Videnskabsteori

Hvad er videnskab?

Det er meget vanskeligt at give en kort og entydig definition af, hvad videnskab er. Professor i videnskabsteori, Søren Kjørup, minder i sin bog "Forskning og samfund" (se kilder) om, at videnskab ikke kan ses som en enkelt samlet enhed, men må ses som "en fællesbetegnelse for et utal af forskelligartede, delvis overlappende discipliner, der ud fra forskellige synspunkter kan samles (næppe nogen sinde helt konsekvent) i forskellige grupperinger." Videnskab er altså rigtig mange forskellige ting – men ikke hvad som helst.

Opslaget "Videnskab" på denstoredanske.dk (se kilder) oplister en lang række kendetegn, der afgrænser videnskab fra alt det, der ikke er videnskab. Igen er det vanskeligt at definere det skarpt, men her nævnes, at videnskab er baseret på teoretisk viden og ikke dagligdagserfaringer, at videnskaben følger bestemte metoder og fremgangsmåder, som for eksempel eksperimenter i naturvidenskaberne, og at videnskabelige resultater er offentligt tilgængelige og mulige at efterprøve og kritisere.

Hvilke typer videnskab findes der?

En noget grovkornet sortering i det videnskabelige virvar er opdelingen i naturvidenskaber, samfundsvidenskaber og humanistiske videnskaber (eller kulturvidenskaber). Denne opdeling bruges af mange universiteter, hvor fagene f.eks. er organiserede på hhv. et humanistisk, naturvidenskabeligt og samfundsvidenskabeligt fakultet. Inden for disse opdelinger er der imidlertid store forskelle, dels i de genstande og emner, der bliver forsket i, men også i de metoder og forklaringsmodeller, der bliver benyttet. Videnskabsjournalist Gunver Lystbæk Vestergård beskriver i artiklen "Hvad er videnskab?" (se kilder) denne opdeling. Naturvidenskaben undersøger fænomener i naturen for at få indsigt i de bagved liggende naturlove. I humaniora og samfundsvidenskab er man ikke i lige så høj grad interesseret i love, men typisk mere interesseret i forståelse. I humaniora forsøger man for eksempel at forstå menneskers tanker og motiver gennem studier af kunst og kultur, sprog og historie. I samfundsvidenskaberne undersøger man mennesker som del af samfund. Her benytter man sig i af metoder, der trækker på det naturvidenskabelige, såsom statistik, som man f.eks. bruger til at udlede mønstre over eller lave fremskrivninger af samfundets udvikling.

Søren Kjørup foretager også en anden type opdeling i sin bog "Forskning og samfund" (se kilder), hvor han deler de videnskabelige aktiviteter op i grundforskning, anvendt forskning og udviklingsarbejde. Grundforskning er forskning, der udelukkende har til formål at skabe nye indsigter eller kvalificere den eksisterende viden uden direkte hensyn til den praktiske brug. Anvendt forskning har derimod til formål at producere videnskabelig viden med henblik på ofte en helt specifik praktisk brug, mens udviklingsarbejde benytter resultaterne fra grundforskningen og den anvendte forskning til at udvikle nye produkter, materialer eller fremgangsmåder.

Hvad er videnskabsteori?

Videnskabsteori er ifølge professor i filosofi Søren Harnow Klausens bog "Hvad er videnskabsteori?" (se kilder) en tværfaglig disciplin, hvor der foregår refleksioner over videnskabens og de enkelte videnskabsgrenes natur. Det grundlæggende spørgsmål indenfor videnskabsteori er derfor "Hvad er videnskab?". Videnskabsteorien består i sig selv af flere discipliner, der kan bruges til at belyse videnskabsteoretiske problemstillinger fra forskellige vinkler. Hovedelementerne her er videnskabshistorie, videnskabssociologi og videnskabsfilosofi.

Hvad er videnskabshistorie?

Indenfor videnskabshistorie beskæftiger man sig med de enkelte videnskabers opståen og udvikling. Videnskabshistoriske undersøgelser vil ofte tage udgangspunkt i videnskabens store gennembrud som for eksempel Newtons opdagelse af tyngdekraften eller i spektakulære fejltagelser som for eksempel raceteorier. Dermed kan man reflektere over, hvad der i særlig grad udmærker videnskaben.

Et centralt spørgsmål i videnskabshistorien er ifølge Søren Harnow Klausens "Hvad er videnskabsteori?" (se kilder), om videnskaben overhovedet gør fremskridt eller om de måder, man har betragtet og talt om verden på gennem tiden i virkeligheden er ligeværdige. Et afledt spørgsmål af det er, om vore dages teorier om verden på et tidspunkt viser sig at være lige så forkerte som eksempelvis middelalderens teorier.

Hvad er vidensskabssociologi?

Videnskabssociologien behandler videnskaben som et resultat af fælles, menneskelige aktiviteter, hvor forskere arbejder med hinanden som samarbejdspartnere eller kilder, kollegaer og konkurrenter.

Videnskab kan undersøges på samme måde som alle mulige andre samfundsfænomener. Det vil sige, at man kan tale om et videnskabeligt samfund, der som andre samfund er styret af skrevne og uskrevne regler og som er præget af magtforhold og interesser. Som Søren Harnow Klausen skriver i "Hvad er videnskabsteori?" (se kilder), er der "optagelsesritualer og læreprocesser, forbilleder og skræmmebilleder, autoriteter, privilegier, hakkeorden, konkurrence og en høj grad af arbejsdeling. (...) Man må tilegne sig en bestemt adfærd, bestemte omgangsformer og en særlig jargon."

Både videnskabssociologien og videnskabshistorien åbner op for, at videnskaben ikke nødvendigvis har en særlig ophøjet status og sagtens kan indeholde fejl eller være bundet op på magt, interesser og politiske dagsordener.

Hvad er videnskabsfilosofi?

Videnskabsfilosofi diskuterer videnskab på et mere grundlæggende plan. Søren Kjørup skriver i "Forskning og samfund" (se kilder), at det ofte drejer sig om spørgsmål i stil med: Hvad er viden? Er objektiv viden mulig? Hvad er sandhed? Altså spørgsmål om den menneskelige erkendelse.

Videnskabsfilosofien kommer også ind på spørgsmål om, hvad der er virkeligt. For eksempel, findes atomer virkelig eller er det en menneskeskabt konstruktion, der er opbygget for, at vi mennesker bedre kan begribe verden?

Videnskabens formål diskuteres også. Er formålet at give et objektivt, korrekt billede af virkeligheden eller skal vi bruge videnskaben til at skabe en bedre og mere retfærdig verden?

Hvad er logisk positivisme?

Positivismen bliver i bogen "Videnskab i virkeligheden" af Andreas Beck Holm (se kilder) kaldt for den første videnskabsteori. Positivisterne mente, at den eneste kilde til sikker viden er vores sanseerfaringer. Vi kan altså kun stole på det, der kan måles, vejes og iagttages.

Positivismen, der typisk forbindes med den franske filosof og sociolog Auguste Comte (1798-1857), angav et sæt kriterier for videnskabelighed. Det vigtigste princip er induktionsprincippet, hvor videnskaben først skal indsamle en stor mængde objektive og teoriuafhængige observationer, som så efterfølgende kan samles i en teori. Senere skal der foretages endnu flere observationer for at bevise teorien.

Den klassiske positivisme blev videreudviklet til logisk positivisme af den såkaldte Wienerkreds af videnskabsfilosoffer, der opstod omkring 1920. Deres formål var at skelne mellem det meningsløse (som de kaldte for metafysik) og det meningsfulde. Ifølge opslaget "Logisk positivisme" fra denstoredanske.dk (se kilder) kræver de logiske positivister, at et udsagn skal kunne verificeres for at være meningsfyldt. Det vil sige, at man skal kunne angive hvilke mulige iagttagelser, der skal til for at kunne bevise udsagnet.

Den positivistiske tankegang har særligt sat sig spor indenfor naturvidenskaben og i nogen grad indenfor samfundsvidenskaberne, men i dag har en ren positivisme ikke mange tilhængere.

Hvad er kritisk rationalisme?

Den østrigsk-engelske filosof Karl Popper (1902-1994) var ifølge Andreas Beck Holms "Videnskab i virkeligheden" (se kilder) en af de første og vigtigste kritikere af positivismen. Popper mente, at positivisterne havde stillet det rigtige spørgsmål, nemlig: hvad er videnskab? Men han mente ikke, at man gennem observationer kan bevise, om en teori er sand eller falsk. Som eksempel vil et horoskop altid i et vist omfang passe med virkeligheden, men det gør ikke astrologi til en videnskab. Ifølge Popper kan man altid finde beviser for en teori, hvis det er det, man leder efter.

Popper mente, at empiriske undersøgelser skal være tydeligt baseret på teori. Ud fra teorien udarbejder man så hypoteser, der kan testes gennem observationer. Hypoteser er det, man med afsæt i teorien forventer vil ske i en given situation.

I stedet for verifikation introducerede han falsifikation som videnskabeligt princip. Her gælder det ikke om endegyldigt at bevise en teoris sandhed – det kan ikke lade sig gøre – men om hele tiden kritisk at efterprøve de teorier, der er blevet udarbejdet. Man kan ikke bevise en teori gennem observationer, men man kan derimod falsificere, altså skyde dem ned, hvis man finder observationer, der ikke stemmer overens med teorien. Når det sker, må teorien forkastes eller i det mindste ændres, og så kan man begynde igen med at efterprøve den nye teori. Derfor skal videnskabelige teorier altid udarbejdes og formidles, så det er muligt at efterprøve dem.

Hvad er Thomas Kuhns paradigmeteori?

Positivismen og den kritiske rationalisme har ifølge Andreas Beck Holms "Videnskab i virkeligheden" (se kilder) det fællestræk, at de ser videnskab som noget udpræget rationelt og noget, der er fundamentalt anderledes og på et højere niveau end ikke-videnskab. Den amerikanske videnskabshistoriker Thomas Kuhn vendte denne opfattelse på hovedet med sin bog "Videnskabens revolutioner" (se kilder) fra 1962. Kuhn opstiller ikke regler for videnskab, men går i stedet videnskabshistorisk og videnskabssociologisk til værks og forsøger at finde ud af, hvorfor og hvordan videnskaberne fungerer i praksis.

Kuhn mener, at de praktiserede videnskaber er præget af en bestemt forståelseshorisont. Denne kalder han et paradigme. Hans undersøgelser viser, at nogle paradigmer historisk set har udkonkurreret sine rivaler og er blevet altdominerende. Det er med Kuhns ord blevet til normalvidenskab. Dominansen kommer dels til udtryk gennem sociale konventioner og fælles grundforestillinger i det videnskabelige samfund, og dels gennem typiske lærebogseksempler, der så at sige 'opdrager' andre til at se verden på en bestemt måde.

Et eksempel på et sådant paradigme er teorien om, at klimaforandringer er menneskeskabte. Her har man en fælles grundforestilling, der er nærmest altdominerende i det videnskabelige samfund.

På et tidspunkt kommer de videnskabelige paradigmer dog i krise, og nogle forskere begynder at se verden i et nyt lys. Det kan resultere i en videnskabelig revolution, der fører til en ny normalvidenskab, hvor et nyt paradigme kan udforskes.

Hvad er hermeneutik?

Hermeneutikken er en videnskabsteori, der handler om fortolkning. Hvor den kritiske rationalisme primært finder sin anvendelse inden for naturvidenskaberne, og til dels også samfundsvidenskaberne, er hermeneutikken kendetegnende for humanvidenskaberne. Ifølge Bjarne Troelsens bog "Videnskab & virkelighed" (se kilder) mente den tyske filosof og historiker Wilhelm Dilthey (1833-1911), at der er en grundlæggende forskel mellem naturvidenskabens opgave, som er at beskrive virkeligheden og opstille årsagsforklaringer, mens humanvidenskabernes opgave er at fortolke virkeligheden og søge forståelse. Denne skillelinje er omdiskuteret, men kan alligevel fungere som tommelfingerregel.

Det centrale begreb inden for hermeneutik er den hermeneutiske cirkel. Når vi eksempelvis fortolker en litterær tekst findes meningen mellem tekstens helhed og de enkelte dele: Vi er nødt til at forstå helheden for at forstå de enkelte dele, men samtidig er vi også nødt til at forstå de enkelte dele for at kunne forstå helheden. Vi forstår de enkelte ord ud fra den samlede tekst, men vi forstår samtidig den samlede tekst ud fra de enkelte ord. Samme princip gælder, hvis man skal foretage en grundig, videnskabelig analyse af teksten. Så vil man også se på forfatterens person og øvrige værker for bedre at kunne fortolke teksten, men samtidig bidrager analysen af de enkelte tekster også til den samlede forståelse af forfatteren og forfatterens værker. Analysen ville også kunne undersøge og inddrage forfatterens samtid for bedre at kunne forstå værket, men samtidig bidrager analysen af teksten til en bedre samlet forståelse af forfatterens samtid.

Der sker altså hele tiden en vekselvirkning mellem en forståelse af del og helhed, som bidrager til en bedre forståelse af begge. Hermeneutikken er ikke kun begrænset til tekstlæsning, men er relevant inden for mange videnskaber. Nogle mener endda, at naturvidenskaben også i bund og grund er en fortolkning af verden.