Hvad betyder hate crime?
Hate crime – på engelsk også kaldet bias-motivated crime – kan oversættes til hadforbrydelse, og på dansk bruger man både ordene hadforbrydelse og hate crime. Det betegner forbrydelser begået mod personer eller grupper på grund af had til eller fordomme mod disses (formodede) seksualitet eller kønsudtryk, etnicitet, fysisk handicap, religiøse, sociale eller politiske tilhørsforhold m.m. En hadforbrydelse kan være fysisk vold eller chikane, trusselsbreve, ildspåsættelse og graffiti (f.eks. hagekors) på en person eller gruppes hjem, butik eller tilholdssted. Hate crime kan også være verbale overfald, som kaldes hate speech eller hadtale, hvis det fremsættes offentligt og rummer en fordømmelse eller trussel. I antologien ”Hate speech – fra hadetale til hadesyn” (se kilder) diskuteres det om hadetale kan føre til f.eks. fysiske overfald på personer eller grupper. Bl.a. citeres den ungarsk-jødiske filosof og forfatter Arthur Koestler for at have skrevet i essaysamlingen ”Yogien og kommissæren” i 1946: ”Jøderne advarede mod Racehad, fordi de vidste, at det, der begynder med Øgenavne, ender med Lynchning og Massakre, ligegyldigt om det er Calcutta, Warszawa eller Detroit.” (se kilder).
Hvornår blev begrebet brugt første gang?
Hate crime er et amerikansk begreb og blev først 'opfundet' efter Anden Verdenskrig, men bruges også retrospektivt til f.eks. at beskrive handlinger begået i forbindelse med Holocaust og forbrydelser begået mod sorte og indfødte i USA under slaveriet og koloniseringen.
Derfor taler man også om, at den første lov mod hate crime blev vedtaget allerede i kølvandet på borgerkrigen i USA med Civil Rights Act of 1871, også kendt som The Ku Klux Klan Act, som specifikt sigtede mod at inddæmme racistiske overfald begået af KKK og andre grupper, som opererede med en idé om hvidt overherredømme. Siden Ku Klux Klan fik fornyet styrke i årene omkring Første Verdenskrig har FBI – USA's føderale efterretningsagentur – haft til opgave at bekæmpe hate crimes.
I forbindelse med fremkomsten af borgerrettighedsbevægelsen fra 1960'erne begyndte flere amerikanske stater at sætte fornyet fokus på forbrydelser motiveret af f.eks. racehad. Fra 1980'erne blev selve begrebet hate crime mere udbredt og omsat til konkret lovgivning, også uden for USA. Det skete bl.a. på grund af opblomstringen af nynazistiske og racistiske skinheadgrupper – i Danmark kaldt grønjakker.
I forbindelse med udbredelsen af internettet er fokus på hate crime i form af hate speech blevet reaktualiseret. I 2002 indarbejdede EU en kriminalisering af hate speech i et tillæg til Konventionen om cyberkriminalitet. Forbuddet gælder ikke hadetale motiveret i køn eller seksualitet, men udbredelse af “skriftligt materiale, billeder eller enhver anden repræsentation af ideer eller teorier, som taler for eller fremmer had, diskrimination eller vold mod et individ eller en gruppe af individer på baggrund af race, hudfarve, slægt eller national eller etnisk oprindelse, såvel som religion.” (se kilder).
Hvornår begyndte man at tale om hate crimes i Danmark?
Først fra omkring 2010 er man for alvor begyndt at tale om – og tilrettelægge indsatser mod – hate crime i Danmark. Det skyldes blandt andet, at der i EU har været en stigende opmærksomhed rettet mod vold og overgreb motiveret af had til eller fordomme mod bestemte grupper. I 2006 vedtog Europaparlamentet en resolution om stigningen i homofobisk og racistisk vold i Europa, hvori parlamentet ”på det kraftigste fordømmer alle racistiske og hadmotiverede angreb” og ”opfordrer alle nationale myndigheder til at gøre alt, der står i deres magt, for at straffe dem, der står bag, og bekæmpe den tilstand af straffrihed, som disse angreb foregår under” (se kilder). I 2007 oprettede EU et Agentur for Grundlæggende Rettigheder (Fundamental Rights Agency, FRA), der skal rådgive EU-landenes myndigheder og informere befolkningerne om deres grundlæggende rettigheder, og som har specifikt fokus på hadforbrydelser mod seksuelle mindretal.
I 2011 udgav Institut for Menneskerettigheder den første større rapport, der kortlægger omfanget af hate crime i Danmark (se kilder). I 2017 udgav instituttet endvidere ”Hadforbrydelser i Danmark”, der gennem ni personlige beretninger om oplevelser med hadforbrydelser, giver et indblik i hvilke konsekvenser disse har for ofret (se kilder).
