Hvornår kom bæredygtighed på dagsordenen?
I takt med at globale og regionale klima- og miljøproblemer voksede sig større og blev mere synlige i 1960'erne og 1970'erne, blev behovet for at imødekomme udfordringerne også mere presserende. FN's første miljøkonference blev afholdt i Stockholm i 1972. Her blev verdens regeringer enige om en række principper for miljøbeskyttelse og økonomisk udvikling samt om at etablere en institution, der skulle koordinere udviklingen af miljøpolitik verden over ved at overvåge det globale miljø og sætte miljøproblemer på den internationale dagsorden. Efter konferencen i Stockholm blev FN’s Miljøprogram (UNEP) oprettet, og globale miljøudfordringer var definitivt blevet sat på den politiske dagsorden. Fra 2010'erne er bæredygtighed i høj grad blevet sammenkoblet med begrebet 'resilience', eller modstandsdygtighed. Resilience henviser til naturens evne til at absorbere udefrakommende pres, f.eks. i form af accelererende CO2-udledninger eller tab af biodiversitet, og samtidig kunne fungere normalt. Resilience handler således om naturens evne til at håndtere de menneskelige påvirkninger, den bliver påført. Bæredygtighed kom fra 1990'erne på dagsordenen som supplement til debatten om klimaforandringer, og flere virksomheder, især globale superbrands, er begyndt at fokusere på bæredygtighed. Der er også adskillige NGO’er, der har klima, miljø og bæredygtighed højt på dagsordenen, ligesom flere ministerier aktivt arbejder med bæredygtighed i den førte politik.
Hvad er bæredygtighed?
Den oftest brugte definition på bæredygtighed finder man i definitionen af begrebet bæredygtig udvikling. Dette begreb stammer fra den FN’s Verdenskommissionens Brundtland-rapport ”Vores fælles fremtid” (se kilder), som i 1987 definerede begrebet som ”en udvikling, hvor opfyldelsen af de nulevende generationers behov ikke sker på bekostning af fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov”. Denne definition er dog noget vag, og hvordan man forstår bæredygtig udvikling, kommer an på hvordan man tolker definitionen. Overordnet skelner man mellem to opfattelser af bæredygtighed; såkaldt svag og stærk bæredygtighed.
Hvad er svag bæredygtighed?
For dem, der går ind for svag bæredygtighed, er det vigtigste, at naturkapital bliver erstattet af menneskeskabt kapital. Denne tolkning af bæredygtighedsbegrebet lægger derfor vægt på, at man godt kan udtømme naturressourcerne og ødelægge økosystemer, hvis blot det understøtter den økonomiske vækst og teknologiske udvikling og derved ikke stiller fremtidige generationer dårligere. Eksempelvis vil fortale for svag bæredygtighed gå ind for at udvinde de ressourcer, Danmark har i Nordsøen, da det vil skabe menneskeskabt kapital, der ifølge fortalerne for svag bæredygtighed er lige så meget værd som den naturskabte. Så længe indkomsten fra udnyttelsen af naturressourcer bliver omdannet til og menneskeskabt kapital, er udviklingen således bæredygtig. Det svage bæredygtighedsperspektiv har en række tankevækkende konsekvenser. En af konsekvenserne er bl.a., at værdien af olieressourcerne i Nordsøen kunne opgøres som værende større i 2010 end i 1990 – på trods af to årtiers forbrug af olieressourcerne. Årsagen er, at prisen på olie steg markant i denne periode. Så selvom vi har brugt af naturkapitalen (Nordsøolien), og beholdningen fysisk set er blevet mindre, så er værdien, målt i kroner og øre, af naturkapitalen faktisk steget.
Hvad er stærk bæredygtighed?
Denne tolkning tager udgangspunkt i, at udviklingen ikke må føre til uoprettelige tab af naturressourcer. Der er således grænser for, hvor stort et tab af biodiversitet, og hvor voldsom en nedbrydning af økosystemer den økonomiske vækst må medføre. En meget restriktiv fortolkning af ”stærk bæredygtighed” betyder, at alle former for kapital (natur- såvel som menneskelig eller produceret kapital) må holdes adskilt fra hinanden, og at de ikke kan erstatte hinanden indbyrdes eller udskiftes med noget andet. Hvis man f.eks. fælder en mindre skov (naturkapital) for at bygge et sommerhus (produceret kapital), så kan det aldrig blive bæredygtigt, idet der nu mangler noget skov. Fortalerne af stærk bæredygtighed går ifølge Miljøstyrelsen (se kilder) ind for, at mængden af naturkapital er konstant. Hvis der er tale om fornybare ressourcer som træer, der kan plantes et andet sted hvis man fælder træer for at bygge et sommerhus, er det OK at benytte sig af ressourcerne så længe de fornyes, mens ikke-fornybare ressourcer er ukrænkelige. Eksempler på initiativer, der følger et stærkt bæredygtighedsperspektiv, er fredningslovgivning og forsigtighedsprincippet. Sidstnævnte blev vedtaget på FN’s miljø- og udviklingstopmøde i Rio i 1992. Forsigtighedsprincippet er det 15. princip i deklarationen og tilsiger, at ”hvor der findes trusler om alvorlige eller irreversible miljøskader, kan fraværet af fuld videnskabelig sikkerhed ikke bruges som årsag til at udskyde omkostningseffektive initiativer, der kan forebygge miljømæssige ødelæggelser” (se kilder).
Hvad betyder grøn omstilling?
Grøn omstilling er betegnelsen for overgangen fra den nuværende ”sorte” ressourceintensiv økonomi baseret på fossil energi som kul, gas og olie til en mere grøn og ressourceeffektiv økonomi. Der er tale om en omfattende omlægning af hele måden, vi producerer og forbruger energi på. Ifølge Klimakommissionen (nedsat af regeringen Anders Fogh-Rasmussen III i 2008), skal omstillingen primært ske via energieffektiviseringer og en omlægning til vedvarende energikilder (som biomasse, vindenergi og geotermisk varme fra undergrunden). Ved at bruge energi mere effektivt og omlægge elproduktionen vil efterspørgslen på fossil energi falde, og dermed vil man kunne afkoble økonomiens afhængighed af fossil energi. I Danmark udgjorde vedvarende energi i 2018 knap 37 % af energiforbruget, mens de resterende var baseret på fossile brændsler, som det fremgår af Energi, Forsynings- og Klimaministeriets årlige energistatistik (se kilder). Ifølge opgørelsen kommer den vedvarende energi fra vindproduktion, varmepumper, solenergi, flis og biomasse. Den grønne omstilling vil dog ikke kun medføre en omlægning af energiforsyningen. Omstillingen vil også betyde nye forbrugsmønstre, der gør det lettere at reparere og genbruge produkter, samt at udvikle mere miljøvenlige og ressourceeffektive produkter og nye forretningsmodeller, som gør det nemmere for virksomheder at producere energineutralt eller at udleje deres varer i stedet for at sælge dem. Det fremgår af rapporten ”Bæredygtig vækst med færre ressourcer” fra Erhvervspanelet for Grøn Omstilling, 2012 (se kilder). Den grønne omstilling er således også en vision om en renere verden uden forurening og et bæredygtigt forbrug af jordens ressourcer, uden at det nødvendigvis betyder et farvel til alle de goder, vi kender i dag. I 2011 uddelte Miljø- og Fødevareministeriet 195 millioner kroner til næsten 50 forskellige projekter, der skal sikre en mere bæredygtig udvikling på området (se kilder), mens Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling gjorde det til en del af den seneste folkeskolereform, at der skal undervises i bæredygtighed i folkeskolen (se kilder). Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter lancerede i 2015 en ny bæredygtig bypolitik, der efter ministeriet blev nedlagt, blev overtaget af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet og under EU-programmet URBACT, hvor byer kan ansøge om tilskudsmuligheder til bæredygtig bypolitik.
