Grædemuren i Jerusalem
Jøder der beder foran Grædemuren i Jerusalem.
Foto: Kjeld Olesen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Verdensreligioner - Jødedom

journalist Malene Fenger-Grøndahl, februar 2024
Top image group
Grædemuren i Jerusalem
Jøder der beder foran Grædemuren i Jerusalem.
Foto: Kjeld Olesen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Jødedom er en af de fem verdensreligioner. Det er en religion, som opstået i og omkring det, vi kender som Israel, og som har troen på én gud i centrum. Jødedommen er en lovreligion, hvis samling af hellige tekster, Toraen, indeholder 613 lovbud. I jødedommens historie er der blevet lavet mange fortolkninger af lovbuddene og af, hvordan de skal overholdes. Det har ført til mange forskellige måder at praktisere jødedom på og flere forskellige retninger inden for jødedom.
I jødedommen findes ritualer, som udføres hjemme og i synagogen, hvor man mødes til bøn og gudstjeneste. Mange jøder anser den ugentlige hviledag, sabbatten, for at være meget vigtig. På sabbatten, som begynder fredag ved solnedgang og slutter lørdag ved solnedgang, mødes man i familien, spiser et særligt måltid fredag aften, går i synagogen lørdag og spiser igen et festmåltid. Under sabbatten skal man ikke arbejde, lave mad eller gøre rent.
Man kan være født ind i en jødisk familie og have en jødisk identitet, selv om man ikke praktiserer religionen. Identiteten kan handle om kulturelt tilhørsforhold og om at tilhøre en gruppe, som har et særligt fællesskab, fordi jøderne har været udsat for forfølgelse mange gange, blandt andet under nazismen, hvor omkring 6 millioner jøder blev slået ihjel.
 

Shabbat er den jødiske hviledag. Overrabbiner Jair Melchior fortæller om jødedommens ugentlige helligdag, sabbatten, og dens betydning. 
Det Jødiske Samfund i Danmark.

Artikel type
faktalink

Hvad er jødedom?

Print-venlig version af dette kapitel - Hvad er jødedom?

Jødedom – er sammen med kristendom og islam – en af de tre store monoteistiske religioner, det vil sige en religion, hvis tilhængere kun tilbeder én gud. Jødedommen er den ældste af de tre store monoteistiske religioner, og den skiltes sig for alvor ud fra andre religioner for omkring 2500 år siden. Dengang var det almindeligt at tilbede flere guder, der havde hver deres religion, for eksempel en solgud og en månegud. Jødedommen slog fast, at der kun findes én gud.
I jødedommen er det en vigtig tanke, at det jødiske folk er Guds udvalgte folk. Gud har indgået en pagt, en slags aftale, med dette folk om, at han vil velsigne dem, hvis de følger ham.
I toraen, der svarer til Det Gamle Testamente i kristendommen, findes 613 lovbud samt en beskrivelse af, hvordan Gud indgik en pagt med det jødiske folk. Det beskrives i Mosebøgerne, hvordan Abraham, jødernes stamfader, af Gud fik til opgave at rejse ud og bosætte sig i Kanaans land. Samtidig lovede Gud, at Abrahams folk ville blive stort. Som et tegn på aftalen, pagten, skulle folket lade deres drengebørn omskære.
Moseloven med de 613 bud blev ifølge jødedommen givet til Moses på Sinaibjerget, og Gud indgik en pagt med Moses om, at hvis folket fulgte buddene, ville Gud velsigne dem.
Jødisk praksis handler i høj grad om at efterleve disse bud, som handler om alt fra bøn til spiseregler. Desuden er der mange fester og højtider i jødedommen, som minder om vigtige begivenheder i det jødiske folks historie. Jødedommen er som den eneste religion bundet til en bestemt etnicitet. At være jøde er både en etnisk, kulturel og religiøs betegnelse. Jødedom er desuden knyttet til Jerusalem og Israel på en særlig måde – og dermed også forbundet med Israel-Palæstina-konflikten.

Jødedommens historiske udvikling

Print-venlig version af dette kapitel - Jødedommens historiske udvikling

Hvordan og hvornår opstod jødedommen?

Jødedommens rødder går flere tusinde år tilbage før vor tidsregning. Ifølge de jødiske fortællinger, som man kan finde i Toraen, var Abraham den første jøde, og han blev stamfader for det jødiske folk (1). Ifølge den fortælling levede Abraham for 4000 år siden i oldtidsbyen Ur i nutidens Irak.
Jødedommen fik dog først en form, som minder om den, vi kender i dag, for omkring 2500 år siden, da israelitterne var i eksil i Babylon, efter at de var blevet fordrevet fra Jerusalem. Under eksilet udviklede de en religion, som blandt andet omfattede troen på én skabergud, omskærelse af drengebørn som et tegn på pagten mellem Gud og det jødiske folk og overholdelse af den ugentlige hviledag, sabbatten (2).

Hvad skete der under eksilet i Babylon?

I 586 f.v.t. ødelagde babylonierne det jødiske tempel i Jerusalem og tvang jøderne i eksil i Babylon, en oldtidsby, der lå ved floden Eufrat i det nuværende Irak. En del af dem kom tilbage til Jerusalem i 539 f.v.t. og genopbyggede templet, men mange forblev i eksil i Babylon, og her skete der en afgørende udvikling. Mange af de jødiske præster, der var i eksil, nedskrev forskellige udlægninger af loven fra Sinai-bjerget (1). De samlede og redigerede og nedskrev de traditioner, der havde udviklet sig. På den måde blev den israelitiske offerreligion, som var knyttet til templet, til en lovreligion, hvor man mødtes til gudstjeneste i forsamlingshuse, kaldet synagoger, flere gange dagligt, på sabbatten og ved særlige helligdage (3). Denne praksis bredte sig med jødiske grupper, som udvandrede til andre steder i Mellemøsten og omkring det østlige Middelhav.

Hvad skete der efter templets ødelæggelse i 70 e.v.t.?

Efter at nogle af jøderne var vendt tilbage til Jerusalem i år 539 f.v.t. og havde genopbygget templet, begyndte det, der kaldes det andet tempels tid eller den antikke jødedoms tid (1). Herodes den Store byggede et nyt stort tempel omkring år 19/20 f.v.t. Det blev dog totalt ødelagt i år 70, da romerne ødelagde Jerusalem (3). På det tidspunkt fandtes tre store jødiske grupperinger. Den største gruppe, farisæerne, lagde især vægt på Toraen, som folket ifølge overleveringen fik på Sinai-bjerget. Saddukæerne gik mest op i ofringerne og de øvrige aktiviteter i templet, mens den sidste lille gruppe, esserne, boede isoleret i ørkenen. Efter templets ødelæggelse blev det farisæerne, der videreførte jødedommen. De var ikke afhængige af templet for at kunne dyrke religionen, men samledes i synagoger og skoler for at holde gudstjeneste og udlægge skrifterne.
Siden templets ødelæggelse i 70 e.v.t. har størstedelen af jøderne levet uden for Israel. Det ændrede sig først i 1948, da staten Israel blev oprettet (1).

Hvad er der sket med jødedommen op gennem middelalderen?

Jødedommen spredte sig i middelalderen til blandt andet Spanien, hvor den oplevede en guldalder under arabisk og siden kristen dominans fra 950-12150 (4). Jøder udmærkede sig blandt andet inden for filosofi, naturvidenskab og litteratur, fortolkninger af toraen og jødisk mystik (kabbala). 1 1492 blev 200.000 jøder imidlertid fordrevet fra Spanien, mens andre blev tvangsdøbt. En del søgte tilflugt i Det Osmanniske Rige, hvor de generelt havde gode forhold og som andre minoritetsgrupper fik lov at regulere deres egne indre anliggender. Andre steder i Europa blev jøder tvunget til at leve adskilt fra byernes øvrige borgere i såkaldte ghettoer og havde kun begrænsede rettigheder. De måtte for eksempel ikke arbejde som håndværkere eller uddanne sig på universitetet.

Hvilke retninger har udviklet sig inden for jødedommen siden 1800-tallet?

Der findes mange retninger inden for jødedommen; de største er den ortodokse, den konservative og den reformerte jødedom (5). De voksede frem i Europa i 1800-tallet.

- Ortodoks jødedom opstod som en modreaktion på de bevægelser, der i høj grad tilpassede sig ikke-jødiske skikke. Den fastholder toraens uforanderlighed og guddommelige oprindelse. Der findes mange retninger inden for ortodoks jødedom, hvoraf nogle lever næsten isoleret, mens andre integrerer sig, men ikke på bekostning af overholdelse af jødisk lov.

- Reformjødedom opstod i 1800-tallets Tyskland og er nu især udbredt i USA. I reformjødiske menigheder kan der være kvindelige rabbinere, man praktiserer ikke omskærelse og opfatter overholdelse af jødiske spiseregler som et frit valg. Gudstjenesten holdes på det lokale sprog, ikke hebraisk.

- Konservativ jødedom opstod i Tyskland sidst i 1800-talet som mellemvej mellem reformjødedom og ortodoks jødedom. De fastholder overholdelse af sabbatten og jødiske spiseregler.