Hvordan var samfundet opbygget i middelalderen?
I middelalderen inddelte man befolkningen i tre store grupper med de latinske begreber "oratores", "bellatores" og "laboratores". Historikeren Brian McGuire beskriver disse grupper i bogen "Mennesker og kultur i Danmarks og Europas middelalder" (se kilder).
1. Oratores (dem, der beder)
Kirkens repræsentanter hørte til i toppen af samfundets hierarki. Det var dem, der set med datidens øjne stod tættest på gud. Helt i toppen af hierarkiet stod landets biskopper. Længere nede var præster, nonner og munke. Og præsterne tog sig af det daglige arbejde ude i de mange kirker, der blev opført over hele landet.
Kirken havde stor magt og betydning. Ved middelalderens slutning ejede kirken omkring 40 % af den dyrkede jord i Danmark. Det skriver historikeren Per Ingesman i en artikel på Kulturarv.dk (se kilder). Desuden var der en udbredt tro på, at kirkens repræsentanter havde en direkte forbindelse med gud. Der var også en tæt forbindelse mellem de gejstlige og kongen: De gejstlige kunne læse og skrive og hjalp derfor kongen med at administrere økonomien og med at vedligeholde kontakterne til udlandet. Til gengæld betalte kongen skat til kirken.
2. Bellatores (dem, der kæmper)
Denne kategori dækkede over alle, der beskyttede befolkningen: kongen, herremændene og ridderne. Kongen var samfundets absolutte overhoved, og kongehuset kontrollerede – ifølge Per Ingesman – op mod 12 % af al landbrugsjord i Danmark (se kilder). Til gengæld havde kongehuset ansvar for at beskytte hele befolkningen mod krig og ulykke. Det gjorde regenten dels ved hjælp af sine egne soldater, dels ved hjælp af soldater, som herremændene stillede til rådighed for ham.
Herremændene ejede de godser, hvor størstedelen af bønderne arbejdede. Det var typisk herremændene – ikke bønderne selv – der ejede jorden. Men bønderne fik lov til at dyrke den mod at betale skat – i form af naturalier – og at udføre arbejde for godset. Til gengæld fik bønderne herremændenes beskyttelse. Herremændene stillede nemlig soldater til rådighed for kongen, som skulle beskytte befolkningen mod udefrakommende magter.
3. Laboratores (dem, der arbejder)
Denne kategori dækkede over "det arbejdende folk". Omkring 95 % af dem var bønder. Det skriver historikeren Brian McGuire i bogen "Mennesker og kultur i Danmarks og Europas middelalder" (se kilder). Enkelte bønder havde deres egen jord, men typisk arbejdede de på jordlodder, som de fik stillet til rådighed af godsejere.
Hvordan levede man i middelalderen?
I middelalderen var de fleste danskere bønder, der brugte deres liv på at dyrke jord, som de ikke selv ejede. Typisk boede bønderne i små landsbyer, og de rejste sjældent mange kilometer væk. Dagligdagen gik med at arbejde, og de afgrøder, de fleste brugte deres tid på at dyrke og høste, var forskellige former for korn.
Bønderne gik ikke i skole, og kun de færreste kunne læse og skrive. Derfor er det svært for nutidens historikere at vide, hvordan de tænkte. Men vi ved, at familien var af afgørende betydning i datidens bondesamfund – og at familierne holdt meget bedre sammen, end de gør i dag. Som McGuire skriver i bogen "Mennesker og kultur i Danmarks og Europas middelalder" (se kilder): ”I middelalderen bestod familien ikke alene af far, mor og børn, men også af bedsteforældrene og af onkler og tanter, fætre og kusiner.”
Mens bønderne knoklede i marken, levede adelen et mere komfortabelt liv: På godserne blev det daglige arbejde typisk varetaget af tjenestefolk. Men alt var ikke fryd og gammen: Det var nemlig også herremændenes familier, der drog i krig, riddere. De var veltrænede krigere med hjelm, rustning, våben og hest. Og da det var dyrt at blive ridder, var det fortrinsvis adelens sønner, der blev det. Typisk startede den intensive træning til ridder allerede fra barnsben.
Helt anderledes så det ud hos nonnerne og munkene på klostrene: Her levede man et liv i askese og brugte tiden på bibelstudier, bøn og ofte også arbejde af forskellig art. Klostrene var ofte selvforsynende med madvarer, og en del klosterordener drev hospitaler eller andre sociale institutioner. På den måde var klostrenes funktion todelt: Nonner og munke blev opfattet som mennesker, der tog sig særligt af relationen til gud og bad på hele samfundets vegne, og desuden tog de sig af syge og fattige og bidrog til landbrugets udvikling. Det var også munke, der indførte murstensteknikken i Danmark.
Klostrenes etablering i Danmark og deres indflydelse på middelalderens samfund beskrives i bogen "For himmerigets skyld – klosterliv i Vesteuropa og de danske klostre" (se kilder).
Hvad troede folk på i middelalderen?
Kristendommen var altdominerende i middelalderen. Kristne missionærer fik langsomt overbevist befolkningen om religionen op gennem vikingetiden, og i 965 gik kongemagten officielt over til kristendommen. Omkring 1000-tallet var stort set alle danskere døbt som kristne og medlem af kirken, og den kristne tro og kirkens lære påvirkede folks måde at opfatte sig selv og verden på. Det beskriver historikeren Brian Patrick McGuire i bogen "Mennesker og kultur i Danmarks og Europas middelalder" (se kilder), hvor han skriver:
”Livet handlede om at blive frelst. Dette betyder, at det enkelte menneske, efter alle genvordigheder i "jammerdalen" her på jorden, bliver genforenet med Gud. I himlens lys vil der være mulighed for at give udtryk for den kærlighed, som er grundlaget for det kristne budskab som udtrykt af Jesus Kristus, kristendommens grundlægger. Alternativt kan det enkelte menneske blive fordømt. Han eller hun kan ende i helvede, hvor der venter evige lidelser.”
Men samtidig troede man – ifølge McGuire – på ”en kærlig gud, et væsen der bekymrer sig om mennesket og sørger for alle”.
Tanken var, at Guds ord var åbenbaret i bibelen, og at man ved at underkaste sig Guds vilje ikke kun ville få et godt liv, men også komme i himlen, når man døde.
Dette var dog ikke kun en sag mellem den enkelte og gud; kirken spillede en rolle som "mellemmand". Idéen var, at de gejstlige så at sige havde "nøglen" til at lukke folk ind i himlen. Og det var grunden til, at det såkaldte afladssystem begyndte at sprede sig i slutningen af middelalderen: I slutningen af middelalderen kunne man simpelthen betale kirken for at få "slettet" sine synder. Det er dog en myte, at afladssystemet var særlig udbredt. I artiklen "Ti myter om den mørke middelalder" på Videnskab.dk (se kilder) udtaler historikeren Brian McGuire: ”Afladshandel bliver først udbredt efter omkring 1450. Det vil sige i middelalderens sidste årtier.”
”Faktisk bliver læren om skærsilden som et adskilt sted først til i slutningen af 1100-tallet. Kirken modstod altid idéen om at købe sig fri for syndernes skyld. Men i begyndelsen af 1500-tallet blev det tilladt, at nogle dominikanerbrødre kunne indsamle penge på denne måde,” siger han.
Samtidig med, at religionen fik en voksende magt, voksede videnskaben dog også frem, ofte støttet af de kirkelige institutioner. Mange bøger blev skrevet og mangfoldiggjort i klostrene, og typisk havde klostrene store biblioteker med bøger om teologi, naturvidenskab med mere. Lægevidenskaben udviklede sig også her. De første universiteter opstod i Spanien, i samarbejde mellem muslimer og katolikker, og Københavns Universitet blev indviet i 1479.
Hvilke nye teknologier blev indført i middelalderen?
Middelalderen var præget af en række betydningsfulde opfindelser, blandt andet:
I 1100-tallet begyndte et nyt og vigtigt redskab at vinde frem blandt bønderne. Det var hjulploven: En ny type af plov på hjul, som blev trukket af heste, og som kort sagt gjorde det meget nemmere at bekæmpe ukrudt og at få gødning presset ned i jorden. Hjulploven skabte fundamentet for et langt mere effektivt landbrug.
Den tyske guldsmed Johann Gutenberg udvikler op gennem 1400-tallet en metode, som gjorde det muligt at masseproducere tekster. Dette var udgangspunktet for, at man fremover kunne producere bøger og senere aviser.
De første europæiske ildvåben – altså det, der skulle blive til nutidens kanoner og geværer – begyndte at vinde frem i 1300-tallet. To af de våbentyper, der var populære i middelalderen, var hagebøssen – et primitivt gevær – og kanonen, der kunne fyre store kanonkugler af sted.
