Irak-krigen

Hvornår kom det på tale at gå i krig mod Irak?

Muligheden for at gå i krig mod Irak blev lanceret af USA’s daværende præsident George W. Bush kort efter terrorangrebene på New York og Washington den 11. september 2001. Angrebet fik præsidenten til at varsle “krig mod terror” – ikke kun vendt mod terrorister, men også mod regimer, der husede eller støttede terrorister. I den forbindelse blev Irak nævnt, og der blev antydet en risiko for, at den irakiske præsident Saddam Hussein ville lade terroristnetværk benytte nogle af de masseødelæggelsesvåben, som landet formodedes at have. Siden har det vist sig, at Irak slet ikke var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben eller var i gang med at fremstille disse våben, hvilket ellers var hovedargumentet for invasionen. Det skriver Politiken i artiklen ”USA: Irak havde ikke masseødelæggelsesvåben” (se kilder).
I november 2001 advarede Bush den irakiske præsident om, at USA ville gribe militært ind, hvis ikke Irak lod FN’s våbeninspektører vende tilbage. FN havde haft våbeninspektører i landet siden afslutningen på den Første Golfkrig i 1991 frem til 1998. I løbet af 1998 blev inspektørernes arbejde dog flere gange afbrudt, fordi det irakiske styre lagde dem hindringer i vejen, og derfor besluttede FN i december 1998 at trække inspektørerne ud af landet. Efter et år uden inspektioner vedtog FN’s Sikkerhedsråd at etablere et nyt hold våbeninspektører, United Nations Monitoring, Verification and Inspection Commission (UNMOVIC). Men i de følgende tre år afviste Irak at lade våbeninspektørerne komme ind i landet på de betingelser, FN ønskede. I januar 2002 erklærede Bush, at Irak sammen med Iran og Nordkorea udgjorde ‘ondskabens akse’, og et halvt år senere erklærede han, at han ønskede et regimeskifte i Bagdad, og at han var parat til at gennemtrumfe sit ønske med magt.
 

Hvordan var udviklingen frem mod krigen?

Den 12. september 2002 holdt FN’s Generalforsamling møde, og her stillede George W. Bush krav om, at Irak omgående blev afvæbnet, altså at landets formodede lagre af masseødelæggelsesvåben skulle findes og destrueres. Regimet i Irak reagerede ved at invitere FN's våbeninspektører til at vende tilbage. Det førte til, at FN’s Sikkerhedsråd den 8. november 2002 vedtog resolution 1441 (se kilder). Den krævede, at Irak skulle indgå i et betingelsesløst og aktivt samarbejde med FN’s våbeninspektører. Gjorde landet ikke det, måtte det regne med “alvorlige konsekvenser”. Herefter blev en gruppe våbeninspektører sendt af sted til Irak, og chefen Hans Blix aflagde rapport i Sikkerhedsrådet den 7. marts 2003. Her konkluderede han, at Irak havde gjort fremskridt, men at regimet fortsat manglede at give svar på en række spørgsmål om kemiske og biologiske våbenprogrammer. Han tilføjede, at han og hans hold af inspektører “lige nu er i stand til at udføre vores arbejde professionelt og foretage inspektioner over hele Irak uden forvarsel.” På trods af den overvejende positive rapport fra Blix foreslog USA, Storbritannien og Spanien, at hvis Irak ikke inden for 10 dage kunne bevise, at alle masseødelæggelsesvåben var destrueret, ville en krig være en mulig udgang. Forslaget opnåede ikke flertal i Sikkerhedsrådet og blev trukket tilbage den 17. marts 2003. Samme dag meddelte USA og Storbritannien, at FN’s resolution 1441, som de fortolkede den, alligevel gav dem ret til at gå i krig. Tre dage senere, den 20. marts 2003, gik USA, Storbritannien, Australien og Danmark i krig mod Irak. Denne udvikling fremgår af Danmarks Radios hjemmeside (se kilder) og af artiklen “Begrundelsen der forsvandt” i Berlingske Tidende (se kilder).
 

Hvad var USA's primære begrundelser for at angribe Irak?

De primære begrundelser var, at Saddam Hussein sandsynligvis rådede over masseødelæggelsesvåben, og at der var forbindelser mellem Irak og terroristnetværket al-Qaeda, som var ansvarlig for terrorangrebene den 11. september 2001. I en tale to dage før angrebet på Irak sagde den amerikanske præsident George W. Bush:

“Fredelige forsøg på at afvæbne det irakiske regime slår fejl gang på gang, fordi vi ikke har med fredelige mennesker at gøre. (...) (regimet) har et dybt had til USA og vores venner. Og har hjulpet, trænet og huset terrorister. Også al-Qaeda-folk. Faren er åbenbar: Terrorister kan med masseødelæggelsesvåben fra Irak slå tusinder af mennesker ihjel fra vores og andre lande. (…) FN’s Sikkerhedsråd har ikke levet op til sit ansvar, så vi vil leve op til vores. Saddam Hussein og hans sønner skal forlade Irak inden for 48 timer. Ellers er resultatet en militær konflikt. For egen sikkerhed bør udlændinge forlade Irak.” Denne oversættelse af Bush’ tale findes i DR’s arkiverede tema om Irak-krigen (se kilder).[1] [MOU2] 

George W. Bush henviste gentage gange til risikoen for, at Saddam Hussein ville anvende sine påståede masseødelæggelsesvåben eller overgive dem til al-Qaeda. Den daværende amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, hævdede under en debat i FN i februar 2003, at Irak rådede over 500 tons senneps- og nervegas, 25.000 liter miltbrand, op mod 30.000 granater og bomber beregnet til kemiske og biologiske våben samt 18 mobile våbenlaboratorier. Det fremgår af artiklen “Begrundelsen der forsvandt” i Berlingske Tidende (se kilder).

Inden krigen hævdede den britiske regering – på baggrund af oplysninger fra landets efterretningstjeneste – at Irak kunne sætte et angreb med kemiske eller biologiske våben i gang i løbet af 45 minutter. Det viste sig siden at være forkert eller i hvert fald usandsynligt. Det fremgår af artiklen “Krigens grundlag undersøges” i Jyllands-Posten (se kilder).

Hvorfor ville FN ikke støtte krigen?

Et flertal af medlemmerne i FN's Sikkerhedsråd mente ikke, at der var klare beviser for, at Irak fortsat var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, eller at landet havde forbindelser til terrornetværket al-Qaeda. Den 5. februar 2003 fremlagde USA's udenrigsminister Colin Powell ellers en rapport i sikkerhedsrådet, som ifølge amerikanerne selv indeholdt detaljerede beviser for dette. Men en række af sikkerhedsrådets medlemmer mente, at man burde give våbeninspektørerne længere tid til at gøre deres arbejde, også selv om det irakiske regime ikke var så samarbejdsvilligt, som man kunne ønske. De anførte desuden, at de ikke mente, at resolution 1441 gav folkeretsligt grundlag for at gå i krig. Resolutionen nævnte ganske vist “alvorlige konsekvenser” for Irak, hvis landet fortsat nægtede at samarbejde med FN’s våbeninspektører, men der stod intet om, hvad konsekvenserne bestod i, og det stod ikke nævnt, at FN var parat til at tage “alle nødvendige midler i brug”, hvilket ellers er den almindelige måde at omtale muligheden for krig i international ret. USA foreslog derfor, at man vedtog en ny resolution, som gav udtrykkeligt mandat til at gå i krig, men det var der ikke flertal for i Sikkerhedsrådet.

Hvorfor ville NATO ikke støtte krigen?

USA bad i januar 2003 NATO om militær støtte til en krig mod Irak. USA ønskede, at NATO skulle sende Patriotmissiler og overvågningsfly til Tyrkiet for at beskytte landet mod et eventuelt irakisk hævnangreb. Men Frankrig, Belgien, Tyskland og Luxembourg afviste helt at diskutere spørgsmålet om militær støtte i en krig, så længe ikke alle diplomatiske muligheder var udtømt. Det betød, at NATO ikke kom til at spille nogen rolle i krigen. NATO gik dog siden ind i arbejdet med at skabe sikkerhed i Irak efter krigen ved at bidrage til træning og uddannelse af irakiske sikkerhedsstyrker.

Hvilke lande bakkede militært og økonomisk op om krigen?

Det var i første omgang primært USA og Storbritannien, der bidrog med soldater og militærudstyr til krigen. Briterne stillede op med omkring 50.000 soldater, mens USA sendte over 300.000 soldater til Golf-området for at deltage i krigen. Australien sendte 2.000 soldater, der deltog under amerikansk kommando, og Danmark deltog i den militære koalition ved at sende ubåden Sælen og korvetten Olfert Fischer til Den Persiske Golf. Herudover bidrog Spanien med udstyr og personel til den humanitære indsats efter den formelle afslutning på krigen, og Polen sendte sikringsstyrker, der skulle garantere sikkerheden i en af de tre zoner, som Irak blev delt op i efter krigen. Saudi-Arabien tillod, at USA havde tropper udstationeret i landet, heriblandt elitetropper, der blev sat ind i den sidste del af krigen. Golfstaten Qatar lod USA benytte en flybase i landet. Ud over de militære og økonomiske bidrag var der en kreds på cirka 30 lande, der bakkede USA moralsk op. Det var langt færre end under Golfkrigen i 1991, da en USA-ledet koalition tvang Irak ud af Kuwait. Dengang deltog både Frankrig, Italien og Canada samt Egypten, Saudi-Arabien og Syrien direkte med materiel og mandskab.
 

Hvordan blev Danmarks deltagelse i krigen besluttet?

Forud for beslutningen gik en politisk og folkelig debat, hvor mange argumenter for og imod en krig kom på banen. Også vurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste blev inddraget i debatten. Debatten er fortsat under og efter krigen, og den daværende VK-regering er fra mange sider blevet beskyldt for at være gået ind i en folkeretsligt ulovlig krig på et fejlagtigt og løgnagtigt grundlag. Flere af de politikere, der stemte for krigsdeltagelse, har efterfølgende anklaget VK-regeringen for at have vildledt både dem og befolkningen for at skaffe opbakning til beslutningen om at gå i krig.

I 2019 udkom den såkaldte krigsudredning (se kilder) – en uvildig undersøgelse af grundlaget for at Danmark gik i krig i Afghanistan, Irak og Kosovo. Undersøgelsen fandt, at Fogh-regeringen strammede oplysninger og tilbageholdt informationer for Folketinget op til beslutningen om at sende danske soldater i krig i Irak. Læs mere om krigsudredningens konklusioner i del 5.

Hvornår begyndte krigen?

Krigen begyndte den 20. marts 2003, da en 48 timers frist til Saddam Hussein og hans sønner om at forlade landet udløb. Den daværende amerikanske præsident George W. Bush erklærede i en tv-tale fra Det Hvide Hus, at krigen var i gang: “På mine vegne har USA's militær indledt en krig for at afvæbne Irak”, sagde præsidenten i sin tale. Krigens udvikling dag for dag beskrives på DR’s arkiverede tema om Irak-krigen (se kilder).

Den 19. marts indledte amerikanske krigsskibe og fly de første angreb mod Bagdad. Se billederne i denne nyhedsudsendelse fra CBS News.

Hvordan udviklede krigen sig?

Den første del af krigen bestod især af amerikansk-britiske angreb fra landjorden sydfra. Tropperne trængte ind i Irak over grænsen til Kuwait, og krigshandlingerne udspillede sig derfor særligt i ørkenområderne i det sydlige Irak. Samtidig blev den irakiske hovedstad Bagdad beskudt. De voldsomste kampe fandt sted i og omkring byen Basra, en af Iraks vigtigste oliebyer. Samtidig begyndte andre tropper at bombardere byer i Nordirak, og allerede et døgn efter krigens begyndelse blev hovedangrebet sat ind under navnet “Skræk og rædsel”. Under den første aftens bombardementer af Bagdad blev Saddam Husseins præsidentpalads ødelagt. Præsidenten overlevede., uden at han selv blev dræbt ved angrebet. De amerikanske styrkers fremrykning mod Bagdad blev forsinket, da der et par dage efter brød en voldsom sandstorm løs, og også modstand omkring byen Najaf forsinkede de amerikanske tropper. Efter flere dages pause i fremrykningen mod Bagdad indledte tropperne atter et angreb, og i den første uge af april 2003 foretog amerikanske styrker de første rekognosceringstogter ind i den irakiske hovedstad og fik kontrol med flere af Saddam Husseins paladser. Den 4. april indtog amerikanske tropper Bagdads internationale lufthavn, der havde tilnavnet Saddam, og omdøbte den til Bagdads Internationale Lufthavn. Herefter begyndte specialstyrker at rekognoscere i det sydlige Bagdad, og amerikanske kampfly begyndte at patruljere over byen. Efter et par dage havde amerikanske styrker kontrol over tre præsidentpaladser i Bagdad. Den 9. april trængte en amerikansk kampvogn helt ind i det centrale Bagdad og væltede en statue af Saddam Hussein på den centrale Fardus-plads. Herefter mødte de amerikanske soldater ingen modstand af betydning i hovedstaden. I Basra gik et oprør mod Saddam Husseins styrker i gang få dage efter krigens begyndelse, og den irakiske hær skød på civile irakere. Men 2,5 uger inde i krigen havde britiske styrker fået fuld kontrol over byen.

Se amerikanske styrker vælte statuen af Saddam Hussein her.

 

Hvordan udviklede krigen sig efter indtagelsen af Bagdad?

Efter indtagelsen af Bagdad fortsatte dele af de amerikanske tropper nordpå og angreb Saddam Husseins fødeby og tidligere højborg Tikrit med voldsomme bombardementer. De var forberedt på stærk modstand, men mødte stort set ingen, da de efter flere dages bombardementer indtog byen med kampvogne. Saddam Husseins særlige Republikanergarde og mange af indbyggerne var tilsyneladende flygtet. Kampen om Tikrit beskrives i artiklen “Tikrit: Saddams højborg er faldet” i Berlingske Tidende (se kilder).
I byen Kirkuk udbrød der til gengæld kampe mellem forskellige etniske grupper efter, at de irakiske styrker havde overgivet sig og forladt byen. De amerikanske tropper havde fået støtte af kurdiske oprørere under angrebet, og oprørerne rykkede ind i byen så snart, den irakiske hær var flygtet. Kurdiske oprørere havde derfor den reelle magt i byen i flere dage, og der foregik plyndringer og såkaldte hævndrab på irakere af arabisk oprindelse. Kurderne, som var blevet undertrykt af Saddams regime, opfatter Kirkuk som deres hovedby, og mange ønskede at tage hævn for, at de var blevet fordrevet fra byen under Saddam Husseins styre. Desuden ønskede de kontrol med oliekilderne omkring byen, som menes at danne grundlag for 40 procent af Iraks olieindtægter. Efter nogle dage tog amerikanerne dog magten i Kirkuk. Kampen om Kirkuk beskrives i artiklen “Opgør: Kampen om Nordiraks Jerusalem” i Berlingske Tidende (se kilder).
 

Hvornår var krigen afgjort?

Krigen var reelt afgjort den 9. april 2003, da de amerikanske styrker for første gang trængte helt ind i centrum af Bagdad uden at møde nævneværdig modstand. Denne dag oplyste generalløjtnant Buford Blount, øverstkommanderende for den amerikanske hærs Tredje Infanteridivision, at Bagdad centrum nu var sikret, og at “enden på kamphandlingerne er få dage væk”
Herefter manglede de amerikanske styrker dog at få kontrol over flere byer i det nordlige Irak, og først den 1. maj erklærede USA's præsident George W. Bush de militære erobringer for afsluttet. Han erklærede dog ikke officielt krigen for slut. Det ville nemlig ifølge Genève-konventionen betyde, at den sejrende part skulle løslade alle krigsfanger og holde op med at jagte overlevende fjender, og det ville således forhindre USA i at jage Saddam Hussein og hans nærmeste medarbejdere. Desuden ville det ikke længere være muligt at beholde krigsfanger, der kunne bidrage med vigtige informationer om Saddam Husseins flugt og opholdssted. Men Bushs erklæring om slutningen på de militære indtog varslede, at USA nu flyttede fokus fra militære kampe til politimæssige og administrative opgaver i Irak. Det fremgår af artiklen “Sceneskift: USAs krig i Irak er ovre – sådan da” i Berlingske Tidende (se kilder).

Hvor mange civile blev såret eller døde under krigen?

Der er stor usikkerhed om tallene, blandt andet fordi både Røde Kors og hospitalerne opgav at tælle antallet af ofre, mens krigen stod på. Ifølge Reuters-notitsen “Tab i Irak-krigen” i Jyllands-Posten (se kilder) var der: 1.254 dræbte og 5.112 sårede civile irakere. Men disse tal blev formentlig højere i løbet af krigens sidste uger. Ifølge projektet Iraq Body Count (se kilder) var der registreret op til 7.350 civile døde under den militære aktion frem til 1. maj 2003.

Hvordan modtog irakerne de fremmede soldater?

Den amerikanske hær havde forudset, at der ville opstå et såkaldt ‘Aha Moment’, hvor de irakiske soldater og befolkningen ville nedlægge våbnene og vende sig imod Saddam Husseins regime. Det ville ske, når de erkendte, at de amerikanske bomber ikke var rettet mod dem som civile, og at de nu ville blive befriet af ‘Uncle Sam’. Det fremgår af artiklen “Krigens ordbog” i Politiken (se kilder).
Der opstod aldrig et egentligt ‘Aha Moment’. Men nogle steder blev de amerikanske soldater positivt modtaget, især i Bagdad. Andre steder var der demonstrationer imod USA's tilstedeværelse i landet, og flere demonstrationer endte med skyderier. Siden opstod der oprørs- og terrorgrupper, som angreb både de fremmede tropper og civile i et forsøg på at få de fremmede tropper til at trække sig ud af Irak. Også under den efterfølgende besættelse og helt frem til tilbagetrækningen af de sidste udenlandske tropper i 2011 var der stor modstand mod amerikansk tilstedeværelse i dele af befolkningen.

Hvornår blev besættelsen af Irak indledt og afsluttet?

FN's Sikkerhedsråd anerkendte aldrig krigen mod Irak som en krig i overensstemmelse med international ret. Men FN 'lovliggjorde' besættelsen af Irak, da sikkerhedsrådet den 22. maj 2003 vedtog en resolution, som ophævede sanktionerne mod Irak og anerkendte USA og Storbritannien som besættelsesmagter. At USA og Storbritannien blev anerkendt som besættelsesmagter betød, at de med FN's godkendelse kunne styre landet, indtil der blev etableret en internationalt anerkendt regering i Bagdad. Vedtagelsen i FN's Sikkerhedsråd skete på trods af protester fra flere medlemmer, herunder Frankrig og Rusland, som ønskede, at FN selv skulle stå for styringen og genopbygningen af Irak. Ophævelsen af sanktionerne og planerne for Iraks fremtid beskrives på DR’s nyhedsoverblik over udviklingen i Irak (se kilder).
Besættelsen varede frem til den 28. juni 2004, hvor irakerne – med en midlertidig regering i spidsen − formelt set overtog administrationen af deres land – dog fortsat under tilstedeværelse af udenlandske tropper.
 

Hvilken militær rolle har Danmark spillet i Irak?

Danmark deltog i koalitionen og havde fra afslutningen af krigen omkring 500 soldater stationeret i Irak. De danske soldater var placeret i Camp Danevang, en militærlejr i det sydlige Irak nær Basra. Omkring halvdelen af soldaterne opholdt sig primært i lejren og sørgede for at holde orden på udstyr, mad, sygepleje og lave forskelligt kontorarbejde. De øvrige soldater patruljerede i det område, Danmark havde ansvar for. Deres opgaver var at eftersøge våben og bakke det irakiske politi og de irakiske sikkerhedsstyrker op samt foretage mindre genopbygningsopgaver. Allerede fra 2007 begyndte Danmark at trække sine kampsoldater ud og sendte i stedet mindre hold af rådgivere af sted, der skulle hjælpe med at opbygge irakisk politik og sikkerhedsstyrker. De sidste danske soldater forlod Irak i november 2011. Otte danske soldater mistede livet i Irak mellem 2003 og 2011, skriver Politiken i artiklen “Overblik: Så mange danske soldater har mistet livet” (se kilder).
 

I 2014 vedtog Folketinget, at Danmark skulle gå med i den internationale koalition, som bekæmper Islamisk Stat (IS) i Irak. Danmark har bidraget med kampfly, der har gennemført bombetogter i Irak fra oktober 2014 til oktober 2015 og igen fra juni til december 2016 – anden gang både i Irak og Syrien. Danmark har desuden bistået koalitionen med blandt andet nødhjælp, transport og træning af irakiske soldater, skriver Forsvarsministeriet på sin hjemmeside (se kilder).

Interview i sommeren 2007 med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen om grundlaget for Irak-krigen.

Hvilke problemer med fangemishandling opstod under besættelsen?

Amnesty International og Internationalt Røde Kors gjorde allerede i 2003 opmærksom på, at der formodentlig fandt mishandling af fanger sted i flere af de fængsler, hvor besættelsesstyrkerne holdt irakiske fanger indespærret. Men først i april 2004 kom der for alvor fokus på forholdene i fængslerne.
Den 26. april 2004 offentliggjorde den amerikanske tv-station CBS billeder af amerikanske soldaters mishandling af fanger i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad. Billederne viste blandt andet en nøgen fange med elektriske ledninger monteret på kønsdelene, nøgne fanger stablet ovenpå hinanden som lig og en amerikansk soldat, der onanerede siddende overskrævs på en irakisk fange. Offentliggørelsen af billederne blev begyndelsen på den såkaldte Abu Ghraib-skandale. Det viste sig, at billederne ikke var udtryk for enkeltstående tilfælde, men for en praksis, som gennem en længere periode havde været udbredt i flere fængsler i Irak, som amerikanske styrker havde ansvaret for.
Kort tid efter afsløringen af billederne fra Abu Ghraib-fængslet blev lignende billeder af fysisk og seksuel mishandling af fanger foretaget af britiske soldater offentliggjort, og det blev begyndelsen på det, der er blevet døbt 'Storbritanniens Abu Ghraib'.
I juli 2004 fik også Danmark sin egen lille 'Abu Graib'-sag, da den danske Forsvarskommando modtog en indberetning fra Hærens Operative Kommando om, at der havde fundet nedværdigende behandling af fanger sted i den danske lejr. Sagen blev siden kendt som Hommel-sagen, efter den hovedanklagede i sagen, kaptajn Annemette Hommel.

Herudover viste lækkede Wikileaks-dokumenter i oktober 2010, at den danske styrke i Irak havde taget irakere til fange og overgivet dem til irakisk politi, selvom man kendte til politiets brutale torturmetoder. Ifølge jurister brød Danmark på den måde Genève-konventionen (se kilder).

 

Hvor mange irakere flygtede under krigen og i årene efter?

Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, levede omkring fire millioner irakere i efteråret 2008 som flygtninge, heraf lidt under to millioner uden for Irak – primært i Syrien og Jordan – og lidt over to millioner som internt fordrevne i Irak. I de første ni måneder af 2014 er 1,6 millioner mennesker yderligere drevet på flugt, navnlig som konsekvens af IS-bevægelsens offensiv. På blot to dage flygtede en halv million irakere fra deres hjem i Mosul som følge af den IS’ erobringstogter. 800.000 af de flygtede forventes ifølge Red Barnet at være børn.

Hvor mange irakere er vendt hjem til Irak igen?

I perioden 2003-2005 menes omkring 300.000 irakere at være vendt tilbage til Irak fra lande som Iran, Saudi-Arabien, Libanon og Jordan. Det gælder især kurdere fra den nordlige del af landet, hvor sikkerhedssituationen har været mest stabil. Antallet af tilbagevendte har dog været betydeligt lavere i 2006-2008, og antallet af fordrevne siden krigsudbruddet i 2003 er langt højere end antallet af tilbagevendte.