Naturalismen og Det Moderne Gennembrud), som er en betegnelse for en litterær strømning, der var forbundet til nye måder at organisere samfundet på. I Europa havde flere stater i løbet af 1800-tallet indført demokrati som styreform, og der opstod nye organiserede sociale og politiske kræfter som f.eks. fagbevægelse, kvindebevægelse og bondebevægelse. Georg Brandes, der senere blandede sig i sædelighedsfejden, talte fra 1870erne for, at ”åndslivet” burde følge med samfundsudviklingen. Ifølge litteraten Martin Zerlang (se kilder) skulle det moderne menneske i Brandes’ opfattelse have ”friheden til at forme sit eget liv; fornuften til at vejlede denne frihed; og fremskridtet som det strålende resultat.”
