En mexicansk mand kikker mod USA på grænsen mellem USA og Mexico.
En mexicansk mand kikker mod USA på grænsen mellem USA og Mexico.
Foto: Mark Ralston / Scanpix

Mexicansk migration til USA

journalist Michelle Arrouas. November 2016. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, Bureauet, marts 2019.
Top image group
En mexicansk mand kikker mod USA på grænsen mellem USA og Mexico.
En mexicansk mand kikker mod USA på grænsen mellem USA og Mexico.
Foto: Mark Ralston / Scanpix

Indledning

Gennem mere end 100 år er mexicanske borgere draget nordpå for at finde arbejde i USA, men siden 1980’erne er antallet af indvandrere fra Mexico steget markant. I dag bor der tæt på 11,3 millioner personer med mexicansk baggrund i USA. Det gør indvandrere med mexicansk baggrund til den suverænt største indvandrergruppe i landet – 25 % af USAs 44,5 millioner indvandrere kommer fra Mexico – og betyder, at tæt på hver tiende mexicanske borger bor i USA og ikke i Mexico. Mere end halvdelen af de mexicanske borgere i USA er illegale indvandrere. Tilstrømningen af mexicanske borgere til USA har længe været et konfliktpunkt i amerikansk politik. Efter finanskrisen i 2008, som førte til et stort fald i antallet af stillinger til lavtuddannede, er antallet af nytilkomne mexicansk-fødte indvandrere styrtdykket. I 2016 og 2017 faldt antallet af mexicanske indvandrere i USA fra over 11,7 til under 11,3 millioner, og med valget af Donald Trump som amerikansk præsident og hans hårde politik mod mexicanske indvandrere er de mexicanske indvandreres fremtid i USA usikker. Den politiske kamp om den grænsemur mellem USA og Mexico, som var et af Trumps mest omdiskuterede valgløfter, er taget til, og med fortsat kamp mellem præsidenten og det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus tyder meget på, at grænsemuren til Mexico og mexicanske indvandrere bliver et stort emne ved præsidentvalget i 2020.

 

Donald Trump holder tale den 8. januar 2019 om illegal indvandring fra USA’s sydlige grænse og om grænsemuren.

Artikel type
faktalink

Introduktion

Print-venlig version af dette kapitel - Introduktion

Hvad er migration?

En migrant er et menneske, der forlader sit hjemland for at bosætte sig i et nyt land. Formelt set dækker ordet migrant i visse sammenhænge også over flygtninge, som ifølge internationale konventioner er mennesker, der flygter fra krig og kan dokumentere, at de nærer en velbegrundet frygt for fysisk vold og forfølgelse mod deres person, hvis de bliver sendt tilbage til deres hjemland. I dag bruges ordet migrant imidlertid primært til at betegne mennesker, der flytter til et andet land for at opnå bedre økonomiske muligheder og bedre levestandard, end de har i hjemlandet. Det skriver Videnskab.dk i september 2015 (se kilder). Når det gælder migrationen fra Mexico til USA, er der overvejende tale om økonomiske migranter, der rejser til USA for at finde arbejde og derigennem få bedre økonomiske muligheder. Der er altså generelt ikke tale om flygtninge, der risikerer vold og forfølgelse, hvis de sendes tilbage til Mexico. Migration findes i to grundtyper, som betegnes med underbegreberne emigration og immigration: emigration betegner udvandring fra et land, mens immigration er indvandring til et land. De mexicansk-fødte borgere, der flytter fra Mexico til USA, er altså emigranter fra deres hjemland og immigranter i USA. 

Hvad er forskellen på lovlig og illegal migration?

Mexicanske borgere kan søge om arbejds- og opholdstilladelse i USA, som regel ved at få et arbejdsvisum eller et visum gennem et familiemedlem, der allerede bor lovligt i USA, og ad denne vej kan de immigrere lovligt til USA. Antallet af visa udstedt til mexicanere er dog stærkt begrænset i forhold til, hvor mange der ansøger om dem; i 2011 blev der udstedt under 66.000 visa til mexicanske borgere, mens der stod 1.381.896 mexicanske borgere i kø til at flytte lovligt til USA, skriver avisen Alabama Media Group (se kilder). Ifølge det anerkendte institut Migration Policy Institute (se kilder) opholder mere end halvdelen af de mexicansk-fødte indvandrere i USA sig i landet ulovligt – de har altså krydset landegrænsen uden visum og arbejder og opholder sig i landet uden at have fået tilladelse til det; de udgør altså en form for ulovlige eller illegale immigranter. Debatten i USA drejer sig primært om de illegale mexicanske indvandrere og ikke de, der lovligt opholder sig i landet. 

Historisk baggrund om migrationen fra Mexico

Print-venlig version af dette kapitel - Historisk baggrund om migrationen fra Mexico

Hvornår begyndte migrationen fra Mexico til USA?

Der har været migration fra Mexico til USA siden 1890erne, men det var først i 1970’erne, at migrationen begyndte at vokse for alvor. Migrationen i slutningen af 1800-tallet skyldtes nye industrier i de sydlige amerikanske stater – særligt miner og landbrug – som tiltrak arbejdskraft fra Mexico. Den Mexicanske Revolution, som udspillede sig fra 1910-1920 og førte til vold og uro, fik antallet af mexicanere, som søgte mod USA, til at stige betydeligt: Mens der i årene op til revolutionen ankom omkring 20.000 lovlige mexicanske indvandrere til USA hvert år, var det årlige antal i 1920’erne 50.000-100.000 lovlige mexicanske indvandrere. Efter Anden Verdenskrig var der igen mangel på arbejdskraft i USA, især i landbruget, og USA og Mexico blev enige om at etablere det midlertidige gæstearbejder-program Bracero, som gav mexicanere lov til at opholde sig og arbejde i USA. De fleste mexicanere, der benyttede sig af det nye program, fik arbejde i landbruget, som i stigende grad blev afhængigt af den billige, sæsonbaserede arbejdskraft, som de mexicanske indvandrere leverede. Det fastslår en rapport fra George Washington University (se kilder). 

Hvornår begyndte migrationen at vokse med større hast?

Da det midlertidige gæstearbejderprogram Barcero blev lukket i 1964, var det amerikanske landbrug blevet afhængigt af den mexicanske arbejdskraft, og også i andre industrier steg antallet af muligheder for lavt uddannede folk. I slut-1980’erne moderniserede den nye mexicanske regering økonomien – i høj grad ved at begrænse statens rolle i samfundsøkonomien, som traditionelt set havde været stor – og i start-1990’erne havnede Mexico i en valutakrise, den såkaldte pesokrise. Mexicos alvorlige økonomiske problemer fortsatte frem til starten af 00’erne. Den økonomiske krise førte til høj arbejdsløshed og et stort tab i antallet af stillinger i det mexicanske landbrug, hvilket tvang mange mexicanske borgere til at emigrere til andre lande i jagten på jobs. Den amerikanske efterspørgsel efter lavt uddannet arbejdskraft og den økonomiske krise i Mexico førte til en eksplosion i antallet af mexicanske borgere, der søgte til USA for at finde arbejde. Fra 1970 og frem til årtusindskiftet fordobledes antallet af mexicansk-fødte borgere med bopæl i USA hvert år. Mens der i 1970 var under en million mexicanske immigranter i USA, var der i 2010 lige under 12 millioner.