Hvad var optakten til demokratikanonen?
Da Kulturminister Brian Mikkelsen i december 2004 lancerede ideen om en kulturkanon, var historikeren Ove Korsgaard blandt de hårdeste kritikere. Ikke fordi han har noget imod kanoner, men som leder af en ny masteruddannelse i medborgerskab mente han, at det ikke lige var en kanon over kunst og kultur, Danmark stod og manglede. Hans pointe var, at kulturen ikke er et naturligt samlingspunkt, men nærmere noget, der splitter samfundet. I stedet begyndte han at arbejde på en såkaldt demokratikanon, og i september 2006 forelå resultatet i form af følgende tekster:
- Saxos danmarkshistorie, omkring år 1210
- Ludvig Holberg: Niels Klim, 1741
- Ove Malling: Store og gode handlinger af Danske, Norske og Holstenere, 1777
- N.F.S. Grundtvig: Langt højere bjerge, 1820; fortalen for Nordens Mytologi, 1832 og Folkeligt skal alt nu være, 1848
- Grundloven af 1849
- Mathilde Fibiger: Clara Raphael, 1851
- Thorvald Stauning: Danmark for folket, 1934
- Hal Koch: Hvad er demokrati, 1945
- Alf Ross: Hvorfor demokrati, 1946
- Jens Otto Krag: Tale til Folketingets åbning 3. oktober 1972
- Villy Sørensen: Demokratiet og kunsten, 1989
Kanonlisten inklusiv begrundelser kan findes i artiklen “Glem kulturkanonen - lav en demokratikanon” (se kilder). I artiklen udtaler han, at en demokratikanon forpligter alle - også dem med en anden etnisk baggrund end dansk - til at blive ‘politiske danskere’, i modsætning til kulturkanonen, der betyder, at danskere med udenlandsk baggrund bliver presset i retning af religiøs og kulturel ensretning.
I forbindelse med lanceringen af Korsgaards kanonliste udtalte Brian Mikkelsen i artiklen “Ja til demokratiets danmarkshistorie” (se kilder), at han finder ideen med en demokratikanon “meget spændende”, og at han har læst Ove Korsgaards forslag “med stor interesse”.
Hvorfor en demokratikanon?
Den 31. maj 2007 nedsatte regeringen et kanonudvalg, som fik til opgave at udarbejde en demokratikanon. I pressemeddelelsen “Regeringen udarbejder demokratikanon” (se kilder) lød begrundelsen for arbejdet som følger:
“Regeringen ønsker at styrke danskernes kendskab til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på. Regeringen har derfor besluttet at nedsætte et udvalg, som skal udarbejde en demokratikanon. [...] En demokratikanon kan bidrage til en løbende og levende debat om frihed og folkestyre ved at give nogle pejlemærker og ved at pege på nogle væsentlige retninger og milepæle i udviklingen af demokrati og frihedsrettigheder.”
Årsagen til, at danskernes kendskab til demokratiske principper må styrkes, udtrykkes klart i statsminister Anders Fogh Rasmussens forord til den færdige “Demokratikanon” (se kilder). Han skriver: “I Danmark har vi gennem generationer betragtet friheden som en selvfølge. Folkestyret som noget selvklart. Og respekten for liv, frihed og ejendom som selvindlysende. Men vi oplever i disse år, at der fra forskellig side bliver sat spørgsmålstegn ved disse værdier, både her i Danmark og i andre lande. Vi må indse, at opslutningen om folkestyret og respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder ikke er en selvfølge. Friheden skal vindes, udvikles og forsvares i hver ny generation.”
Holdningen er altså, at det demokratiske fællesskab kan være med til at fremme en samfundsproces, hvor befolkningen er forankrede i historien, og hvor man måske nok kan være dybt uenige, men dog er enige om de demokratiske spilleregler.
Hvem var med i demokratikanonudvalget?
Udvalget bestod af følgende otte medlemmer, der blev udpeget af regeringen:
- Formand Knud J. V. Jensen, professor i filosofi ved Syddansk Universitet
- Esma Birdi, integrationskonsulent i Dansk Kvindesamfund
- Lise Egholm, skoleleder ved Rådmandsgade skole
- Davis Gress, ph.d. i historie og skribent på Jyllands-Posten
- Ove Korsgaard, historiker og professor i pædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet
- Peter Kurrild-Klitgaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet
- Kathrine Lilleør, ph.d. i teologi og sognepræst
- Ole Thyssen, professor i filosofi ved Copenhagen Business School
Hvad var demokratikanonudvalgets opgave?
Demokratiudvalgets opgave var ifølge “Kommissorium for et udvalg om demokratikanon” (se kilder) at: (se kilder) at:
- Udpege de centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, som har bidraget til debatten om og påvirket udviklingen af frihedsrettighederne og folkestyret i Danmark.
- Resultatet skal samles i en demokratikanon bestående af de begivenheder, tænkere og tekster, som i særlig grad har præget synet på det enkelte menneskes frihedsrettigheder, samfundets sammenhængskraft og udviklingen af det danske demokrati.
- Komme med forslag til, hvordan demokratikanonen kan præsenteres og formidles i tekst, film, på internettet med mere samt komme med forslag til, hvordan kanonen kan benyttes i undervisningen i folkeskolen og ungdomsuddannelserne.
Hvordan forløb kanonarbejdet?
I perioden fra den 27. juni 2007 til den 30. januar 2008 mødtes udvalget ti gange. Undervejs i processen trak et af udvalgets oprindeligt ni medlemmer sig, nemlig udvalgets juridiske medlem, professor Henning Koch. Årsagen var, at udvalget ikke kunne komme til enighed om Muhammed-krisen skulle være en del af kanonlisten. Udvalget har i stedet sikret juridisk bistand fra professor Claus Haagen Jensen, der dog hverken har deltaget i udvalgsmøderne eller udvælgelsen af kanonpunkterne.
I pressemeddelelsen “35 milepæle i demokratikanon” (se kilder) udtaler udvalgets formand Knud J.V. Jensen om arbejdet: “Arbejdsprocessen har i sig selv været et lærestykke i demokratisk praksis. Udvalgsmedlemmerne er alle velprøvede samfundsdebattører med markante holdninger, som ikke altid var indbyrdes forenelige. Men som arbejdet skred frem, endte vi alligevel med at finde en fælles platform for det færdige resultat. Alle har under denne proces måtte give køb på nogle synspunkter, men har så til gengæld fået andre igennem. Denne kombination af holdningspræget engagement og vilje til at bøje sig mod hinanden, når det gælder, er også en del af demokratiets væsen.”
