Indledning
Gennem mere end 100 år er mexicanske borgere draget nordpå for at finde arbejde i USA, men siden 1980’erne er antallet af indvandrere fra Mexico steget markant. I dag bor der tæt på 11,3 millioner personer med mexicansk baggrund i USA. Det gør indvandrere med mexicansk baggrund til den suverænt største indvandrergruppe i landet – 25 % af USAs 44,5 millioner indvandrere kommer fra Mexico – og betyder, at tæt på hver tiende mexicanske borger bor i USA og ikke i Mexico. Mere end halvdelen af de mexicanske borgere i USA er illegale indvandrere. Tilstrømningen af mexicanske borgere til USA har længe været et konfliktpunkt i amerikansk politik. Efter finanskrisen i 2008, som førte til et stort fald i antallet af stillinger til lavtuddannede, er antallet af nytilkomne mexicansk-fødte indvandrere styrtdykket. I 2016 og 2017 faldt antallet af mexicanske indvandrere i USA fra over 11,7 til under 11,3 millioner, og med valget af Donald Trump som amerikansk præsident og hans hårde politik mod mexicanske indvandrere er de mexicanske indvandreres fremtid i USA usikker. Den politiske kamp om den grænsemur mellem USA og Mexico, som var et af Trumps mest omdiskuterede valgløfter, er taget til, og med fortsat kamp mellem præsidenten og det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus tyder meget på, at grænsemuren til Mexico og mexicanske indvandrere bliver et stort emne ved præsidentvalget i 2020.
Donald Trump holder tale den 8. januar 2019 om illegal indvandring fra USA’s sydlige grænse og om grænsemuren.