charles darwin
Foto: Mary Evans Picture Library / Scanpix

Charles Darwin

journalist og cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2009
Top image group
charles darwin
Foto: Mary Evans Picture Library / Scanpix
Main image
Foto: Lock and Whitfield / Scanpix

Indledning

Der findes ikke mange, der har haft så stor indflydelse på vores viden om livet på jorden som den engelske naturalist Charles Darwin. Hans teori om den naturlige evolution, kaldet evolutionsteorien, er selve grundlaget for de fleste menneskers opfattelse af livets udvikling. Også økonomisk har Darwin og hans teori enorm betydning. Allerede mens Darwin levede, var der folk, der tjente penge på ham, og i 2009 - 200-året for hans fødsel - bugner det med alt fra Darwin-t-shirts og -slikkepinde til bøger om og af Darwin. I det virvar af informationer og souvenirs skal man være godt klædt på for at få øje på den oprindelige Darwin og hans teori. Hvem var han egentlig? Hvad gik hans teori ud på? Og hvorfor var hans forskning og tænkning så vigtig?

Artikel type
faktalink

Introduktion til Charles Darwin

Print-venlig version af dette kapitel - Introduktion til Charles Darwin

Hvem var Charles Darwin? 

Charles Darwin (1809-1882). Foto: Polfoto
Charles Darwin (1809-1882). Foto: Polfoto

Charles Robert Darwin blev født den 12. februar 1809 i Shrewsbury, Shropshire i England. Han var det femte barn i en søskendeflok på seks, søn af lægen Robert Darwin og hans kone, Susan Darwin.  

I 1817 startede Charles Darwin i den unitariske skole Reverend Case’s School i Shrewsbury. At den var unitarisk betyder, at den er kristen, men ikke tror på treenigheden. Det år døde Darwins mor, og året efter startede han i den anglikanske skole Shrewsbury School.

Sommeren 1825 hjalp Darwin sin far i lægepraksissen, inden han samme år begyndte på universitetet i Edinburgh. Samme år indskrev faren Darwin på medicinstudiet, og det var meningen, at Darwin skulle følge i sine bedstefar Erasmus Darwin og faderen Robert Darwins fodspor som vigtige medicinere. Men medicinstudiet fangede ham aldrig, og han opgav studiet i april 1827. I stedet begyndte han i januar 1828 på teologistudiet på Christ’s College på Cambridge Universitet, hvorfra han blev bachelor i 1831.

Under sine studieår havde Charles Darwin stiftet bekendtskab med flere naturalister og biologer, og det var disse bekendtskaber, der kom til at definere Darwins karriere. Samme år, som Darwin blev bachelor i teologi, blev han inviteret med på jordomrejse med skibet HMS Beagle, og i 1831 drog han af sted med en række naturvidenskabelige videnskabsmænd. Rejsen varede indtil 1836, og undervejs var de blandt andet forbi Galápagos-øerne. Da Darwin vendte hjem, begyndte han at udgive videnskabelige skrifter om de observationer, han havde gjort undervejs.

I 1839 giftede Darwin sig med sin kusine Emma Wedgwood, og det gav ham så mange penge i tilskud fra familierne, at han herefter ikke behøvede at finde fast arbejde, men kunne koncentrere sig om sine egne videnskabelige optegnelser. Samme år og frem til 1845 udkom det tre bind store værk om jordomrejsen med HMS Beagle “The Voyage of the Beagle”. Hovedværket “Om arternes oprindelse” udkom 20 år senere, i 1859.

Darwin døde den 19. april 1882. Han er i dag anerkendt som en af de største naturforskere, der har eksisteret. Hans teori om arternes udvikling danner basis for de herskende teorier om biologi, zoologi, geologi og botanik i dag.

Tidligere udviklingsteorier

Print-venlig version af dette kapitel - Tidligere udviklingsteorier

Hvad var de tidligere ideer om livets udvikling?

I løbet af 1700- og 1800-tallet blev mange grundantagelser om Jordens og livets oprindelse revideret. Her skal nævnes de vigtigste landvindinger:

· For det første erkendte man, at jorden var meget ældre, end man tidligere havde troet. Man gik fra at regne Jordens alder i tusinder til millioner af år.

· For det andet erkendte man, at de kræfter, der virkede på Jordens udvikling, var de samme over hele Jorden og gennem hele Jordens historie.

· For det tredje blev man klar over, at de mange fossiler, man fandt over hele kloden, repræsenterede et tidligere rigt dyre- og planteliv. 

Hvordan lød tidligere udviklingsteorier?

Her listes et par af de vigtige forskere, der revolutionerede naturvidenskaben i årene inden Darwin:

· Carl von Linné var en svensk botaniker, der levede fra 1707-1778. Han er kendt for at have ‘ordnet’ naturen. Han introducerede et omfattende system, der inddelte naturen i plante-, dyre- og mineralriget. Plante- og dyreriget blev klassificeret i arter og slægter, der fik hver deres latinske betegnelse.

· Erasmus Darwin er i dag bedst kendt som Charles Darwins farfar. Han levede fra 1731-1802 og formulerede blandt andet en selvstændig teori for livets udvikling på Jorden, der stod i kontrast til Bibelens skabelsesberetning. Det skete i værket “Zoönomia”.

· Skotten Charles Lyell levede fra 1797-1875. Hans teori var, at bittesmå ændringer over meget lang tid kunne skabe massive og omfattende ændringer i naturen, blandt andet bjergkæder og have. Han argumenterede for, at Jordens udseende, og dermed dyr og planters livsbetingelser, var skabt af vind- og vanderosioner, aflejringer på sø- og havbund samt jordskælv og vulkanudbrud. Forudsætningen for denne teori var selvsagt, at Jorden var meget gammel.

· Skotten Robert Chambers levede fra 1802-1871. I 1844 udgav han under pseudonym værket “Levn fra skabelsens naturhistorie”. Grundtanken i værket var, at der fandtes en udviklingslov, der styrede både den organiske og den uorganiske natur. Alt var opstået i fortidens stjernetåger, der havde ledt til skabelsen af galakser, solsystemer, planeter og i sidste ende mennesket.

· Alfred Russel Wallace levede fra 1823-1913 og kan siges at være ‘medopdager’ eller ‘medopfinder’ af evolutionsteorien. Ligesom Darwin udviklede han en teori om, at arterne udvikler sig gradvist igennem naturlig selektion, og begge offentliggjorde deres respektive teorier i 1858. Det var dog især Darwin, der løb med anerkendelsen og berømmelsen.