Fribyer/ICORN

journalist og cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret. 2010

Indledning

Den indiske forfatter Salman Rushdie har siden 1989 levet i landflygtighed. Det skyldes, at Irans åndelige overhoved ayatollah Khomeini udstedte en dødsdom over Rushdie, efter han udgav sin bog “De sataniske vers”. Men Rushdie er langt fra den eneste forfatter i verden, der er truet på livet. Ifølge Kulturministeriet er der mindst 700-800 forfulgte forfattere i verden, hvoraf 40 står på venteliste til et ophold i en såkaldt ’friby’.

Salman Rushdie
Salman Rushdie. Foto: David Shankbone/Flickr

Fribyerne er organiserede under The International Cities of Refuge Network (ICORN), der er en sammenslutning af byer og regioner verden over, der forsøger at støtte ytringsfriheden ved at huse forfulgte forfattere. Foreløbig har 31 byer meldt sig ind i ICORN-netværket. Danmark er langt om længe kommet med og er i dag godt repræsenteret med byerne Frederiksberg, Odense og Århus samt øen Fanø, mens København arbejder på at komme med i ordningen.

Århus blev den første danske by, der modtog en forfulgt forfatter, da den i juni 2010 åbnede dørene for en ung zimbabwiansk forfatter.

Artikel type
faktalink

Introduktion til ICORN

Print-venlig version af dette kapitel - Introduktion til ICORN

Hvad er ICORN?

ICORN står for The International Cities of Refuge Network, der på dansk kan oversættes til ‘Det internationale netværk af tilflugtsbyer’.

I ICORNs vedtægter hedder det: “Vedtægterne for International Cities of Refuge Network bygger på fælles tilkendegivelser om beskyttelse af ytringsfriheden, der er en del af dokumenter såsom verdenserklæringen om menneskerettigheder og vedtægterne for International PEN. Endvidere overholder ICORN de hensigter og ideer, der blev formuleret af The International Parliament of Writers i 1993 og havde til formål at lægge grundstenene til ICORNs forløber, INCA.”

På netværkets hjemmeside (se kilder) beskrives ICORN som “dedikeret til at støtte ytringsfriheden”. Helt konkret støttes ytringsfriheden ved, at ICORNs medlemsbyer verden over sikrer en forfulgt forfatter et sikkert sted at bo samt økonomisk hjælp til at leve - som hovedregel for en toårig periode. 

Hvilke byer er med i ICORN?

I dag er der 26 byer og en ø i 11 lande med i fribyordningen. De byer, der er med, huser enten en forfatter lige nu, eller har forpligtet sig til at modtage en forfatter inden for det næste år: 

. Amsterdam, Holland 

· Barcelona, Spanien 

· Bergen, Norge 

· Bruxelles, Belgien 

· Chiusi, Italien 

· Drøbæk, Norge 

· Fanø, Danmark 

· Frankfurt, Tyskland 

· Frederiksberg, Danmark 

· Göteborg, Sverige 

· Grosseto, Italien 

· Hannover, Tyskland 

· Kristiansand, Norge 

· Lillehammer, Norge 

· Mexico City, Mexico 

· Miami, Florida 

· Molde, Norge 

· Norwich, England 

· Odense, Danmark 

· Oslo, Norge 

· Potenza, Italien 

· Skien, Norge 

· Stavanger, Norge 

· Stockholm, Sverige 

· Tromsø, Norge 

· Trondheim, Norge 

· Århus, Danmark 

På ICORNs hjemmeside (se kilder) kan man se en oversigt over de forfattere, der netop nu er gæsteforfattere, eller som har været det tidligere. Flere af forfatterne på oversigten optræder med et pseudonym for at beskytte deres identitet. De forfulgte forfattere komme fra mange forskellige lande. Blandt andet er der seks fra Afrika: en fra Algeriet, en fra Senegal, en fra Benin, en fra Tunesien, en fra Kenya og en fra Zimbabwe. Fjorten er fra Mellemøsten: fire fra Irak, otte fra Iran, en fra Yemen og en fra Syrien. Fire er fra tidligere sovjetiske republikker: en fra Kirgisistan, en fra Ukraine, en fra Georgien og en fra Tjetjenien. Og desuden er der en fra Cuba, en fra Serbien og to fra Indien. 

Hvordan kan man blive gæsteforfatter?

For at blive gæsteforfatter under ICORN er der en række kriterier, man skal leve op til. 

For det første skal man være skribent - en titel der inkluderer både skønlitterære forfattere, ikke-fiktions-forfattere, poeter, dramatikere, forlagsredaktører, oversættere, redaktører, journalister og tegneserietegnere. 

For det andet må man opfylde et af følgende kriterier:

· Man må være i fare som resultat af sine skriverier. 

· Man må være dømt (eller være i fare for at blive dømt) til en fængselsstraf i sit land som en direkte konsekvens af sine skriverier. 

· Man må være ude af stand til at udtrykke sig frit skriftligt af frygt for at blive forfulgt af regeringen eller andre enheder i det land, forfatteren bor i.

ICORNs udvikling og rolle

Print-venlig version af dette kapitel - ICORNs udvikling og rolle

Hvad er forløberen for ICORN?

Det er ikke en ny ide at give husly til forfulgte forfattere. Under uformelle rammer har der nok altid været lande eller mennesker, der har stået parat til at hjælpe forfulgte stemmer. For eksempel betød massakren på Den Himmelske Freds Plads i Kina i 1989, at den kinesiske digter Duo Duo måtte flygte til Toronto i Canada. Kort efter dukkede også journalisten Martha Kumsa op i Toronto efter at have tilbragt ni år og otte måneder i etiopisk fængsel. Begge fik de canadisk pas, og så sørgede lokale PEN-medlemmer for at indlogere de to skribenter og inddrage dem i byens akademiske og litterære liv. Gradvis blev ordningen udbygget til det nationale program Writers in Exile Network, der i dag udgør rammen for 30 skribenter i eksil.

Med inspiration fra det canadiske program opstod i 1994 et internationalt samarbejde mellem byer, der arbejdede for at sikre forfulgte forfattere. Programmet blev benævnt International Network for Cities of Asylum (INCA) og kom til at omfatte godt en snes byer. Blandt initiativtagerne var den indiske forfatter Salman Rushdie, der siden 1989 selv har været forfulgt og levet i landflygtighed.

En række medlemsbyer var dog utilfredse med INCA, og organisationen var tynget af økonomiske og administrative problemer. I 2004 besluttede medlemmerne derfor at nedlægge programmet. Den amerikanske del af programmet fortsatte dog under navnet NANCA, mens en række europæiske byer arbejdede for at skabe en ny samarbejdsform. I 2006 var den en realitet - under navnet The International Cities of Refuge Network - eller ICORN. 

Hvordan er ICORN organiseret?

ICORN har hovedsæde i den norske by Stavanger. Her er kommunen gennem Stavanger Kulturcenter, Sølvberget KF, økonomisk og juridisk ansvarlig for administrationen af ICORN. Kulturcenteret har udpeget en ICORN-projektleder, Helge Lunde, der står for at koordinere arbejdet i forbindelse med programmet.

I april 2009 blev ICORN etableret som en international organisation, og mellem medlemslandene blev der valgt fem repræsentanter til at udgøre organisationens ledelse. Det drejer sig om direktør Peter Ripken fra Frankfurt, vicedirektør Dagny Anker Gevelt fra Kristiansand, Chris Gribble fra Norwich, Philippe Ollé-Laprune fra Mexico Cite og Raffaella Salierno fra Barcelona. 

Hvad er ICORNS rolle?

Organisationen ICORN har forskellige arbejdsopgaver: 

· ICORN beslutter, hvorvidt en ansøger bør hjælpes inden for rammerne af ICORN. For at træffe en sådan beslutning, fremskaffes ved hjælp af International PEN dokumentation for, at ansøgeren er skribent, og at han/hun er forfulgt som følge af sit professionelle virke. 

· ICORN indgår aftaler med byer, der ønsker status som fribyer og sikrer, at byerne opfylder en række minimumsbetingelser. 

· ICORN skaber forbindelse mellem fribyerne og de forfulgte forfattere. Det sker ved, at ICORN udformer personprofiler på de ansøgende skribenter, og så sender de mellem 3 og 7 profiler til byerne, så de har noget at vælge imellem. Når en friby har udvalgt en forfatterprofil, tager den kontakt til forfatteren for at indgå en konkret aftale. Det er dog ikke ensbetydende med, at forfatteren er tvunget til at takke ja til invitationen. Fribyerne har nemlig forskellige ordninger - nogle lande giver kun beskyttelse i to år, i andre er det ikke muligt at bevare sit oprindelige statsborgerskab. ICORN giver mulighed for, at forfatteren kan vælge, hvad der passer til den enkelte. 

· ICORN udgiver et kvartårligt webmagasin Babel, hvor eksilskribenternes tekster offentliggøres. Det kan ses på ICORNs hjemmeside (se kilder). 

Hvilke forpligtigelser har fribyerne?

Det er ikke alle byer, der kan blive medlemmer af ICORN. Lande, hvor skribenter forfølges, kan i sagens natur ikke blive medlemmer. Det gælder eksempelvis Beijing og Moskva, men også Istanbul, der på trods af sin åbne og kosmopolitiske karakter er underlagt det tyrkiske statsapparat, der er berygtet for at knægte sine kritikere. 

Fribyerne skal desuden skrive under på, at de forpligter sig til følgende: 

· at være vært for skribenten i to år, med mindre andet aftales med ICORN 

· at hjælpe med at skaffe visum og opholdstilladelse til skribenten og dennes familie 

· at stille en møbleret bolig til rådighed 

· at understøtte skribenten økonomisk med 1.100-1.500 euro om måneden afhængigt af, om der også er en familie, der skal forsørges 

· at opretholde sikre og sunde leve- og arbejdsforhold 

· at sikre sundhedsydelser, skolegang, offentlig transport, biblioteker og sprogundervisning 

· at udnævne en koordinator, der kan støtte gæsten og familien under opholdet 

· at koble skribenten sammen med byens undervisningsinstitutioner og litterære miljøer 

Hvilke forpligtigelser har fribyforfatterne?

Når en forfatter har fået asyl igennem fribyordningen forpligter vedkommende sig til at stille op til arrangementer, til at gæsteundervise, skrive artikler i den lokale avis, skuespil til det lokale teater, eller hvad der måtte være relevant i det konkrete tilfælde. I Norge er der flere eksempler på, at de eksilerede forfattere har bidraget til det norske kulturliv. For eksempel er iraneren Mansour Koushan kunstnerisk leder af Sulberg Teatret i Stavanger i Norge. Digteren Mansur Rajih fra Yemen har udgivet flere bøger på norsk, for eksempel digtsamlingen “Langt borte: så nær”, der blandt andet tematiserer det at være gæst i et land. Og Musa Mutaev har etableret en norsk-tjetjensk kulturforening i Trondheim. 

Hvordan er ordningen organiseret i de enkelte lande?

Det er forskelligt fra land til land. I de fleste lande er det fribyerne selv, der finansierer forfatteropholdene, mens Norge og Mexico har statslig støtte indblandet.

Norge er et af de lande, som har størst erfaring med at huse asylforfattere, og en række norske byer har haft forskellige forfulgte skribenter boende siden omkring 1997. I Norge fungerer ordningen sådan, at alle, der godkendes under ordningen, får status som kvoteflygtninge. Det betyder altså, at de optager pladser, som ellers ville blive besat af FN’s flygtningehøjkommissariat. Samtidig betyder det, at asylforfatterne får livsvarigt ophold, ret til familiesammenføring, fri bevægelighed i Schengen og norsk pas, men også at de må opgive det tidligere statsborgerskab. Og desuden betyder det, at den kommune, der huser flygtningen, får støtte fra staten.