Hvornår opstod den tidlige borgerretsbevægelse?
De første borgerretsforkæmpere og organisationer kom for alvor på banen i starten af 1900-tallet. Allerede her kunne man ane de tre forskellige strategier, som også senere første til uenigheder i bevægelsen: Den tilpassende strategi, den konfronterende strategi og den separatistiske strategi.
- Booker Washington, som var født som slave, mente, at afroamerikanere skulle fokusere på at få uddannelse og blive en bedre arbejdskraft. Han mente, at de derved ville få en mere ligeværdig behandling og blive bedre integreret.
- Sociologen W.E. B. Du Bois var uenig i strategien og mente, at afroamerikanere skulle være langt mere konfronterende og kræve deres ret med stolthed. I 1910 var W.E.B. Du Bois med til at grundlægge The National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) (se kilder), som eksisterer den dag i dag.
- Marcus Garvey, som kom til USA fra Jamaica i 1916 med organisationen The Universal Negro Improvement Association (UNIA), mente, at det var omsonst at få de hvide til at gøre op med deres racisme. Derfor skulle racerne holdes adskilte, afroamerikanerne skulle opbygge indbyrdes solidaritet og være stolte af deres afrikanske arv.
Hvordan kæmpede den tidlige borgerretsbevægelse?
Med Jim Crow-lovene i syden, vold mod sorte i både nord og syd og en videnskab, der mente, at afroamerikanere tilhørte en laverestående race, var det utroligt vanskeligt at skabe politisk dialog om sortes rettigheder i første halvdel af 1900-tallet. I stedet konfronterede NAACP systemet ved domstolene, og op gennem 1920'erne, 1930'erne og 40'erne førte organisationen sager om blandt andet spørgsmålet om stemmeret og de sortes ret til at bo i hvide områder. Mange sager blev vundet, men det var vanskeligt at få den formelle ret omsat i praksis.
I 1942 blev Congress of Racial Equality (CORE) grundlagt, en organisation der foranstaltede fredelige protestaktioner, og i løbet af 1940erne vandt NAACP stadig vigtigere sejre. I 1944 fik man Højesterets ord for, at det var forfatningsstridigt at forhindre sorte i at deltage i partiernes primærvalg, hvor kandidaterne til de egentlige valg vælges. Og i 1947 faldt der dom for, at raceadskillelse i busser, der passerede en statsgrænse, var forfatningsstridigt.
Det helt store gennembrud for borgerretsbevægelsen kom i 1954, da NAACP vandt en sag mod det offentlige skolesystem i byen Topeka i Kansas. Sagen er kendt som Brown versus Topeka Board of Education.
Hvad betød sagen Brown vs. Topeka i 1954?
Da NAACP's topjurist, Thurgood Marshall, på vegne af en sort skolepige, Linda Brown, lagde sag an mod det offentlige skolevæsen i Topeka, kunne ingen vide, at denne sag ikke bare skulle blive en murbrækker i kampen for de sortes borgerrettigheder. Den skulle også blive spiren til de mange voldelige sammenstød, der fandt sted de næste mange år. Marshall argumenterede for, at raceadskillelsen i skolerne var en krænkelse af den 14. forfatningsændring, fordi adskillelsen skabte en følelse af mindreværd blandt de sorte. I 1954 vandt han sagen i Højesteret.
Højesteret insisterede ikke på, at raceadskillelse i skoler generelt skulle ophæves med det samme. Et år efter dommen udtalte Højesteret, at adskilte faciliteter skulle integreres så hurtigt som muligt. Men 10 år efter var 75% af skoledistrikterne i syden stadig raceopdelte. Alligevel betød dommen utroligt meget for borgerretsbevægelsen. I 1954 hed det sig ude i verden, at USA havde forbudt raceadskillelse. Og også for amerikanerne varslede det nye tider.
Hvad betød mordet på Emmett Till i 1955?
Der havde altid været vold mod sorte i syden, men i 1955 skete et mord, der var så bestialsk og meningsløst, at det gav genlyd i hele landet. I august tog en teenager fra Chicago til Mississippi for at besøge sin familie. Han vendte aldrig hjem igen. Man fandt hans lig i Tallahatchie floden, hvor han var blevet dumpet, efter at han var blevet banket og skudt af to hvide mænd. Grunden var, at han efter sigende havde fløjtet efter en hvid pige i en butik. På trods af Emmett Tills forslåede ansigt, besluttede hans mor alligevel at have kisten åben til hans begravelse, som mange har i USA. Omkring 50.000 mennesker kom og så hans lig, og mange flere fik syn for sagen, da et billede af liget blev offentliggjort i Jet Magazine.
Drabsmændene blev hurtigt fanget, men blev frikendt i retten. Mordet og frikendelserne fik åbnet flere øjne for de uretfærdigheder, sorte blev udsat for, og det fik sat sindene yderligere i kog hos alle, der i forvejen kæmpede for at forbedre afroamerikanernes rettigheder.
Hvad betød boykotten af busserne i Montgomery i 1955?
Den 1. december 1955 steg en 43-årig afroamerikansk kvinde på bussen i Montgomery, hovedstaden i Alabama, indtog en plads og nægtede at give den fra sig, da buschaufføren bad hende overdrage den til en hvid passager. Rosa Parks' stædighed førte til, at hun blev arresteret, men hendes arrestation skulle ikke være forgæves.
Den 5. december boykottede 90% af Montgomery's sorte indbyggere de offentlige busser. Umiddelbart efter mødtes en række politiske organisationer - blandt andet NAACP - med byens sorte præster for at diskutere, om boykotten skulle forlænges. Det var på dette møde, at den unge baptistpræst Martin Luther King for første gang trådte ind på den historiske scene. Her blev Montgomery Improvement Association (MIA) nemlig dannet, og Martin Luther King blev valgt til præsident for organisationen, som vedtog, at boykotten skulle fortsætte. Boykotten fortsatte i elleve måneder, og den 13. november 1956 blev raceadskillelsen i offentlige busser erklæret forfatningsstridigt i Højesteret.
Portræt af Rosa Parks, der blev arresteret, fordi hun i 1955 nægtede at give sin plads til en hvid passager i bussen.
Hvordan kæmpede borgerretsbevægelsen 1955-1968?
Montgomery-boykotten blev for alvor starten på den protestbevægelse og de begivenheder, der skulle indtage syden de næste ti år: Masseprotester, følelsesladede gudstjenester, aktioner baseret på kristne principper, referencer til glemte, amerikanske idealer samt viljen til kamp og til at ofre, hvad der skulle til for at udfordre det hvide overherredømme.
Hvor NAACP primært havde udfordret systemet ved domstolene, tog borgerretsbevægelsens taktik nu en ny drejning. I 1957 stiftede Martin Luther King organisationen Southern Christian Leadership Conference (SCLC), i 1960 stiftedes Student Non-violent Coordinating Committee (SNCC). Og med organisationer som CORE, SCLC og SNCC i spidsen gik man nu over til at benytte sig af direkte aktioner, civil ulydighed, demonstrationer og de såkaldte sit-ins, hvor sorte satte sig ved for eksempel borde i restauranter, der var forbeholdt hvide.
Alle aktioner var ikkevoldelige, og King prædikede kærlighed og sympati for de hvide undertrykkere. Et budskab, der senere blev kritiseret for at være for vagt, men som var med til at skabe sympati for afroamerikanernes sag i andre dele af USA's befolkning. Den vold, der fulgte i kølvandet på aktioner og demonstrationer, blev primært begået af hvide borgerretsmodstandere. Men den blev til gengæld også mere og mere voldsom, i takt med at aktionerne blev optrappet.
Martin Luther King holder tale den 1. januar 1960 i Washing D.C. Foto: Keystone Press Agency / scanpix
Hvad betød "the Freedom Rides" i 1961?
Selvom Højesteret allerede i 1947 havde erklæret raceopdeling for forfatningsstridig i de busser, der kørte fra stat til stat, var raceopdelingen ikke ophævet i praksis i starten af 1960'erne. Derfor tog borgerretsaktivister på "Freedom Rides", som blev iværksat af borgerretsbevægelser som CORE, SNCC og organisationen SCLC, som Martin Luther King stod i spidsen for.
Aktivisterne tog busserne rundt på kryds og tværs i syden, hvor de blandt andet nægtede at benytte de adskilte ventesale og restauranter i terminalerne. Men overalt hvor de kom frem, blev de mødt med vold. Efter den første Freedom Ride, hvor aktivister blev banket, arresteret af politiet og intimideret af blandt andre Ku Klux Klan, blev de involverede organisationer i tvivl om, hvorvidt aktionerne var for risikable. Men aktivisterne ville ikke lade sig intimidere, så busturene fortsatte. I Alabamas hovedstad Montgomery blev aktivister banket sønder og sammen, nogle med varige mén til følge.
The Freedom Rides fik stor mediedækning og den voldelige modtagelse af fredelige aktivister virkede meget provokerende på den amerikanske befolkning. Den 29. maj 1961 meddelte Kennedy-regeringen, at den havde pålagt The Interstate Commerce Commission, styrelsen for trafik mellem staterne, at forbyde al raceadskillelse på busser og toge mellem staterne.
Den ikkevoldelige kampagne The Freedom Rides blev angrebet af hvide racister.
Hvad betød Birmingham-aktionen i 1963?
Borgerretsbevægelsen fortsatte med de ikkevoldelige aktioner, som havde vist sig effektive til blandt andet at tiltrække medierne. I 1963 fik en aktion i Birmingham, Alabama, særlig stor opmærksomhed.
Birmingham-aktionen var en protest mod raceadskillelse i byens offentlige rum og bestod af organiserede demonstrationer og 'sit-ins'. Da SCLC opfordrede gymnasieelever til at slutte sig til aktionerne, og cirka 1.000 gymnasieelever tog organisationen på ordet, pudsede Birminghams politichef, Eugene "Bull" Connor, politihundene på dem og åbnede for brandslangerne.
Hele nationen fulgte med på tv, da skoleelever blev overfaldt af hundene og mejet ned af vandmasserne. Ifølge "De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse", s. 42 (se kilder), blev Martin Luther King arresteret sammen med over 3.000 demonstranter. Fra fængslet skrev han sit berømte "Letter from Birmingham Jail", hvor han reflekterede over en række moralske spørgsmål i forbindelse med borgerretsprotesterne.
Kennedy-regeringen greb ind i forhandlingerne mellem SCLC og de hvide forretningsdrivende, og den 10. maj 1963 offentliggjorde parterne en aftale om at ophæve raceadskillelsen i Birminghams offentlige rum.
Hvad betød marchen til Washington i 1963?
Den 28. august 1963 deltog mere end 200.000 mennesker i den store march for frihed og arbejde, ifølge "The Martin Luther King, Jr. Papers Project at Stanford University" (se kilder). Målet for marchen var blandt andet at få lige borgerrettigheder til alle og lige adgang til arbejdsmarkedet. Arrangørerne var nogle af de mest betydningsfulde borgerretsorganisationer, blandt andre NAACP, National Urban League, CORE, SNCC og SCLC. Marchen endte foran det enorme Lincoln Memorial i Washington DC. Det var her, Martin Luther King holdt sin berømte tale, "I Have a Dream", som begejstrede de fremmødte, men som ifølge "A People's History of the United States", s. 457 (se kilder), nok ikke udtrykte den vrede, mange sorte i virkeligheden følte.
Marchen var en kæmpe succes og tiltrak både aktivister, kendte musikere og performere. Samtidig blotlagde den dog også nogle af de uenigheder, der eksisterede i bevægelsen og blandt dem, der støttede den. Præsident Kennedy var umiddelbart imod marchen, da han mente den ville skade snarere end gavne. Malcolm X (se selvstændigt Faktalink-artikel) og var også imod og kaldte den "en farce", blandt andet fordi det lykkedes at få borgerretsbevægelsen til at få Kennedys opbakning, hvorved den i Malcolm X's optik blev ufarlig. Og da John Lewis, en kompromisløs SNCC-leder, forsøgte at appellere til mere grundlæggende følelser af uretfærdighed og vrede, end King gjorde, blev han dysset ned af marchens ledere.
Men marchen efterlod varige spor i det amerikanske samfund. Umiddelbart efter tog præsident Kennedy initiativ til the Civil Rights Act, som blandt andet gjorde op med institutionaliseret raceadskillelse. Loven blev endeligt vedtaget den 2. juli 1964, efter John F. Kennedy's død.
Martin Luther King holdt den legedariske tale ”I Have a Dream” den 28. august 1963 foran Lincoln Memorial i Washington DC. Engelsk tekstet.
Hvad betød the Mississippi Freedom Summer i 1964?
Selvom afroamerikanere ifølge den 15. forfatningsændring i princippet havde stemmeret, blev de i syden forhindret i at bruge den. De blev intimideret, nægtet adgang til stemmelokalerne eller nægtet muligheden for at tage den læsetest, de skulle bestå for overhovedet at få lov til at stemme. En læsetest, der var udviklet for at holde afroamerikanerne ude af stemmelokalerne.
I sommeren 1964 kørte borgerretsaktivister fra blandt andet organisationer som CORE og SNCC en kampagne i Missisippi for reel stemmeret for afroamerikanere. Kampagnen blev kaldt Freedom Summer. Den bestod af Freedom Days, hvor store grupper af afroamerikanere mødte op foran den lokale retsbygning for at registrere sig som vælgere. Den bestod af Freedom Schools, hvor den sorte befolkning blev undervist i afroamerikansk historie og racerelationer i USA. Og den mundede ud i oprettelsen af et nyt raceblandet parti, Mississippi Freedom Democratic Party.
Der var stor uenighed i bevægelsen om, hvorvidt man skulle invitere hvide studerende fra nordstaterne med, men da man blandt andet vidste, at det ville være nemmere at få mediedækning med hvide middelklassestuderende blandt sig, besluttede man sig til at gøre det. Ifølge den amerikanske historiker John Dittmer i "Local People: The Struggle for Civil Rights in Mississippi", s. 244 (se kilder), kom omkring 1.000 aktivister ned fra nordstaterne, flertallet var hvide universitetsstuderende, andre var præster, advokater og læger.
På nogle måder havde kampagnen opnået positive resultater. I slutningen af sommeren var der etableret 50 Freedom Schools med i alt 2.500 elever i hele staten. Og samtidig blev flere sorte organiseret i bevægelsen. Men det var også en af de blodigste somre i den nyere borgerretsbevægelses historie. Ku Klux Klan intimiderede den lokale befolkning og myrdede aktivister med koldt blod. Allerede i sommerens begyndelse blev de unge aktivister, Andrew Goodman, James Chaney og Michael Schwerner arresteret for at køre for stærkt, og da de blev løsladt om aftenen, blev de brutalt myrdet af Ku Klux Klan. Først i sommeren 1965 blev sagen afsluttet og det hvide eks-klanmedlem, Edgar Ray Killen, blev dømt for de tre mord.
Om retssagen mod det tidligere Ku Klux Klan-medlem for drabet på de tre unge aktivister, Andrew Goodman, James Chaney og Michael Schwerner i 1964.
Hvad betød marchen fra Selma til Montgomery i 1965?
Kampen for stemmeret kulminerede med marchen fra Selma til Montogomery i Alabama på initiativ af Martin Luther King og SCLC. Den 7. marts 1965 drog omkring 600 borgerretsaktivister af sted fra Selma, men de var knap kommet ud af byen, før de blev mødt med politiets køller og tåregas og tvunget tilbage. Dagen blev senere døbt "Bloody Sunday". To dage efter foretog aktivisterne en kort og symbolsk march. Og den 21. marts drog nu cirka 3.000 ud på den 80 km lange tur til Montgomery, denne gang med domstolens ord for, at de havde lov til at afholde en fredelig protestmarch. Da de nåede frem til Montgomery var de cirka 3.000 deltagere vokset til 25.000, som sammen sang "We have overcome".
I august 1965 blev stemmeretsloven vedtaget i Kongressen og myndighederne kunne ikke længere kræve, at borgere skulle kunne læse og skrive for at kunne stemme. Og effekten var til at tage og føle på. Fra at kun 1 million afroamerikanere havde registeret sig som vælgere i syden i 1952, steg antallet til 2 millioner i 1964. Og i 1968 var 3 millioner sorte registrerede som vælgere, hvilket svarede til 60% af de sorte stemmeberettigede, lige så stor en procentdel som blandt de hvide stemmeberettigede. Tallene anføres af Howard Zinn i "A People's History of the United States", s. 456 (se kilder).
