EU-Parlamentet i Strasbourg
EU-Parlamentet har formelt sæde i Strasbourg i Frankrig.
Foto: Denis Lomme, Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet

Rasmus Nørlem Sørensen, forfatter og EU-analytiker, maj 2024
Top image group
EU-Parlamentet i Strasbourg
EU-Parlamentet har formelt sæde i Strasbourg i Frankrig.
Foto: Denis Lomme, Europa-Parlamentet

 

 

Seneste

Redaktionen, 10. juni 2024

Valget til Europa-Parlamentet 2024 er nu overstået. Man kan følge med i resultater og reaktioner på DR Nyheders liveblog om valget.

 

Indledning

I Europa-Parlamentet sidder flere end 700 politikere fra omkring 200 politiske partier, som repræsenterer ca. 450 millioner EU-borgere fra de 27 medlemslande.

Europa-Parlamentet har sammen med Ministerrådet, hvor medlemslandenes regeringer er repræsenteret, den lovgivende magt i EU. Det betyder, at de folkevalgte medlemmer af parlamentet har indflydelse på næsten alle beslutninger i EU. Ligesom i det danske Folketing stemmer de efter deres politiske holdninger om alt fra klimapolitik til abortrettigheder.

EU har stor indflydelse på din hverdag og på det samfund, du lever i. Det er i EU, der bliver lavet regler for alt, der kan købes og sælges – både i butikker, på nettet og i store handler mellem virksomheder. EU gennemser de danske finanslove og giver råd og vejledning til, hvordan den danske stat skal bruge dine skattepenge, ligesom EU-parlamentet vedtager f.eks. regler for ny medicin og rammer for miljøbeskyttelse. Desuden er EU de senere år begyndt at fylde stadig mere i udenrigspolitikken og forsvarspolitikken. Blandt andet ved at koordinere hjælpen til Ukraine og ved at vedtage sanktioner mod Rusland.

Europa-Parlamentet træffer beslutninger med almindeligt flertal blandt de fremmødte medlemmer. De fleste beslutningsprocesser foregår i såkaldte trilogforhandlinger, hvor Parlamentet sammen med Ministerrådet og Kommissionen forhandler om kompromisser.

I denne video ”Hvad er Europa-Parlamentet” gives en kort forklaring på, hvordan Parlamentet er organiseret og træffer beslutninger. Den er produceret af Europa-Parlamentets kommunikationsafdeling og udgivet i 2023:

Artikel type
faktalink

Hvad er Europa-Parlamentet?

Print-venlig version af dette kapitel - Hvad er Europa-Parlamentet?

Europa-Parlamentet er en lovgivende forsamling i det samarbejde, der i dag kaldes den Europæiske Union (EU). De 720 medlemmer er direkte valgt i de 27 EU-lande ved parlamentsvalg, der afholdes med fem års mellemrum. Hvert medlemsland har et antal pladser, der justeres efter landenes befolkningstal.

Europa-Parlamentet har formelt set sæde i Strasbourg i Frankrig. Her mødes parlamentarikerne til såkaldte plenarsamlinger, hvor de stemmer om lovforslag. Til hverdag arbejder parlamentarikerne ofte fra Bruxelles, hvor de afholder udvalgsmøder og indgår i forhandlinger. I Bruxelles har den store medarbejderstab, som betjener Parlamentet, deres hovedkontorer (se kilde 1).

EU’s demokrati er baseret på en tredeling af magten. Den udøvende magt ligger i Europa-Kommissionen, som udgøres af en kommissær fra hvert land, der er udpeget af landets regering og godkendt af Europa-Parlamentet. Den lovgivende magt er delt mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Ny lovgivning kan almindeligvis kun vedtages, hvis et flertal i begge institutioner stemmer for. Den dømmende magt ligger i Europa-domstolen.

Udover lovgivning, der gælder på tværs af medlemslandene, er Europa-Parlamentets centrale magtbeføjelse, at de skal godkende eller afvise den samlede Europa-Kommission. Parlamentets flertal afgør også, om EU’s budget på knap 1.400 milliarder kroner om året kan vedtages.

Europa-Parlamentet er organiseret i syv politiske grupper, der fungerer lidt ligesom partierne i det danske Folketing. Der er 27 stående udvalg, der hver arbejder med deres politikområde og 49 delegationer, der tager sig af relationer til resten af verden.

Fakta om Europa-Parlamentet

Print-venlig version af dette kapitel - Fakta om Europa-Parlamentet

Hvordan opstod Europa-Parlamentet?

Det europæiske samarbejde, der i dag kaldes Den Europæiske Union (EU), blev grundlagt i 1951 som Kul- og Stålunionen. I 1958 blev der på et møde i Rom vedtaget en traktat, som lagde grundstenen til det indre marked, hvor man i fællesskab fjerner toldgrænser og regulerer handel mellem medlemslandene. Den centrale nyskabelse i Romtraktaten var de såkaldte fire friheder, der omfatter fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og mennesker. Herfra hed samarbejdet Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF, senere blot EF).

Det første møde i Den Fælles Demokratiske Forsamling, der i 1962 tog navnet Europa-Parlamentet, blev holdt d.19. marts 1958. Frem til 1978 var medlemmerne af parlamentet udpeget blandt medlemmer af medlemslandenes respektive parlamenter. Først i 1978 blev der indført direkte valg til Europa-Parlamentet blandt medlemslandenes borgere.

Antallet af pladser i Europa-Parlamentet er løbende blevet øget. Fra 198 pladser i 1972, hvor Danmark kom med i EF, til 720 pladser efter valget i 2024. Det er steget i takt med antallet af medlemslande, der er gået fra 9 lande i 1973 og til 27 i 2024.

Parlamentets magtbeføjelser er med hver ny traktat blevet udvidet. Traktaterne for EU svarer til grundlove eller forfatninger på nationalt plan. I de første år var Parlamentet alene rådgivende, men efter Lissabontraktaten fra 2009 er det medlovgiver på langt det meste lovgivning i EU (se kilde 2).

Hvordan træffer EU beslutninger?

Når der skal laves nye love, er der tre institutioner i EU-samarbejdet, der skal finde frem til en fælles beslutning. Det er Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

Europa-Kommissionen fungerer lidt som en regering gør i national sammenhæng. I Kommissionen sidder der én kommissær fra hvert af de 27 medlemslande. Hver kommissær har et særligt politikområde – lidt på samme måde som danske ministre har for eksempel klima, undervisning eller skat som deres områder. Kommissionen har eneret på at foreslå ny lovgivning. Det kalder man ”initiativretten”.

Når Kommissionen har stillet et lovforslag, skal både Ministerrådet og Europa-Parlamentet behandle og sidenhen stemme om forslaget. Man siger, at de to institutioner er de lovgivende forsamlinger, fordi det er dem, der beslutter, om loven kan vedtages.

I Ministerrådet er det ministre fra medlemslandenes regeringer, der mødes for at forhandle og stemme om lovforslaget. Hvis et forslag handler om naturbeskyttelse er det miljøministrene, der mødes. Hvis der er flygtningepolitik på dagsordenen, er det den danske udlændinge- og integrationsminister, der tager afsted for at mødes med sine kolleger fra de andre EU-lande. Et flertal i Ministerrådet skal både udgøre et flertal af medlemslande (mindst 14 ud af de 27) og de lande skal tilsammen repræsentere mindst 65 procent af EU’s befolkning (se kilde 3).
 

Diagram over lovgivningsporces i EU

 

Hvordan vælges medlemmer af Europa-Parlamentet?

Politikerne i Parlamentet kalder man ofte for MEP’er (Medlemmer af Europa-Parlamentet). De bliver valgt i medlemslandene ved Europa-Parlamentsvalgene, der afholdes hvert femte år. Efter valget i 2024 vil Danmark med knap 6 millioner indbyggere have 15 pladser og Tyskland med 85 millioner indbyggere har 96 pladser.

Politikerne stiller typisk op som kandidater til Europa-Parlamentet for et politisk parti. Der er 11 danske partier, der forsøger at få deres kandidater valgt ved EU-valget i 2024. For at kunne stille op skal et dansk parti enten allerede være repræsenteret i Folketinget eller allerede have et mindst et medlem af Europa-Parlamentet. Nye partier, der vil stille kandidater op til Europa-Parlamentet, skal samle over 70.000 vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget (se kilde 4).

Diagram over EU's centrale institutioner

Hvad er de politiske grupper?

Når de 15 danske EU-parlamentarikere første gang sætter sig sammen med de andre MEP’er i parlamentssalen i Strasbourg efter valget, organiserer de sig i politiske grupper. Grupperne har et fælles sekretariat og får taletid og økonomiske ressourcer stillet til rådighed efter, hvor mange medlemmer de har. Grupperne fungerer lidt ligesom partierne gør i det danske Folketing, og der er syv i alt:

  • Venstrefløjen i Europa-Parlamentet er samlet i GUE/NGL (Confederal Group of the European United Left/Nordic Green Left). Her sidder Enhedslisten fra Danmark.
  • S&D (Den progressive alliance af socialister og demokrater) er en af de største og tæller de socialistiske partier fra de fleste lande herunder også Socialdemokratiet fra Danmark.
  • De Grønne/Den frie alliance er den grønne gruppe, hvor SF fra Danmark er repræsenteret.
  • Renew Europe er samlingspunkt for de liberale partier. Fra Danmark Radikale Venstre, Venstre og Moderaterne.
  • EPP (European People’s Party – Det Europæiske Folkeparti) er de konservatives gruppe. Her sidder Det Konservative Folkeparti fra Danmark.
  • ECR (European Conservatives and Reformists – Europæiske konservative reformister) er en konservativ og EU-kritisk gruppe, hvor der p.t. ikke sidder nogen danske politikere.
  • ID (Identitet og Demokrati) samler store dele af den europæiske højrefløj og her er Dansk Folkeparti repræsenteret.

 

Oversigt over de politiske grupper i Europa-Palamentet