1. Verdenskrig

Hvad var baggrunden for 1. Verdenskrig?

Den danske historiker Nils Arne Sørensen nævner i bogen ”Den store krig” (se kilder) to væsentlige årsager til spændingerne op til 1. Verdenskrigs udbrud. Den ene årsag er den ustabile situation på Balkan, hvor Osmannerrigets begyndende opløsning førte til at både lokale magter som Serbien og større magter som Østrig-Ungarn og Rusland kæmpede om indflydelse og territorier. Den anden og vigtigste hovedårsag var tyske lederes ønske om en storkrig, der kunne gøre Tyskland til den ubestridt vigtigste magt på det europæiske kontinent og samtidig skaffe indenrigspolitisk opbakning til kejserstyret. Situationen blev yderligere skærpet af en militær oprustning i hele Europa, der var båret af en fremstormende nationalisme og imperialistiske ambitioner.

Mange europæiske ledere vidste godt, at spændingerne kunne føre til krig, men samtidig troede de, at sådan en krig ville være hurtigt overstået, have begrænsede omkostninger og have deres egne nationer som sejrherrer. Nils Arne Sørensen skriver på linje med mange andre historikere, at 1. Verdenskrig godt kunne være undgået: ”Krigen var således ikke uundgåelig. Den kom, fordi der blev truffet en række beslutninger af en lille gruppe mænd i de europæiske hovedstæder. Blandt disse ’skyldige mænd’ ligger det største, men ikke det eneste ansvar på beslutningstagerne i Wien og især Berlin.”

Hvad udløste 1. Verdenskrig?

Mordet i Sarajevo den 28. juni 1914 på den østrig-ungarske tronarving Franz Ferdinand var den direkte udløser af 1. Verdenskrig. Mordet blev udført ganske amatøragtigt af den 19-årige bosnisk-serbiske nationalist Gavrilo Princip. Princip og hans medsammensvorne havde fået hjælp til mordet af kræfter i den serbiske efterretningstjeneste.

Krigens udbrud beskrives af den britiske militærhistoriker Max Hastings i bogen ”Katastrofe 1914” (se kilder) som ”den mest komplekse række af begivenheder i historien.” Mordet på Franz Ferdinand satte gang i en kædereaktion: Først fik Østrig-Ungarn tysk støtte til en straffeaktion mod Serbien. Østrig-Ungarn sendte derefter Serbien et hårdt ultimatum, der blandt andet krævede, at Østrig-Ungarn fik politimyndighed i Serbien. Dette ville være nærmest umuligt for serberne at acceptere.

Rusland begyndte at mobilisere deres hær for at beskytte sin allierede Serbien. Da Serbien afviste kravene, erklærede Østrig-Ungarn krig mod Serbien. Et par dage senere erklærede Tyskland krig mod Rusland for at hjælpe sin allierede Østrig-Ungarn. Frankrig mobiliserede for at vise støtte til sin allierede Rusland, og Tyskland fulgte den 3. august 1914 op ved at erklære krig mod Frankrig.

1. Verdenskrig var begyndt.

Hvem var ententemagterne?

Ententemagterne var Frankrig, Storbritannien og Rusland. De gamle ærkerivaler Frankrig og Storbritannien havde siden 1907 indgået en militær alliance, der også omfattede Rusland. Rusland var så småt ved at komme på fode igen efter en fejlslagen krig mod Japan i 1904-1905 og et forsøg på en arbejderrevolution i 1905.

Alliancerne bandt Storbritannien, Frankrig og Rusland sammen i den såkaldte Tripelentente før og under 1. Verdenskrig. Disse tre magter blev i løbet af krigen støttet af en lang række allierede såsom Japan, Serbien, Italien og fra 1917 også verdens rigeste land, USA. USA gik blandt andet ind i krigen fordi tyskerne ikke ville indskrænke deres ubådskrig, som også medførte tab af amerikanske skibe og amerikanske liv. Storbritannien og Frankrig kunne samtidig trække på mandskab og ressourcer fra deres vidtstrakte imperier.

Hvem var centralmagterne?

Centralmagterne bestod under krigen af de to centraleuropæiske magter Tyskland og Østrig-Ungarn samt deres allierede, Bulgarien og Osmannerriget. Det tyske område havde tidligere bestået af talrige mindre stater og var først blevet til et samlet Tyskland i 1871. Det skete efter at have tilføjet Frankrig et sviende nederlag i den tysk-franske krig. Tyskland var i hastig fremgang økonomisk og militært, hvor de satsede på at blive den førende militærmagt på det europæiske fastland og også havde planer om at udfordre Storbritanniens magt på verdenshavene. Samtidig følte Tyskland sig dog også truet af Tripelententen og var bange for, at Rusland og andre magter med tiden ville forøge deres magt på Tysklands bekostning.

Østrig-Ungarn var et stort, men hensygnende kejserrige i Central- og Østeuropa, som udover Østrig og Ungarn også inkluderede områder af det nuværende Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ukraine og en stor del af Balkanhalvøen. Kejserriget var ustabilt på grund af de nationalistiske strømninger, der skyllede ind over hele Europa. Tilsvarende var Osmannerriget, også kaldet ”Europas syge mand”, med hovedstad i Istanbul også ved at gå i opløsning. Det betød blandt andet, at Osmannerrigets territorier på Balkan blev oplagt bytte for andre nationer.

Hvordan forløb skyttegravskrigen på vestfronten?

Tyskland ville foretage et lynangreb mod Frankrig og ødelægge den franske hær, inden Rusland fik mobiliseret sin hær. Dermed ville de undgå en krig på to fronter. Angrebsplanen gik igennem Belgien og derefter mod Paris, som skulle erobres inden for seks uger. Et angreb gennem det neutrale Belgien ville med sikkerhed få Storbritannien til at gå ind i krigen, men generalerne regnede med, at briterne ikke kunne rejse en slagkraftig hær på så kort tid.

Belgierne gjorde modstand mod den tyske invasion, men inden længe lykkedes det tyskerne at nærme sig Paris. Fra da af og indtil freden i 1918 gik vestfronten dog ind i en form for blodig stilstand. Franskmændene og briterne på den ene side og tyskerne på den anden gravede sig ned i skyttegravsanlæg overfor hinanden med et ingenmandsland imellem sig. Enhver offensiv på modstanderens skyttegravslinjer kostede som regel mange tusinde ofre, og den stribe terræn, man måtte have erobret i fremrykningen, blev ofte tilbageerobret kort efter. Forholdene i skyttegravene var forfærdelige med rotter, sygdomme og kulde som lige så store modstandere som fjenden ovre på den anden side af ingenmandslandet.

Hvordan forløb krigen på østfronten?

Østfronten var til gengæld meget mobil og rykkede sig hele tiden rundt igennem Øst- og Centraleuropa. De primære kombattanter var Tyskland og Østrig-Ungarn på den ene side og Rusland på den anden side. Østrig-Ungarn viste sig hurtigt at være svage på slagmarken, så Tyskland måtte bære de største byrder på centralalliancens side. Også på østfronten var der store militære tab på begge sider, men civilbefolkningen blev tilmed udsat for store overgreb. De hastigt fremrykkende hære havde sjældent forsyningslinjerne i orden, så mad og andre nødvendigheder blev plyndret hos civilbefolkningen, der mange steder sultede.

Hvilken betydning havde den russiske revolution i 1917?

Den russiske befolkning led voldsomt under de store tab, som krigen førte med sig. Samtidig var der stadig store klassespændinger blandt russerne efter det mislykkede forsøg på en arbejderrevolution i 1905. Den kommunistiske leder Vladimir Lenin var i eksil i Schweiz, men med tysk hjælp blev han transporteret tilbage til Rusland, hvor han stod i spidsen for en ny kommunistisk revolution.

Da revolutionen var gennemført, fik russerne lavet en fredsaftale med Tyskland. Dermed blev østfronten med undtagelse af kampe mod Rumænien lukket for tyskerne, men til gengæld gik USA få måneder senere ind i krigen på ententemagternes side.

I Tyskland var der også revolutionære spændinger både under og efter 1. Verdenskrig. Det tyske socialdemokrati støttede krigen, hvilket førte til dannelsen af flere udbryderfraktioner og -partier. Opmuntret af den russiske revolution i 1917 krævede disse grupper også arbejderrevolution i Tyskland, hvilket en kort overgang så ud til at skulle lykkes efter krigens afslutning. Støtten til krigen blandt europæiske socialdemokratier var også en af årsagerne til, at den tredje udgave af den internationale samarbejdsorganisation, Internationalen, kom under direkte sovjetisk dominans. Angiveligt fordi man ville sikre, at der aldrig skulle opstå en ny krig mellem arbejderklasser i forskellige lande.

Hvordan forløb krigen i resten af verden?

Nils Arne Sørensen betegner i lighed med mange andre kilder 1. Verdenskrig som først og fremmest en europæisk krig: ”Selv om vi normalt kalder krigen for Første Verdenskrig, så var det først og fremmest en krig mellem europæiske stater og deres befolkninger, og det var også i Europa, at krigens virkninger var størst.” Den skotske historiker Hew Strachan lægger i sin bog ”Første Verdenskrig” mere vægt på krigsskuepladserne udenfor Europa. Ifølge ham havde Tyskland en stærk interesse i at udvide krigen til andre verdensdele, for her havde de større chance for at ramme Storbritanniens økonomi og dens dominans af verdenshandlen end de havde for at nedkæmpe Storbritannien militært. Strachan skriver, at Tyskland til dels også havde en interesse i at udvide sine relativt små kolonibesiddelser, men krigen blev først og fremmest gjort global som et strategisk middel til at vinde krigen.

De voldsomste krigshandlinger udenfor Europa foregik i Mellemøsten og Kaukasus. Osmannerriget kæmpede mod britiske og indiske styrker i Mesopotamien (Irak) og i Palæstina. I Kaukasus kæmpede Osmannerriget hårde kampe mod russerne. I ly af disse kampe foretog osmannerne et stadig omstridt folkedrab på den armenske befolkning i riget, som de mente stod på russernes side.

Der var også kampe i Østasien og i Afrika. Til søs udrettede tyske ubåde og uafhængige flådeenheder skader på ententens militær- og handelsskibe, men Tyskland formåede aldrig at ryste den britiske dominans på verdenshavene.