Sigøjnere - romaer

Hvem er sigøjnerne?

Sigøjnerne er en etnisk gruppe, et folk, som lever spredt ud over en lang række lande, både i Europa og andre verdensdele. Sigøjnerne kan derfor siges at være en ikke-territorial nation, fordi de udgør et etnisk, kulturelt og (til dels) sprogligt fællesskab, men ikke har noget territorium eller hjemland. Sigøjnerne kalder som regel sig selv romaer.

Hvorfra stammer ordet sigøjner?

Ordet ”sigøjner” kan spores tilbage til det græske ’athínganos’, der betyder ’urørlig’ eller ’paria’ med sidebetydningen ’hedning’. Det samme gælder det tyske ’Zigeuner’ og det franske ’tzigane’. ’Athínganos’ var et af de første ord, der blev hæftet på romaerne, da de ankom til Europa. De blev opfattet som fremmede og udpeget som en modsætning til de troende kristne i Det Byzantinske Rige. Siden er ordet sigøjner blevet associeret med andre negative karakteristika og bruges i nogle lande også som et skældsord, og derfor foretrækker de fleste sigøjnere i dag at blive kaldt ’roma’, ikke sigøjner. Baggrunden for ordet ’sigøjner’ gennemgås i den amerikanske roma Ian Hancocks bog ”We are the Romani People” (se kilder).

Hvad er forskellen på sigøjnere og romaer?

”Sigøjner” er et ord, som det omgivende samfund i århundreder har brugt om en etnisk gruppe, romaerne, samt om andre mennesker, der har haft en livsform, som majoritetssamfundet har associeret med romaerne. Det gælder især det omrejsende liv, som handelsrejsende, cirkusartister og tivolifolk ofte har ført. De fleste af de mennesker, som af andre betegnes ’sigøjnere’, bruger i stedet betegnelsen ’romaer’ om sig selv. ’Roma’ betyder ’menneske’ (eller ’mand’) på romaernes eget sprog, romani; det er altså romaernes selvbetegnelse i modsætning til ’sigøjner’, som er omverdenens, til dels negative og nedsættende, betegnelse for gruppen. Desuden er ’sigøjner’ mere upræcist, da det også bruges om mennesker, som ikke tilhører roma-gruppen.
Nogle romaer bruger dog også af og til ordet ’sigøjner’ - først og fremmest fordi betydningen af ordet roma stadig er ukendt for mange europæere. I bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder) siger den 32-årige danske romakvinde Biljana Muncan således: ”Hvis folk spørger, hvad jeg er, så siger jeg, at jeg er roma, eller at jeg har romabaggrund. Men så ved folk som regel ikke, hvad det vil sige. De tror, at det har noget med Rom at gøre. Så er jeg nødt til at forklare dem, at en roma er det, man normalt kalder for en sigøjner. Men jeg har det ikke ret godt med at bruge det ord, for ’sigøjner’ er for mig et meget negativt ord. Folk forbinder det med at være omrejsende, med kvinder i lange kjoler, med utilpassede, tyvagtige mennesker. Det er alle de stereotyper, som jeg gerne vil være fri for at forholde mig til.”

Hvilke andre betegnelser bruger romaer om sig selv?

Nogle romaer bruger andre selvbetegnelser end roma; de romaer, der har levet i Tyskland i århundreder, kalder sig for eksempel typisk ’Sinti’, hvilket henviser til området Sindh i Indien, hvor romaerne menes at stamme fra, mens mange spanske romaer bruger betegnelsen ’gitanos’ eller ’kalé’. Enkelte romaer bruger også ord som ’sigøjner’, ’tater’ og ’gypsy’ - oftest med et glimt i øjet - på samme måde, som unge med indvandrerbaggrund kan finde på at kalde sig selv eller hinanden ’perker’.

Andre bruger betegnelserne ’travellers’ (i Storbritannien og Irland), ’Gens du Voyage’ (i Frankrig) eller ’resande’ (i Sverige) om sig selv. I hvert fald en del af disse rejsende har en helt anden historisk oprindelse end romaerne, og for eksempel de irske ’travellers’ taler et sprog, som er anderledes end romaernes sprog, romani, men har nogle låneord derfra. Nogle ’rejsende’ opfatter dog sig selv som en del af samme gruppe som romaerne eller identificerer sig med dem, fordi romaer og rejsende historisk har haft ensartede vilkår.

Andre romaer bruger betegnelser om sig selv, der henviser til, hvilken klan eller gruppe, de tilhører. Nogle kalder sig for eksempel ’kalderash’, som er en betegnelse for romaer, der traditionelt har erhvervet sig som kobbersmede, andre kalder sig ’ursari’ (bjørnetrækkere) eller ’lovari’(hestehandlere).  

Hvilke(t) sprog taler romaerne?

Mange romaer taler flere sprog. Som regel taler de samme sprog som majoriteten i det område eller land, hvor de bor. Men derudover taler mange romaer også romaernes eget sprog, romani eller romanes. Det er et sprog, hvis grundlæggende grammatiske træk har meget til fælles med det oldindiske sprog sanskrit og moderne sprog som hindi og punjabi. Romani findes dog i mindst 60 forskellige dialekter, og hver dialekt har både låneord og også til en vis grad grammatiske ligheder med sproget i det område, hvor dialekten tales. I den dialekt af romani, der tales i Serbien, indgår f.eks. mange serbokroatiske ord. I nogle lande taler stort set ingen romaer romani længere. Det skyldes typisk, at det igennem historien har været forbudt for romaerne at tale deres sprog, og derfor er det gået i glemmebogen, eller det kan skyldes, at romaerne har undladt at tale deres sprog, fordi de af frygt for diskrimination har forsøgt at skjule deres baggrund.
Romani har traditionelt ikke været et skriftsprog, men i dag findes der enkelte forfattere, der skriver på romani, og en del af dem har sluttet sig sammen i IRWA, International Romani Writers’ Association (se kilder). Uddannede romaer over hele verden forsøger desuden at ”genoplive” sproget ved at organisere undervisning i romani og standardisere det som skriftsprog. Blandt andet findes der et internetleksikon, Romlex (se kilder), over forskellige romani-dialekter, og der er udgivet flere engelsksprogede introduktioner til romani, blandt andet bogen ”What is the Romani language?” (se kilder). Målet med de sprogpolitiske tiltag er, at alle romaer med tiden skal kunne kommunikere med hinanden på deres eget sprog - både på skrift og i tale. En del unge romaer vælger dog i stedet at kommunikere med hinanden på engelsk, når de f.eks. chatter med hinanden via internet.

Hvilken religion har romaerne?

Romaerne har ikke en fælles religion, men har typisk tilsluttet sig religionen i det område, hvor de har bosat sig. Det betyder, at der findes både kristne, muslimske og jødiske romaer. I Makedonien, Albanien, Kosovo og Tyrkiet er flertallet af romaer således muslimer ligesom den øvrige befolkning, mens de i de fleste andre europæiske lande bekender sig til kristendommen.
En del romaer har da også - trods deres tilslutning til majoritetens religion - bevaret nogle traditionelle trosforestillinger, som formodentlig har en forbindelse til romaernes indiske oprindelse. Det drejer sig blandt andet om bestemte ideer om, hvordan man regulerer forholdet mellem rent og urent, og et stærkt tabu omkring døden. Disse trosforestillinger og leveforskrifter benævnes under ét romanipen eller romaniya og udgør for mange romaer en vigtig del af deres etniske identitet.
En del romaer lægger derfor vægt på, at de som folk har et religiøst fællesskab, selv om de bekender sig til flere forskellige religioner, mens andre romaer understreger, at en stærk tro på Gud er en væsentlig del af deres kulturelle særpræg. Et kendt ordsprog på romani lyder ”Savoro pes prejal, cha o Del achhel” (”Alt forgår, kun Gud består”).
De traditionelle trosforestillinger og deres betydning for romaernes dagligdag beskrives på hjemmesiden Patrin Web Journal (se kilder) i artiklen ”Romani Customs and Traditions: Romani Beliefs - Romaniya”, samt i en sektion på hjemmesiden Religious Tolerance (se kilder). Romaernes forhold til kirken og kristendommen - og en særlig evangelisk pinsekirkebevægelse blandt romaer i Frankrig og Spanien samt en pilgrimsfærd for katolske romaer, hvor de fejrer deres skytshelgen Sorte Sara, beskrives i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder).

Hvilken kultur har romaerne?

Det er svært at udpege nogle kulturelle træk, som alle romaer deler. Traditioner og normer adskiller sig fra gruppe til gruppe og fra person til person, blandt andet fordi romaer har taget kulturelle træk til sig fra de majoritetssamfund, de er en del af. Nogle forskere hævder ligefrem, at man slet ikke kan tale om et romafolk og derfor heller ikke om en romakultur. En af dem er den tjekkiske antropolog Marek Jakoubek, der i artiklen ”Romaer kan vi være derhjemme” i Weekendavisen den 12. april 2006 (se kilder) siger: ”Der er ingen kultur, som binder sigøjnerne sammen. Den såkaldte romakultur er skabt af en elite af romaaktivister. De hævder, at de repræsenterer romafolket, men de kan umuligt repræsentere folk fra ghettoerne, for de har intet til fælles med dem ud over hudfarven.”
Men de fleste romaer oplever alligevel, at de er en del af en romakultur. Det gælder for eksempel den unge romakvinde fra Tjekkiet Gabriela Hrabanova, der er leder af en organisation, som arrangerer kulturelle arrangementer for unge romaer. I samme artikel i Weekendavisen siger hun: ”Der findes en romakultur, en rød tråd, som løber igennem romaernes historie. For mange af de unge er den røde tråd blot forsvundet i den påvirkning, de er blevet udsat for fra majoritetssamfundets side. For eksempel kan mange ikke tale romani, fordi deres forældre ikke har talt det med dem,” siger hun.
Hun og andre romaer fremhæver det stærke familiesammenhold som et kulturelt træk, der går igen blandt romaer over hele Europa. Andre peger på en stærk musikalsk tradition, som har fostret særlig ’romamusik’; blandt andet er romaerne i Spanien kendt for at have udviklet flamencoen - en kunstart, som kombinerer, sang, musik og dans. Andre igen peger på særlige forestillinger om rent og urent og tabuer omkring døden, som går igen blandt mange romaer, og som muligvis kan spores tilbage til romaernes oprindelse i det hinduistisk dominerede nordlige og vestlige Indien.
Romakultur i europæisk forstand kan altså siges at være en blanding af gamle traditioner, der er under konstant udvikling under påvirkning af det omgivende samfund, og som måske først for alvor bliver defineret i disse år. Europas første museum for romakultur (se kilder) åbnede således for få år siden i den tjekkiske by Brno. I artiklen ”Roma-kultur - det er da bare druk og fattigdom” på hjemmesiden www.romnet.dk (se kilder) beskrives - med udgangspunkt i dette museum - diskussionen om, hvad romakultur er. En række traditioner og kulturelle normer beskrives desuden i bogen ”We are the Romani people” (se kilder). 

Er romaerne ét folk?

Romaerne er delt i mange klaner og familier, og ikke alle romaer føler et stort fællesskab med andre romaer. Men romaerne har som mange andre folk og nationer et fælles flag, en nationalsang og et fælles sprog, ligesom romaerne har en fælles oprindelse, en fælles historie og også i høj grad en fælles identitet. De forskelle, man kan finde blandt romaer, kan man desuden også finde tilsvarende blandt mange andre folk. Så det giver god mening at sige, at romaerne i dag udgør et folk.

Det er en almindelig opfattelse blandt forskerne, at da romaernes forfædre forlod Indien, udgjorde de en række forskellige stammer og grupper, der identificerede sig med bestemte erhverv. Undervejs på den lange rejse fra Indien til Europa begyndte de at gifte sig på tværs af stammeskel, og der udviklede sig en fælles identitet, et fælles sprog og fælles traditioner. Man kan altså sige, at romaerne først blev dannet som folk, da de havde forladt Indien.

Romaernes nationsopbygning i nyere tid beskrives i det afsluttende kapitel i bogen ”Sigøjnere - 1000 ¨r på kanten af Europa” (se kilder).

 

Hvor stammer romaerne fra?

Romaerne stammer fra Indien. Den nyeste forskning tyder på, at romaernes forfædre udvandrede derfra allerede i 500-600-tallet. Andre forskere mener, at udvandringen først fandt sted omkring år 800 eller 1.000. Men langt de fleste forskere er enige om, at romaerne stammer fra det nordlige eller vestlige Indien og udvandrede for over 1.000 år siden.
Tidligere var det almindeligt at sige, at romaerne stammer fra Egypten, og der er da også nogle få romaer, der stadig selv hævder. I Kosovo, Albanien og Makedonien er der således grupper af romalignende folk, som ikke taler romani, og som hævder, at de stammer fra Egypten. Ifølge deres oprindelsesmyte ankom de fra Egypten til Europa for hundreder eller tusinder af år siden og slog sig i første omgang ned et sted, de kaldte Lille Egypten. Det engelske ord ”gypsy”, det franske ”gitane” og det spanske ”gitano” er sproglige afledninger af ”egypter”. Forskerne kan dog ikke finde belæg for, at det skulle være sandt, at romaerne stammer fra Egypten; de mener snarere, at det er en misforståelse, der opstod, fordi nogle romaer slog sig ned et sted i Grækenland, der kaldtes Lille Egypten, og fordi romaerne med deres mørke hud kunne minde om de egyptiske akrobater, man kendte til i det Det Byzantinske Rige på det tidspunkt, hvor de første romaer kom til Europa.
DNA-analyser og medicinsk forskning fra de seneste år viser da også en genetisk lighed mellem romagrupper i Europa og befolkningen i det nordvestlige Indien, og denne lighed er med til at bekræfte, at romaerne stammer fra Indien. Det samme er romaernes sprog, som indeholder både strukturer og ord fra det oldindiske sprog sanskrit.

Romaernes tidlige historie og teorierne omkring den beskrives i bøgerne ”We are the Romani people” (se kilder) og ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” (se kilder).

Hvordan blev romaernes oprindelse opdaget?

Romaernes oprindelse blev opdaget ved, at europæiske forskere fra 1700-tallet og frem først via sproglige studier - og siden via studier i både sprog, kultur og genetik - fandt frem til, at romaerne havde en forbindelse til Indien. I første omgang fandt forskerne ud af, at der i romaernes sprog, romani, var både strukturer og ord, der stammede fra gamle indiske sprog.
Ifølge en anekdote var det en ungarsk teologistuderende, Istvan Valyi, der i 1763 opdagede eller genopdagede forbindelsen mellem romaerne og Indien, da han på universitetet i den hollandske by Leiden mødte tre indiske studerende. Valyis familie havde store jordbesiddelser og havde som mange jordejere på den tid en del romaer blandt sine arbejdere og slaver. Ved at tale med arbejderne havde Valyi lært sig lidt romani, og da han mødte de tre indiske studerende, slog det ham, at der var nogle ligheder mellem deres sprog og det sprog, som romaerne på hans fars gods talte. Valyi fik de indiske studerende til at hjælpe sig med at skrive en liste på omkring 1.000 ord fra deres sprog og fik dem til at forklare sig ordenes betydning. Da han vendte tilbage til sin hjemegn, præsenterede han listen for romaslaverne på sin fars jord, og disse arbejdere kunne ifølge antropologen Heinrich Grellmanns gengivelse af historien fra 1783 i bogen ’Die Zigeuner’ ”uden besvær eller tøven” redegøre for ordenes betydning. Valyis påståede liste på 1.000 ord er aldrig fundet, og tilsyneladende var ingen Istvan Valyi indskrevet på universitetet i Leiden i 1763.
Men selv om historien efter alt at dømme er et falsum, peger den på det faktum, at der er betydelige ligheder mellem på den ene side romani og på den anden side både oldindiske sprog som sanskrit og nutidige sprog som hindi og punjabi. Blandt de forskere, der har påvist lighederne, er lingvist Peter Bakker fra Aarhus Universitet. Han er medforfatter til bogen ”What is the Romani language?” og han fortæller i radioudsendelsen ”Sigøjnerliv - på kanten af Europa” (se kilder), hvordan man ved hjælp af ”sproglig arkæologi” har dokumenteret romaernes indiske oprindelse. Ankedokten om Istvan Valyi og de fakta, der knytter sig til den, behandles i bogen ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” (se kilder).

Hvorfor forlod romaerne Indien?

Ingen ved med sikkerhed, hvorfor romaernes forfædre udvandrede. En teori går på, at de blev ansat som smede, hestepassere, musikere og kurvemagere for en hinduistisk hær, som kæmpede mod en muslimsk hær omkring år 1.000. En anden teori hævder, at romaernes forfædre selv tilhørte en krigerkaste, som organiserede andre til at kæmpe for sig, mens en tredje teori handler om, at romaernes forfædre udvandrede fra Indien til Persien for at søge arbejde der efter en persisk invasion af Indien. Teorierne, hvoraf der blandt forskerne er bredest tilslutning til den første, gennemgås i bogen ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” (se kilder).

Hvilken rute fulgte romaerne på vej til Europa?

Romaerne har ikke før for nylig haft deres eget skriftsprog, og det er en af grundene til, at der ikke findes nogen nedskreven historie om deres oprindelse i Indien og deres rejserute mod Europa. Deres talesprog er derfor den egentlige kilde til den viden, man i dag har om deres rejseruter. Ved at undersøge, hvilke låneord der findes i romani fra andre sprog, kan sprogforskerne nogenlunde kortlægge den rute, romaerne og deres forfædre har fulgt. Nogle ord, som er forsvundet ud af andre sprog for århundreder siden, findes i samme eller let ændret form i romani i dag, og på den måde kan forskerne konkludere, at romaerne har opholdt sig i et bestemt sprogområde, før de pågældende ord forsvandt ud af sproget der. På den måde kan sprogforskerne tegne en rute fra Indien til Persien,  videre gennem armensktalende områder til Det Byzantinske Rige og derfra ind på Balkan og videre til resten af Europa. Den sandsynlige rejserute og de sproglige argumenter for den gennemgås i bøgerne ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” (se kilder) og ”What are the Romani language?” (se kilder).

Hvornår ankom romaerne til Europa?

Formodentlig nåede de første romaer frem til Det Byzantinske Rige omkring år 1.000. Det tyder sprogeksperternes forskning på, og det stemmer overens med, at historiske kilder fra omkring 1050 beretter om gøglere, musikanter og slangetæmmere i Konstantinopel. De kan meget vel have været forfædre til de romaer, der indtil 2009 boede i kvarteret Sulukule lige inden for Istanbuls byzantinske landmure. I løbet af 2009 blev kvarteret jævnet med jorden i forbindelse med en bysanering, men indtil da var det formodentlig verdens ældste roma-kvarter. Fra dette kvarter - og fra Konstantinopel i det hele taget -  er nogle romaer formodentlig rejst videre ind i Europa, og forskerne er enige om, at der i hvert fald fra begyndelsen af 1300-tallet var mindre grupper af romaer i store dele af Europa. I 1322 skrev en munk fra den græske ø Kreta om en gruppe tilrejsende håndværkere: ”De bliver sjældent på samme sted i mere end 30 dage, men flytter altid, som om de var en af Gud forbandet slægt, usalige som flygtninge på Jorden, fra lejrplads til lejrplads, med deres små sorte telte”. I årtierne herefter er der forlydender om lignende gruppers opdukken rundt omkring i Europa, blandt andet i Tyskland og Frankrig, og omkring år 1500 var der formodentlig romaer i hele Europa - fra Skandinavien i nord til Spanien i Syd, fra England i vest til Rusland i øst. De historiske vidnesbyrd om romaernes ankomst til Europa beskrives i bogen ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” (se kilder), mens Europas ældste romakvarter Sulukule beskrives i artiklerne ”Sigøjnerkvarter skal jævnes med jorden” og ”Tyrkiet har fjernet verdens ældste romakvarter” i Kristeligt Dagblad (se kilder).

Hvad levede romaerne af?

Generelt var romaernes erhverv meget kønsbestemte: Mændene var håndværkere, mens kvinderne ofte solgte de varer, mændene havde fremstillet, og af og til supplerede indtægterne ved at spå. Medlemmerne af de forskellige grupper, der rejste sammen, ernærede sig ved håndværk eller samme form for handel. Nogle grupper havde specialiseret sig som kobbersmede, kedelflikkere og fortinnere, ligesom der fandtes grupper af hestehandlere, bjørnetrækkere og markedsgøglere. Andre  var grovsmede, guld- og sølvsmede og rottefængere. Desuden skaffede kvinder og børn i nogle grupper penge ved at tigge, og det var også almindeligt blandt mange romaer at supplerede indtægterne fra håndværk og handel med at optræde med sang, musik og dans. De tog den musik til sig, som de mødte undervejs, omformede den og spillede den på deres egne måde. Det håndværk og den underholdning, romaerne kunne byde på, var ofte bedre end de lokales, og de kunne derfor altid sælge deres varer eller tjene til føden ved forskellige tjenesteydelser. Med tiden slog mange sig ned og blev  bofaste - især i vinterperioderne - og arbejdede som landarbejdere, jordbrugere, håndværkere og med husflid som kurvemageri og væveri. Andre foretrak livet som omrejsende eller var tvunget til at fortsætte med at rejse, fordi de blev udsat for forfølgelse.

Romaernes tidlige historie i Europa beskrives i bogen ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” (se kilder).

Hvordan blev romaerne modtaget?

Romaerne blev i begyndelsen modtaget med nysgerrighed mange steder, ligesom der blev sat pris på deres evner som håndværkere. Men samtidig blev de, med deres fremmedartede udseende og skikke, mistænkt og beskyldt for alverdens ulykker - fra at bringe sygdom og død med sig til at stjæle og spise børn. Beskyldningerne kom især fra kirken, som opfattede romaernes skikke og kvindernes spådomskunst som tegn på hedenskab. Desuden blev de af statslederne opfattet som problematiske, fordi de med deres omrejsende livsform var svære at kontrollere. Efterhånden som osmannerne erobrede større dele af Balkan, spredte der sig desuden en generel frygt for fremmede, især hvis de var mørkhudede og ikke-kristne, og romaerne blev - selv om mange af dem præsenterede sig som kristne pilgrimme - beskyldt for at være spioner for osmannerne.
Alt i alt fik fordommene lov til at brede sig og yderligere forstærke mistroen, og i løbet af de første århundreder efter romaernes ankomst til Europa begyndte magthaverne at indføre særlige love, der skulle forhindre romaerne i at rejse ind i og blive på deres territorium. De særlige rettigheder, som romaerne havde opnået som pilgrimme, blev samtidig inddraget. Forfølgelsen af romaerne i middelalderens Europa beskrives i bøgerne ”Gypsies - from the Ganges to the Thames” og ”We are the Romani people” (se kilder).

Hvad skete der med romaerne i Rumænien?

En del af de romaer, som kom til det nuværende Rumænien, blev allerede i 1300-tallet gjort til slaver eller livegne landarbejdere på de store godser eller i de mange klostre. Omkring 75 millioner mennesker ud af en befolkning på 200 millioner i Europa var døde af pest mellem 1347 og 1351, så der var mangel på arbejdskraft overalt på Balkan, især i landbruget. Datidens feudale samfund var stærkt hierarkisk, og mange fattige bønder var livegne hos adelsmænd og ved klostrene. Romaerne blev som nyankomne placeret nederst i hierarkiet og blev taget som slaver. Landbrugsjorden i det daværende Rumænien var ejet af adelen, militæret og kirken, og alle tre typer jordejere benyttede sig af slaver til at dyrke jorden. Den første henvisning til, at der var romaer blandt jordejernes slaver, er fra 1360’erne eller 1370’erne, hvor fyrst Vladislav af Vallakiet overgiver ejerskabet over 40 romafamilier til St. Anton-klostret i nærheden af Vodita. De næste århundreder blev romaer med jævne mellemrum nævnt som objekter i sådanne foræringer eller handler.

I Transsylvanien blev slaveriet afskaffet allerede i 1300-tallet, mens det i de to fyrstendømmer Moldavien og Vallakiet varede ved indtil midten af 1800-tallet. Historikere har fundet en plakat fra 1852, som fortæller, at et antal sigøjnere er sat til salg. På det tidspunkt blev romaslaver solgt efter vægt, til en pris af et guldstykke per pund.
Da slaveriet ophørte i Vallakiet og Moldavien i 1865, blev op mod 600.000 romaslaver frigivet. Mange af dem flygtede og bosatte sig i nærliggende europæiske lande eller i fjerne lande som Brasilien og USA. Andre havde ingen anden mulighed end at blive boende og tigge deres tidligere ejer om arbejde. Fra den nyetablerede rumænske stats side blev der intet gjort for at uddanne og integrere de tidligere slaver, og det er en af væsentlig del af baggrunden for, at mange  romaer i Rumænien fortsat lever i udkanten af samfundet.

Slaveriet af romaer i Rumænien beskrives i bogen ”We are the Romani people” (se kilder), mens den fortsatte marginalisering af de rumænske romaer er emnet for et kapitel i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder). Romaernes liv i Rumænien i dag beskrives ligeledes i bogen ”Along the Enchanted Way. A Romanian Story” (se kilder).

Hvilke andre steder blev romaerne gjort til slaver?

Slaveri af romaer fandt ikke kun sted i det nuværende Rumænien, men også andre steder i Europa. Et par eksempler er:

· England: I 1500-tallet udstedte kong Edward den 6. et dekret om, at alle romaer skulle brændemærkes med et ’V’ på brystet og holdes som slaver i to år. Forsøgte de at undslippe, skulle de brændemærkes med et ’S’ og gøres til slaver på livstid.

· Spanien: I 1538 besluttede den spanske konge, at romaer, der stak af fra fængslet, skulle gøres til slaver, og i 1749 befalede kong Ferdinand den 6., at 14.000 romaer skulle arbejde som slaver i landets miner.

· Rusland: Katharina den Store (regerede 1762-1796) gjorde romaer til hofslaver.

· Romaer blev desuden brugt som slavearbejdere i de europæiske landes kolonier. Allerede i 1498 blev en gruppe romaer tvunget om bord på Columbus’ skib og transporteret til De Caraibiske Øer, og i 1700-tallet blev flere skibstransporter med romaer sendt af sted fra England og Skotland til de britiske kolonier. Også de portugisiske magthavere tvang romaer af sted til landets kolonier, hvilket resulterede i, at romaer blev deporteret til deres folks oprindelsesland, Indien.

De mange eksempler på slaveri af romaer i Europa gennemgås i bogen ”We are the Romani people” (se kilder).

Hvilken rolle spillede kirken i undertrykkelsen af romaerne?

Kirkens folk mistænkte romaer, især romakvinder, for trolddomskunst, og formodentlig har der været adskillige romaer blandt de kvinder, der blev brændt som hekse i Europa i middelalderen. I det meste af Vesteuropa blev romaer i århundreder rutinemæssigt forment adgang til gudstjenester og måtte i stedet sidde uden for kirkebygningen og kigge ind gennem vinduerne under messen. Martin Luther advarede mod romaerne og deres ”svinestreger” og anbefalede, at både jøder og romaer blev gjort fredløse. I samme ånd udstedte pave Pius den 5. i 1568 et forbud mod, at romaer opholdt sig i det hellige romerske imperium. Desuden var de ortodokse klostre under slaveriet i Rumænien kendt for deres særligt grusomme behandling af romaslaver.

Hvordan blev lovgivning brugt til at forfølge romaer?

Konger og fyrster over hele Europa udstedte fra 1400-tallet og frem en række love og dekreter, som forbød romaer at opholde sig inden for deres riges grænser, og som tillod rigets borgere at forfølge og til tider dræbe romaer, der vovede sig inden for rigets grænser. Nogle eksempler er:

· I 1726 bekendtgjorde kejser Karl VI, at alle voksne mandlige sigøjnere skulle dræbes, Kvinder og børn skulle have skåret et øre af, så man til enhver tid kunne kende dem. Derefter skulle de sendes ud af landet.

· I 1725 indførte Frederik Wilhelm I dødsstraf for alle sigøjnere, kvinder som mænd over 18 år, der blev pågrebet inden for det preussiske territorium.

· I Nederlandene blev der i 1600- og 1700-tallet organiseret såkaldte ”hedninge-jagter”, som i realiteten var klapjagter på sigøjnerne. De formede sig som en slags folkelige jagtudflugter, hvor der blev udstedt ordre til at skyde, hvis romaerne gjorde modstand mod at blive taget til fange. Der blev indført dusører for tilfangetagne romaer, og der opstod på den baggrund professionelle ”sigøjnerjægere”.

· I England blev der i 1600-tallet indført dødsstraf ved hængning for at være sigøjner, ligesom ikke-sigøjnere, der havde kontakt med sigøjnere, risikerede dødsstraf. I Skotland kunne romaer, der blev pågrebet uden opholdsret, i samme periode risikere dødsstraf.
De mange historiske eksempler på diskriminerende lovgivning og forfølgelse beskrives i bogen ”We are the Romani people” (se kilder).

Hvordan forsøgte man at assimilere romaerne?

Der er flere eksempler på, at magthaverne opgav at fordrive romaerne fra landet og i stedet forsøgte at assimilere dem, altså at få dem til at opgive deres særlige kultur og levevis for i stedet at antage samme sprog, traditioner og livsform som majoritetsbefolkningen. Typisk forsøgte man at assimilere romaerne ved at tvinge dem til at bosætte sig og forbyde dem at tale deres eget sprog. Ofte fjernede man også børnene fra deres forældre og anbragte dem på særlige hjem eller hos plejeforældre.
Det første kendte eksempel på et sådant assimilationsforsøg over for romaer er fra Østrig-Ungarn fra slutningen af 1700-tallet, hvor kejserinde Maria Theresia lavede en forordning om, at alle sigøjnere i Ungarn skulle være fastboende. De måtte ikke bo i telte, og de fik forbud mod at udøve deres traditionelle erhverv som hestehandlere, musikere og smede. I stedet fik de tildelt jord og skulle ernære sig ved landbrug. De måtte heller ikke længere tale deres eget sprog, og børnene skulle tvinges til at gå i skole. De fleste romaer forlod dog blot de tildelte områder og fortsatte deres livsform med at rejse rundt. Det fik kejserinden til at indføre endnu strengere restriktioner: Romabørn blev tvangsfjernet fra forældrene og anbragt i plejefamilier, og en romamand kunne først få lov at gifte sig, når han havde bevist, at han kunne forsørge en familie ved at drive landbrug.

Tilsvarende forsøg på tvangsassimilation blev i de følgende århundreder gennemført i blandt andet Rusland, Preussen og Spanien, og også i Skandinavien blev der gjort forsøg på at assimilere romaerne.
I Sverige blev der i begyndelsen af 1900-tallet oprettet en såkaldt Zigenarmission, der havde som officielt mål at sikre romaernes sociale integration, men i realiteten forsøgte at gennemtvinge en kulturel og religiøs assimilation. Og i Norge gennemførte organisationen ’Norsk misjon blant hjemløse’ et endnu mere gennemgribende assimilationsprogram. Organisationen fik offentlig støtte til at modarbejde ’omstrejfervæsnet’, og især i 1950’erne og 1960’erne gik den systematisk til værks ved at fjerne roma- og rejsendebørn fra deres forældre eller internere hele familier på arbejdskolonien Svanviken. Her blev de udsat for ’kulturel afprogrammering’: Romanisproget og andre udtryk for romaernes kultur var forbudt, og familierne fik først lov at flytte fra arbejdskolonien, hvis de lovede at bosætte sig permanent og afbryde forbindelsen til hele deres slægt. Blev de siden observeret på familiebesøg, blev de geninterneret. Arbejdskolonien fungerede frem til 1989, dog med mindre ændringer i regelsættet i 1970’erne.

Zigenarmissionens arbejde i Sverige beskrives i bogen ”Resandefolket - från tattare till traveller” (se kilder), mens den norske assimilationspolitik gennemgås i bogen ”Romanifolket og det norske samfunnet. Følgene av hundre års politikk for en nasjonal minoritet” (se kilder).

Hvilke former for forfølgelse blev romaerne udsat for under 2. Verdenskrig?

Romaerne blev ligesom jøderne forfulgt og udryddet, fordi nazisterne mente, at de var ‘racemæssigt underlegne’. Allerede lang tid før krigen blev romaerne frataget deres borgerlige rettigheder, interneret i lejre og frataget retten til almindelig skolegang og lønnet arbejde, og disse diskriminerende tiltag kulminerede under krigen i forfølgelse og udryddelse i et omfang, der har fået forskere til at karakterisere det som et folkedrab: Romaerne blev udsat for tvangsarbejde, tvangssteriliseringer, massedeportationer og massehenrettelser. Omrejsende ‘dræberenheder’ nedskød titusinder af romaer i den østlige del af de tyskbesatte områder, og titusinder blev indespærret i koncentrationslejre som Bergen-Belsen, Sachsenhausen, Buchenwald, Dachau og Ravensbrück, mens andre titusinder blev dræbt i dødslejre som Auschwitz-Birkenau, Chelmno, Belzec og Treblinka.
Romaernes skæbne under holocaust og baggrunden for folkedrabet beskrives på undervisningsportalen www.folkedrab.dk (se kilder) under menupunkterne ”cases”, ”holocaust”, samt i fagbøgerne “From ’race science’ to the camps. The Gypsies during the Second World War 1”, ”In the shadow of the Swastika. The gypsies during the Second World War 2” (se kilder) og ”I skal fortælle det - en bog om Holocaust i Europa 1933-1945” (se kilder). Desuden findes info om folkedrabet på romaer på hjemmesiderne for United States Holocaust Memorial Museum og Dokumentations- und Kulturzentrum Deutscher Sinti und Roma (se kilder).

Hvor mange romaer døde under 2. Verdenskrig?

Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange romaer der døde som ofre for holocaust. Dels indgik mange romaer sandsynligvis i nazisternes optegnelser som ”mistænkelige omstrejfere” eller ”asociale”, ikke som sigøjnere, dels opgav mange romaer allerede før krigen falsk navn og etnicitet for at sikre sig imod forfølgelse, og derfor kan det være svært at afgøre, hvor mange af de registrerede døde, der var romaer. Desuden blev mange romaer skudt ned af omrejsende dødspatruljer og blev aldrig registreret som ofre. I nogle områder, for eksempel det nuværende Tjekkiet, blev næsten alle romaer dræbt under krigen, enten i tysk ledede dødslejre eller i lokalt administrerede fangelejre.

Forskernes vurderinger svinger fra, at cirka 200.000 romaer blev dræbt i Tyskland og de tyskbesatte områder under holocaust, til at op mod 1½ millioner romaer døde. Af udstillingen i den tidligere udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau (se kilder) fremgår det, at cirka 500.000 romaer døde som ofre for nazisternes forfølgelse, og at over 20.000 af dem døde i Auschwitz-Birkenau efter at have været holdt fanget i en særlig afdeling i lejren kaldet ‘sigøjnerfamilielejren’. I løbet af en enkelt nat, mellem den 2. og 3. august 1944, blev næsten 3.000 romaer henrettet i gaskamrene.

Hvordan har eftertiden forholdt sig til folkedrabet?

Dokumentationen og anerkendelsen af romaernes holocaust har ladet vente på sig. Under Nürnbergprocessen, hvor højtstående nazister blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden, blev der ikke rejst tiltale for folkemord på romaer og sintier, og ingen romaer blev indkaldt som vidner. Og mens den tyske regering allerede i 1949 erkendte, at der havde fundet folkemord på jøder sted under 2. Verdenskrig, måtte romaerne vente til 1982, før de fik en tilsvarende officiel anerkendelse fra en tysk regering.
De forskere, der har beskæftiget sig med holocaust, har desuden primært koncentreret sig om jødernes, ikke romaernes, skæbne, og det skyldes blandt andet, at der blandt forskerne har været mange jøder, men stort set ingen romaer.
Også nogle romaers traditionelle tabu omkring død har været med til at forsinke dokumentationen af romaernes holocaust. ”At tale om døden er at påkalde den. Mange romaer vil stadig i dag ikke tale om det, de oplevede under krigen, fordi de opfatter døden som uren og farlig. Vores kultur og traditioner har forhindret sandheden i at komme frem,” siger en svensk romakvinde i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder).
Den begrænsede dokumentation af og opmærksomhed omkring romaernes skæbne under holocaust betyder, at mange europæere kender meget lidt til folkedrabet på romaerne. Så sent som i 2003 viste en Gallupundersøgelse - refereret i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder) - for eksempel, at 78 % af rumænerne ikke mente, at den rumænske stat var involveret i udryddelsen af romaer under 2. Verdenskrig. Et par år senere konkluderede en rumænsk holocaustkommission - nedsat efter pres fra EU - at de rumænske myndigheder under krigen var ansvarlige for deportationen af 25.000 romaer, hvoraf 11.000 døde.

 

Hvad har romaer i Tyskland gjort for at oplyse om folkedrabet?

Romaaktivister i Tyskland begyndte i 1970’erne en lang, sej kamp for at oplyse offentligheden om folkedrabet under krigen, af romaerne kaldet Baro Porrajmos, den store menneskefortæring. Aktivisterne, som for størstedelens vedkommende var børn og børnebørn af ofre for holocaust, samlede dokumentation for det, de kaldte romaernes holocaust. Aktivisterne krævede, at den tyske stat erkendte folkedrabet, og i 1982 kulminerede deres krav med, at de indledte en sultestrejke i en af de tidligere koncentrationslejre, Dachau. Resultatet blev, at den tyske stat anerkendte, at nazisterne havde begået folkemord på romaerne.
Siden var flere af aktivisterne med til at etablere Zentralrat Deutscher Sinti und Roma - Centralrådet for Tyske Sinti og Romaer - (se kilder), der holder til i Heidelberg. Her har rådet med støtte fra den tyske stat etableret et kultur- og dokumentationscenter, som siden 1997 har huset Europas første permanente udstilling om romaernes holocaust.
I 2001 blev der desuden - med hjælp fra blandt andre medarbejdere fra museet i Heidelberg - åbnet en ny sektion i Auschwitz-Birkenau-museet (se kilder), som fortæller historien om de over 20.000 romaer, der døde i udryddelseslejren.

Hvad gør romaer andre steder for at oplyse om folkedrabet?

Romaer i andre lande arbejder også på at dokumentere, hvad der skete med deres forfædre under nazismen. Det gælder blandt andet i Tjekkiet, hvor Komiteen For Oprejsning for Romaernes Holocaust (se kilder) gennem cirka 10 år har indsamlet materiale om to koncentrationslejre for romaer, der blev etableret i Bøhmen og Mæhren under krigen, og hvor cirka 550 romaer døde, mens andre cirka 1.400 blev sendt videre til Auschwitz og andre udryddelseslejre og døde der. Lederen af komiteen, Cenek Ruzicka, der havde 78 slægtninge, der døde i en af lejrene, fortæller i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder) og i radioudsendelsen ”Sigøjnerliv - på kanten af Europa” (se kilder) om sin families skæbne i lejren og om sit arbejde for at oplyse tjekkerne om de historiske fakta og for at få fjernet den svinefarm, der er opført på det sted, hvor den ene koncentrationslejr lå. Også Museet for Romakultur i Brno i Tjekkiet (se kilder) har dedikeret et rum i sin permanente udstilling til oplysning om holocaust.
Nogle af de romaer, der overlevede forfølgelsen, har desuden i de senere år besluttet at bryde tavsheden og fortælle deres historier i bogform. Blandt dem er Otto Rosenberg, hvis erindringer er udgivet under titlen ”Brændglasset”, samt Franz Rosenberg, hvis historie indgår i bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder).

 

Hvordan var romaernes forhold fra 2. Verdenskrig til Murens fald?

Især i Øst- og Centraleuropa, hvor de fleste romaer levede, skete der i denne periode en række forandringer, som hang sammen med de kommunistiske styrers ideologi. Romaerne blev - som en konsekvens af kommunismens lighedsideal - ligesom andre borgere i de kommunistiske lande sikret arbejde og bolig. De havde altså en vis social sikkerhed. Nogle manglede dog identitetspapirer og levede derfor i realiteten uden for samfundet. Samtidig betød den kommunistiske lighedsideologi, at forskelle i etnicitet og kultur generelt ikke blev anerkendt. Romaerne kunne derfor ikke tillade sig at identificere sig som romaer og lægge vægt på deres særlige etniske eller kulturelle baggrund. Myndighederne opfattede typisk romaerne som en socialt tilbagestående gruppe, hvis kulturelle særpræg forhindrede dem i økonomisk og social integration i samfundet. Myndighederne så det derfor som deres opgave at forhindre fortsættelsen af gruppens kulturelle traditioner, og det resulterede blandt andet i tvangssteriliseringer af kvinder og tvangsforflytninger af større grupper.

Der var dog også undtagelser fra dette generelle billede:
· I Sovjetunionen blev romaerne betragtet som en særlig etnisk gruppe, der fik dereseget teater og havde lov til at dyrke deres iegen kultur, så længe organiseringen omkring kulturen ikke blev brugt politisk.
· I Jugoslavien blev romaerne opfattet som en nationalitet, der på linje med andre nationaliteter havde ret til at dyrke sit kulturelle særpræg, og i de enkelte republikker blev romaerne anerkendt som nationalt mindretal eller etnisk minoritet med ret til at etablere kulturelle organisationer og sende radio på deres eget sprog.

Romaernes forhold i Central- og Østeuropa med fokus på tiden under og efter kommunismen er hovedemnet for antologien ”Between past and future. The Roma of Central and Eastern Europe” (se kilder).

Hvordan udviklede romaernes forhold i Østeuropa sig efter Murens fald?

Romaerne oplevede generelt to modsatrettede tendenser: De fik nye demokratiske rettigheder, men oplevede samtidig en social nedtur. På den ene side fik romaerne nemlig mulighed for at organisere sig i politiske og kulturelle foreninger med deres etnicitet som udgangspunkt, og i flere lande blev romaerne formelt anerkendt som nationalt mindretal. På den anden side blev romaerne mange steder de store tabere i den nye kapitalistiske samfundsorden.
I bogen ”Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa” (se kilder) beskrives udviklingen i Tjekkoslovakiet efter Fløjlsrevolutionen i 1989 således: ”Efterhånden som den barske kapitalisme spredte sig, og fabrikker og miner lukkede, blev kampen om arbejdspladserne hårdere, og romaerne var de store tabere. Byggeindustrien, hvor mange romaer havde været beskæftiget før systemskiftet, oplevede ganske vist et veritabelt boom i begyndelsen af 1990’erne, men også her blev romaerne afskediget, og arbejdsgiverne ansatte i stedet billig, illegal arbejdskraft fra blandt andet Ukraine. I 1997 var den samlede arbejdsløshed i Tjekkiet ifølge regeringens tal 5 %, mens den i nogle romaghettoer allerede var oppe over 90 %. Romaerne oplevede, at når der var en kø, stod de bagerst i den. En racisme, som måske hele tiden havde luret under overfladen, brød ud i lys lue, og medierne kunne fortælle, at der på de kommunale arbejdsanvisningskontorer fandtes officielle lister over ledige job, hvor det var noteret, hvis romaer ikke var velkomne blandt ansøgerne. En ny generation af børn og unge blev født til en virkelighed, hvor arbejdsløshed var normen, og sociale problemer fulgte i kølvandet på de økonomiske.”

Af en UNDP-rapport fra 2003, ”Avoiding the Dependency Trap” (se kilder), fremgår det, at kun 8 % af romaerne i Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet og Rumænien føler, at de har fået bedre økonomiske og sociale forhold efter kommunismens fald.

I årene umiddelbart efter Murens fald var der desuden i en række øst- og centraleuropæiske lande mange eksempler på racistisk vold mod romaer. Ifølge rapporten “State of Impunity - Human Rights Abuse of Roma in Romania” (se kilder) blev mindst otte rumænske romaer dræbt og mange flere såret under episoder med pøbelvold fra 1990 til 1993. Og ifølge opgørelser fra Human Rights Watch døde i alt 27 romaer på tjekkisk territorium som følge af racistisk vold fra kommunismens fald i 1989 til maj 1995. Også i Slovakiet var der eksempler på racistiske overfald og drab på romaer, og øjenvidner kunne berette om politifolk, der så passivt til, mens overfaldene stod på.

Romaernes forhold i Central- og Østeuropa efter Murens fald beskrives i antologien ”Between past and future. The Roma of Central and Eastern Europe” (se kilder).