Hvad er forløberen for ICORN?
Det er ikke en ny ide at give husly til forfulgte forfattere. Under uformelle rammer har der nok altid været lande eller mennesker, der har stået parat til at hjælpe forfulgte stemmer. For eksempel betød massakren på Den Himmelske Freds Plads i Kina i 1989, at den kinesiske digter Duo Duo måtte flygte til Toronto i Canada. Kort efter dukkede også journalisten Martha Kumsa op i Toronto efter at have tilbragt ni år og otte måneder i etiopisk fængsel. Begge fik de canadisk pas, og så sørgede lokale PEN-medlemmer for at indlogere de to skribenter og inddrage dem i byens akademiske og litterære liv. Gradvis blev ordningen udbygget til det nationale program Writers in Exile Network, der i dag udgør rammen for 30 skribenter i eksil.
Med inspiration fra det canadiske program opstod i 1994 et internationalt samarbejde mellem byer, der arbejdede for at sikre forfulgte forfattere. Programmet blev benævnt International Network for Cities of Asylum (INCA) og kom til at omfatte godt en snes byer. Blandt initiativtagerne var den indiske forfatter Salman Rushdie, der siden 1989 selv har været forfulgt og levet i landflygtighed.
En række medlemsbyer var dog utilfredse med INCA, og organisationen var tynget af økonomiske og administrative problemer. I 2004 besluttede medlemmerne derfor at nedlægge programmet. Den amerikanske del af programmet fortsatte dog under navnet NANCA, mens en række europæiske byer arbejdede for at skabe en ny samarbejdsform. I 2006 var den en realitet - under navnet The International Cities of Refuge Network - eller ICORN.
Hvordan er ICORN organiseret?
ICORN har hovedsæde i den norske by Stavanger. Her er kommunen gennem Stavanger Kulturcenter, Sølvberget KF, økonomisk og juridisk ansvarlig for administrationen af ICORN. Kulturcenteret har udpeget en ICORN-projektleder, Helge Lunde, der står for at koordinere arbejdet i forbindelse med programmet.
I april 2009 blev ICORN etableret som en international organisation, og mellem medlemslandene blev der valgt fem repræsentanter til at udgøre organisationens ledelse. Det drejer sig om direktør Peter Ripken fra Frankfurt, vicedirektør Dagny Anker Gevelt fra Kristiansand, Chris Gribble fra Norwich, Philippe Ollé-Laprune fra Mexico Cite og Raffaella Salierno fra Barcelona.
Hvad er ICORNS rolle?
Organisationen ICORN har forskellige arbejdsopgaver:
· ICORN beslutter, hvorvidt en ansøger bør hjælpes inden for rammerne af ICORN. For at træffe en sådan beslutning, fremskaffes ved hjælp af International PEN dokumentation for, at ansøgeren er skribent, og at han/hun er forfulgt som følge af sit professionelle virke.
· ICORN indgår aftaler med byer, der ønsker status som fribyer og sikrer, at byerne opfylder en række minimumsbetingelser.
· ICORN skaber forbindelse mellem fribyerne og de forfulgte forfattere. Det sker ved, at ICORN udformer personprofiler på de ansøgende skribenter, og så sender de mellem 3 og 7 profiler til byerne, så de har noget at vælge imellem. Når en friby har udvalgt en forfatterprofil, tager den kontakt til forfatteren for at indgå en konkret aftale. Det er dog ikke ensbetydende med, at forfatteren er tvunget til at takke ja til invitationen. Fribyerne har nemlig forskellige ordninger - nogle lande giver kun beskyttelse i to år, i andre er det ikke muligt at bevare sit oprindelige statsborgerskab. ICORN giver mulighed for, at forfatteren kan vælge, hvad der passer til den enkelte.
· ICORN udgiver et kvartårligt webmagasin Babel, hvor eksilskribenternes tekster offentliggøres. Det kan ses på ICORNs hjemmeside (se kilder).
Hvilke forpligtigelser har fribyerne?
Det er ikke alle byer, der kan blive medlemmer af ICORN. Lande, hvor skribenter forfølges, kan i sagens natur ikke blive medlemmer. Det gælder eksempelvis Beijing og Moskva, men også Istanbul, der på trods af sin åbne og kosmopolitiske karakter er underlagt det tyrkiske statsapparat, der er berygtet for at knægte sine kritikere.
Fribyerne skal desuden skrive under på, at de forpligter sig til følgende:
· at være vært for skribenten i to år, med mindre andet aftales med ICORN
· at hjælpe med at skaffe visum og opholdstilladelse til skribenten og dennes familie
· at stille en møbleret bolig til rådighed
· at understøtte skribenten økonomisk med 1.100-1.500 euro om måneden afhængigt af, om der også er en familie, der skal forsørges
· at opretholde sikre og sunde leve- og arbejdsforhold
· at sikre sundhedsydelser, skolegang, offentlig transport, biblioteker og sprogundervisning
· at udnævne en koordinator, der kan støtte gæsten og familien under opholdet
· at koble skribenten sammen med byens undervisningsinstitutioner og litterære miljøer
Hvilke forpligtigelser har fribyforfatterne?
Når en forfatter har fået asyl igennem fribyordningen forpligter vedkommende sig til at stille op til arrangementer, til at gæsteundervise, skrive artikler i den lokale avis, skuespil til det lokale teater, eller hvad der måtte være relevant i det konkrete tilfælde. I Norge er der flere eksempler på, at de eksilerede forfattere har bidraget til det norske kulturliv. For eksempel er iraneren Mansour Koushan kunstnerisk leder af Sulberg Teatret i Stavanger i Norge. Digteren Mansur Rajih fra Yemen har udgivet flere bøger på norsk, for eksempel digtsamlingen “Langt borte: så nær”, der blandt andet tematiserer det at være gæst i et land. Og Musa Mutaev har etableret en norsk-tjetjensk kulturforening i Trondheim.
Hvordan er ordningen organiseret i de enkelte lande?
Det er forskelligt fra land til land. I de fleste lande er det fribyerne selv, der finansierer forfatteropholdene, mens Norge og Mexico har statslig støtte indblandet.
Norge er et af de lande, som har størst erfaring med at huse asylforfattere, og en række norske byer har haft forskellige forfulgte skribenter boende siden omkring 1997. I Norge fungerer ordningen sådan, at alle, der godkendes under ordningen, får status som kvoteflygtninge. Det betyder altså, at de optager pladser, som ellers ville blive besat af FN’s flygtningehøjkommissariat. Samtidig betyder det, at asylforfatterne får livsvarigt ophold, ret til familiesammenføring, fri bevægelighed i Schengen og norsk pas, men også at de må opgive det tidligere statsborgerskab. Og desuden betyder det, at den kommune, der huser flygtningen, får støtte fra staten.
