Tempelridderne

Hvad er en Tempelridder?

Tempelridderne, også kaldet Tempelherrerne, fungerede som pavens elitetropper. De hørte under Tempelherreordenen, som blev grundlagt omkring 1120 (nogle historikere nævner 1118 eller 1119) og opløst i 1307. Ordenen blev godkendt af paven i 1129 og fik sit hovedsæde på Tempelpladsen i Jerusalem. Derfor kaldes Tempelherreordenen på latin fratres militiae templi (templets militære brødre).

Tempelherreordenen var en international religiøs ridderorden, hvor brødrene afgav munkeløfte om cølibat, fattigdom og lydighed. I modsætning til almindelige munkeordener var deres primære opgave at kæmpe militært. At forene munkens og krigerens livsformer var en nyskabelse i 1100-tallet.

Tempelriddernes officielle formål var at beskytte kristne pilgrimme, der drog til Jerusalem - det vil sige mennesker, som tog til Jerusalem på pilgrimsfærd for at blive renset for deres synder, for at bede eller for at blive helbredt. Jerusalem var blevet indtaget i 1099 (se afsnittet om Jerusalem), efter i næsten 500 år at have været underlagt det islamiske Kalifat.

Tempelridderne fik hurtigt tildelt ansvaret for at beskytte flere af korsfarernes frontlinjer og at grundlægge fæstninger og borge i Mellemøsten, som en del af forsvaret af korsfarerstaterne. Efterhånden blev Tempelherreordenen det vigtigste redskab til beskyttelse at korsfarerstaterne, både som forsvars- og angrebsstyrker.

Hvorfra fik Tempelridderne deres navn?

Tempelherreordenen havde hovedsæde i al-Aqsa-moskéen på Tempelbjerget i byen Jerusalem. Denne høj hedder sådan, fordi Kong Salomon omkring år 1000 før Kristi fødsel byggede et tempel her. Salomons tempel blev dog ødelagt i 587 før Kristi fødsel, hvorefter det blev genopbygget. Det blev ødelagt igen i år 70, men en rest af muren findes stadig - det er denne mur jøderne kalder for Grædemuren.

Efter at muslimerne i 638 indtog Jerusalem, byggede de to moskéer på Tempelbjerget, hvor de jødiske templer havde stået. Det ene var al-Aqsa-moskéen. Da moskéen lå på ruinerne af Salomons Tempel, nærmere bestemt de såkaldte Salomons Stalde, tog ridderne navn efter det. I begyndelsen gik Tempelridderne under navnet: De Fattige Riddere af Kristi og Salomons Tempels Orden eller bare Salomons Tempelriddere.

Der hersker dog i dag, ifølge artiklen “Helligdommen over alle de andre” (se kilder), et rent anarki angående den arkæologiske forskning i området, hvor de stridende muslimske og jødiske parter med vold og magt forsøger at modbevise betydningen af den anden parts historiske tilstedeværelse på bjerget.

Hvad kendetegnede Tempelriddernes tid?

Tempelherreordenen eksisterede i højmiddelalderen, der lå mellem den tidlige middelalder, det vi i Norden kalder vikingetiden, og senmiddelalderen. Højmiddelalderen strakte sig fra omkring 1066 da England blev erobret af normannerne, indtil begyndelsen af 1300-tallet - se eyewitness.com (kilder). Det var en periode, der var præget af intellektuel og teknologisk fremgang, og ikke af den nedgang og det forfald, man tidligere har troet. Tværtimod var højmiddelalderen en økonomisk ekspansiv periode, hvor handelen steg mellem de forskellige lande. Med økonomisk vækst følger ofte kulturel vækst, og vesteuropæisk kultur såvel som kristendommen spredte sig da også til Sicilien og det østlige Europa foruden Portugal og Spanien som følge af ‘la Reconquista’ - generobringen af Den Iberiske Halvø (det nuværende Spanien og Portugal) fra muslimsk herredømme. Det meste af dette område var blevet besat af maurerne i 700-tallet. Navnet på det spanske område Andalusien er direkte afledt af det arabiske navn for landet, Al-Andalus.

Hvordan var samfundet organiseret?

I middelalderen var Vesteuropa opdelt i en række kongeriger og fyrstendømmer, som alle var feudalsamfund. Ordet feudal kommer af det middelalderlatinske feudum, der betyder len. Et feudalsamfund var hierarkisk opbygget:

• Øverst i samfundspyramiden sad kongen eller fyrsten. Han fordelte jordbesiddelser (len) til næste lag i pyramiden:
• Samfundets herremænd, der dermed blev kongens vasaller (lensmænd). Disse herremænd lovede til gengæld at yde kongen troskab og hjælp i krig. Herremændenes jordbesiddelser blev dyrket af det tredje lag i pyramiden:
• Bønderne betalte høje afgifter og sværgede herremanden troskab og hjælp i krig.

Dette lagdelte system betød, at kongen ikke var egenrådig, idet herremændene havde kontrol over den hær af bønder, som kongen var afhængig af.

Ud over herremændene kunne også den katolske kirkes mænd få råderet over store jordområder. Kirken havde ingen militær myndighed og var derfor afhængig af herremændenes beskyttelse. Omvendt var herremændene og kongen også stærkt afhængige af Kirken, for med Biblen i hånden kunne præster og biskopper give en teologisk begrundelse for, at bønderne skulle indordne sig. Herremændene og Kirken tjente godt på jordområderne, fordi de ikke skulle betale skat. I løbet af middelalderen udviklede de to grupper sig derfor til et indflydelsesrigt lag af henholdsvis adelige og gejstlige.

Hvilken rolle spillede Kirken i højmiddelalderen?

I højmiddelalderen var størstedelen af befolkningen i Vesteuropa katolikker med paven i Rom som deres åndelige leder. I 1000- og 1100-tallet fandt en reformbevægelse sted inden for den katolske kirke. Kirken gik fra at være forholdsvist lydhør over for kritik til efter 1200 åbenlyst at støtte forfølgelser af kættere (afvigere fra den officielle religion). Som en konsekvens af reformbevægelsen oplevede gamle munkeordener en opblomstring, ligesom nye ordener blev grundlagt - heriblandt Tempelordenen.

Da Det Hellige Land efter Det første Korstog var kommet under kristen dominans, strømmede de kristne pilgrimme til. Men selvom mange byer var kontrollerede af kristne, var vejene i områderne ofte farlige og usikre. Uden for bymurene blev pilgrimmene ofte overfaldet af røverbander og snigmordere. Knap 20 år efter Det første Korstog accepterede Jerusalems konge Balduin II derfor den franske ridder Huques de Payens’ tilbud om at oprette en orden, der kunne beskytte pilgrimmene. Ifølge bogen ”Mysteriet om Tempelridderne” (se kilder) dannede han således Tempelherreordenen sammen med otte franske riddere mellem 1118 og 1120. 

Hvilken rolle spillede Jerusalem?

I middelalderen var det almindeligt, at kristne rejste til et helligt sted på pilgrimsfærd. Et vigtigt rejsemål for pilgrimme var Det Hellige Land. Betegnelsen dækkede Palæstina, eller Kanaans Land, som var det landområde, Gud ifølge Det Gamle Testamente havde lovet Abraham og hans efterkommere (Abraham er alle jøders stamfader, men også alle kristnes, og under navnet Ibrahim også stamfader til alle muslimer), og hvor også Jesus havde levet. Palæstina eksisterer ikke længere som samlet land, da det i 1948 blev delt i en arabisk, en jødisk og en international del, men før 1948 var Palæstina det, der omfatter nutidens Israel såvel som dele af Jordan, Syrien og Libanon.

I Det Hellige Land lå Den Hellige By, Jerusalem, og den blev hovedstad i det nyoprettede kongerige af samme navn. Det blev dannet i 1099 og eksisterede, indtil Jerusalem igen kom under arabisk herredømme i 1187. Korsfarerne og deres efterkommere udgjorde et mindretal i Jerusalem - faktisk var der ifølge bogen “Korstogene - idé og virkelighed” (se kilder) ikke flere end 200-300 riddere foruden et antal fodfolk. Kongeriget Jerusalem var et feudalt monarki, og netop den feudalistiske model medvirkede til at styrke korsfarernes stilling i området.

Dengang som nu var det et religiøst knudepunkt, og også dengang kæmpede kristne, jøder og muslimer om byen. De kristne betragtede byen som hellig, fordi Jesus døde, blev begravet og steg til himmels her. Jøderne anså resterne af de gamle jødiske templer for hellige. Og muslimerne anså byen for hellig, fordi profeten Muhammed herfra steg til himmels. Og således byggedes efter magtovertagelsen den store Al-Aqsa-moske på Tempelbjerget, et sted som i dag anses som det tredjehelligste sted i islam, efter Al-Haram-moskeen i Mekka og An-Nabawi-moskeen i Medina. Derfor kaldtes Jerusalem for Den Hellige By - læs også artiklen “Helligdommen over alle de andre” (se kilder). 

Hvem satte korstogene i gang?

På Jesu tid herskede romerne i Jerusalem. Efter Romerrigets fald fik byen kristent styre, men i 638 erobrede muslimerne Jerusalem. De regerede byen i flere århundreder og byggede moskéer, hvor jødernes templer før havde stået. I denne periode var det vanskeligt for de kristne at foretage pilgrimsrejser til Det Hellige Land og Den Hellige By. I takt med reformbevægelsen og kristendommens geografiske ekspansion ønskede flere og flere kristne at drage på pilgrimsfærd til Det Hellige Land. Men en sådan rejse var ikke sikker, så længe muslimerne havde magten i området. Desuden ønskede europæerne at beskytte de hellige, kristne steder i Det Hellige Land.

I november 1095 holdt pave Urban II en prædiken for en tusindtallig skare i den sydfranske by Clermont. Her opfordrede han ifølge bogen “Tempelriddernes hemmelige historie” (se kilder) de kristne til at erobre Det Hellige Land tilbage fra muslimerne med ordene: “Bevæbn jer for at frelse Jerusalem under jeres leder Kristus. Bær hans kors som jeres ordenstegn. Hvis I bliver dræbt, vil alle jeres synder blive tilgivet”. Og som svar råbte menneskemængden “Deus le volt” - “Gud vil det”.

Hvad var Folkekorstoget?

Efter planen skulle korstoget drage af sted den 15. august 1096. Men inden da tog en uofficiel hær af fattige mænd, kvinder og børn af sted. Menneskeskaren talte både lykkejægere, som håbede at blive rige i Østen, glødende kristne, som ville generobre Jerusalem, og folk, der troede, de ville få syndsforladelse ved at kæmpe for Gud. Endelig blev en del tiltrukket, fordi korsfarerne ikke skulle betale skat, ligesom forbrydere deltog for at slippe for straf på deres hjemegn. Der var altså i første omgang tale om en uorganiseret vandring med op mod 100.000 deltagere, der blev ledet af munken Peter Eremit fra Amiens i Frankrig.

I april 1096 drog Folkekorstoget fra Tyskland og styrede mod rejsens første mål: Byen Konstantinopel i Det Byzantinske Rige. Den lå på den vestlige side af Bosporus-strædet, som er det smalle farvand mellem Europa og Asien - i dag er byen kendt under navnet Istanbul. På vejen gennem Europa plyndrede og hærgede mange af korstogets deltagere, og det kom derfor ofte til blodige kampe med lokalbefolkningen. Sygdom og sult tyndede også ud i korsfarernes rækker, og det var derfor kun en mindre, forhutlet skare, der nåede frem til Konstantinopel den 1. august 1096. Derfra blev folkehæren sejlet over Bosporus-strædet, hvorefter de drog ind i Lilleasien. De nåede dog aldrig Jerusalem. 60 kilomenter inde på fjendtlig jord blev de angrebet af en slagkraftig tyrkisk styrke, som dræbte næsten alle. Peter Eremit overlevede dog og deltog senere i det første officielle korstog. 

Hvordan forløb Det første Korstog (1096-99)?

I august 1096 marcherede fem veludrustede europæiske hære mod Konstantinopel. Her blev de blandt andet mødt af enkelte overlevende fra Folkekorstoget, og korsfarerne blev sejlet over Bosporus-strædet. I de følgende måneder udkæmpede korsfarerne en række blodige slag i Mellemøsten heriblandt i det nuværende Tyrkiet og Syrien. Og i sommeren 1099 indtog de kristne korsfarere endelig Jerusalem. Ifølge “Korstogene - idé og virkelighed” (se kilder) skete det under en massakre, hvor både muslimer og jøder blev slået ihjel på stribe. Rygterne om de kristnes grusomheder spredtes hurtigt i den muslimske verden og var med til at gøde jorden for en samlet indsats mod korsfarerne. 

Hvad var korsfarerstater?

Resultatet af Det første Korstog var oprettelsen af fire områder i Mellemøsten, som korsfarerne regerede over - de såkaldte korsfarerstater:

•  Kongeriget Jerusalem
•  Grevskabet Edessa
•  Fyrstedømmet Antiokia
•  Grevskabet Tripoli

Disse korsfarerstater blev kaldt Outremer, som på fransk betyder ‘hinsides havet’ (outre-mer).

Læs mere om korstogene i FaktaLink-artiklen Korstogene, hvor de enkelte korstog bliver mere detaljeret beskrevet, ligesom der opridses hvilke faktorer der førte til korstogene, både sociale strukturer i samtiden og de forskellige reformationer af den katolske kirke.