Feminisme og kvindebevægelsens historie

Hvordan var Den Franske Revolution med til at antænde kvindekampen?

Kvinder har fra tidernes morgen gjort oprør. Men i nyere tid opstod de første egentlige organiseringer i kølvandet på Den Franske Revolution, hvor det franske samfund blev grundlæggende forandret efter parolen ”frihed, lighed og broderskab”. Revolutionen betød, at styreformen blev ændret – kongen blev frataget magten som enevældig, og demokratiet med folkevalgte repræsentanter blev indført. Det var denne stemning et samfundshierarki i opbrud, den franske forfatter, feminist og revolutionær Olympe de Gouges skrev sig ind i, i sin kamp for  kvinders rettigheder, blandt andet som forfatter til pamfletten ”Declaration des droits de la femme et de la citoyenne” – (Erklæring om kvindens og den kvindelige borgers rettigheder), hvor hun argumenterede for kvinders ret til at ytre sig offentligt, ”bestige talerstolen” og stemme, som man kan læse i artiklen Olympe de Gouges i opslagsværket Den Store Danske (kilde 1). Dengang (i 1793) var Olympe de Gouges krav til kvinders rettigheder dog så kontroversielt, at hun blev dømt til døden og henrettet. Også i USA startede kvindebevægelsens kamp på skuldrene af en anden frihedskamp – uafhængighedserklæringen – det var den og de tanker om frihed, der inspirerede den såkaldte Seneca Falls kongres, hvor kvinderetsbevægelsen på skrift nedfældede, hvad der bliver betragtet som hovedmanifester – om lige og umistelige frihedsrettigheder for begge køn.   

Hvordan var organisering i foreninger afgørende i kampen for kvinders valgret?

Fordi kvinder ikke havde adgang til fagforeninger, måtte de skabe deres egne. Første skridt var ikke ligeløn, men at skabe adgang til arbejdsmarkedet for kvinder ved etablering af arbejdspladser. I tiden fra 1873 til 1900 blev 27 kvindefagforeninger til. Kvindefagforeninger kom hermed til at spille en central rolle i kvindebevægelsen.

Hvilke centrale kampe og sejre lå forud for indførslen af kvindelig valgret?

I 1886 fremlagde Frederik Bajer det første forslag om at indføre, at kvinder kunne stille op til Københavns Borgerrepræsentation (originalkilde – se kildeliste). Selvom forslaget blev vedtaget i Folketinget, skulle det behandles i Landstinget for at blive til virkelighed, og her faldt det. Året efter forsøgte Frederik Bajer igen – denne gang med et forslag til Folketinget om kvindelig kommunal valgret for ugifte kvinder og enker. Også dette forslag blev vedtaget i Folketinget, men afvist i Landstinget med begrundelsen: ”Landstinget formener, det hverken vil være i Kvindernes eller Samfundets Interesse, at der tildeles dem Valgret”, kan man læse i artiklen Den kommunale Valgret i Rigsdagen på Kvinfo.dk (kilde 2). I 1989 blev foreningen Kvindelig Valgretsforening stiftet med kvinders valgret som hovedmål. Foreningen lavede epokegørende aktioner, men det var op ad bakke, for det var stadig langt fra kutyme, at kvindernes fik lov at ytre sig, som det også kom til udtryk ved et kommunalt valgmøde i København 1890, hvor kvindesagsforkæmperen Louise Nørlund af ordstyren Carl Ploug blev introduceret med ordene: ”Der vil nu ske noget mærkeligt, mine Herrer; en dame har forlangt Ordet og vil komme til at tale. Efter Valgloven kan jeg ikke nægte det, og jeg beder Dem derfor om at høre hende og huske, at det er en Dame, der taler til os.” Det kan man læse i ”Håndbog for feminister (og deres modstandere)” af Gretelise Holm (kilde 3). Efter at foreningen i 1898 blev nedlagt, overtog en række andre foreninger kampen for kvinders valgret. De Samlede Kvindeforeninger (1890-1894), Danske Kvinders Nationalråd, paraplyorganisationen Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg med 22 foreninger under paraplyen, som var med til at føre den danske kvinderetskamp ind i den internationale kvinderetsbevægelse med indmeldelse i International Woman Suffrage Alliance (IWSA). København var vært for IWSA’s kongres i 1906, og det blæste liv i håbet og kampen og organiseringen. Medlemstallet i Dansk Kvindesamfund steg massivt, og i 1910 nåede foreningen 7000 medlemmer. I 1907 blev Landsforbundet for Kvinders Valgret oprettet, og i 1910 havde foreningen 156 lokalforeninger spredt over hele landet, med i alt 11.000 medlemmer. Kvindernes internationale kampdag blev vedtaget på konferencen i København i august 1910, og i 1911 blev kampdagen for første gang i Danmark, Tyskland, Østrig, Schweiz og USA, og i 1921 blev det vedtaget, at kampdagen skulle have en fast dato 8. marts. Ved Grundlovsændringen den 22. april 1915 bar de mange års kampe endelig frugt efter 29 år fra første forslag om kvindevalgret blev fremsat. Det kan man læse i artiklen ”Historien om 8. marts” på Arbejdermuseet.dk (kilde 4).  

Hvilken rolle spillede Dansk Kvindesamfund?

Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 af ægteparret Frederik og Mathilde Bajer (foreningens forkvinde), og var en af de første af mange nye danske kvindeorganisationer, som opstod. Foreningen havde til at starte med to hovedmål: kvinder skulle ligestilles i ægteskabet, og kvinders vilkår på arbejdsmarkedet skulle forbedres. Ligestilling krævede uddannelse, lød rationalet, derfor var foreningens første indsatsområde at oprette af uddannelser for kvinder.  Perioden fra 1870 til 1920 bliver beskrevet som den første bølge af feminisme. Det var den, der gav kvinder valgret, stemmeret, adgang til uddannelse og lige rettigheder i ægteskabet.