Den Franske Revolution

Hvornår foregik Den Franske Revolution?

Den Franske Revolution fandt sted i årene 1789-1799 og bliver normalt inddelt i tre faser:

· Perioden fra 1789 til 1792 betegnes som revolutionens moderate fase. Monarkiet blev begrænset og siden afskaffet, og der blev gennemført en lang række reformer.

· Perioden fra 1792 til 1794 betegnes som revolutionens radikale fase præget af indre splittelse og krig kulminerende med 'terrorregimet' i 1793-1794.

· Efter 1794 overgik ledelsen af den franske republik til et mere moderat, men også korrupt og upopulært styre. Styret blev kaldt Direktoriet og var ved magten frem til november 1799, hvor general Napoleon Bonaparte tog magten ved et statskup.

Hvordan var den økonomiske situation op til revolutionen?

I anden del af 1700-tallet blev den franske stats økonomiske forhold støt værre. Landet var hjemsøgt af periodisk hungersnød, oplevede en stor befolkningstilvækst og staten var på randen af bankerot. Finansministeriet krævede, at der blev gennemført gennemgribende økonomiske reformer for at bringe gælden under kontrol. Disse reformforslag blev modarbejdet af både kongen og parlamentet ud fra forskellige bevæggrunde. De økonomiske problemer blev ved at vokse, og den 16. august 1788 standsede statskassen sine udbetalinger. Situationen krævede handling, og kongen afgav løfte om at indkalde en generalstænderforsamling med deltagelse af samfundets tre stænder – gejstlige, adelige samt borgere og bønder – der skulle hjælpe de nødvendige reformer på gled.

Hvordan så det franske samfund ud inden revolutionen?

Det franske samfund havde siden middelalderen været statsligt-administrativt opdelt i tre stænder – altså et såkaldt 'standssamfund'. Øverst i samfundet, og hævet over alle stænder, var den enevældige kongemagt. I bogen ”Politikens verdenshistorie, bd. 14” (se kilder) beskrives de tre stænder således:

· Første stand (gejstlige): Bestod af cirka 120.000 mennesker. Kirken ejede omkring 10 procent af Frankrigs jord. Derudover havde standen indtægter fra tiende – kirkeskat – og var selv fritaget for skattepligt.

· Anden stand (adelige): Bestod af omkring 350.000 mennesker, som havde store jordbesiddelser – omkring 20 procent af landets jord. Standens indtægter stammede fra lejeindtægter, som de indkrævede fra de bønder, der levede på deres jord. Standen sad på de fleste af de ledende poster i samfundet.

· Tredje stand (borgere og bønder): Udgjorde omtrent resten af befolkningen, cirka 25,5 millioner mennesker, men der var store interne forskelle i tredjestanden. Borgerskabet bestod af eksempelvis håndværkere, handelsmænd og folk i frie erhverv som jurister. Den velstillede del af borgerskabet, bourgeoisiet, var generelt uddannet og selvbevidst. Cirka 30 procent af den franske jord var ejet af borgerskabet, hvilket var en meget høj andel efter datidens forhold i Europa. Langt størstedelen af franskmændene levede som bønder, der samlet set ejede omtrent 40 procent af jorden i Frankrig. Bønderne var som oftest juridisk frie, men de fleste måtte betale fæsteafgifter til godsejeren sammen med en lang række andre afgifter til adelstanden. Bønderne bar også langt hovedparten af skattebyrden til staten.

Hvad var oplysningstiden?

Mange af ideerne, der blev omsat under Den Franske Revolution, kom fra det 18. århundredes store filosoffer og forfattere. Det var tænkere fra cirka 1730-1800 – den periode der kaldes oplysningstiden. Oplysningstidens ideologi tog afstand fra kirkens indflydelse på menneskets liv og hyldede i stedet den menneskelige fornuft. Som en frigørende kraft kunne den tage alle gængse anskuelser, dogmer og samfundsstrukturer op til et kritisk, rationelt eftersyn. Denne tankegang var ifølge ”Politikens verdenshistorie, bd. 14” (se kilder) pejlemærke for borgerskabet under Den Franske Revolution.

Hvad skete der ved Generalstænderforsamlingen i 1789?

Kongen havde tidligere haft held med at samle repræsentanter for alle tre stænder, når alvorlige sager skulle løses. Nu håbede kong Ludvig d. 16 (1754-1793), at en løsning på den økonomiske krise igen kunne findes på denne måde. Generalstænderforsamlingen i Frankrig trådte sammen den 5. maj 1789.

Generalstænderforsamlingen bestod af i alt 1.139 repræsentanter, og de var ifølge bogen ”Den store revolution” (se kilder) fordelt på følgende måde:

· Første stand (gejstlige): 291 repræsentanter

· Anden stand (adelige): 270 repræsentanter

· Tredje stand (borgere og bønder): 578 repræsentanter

Ved mødets start løb man ind i en grundlæggende uenighed om stemmevægtene ved forsamlingens møder. På den ene side stod adelen, der mente, at man skulle holde sig til den traditionelle stemmeprocedure, hvor hver stand stemte som en samlet enhed. Fra tredjestanden var det derimod et ufravigeligt krav, at der skulle stemmes per hoved, fordi tredjestanden på den måde ville kunne mønstre flest stemmer.

Dødvandet førte til, at tredjestandens repræsentanter den 17. juni 1789 tog et revolutionært skridt. Standen erklærede sig for en nationalforsamling og hævdede derved at repræsentere hele nationen. Denne forsamling, der efter kongens ordre også kom til at bestå af et antal repræsentanter fra de to andre stænder, arbejdede frem mod at udforme en egentlig forfatning, altså en grundlov, for Frankrig.

Hvad skete der ved stormen på Bastillen?

Den 14. juli 1789 blev den parisiske fæstning Bastillen stormet. En gruppe af småborgere, der var rasende over de stejlt stigende priser på brød og kongens ligegyldighed over for situationen, angreb den gamle middelalderborg for at skaffe sig våben. Bastillen fungerede i 1789 som fængsel og som depot for blandt andet krudt og våben. Ifølge Niels Høffdings ”Friheden eller døden” (se kilder) formåede menneskemasserne først at indtage borgen, da deserterende afdelinger af den franske garde satte ind med kanoner. Borgens kommandant de Launay blev kort efter henrettet af folkemængden. Den militære værdi af operationen var lille, for oprørerne fandt ingen våben. Alligevel fik de revolutionære demonstreret vilje og handlekraft, og den 14. juli er siden blevet til Frankrigs nationaldag.

Hvad skete under ’revolutionens pinsenat’?

Natten mellem den 4. og 5. august 1789 kaldes for ’revolutionens pinsenat’. Omvæltningerne havde ifølge ”Politikens verdenshistorie, bd. 14 ” (se kilder) affødt voldsom uro og bondeoprør i hele Frankrig, som nationalforsamlingen var nødt til at forholde sig til. Ved et stormfuldt nattemøde i nationalforsamlingen frasagde repræsentanter for adelstanden og kirkestanden sig deres særlige privilegier og rettigheder for at lægge en dæmper på uroen. I dagene efter nattemødet blev beslutningerne udformet som en række dekreter.

To måneder senere blev kongen og hans familie sat i husarrest og kongen blev tvunget til at anerkende dekreterne og menneskerettighedserklæringen.

Hvad var menneskerettighedserklæringen?

Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget af nationalforsamlingen den 26. august 1789. Menneskerettighedserklæringen søgte gennem 17 artikler at skitsere ”menneskets naturlige og umistelige rettigheder”. Den fastslog, at alle mennesker fra fødslen har samme rettigheder, herunder tale- og trykkefrihed, religionsfrihed og almindelig retssikkerhed.

Hvilke reformer blev gennemført i den første del af revolutionen?

I revolutionens første del, perioden fra november 1789 til september 1791, gennemførte nationalforsamlingen en række væsentlige samfundsreformer. De skulle gøre op med nedarvede sædvaner og privilegier og gøre Frankrig til et fornuftsbaseret samfund. Dette betød samtidig, at kirken, kongen og adelen mistede status og magt.

Den måske væsentligste ændring var en forfatningsreform med liberale retningslinjer for det fremtidige styre i Frankrig, herunder en begrænset kongemagt og lighed for loven.

Med den nye forfatning mente nationalforsamlingen i september 1791, at den havde fuldført sit arbejde og opløste sig selv. Derefter overgik landets ledelse til et andet styreorgan: den lovgivende forsamling. Ingen fra nationalforsamlingen kunne genvælges til den nye forsamling.